Chihuahua: ’Gremlinen’ Gizmo

Det var en tur på Bakken efterfulgt af plageri i seks timer, der gjorde, at familien Kjelstrup fik udvidet familien med endnu et tobenet medlem. Chihuahuaen Gizmo overraskede sine ejere, da han viste sig at være mere end bare en lille taskehund.

TEKST: Kenneth Nielsen

”Kom lad os gå ind fra haven, så de ikke er så vilde, når de ser, at der kommer gæster.” O.k., tænker jeg og går velvilligt med ind ad havelågen med en forventning om at møde to vilde tigre.

”Den store kan godt være lidt vild. Vi har givet ham hans pibedyr, så hans opmærksomhed er på noget andet. Det gør ham nemlig mere rolig,” siger Jannie Kjelstrup trøstende og forberedende.

Vi er i Herfølge, hvor Jannie bor sammen med sin mand Michael og deres to hunde. Det er stegende hedt, og formiddagssolen bager ned i haven. Man kan næsten høre træer og planter gispe efter vejret omkring os. Da vi når midten af haven, kommer der en hund løbende med et pibedyr i munden, og lige i bagenden på den kommer der en lille hund løbende, som gør som en stor vagthund.

Det er makkerparret Uffe og Gizmo. Uffe på syv år er en dansk-svensk gårdhund blandet med labrador og schæfer, og Gizmo er en chihuahua på tre år. Jeg bliver hurtigt gode venner med Uffe, men Gizmo holder sig på afstand og skal lige se mig an. Jannies mand, Michael, kommer ud fra deres lejlighed og giver mig nogle godbidder, som jeg kan ’købe’ Gizmos kærlighed med. Det varer i to minutter, og så er der igen kølig luft imellem Gizmo og mig.

Da den firbenede velkomstkomite er blevet rolig igen, rykker vi ind i skyggen i sikkerhed fra solen, og selv om vi sætter os lidt væk ved et bord, følger Gizmo efter. Han skulle jo nødig gå glip af noget.

Bakketur endte med hund
Selv om det er tydeligt, at kærligheden til de to firbenede er stor, har det ikke altid været meningen, at der skulle være hund i hjemmet.

”Jeg har ikke haft hund før, og jeg havde svoret, at jeg ikke ville have en. Så fik vi Uffe og siden hen Gizmo, og nu kan jeg slet ikke undvære dem.”

Michael har haft labrador før, så han var lidt mere hundevant, da de købte deres første hund. Dog var han ikke helt med på ideen om en chihuahua. I hvert fald ikke i begyndelsen.

”Jamen det var nok mig, der fik et flip en dag, vi var på Bakken. Alle rendte rundt med chihuahuaer i armene, og det så så hyggeligt ud, så jeg tænkte, sådan en vil jeg også have. Da jeg snakkede med Micahel om det, var han ikke helt så begejstret, men efter seks timers plageri, havde vi købt en chihuahua over den Blå Avis,” smiler Jannie.

Da de kom hjem med ham, tog Gizmo dog fusen på de to ejere, da det viste sig, at han var en energibombe uden stopknap med en selvtillid som en bjørn.

”Vi havde jo regnet med, at vi fik en lille taskehund, vi kunne give tøj på, og som jeg kunne bære rundt på, når vi skulle ud. Der er Gizmo helt modsat. Han er en kæmpe vagthund med masser af personlighed,” fortæller Jannie.

Gizmo er desuden den, som bestemmer i hjemmet. Hvis han synes, han skal bruge lidt mere plads i sofaen, så skubber og møver han, indtil der er plads til ham. Man skal heller ikke tage fejl af de korte ben.

”Der er ingen forhindring, der er for stor til ham. En dag vi gik en tur i skoven, skulle vi passere en å, og Gizmo kaster sig ud i et spring, men glemmer sin størrelse i farten. Selv om han lander midt i åen, står han kun stille i et kort øjeblik og fortsætter herefter. I starten var jeg meget overrasket over, at han kunne følge med os, når vi var ude at gå. Han kunne snildt gå fem kilometer, og bagefter var han alligevel den, der havde mest energi af os alle sammen,” fortæller Michael.

Gizmo er noget af en vagthund i nabolaget, og selv naboer, som han kender rigtig godt, får et vuf med på vejen. Selv om Uffe er større og ældre, er det Gizmo, der bestemmer af de to. Heldigvis er de to næsten altid gode venner, og de enes størstedelen af tiden.

Opkaldt efter figur i gyserkomedie
Det var ikke tilfældigheder, der gjorde, at den lille chihuahua fik navnet Gizmo. Det var en blanding af et sjovt udseende og en smag for gyserkomedier, der kom på navnet.

”Det var to af mine kolleger, der sagde, at han skulle hedde Gizmo efter det lodne dyr i filmen ”Gremlins”. Nu når jeg kigger på ham, og hans ører stritter lige ud i luften, kan jeg da godt se, at han ligner en gremlin,” siger Jannie.

Man skal dog ikke lade sig narre af hans specielle udseende, for han er mere menneskelig, end man lige regner med.

Jeg kigger over på Gizmo, der jagter en flue i hjørnet af terrassen, og må give dem ret. Der er noget gremlin over ham.

Et madøre uden grænser
Selv om Gizmo har meget energi, har han altid været forsigtig, når det kommer til fremmede mennesker og steder. Men hvis der én ting, der kan få ham til at udforske nabohaverne, er det duften fra god mad.

”Vi fik nye naboer, som også har hund, og den får sit tørfoder blandet op med tun og andre forskellige ting, og det kan Gizmo ikke holde sig fra. Fordi han er så lille, kan han komme igennem hullerne i deres hegn, og inden man ser sig om, så står han inde hos dem og spiser maden,” fortæller Jannie.

Han kan ikke lide hunden, der bor der, men det afskrækker ham ikke for en bid mad.

Og heller ikke bålpladsen i fælleshaven er hellig.

”Det første han gjorde i morges, da vi lukkede ham ud, var at tjekke bålområdet for madrester. Og han havde heldet med sig, for pludselig kunne vi se ham spankulere rundt med en pølse i munden,” fortsætter hun.

Der havde været gæster dagen før til grill, så Gizmo havde ventet hele natten for at komme ud til eventuelle tabte lækkerier.

Mens vi sidder og snakker, hopper Gizmo op på en luftmadras ved siden af, hvor vi sidder. Han lægger sig til rette og begynder at sole sig, samtidig med at han holder et vågent øje med, hvad vi foretager os.

Kærlig diva
Selv om han er bevidst om, det er ham, der bestemmer, så er Gizmo også en kærlig hund. Han vil helst ikke undvære sin familie og skal altid være med alle steder.

”Han er en rigtig kælepotte, når det griber ham, og han elsker at slikke på os, især på Michael. Det er især i ansigtet i panden, ører og øjne. Men også på armene, hvis man lige har smurt sig ind i creme,” fortæller Jannie.

Han sover for det meste også sammen med Jannie og Michael i soveværelset under dynen. Hvis han ikke får den opmærksomhed, han har brug for, så skal han nok sørge for, det bliver bemærket med hyl og snap.

Gizmo har altid været sky og nervøs, og dengang Jannie og Michael hentede ham, sad han alene i et hjørne. Resten af kuldet og moren lå et stykke derfra. Når han så tog kontakt til de andre, bed de ham. Det er derfor, han er lidt reserveret over for fremmede mennesker. Heldigvis er han blevet mere modig og udadvendt, siden han blev den del af familien Kjelstrup.

 

Bedste hundevenner
Da familien fik Gizmo, gik de meget op i, om de to hunde kunne sammen. Når de skulle nogen steder, var de ofte nervøse for, om de to kunne enes. Men der har ikke været problemer, og Uffe og Gizmo er nærmest blevet uadskillelige.

”Uffe havde fået en kæreste på et tidspunkt, og når vi mødte hende i skoven på tur med sin ejer, skulle de altid lige hilse og møsse på hinanden. En dag havde hun set sig sur på Gizmo og havde snærret efter ham, og her kom Uffe ham til undsætning. Han lagde sig imellem de to, og siden har han ikke villet hilse på hende, når vi har mødt dem på tur. Så de er rigtig tætte, og Uffe passer altid på Gizmo,” smiler Jannie.

Hvis der er noget, de to elsker mere end at rende i haven og snuse efter madrester og bide i pibedyr, så er det at besøge Maxi-Zoo sammen med Jannie og Michael. Der må man nemlig tage hundene med ind i butikken, og den er indrettet til de firbenede med lange rækker med legetøj i hundehøjde og ’bland-selv-godbidder’.

”Sidst vi var der, løb Uffe og tjekkede al legetøjet med snuden for at finde det, som larmede mest. Pibedyrene blev godkendt, men boldene blev ikke. Gizmo havde mere travlt med at gå og lette ben op ad de forskellige varer for at markere, at han havde været der. Det er hundenes Fætter BR, og de elsker det,” fortæller Jannie.

Gizmos store personlighed og høje energiniveau har været en positiv overraskelse for familien Kjelstrup, og det har vist sig, at chihuahua er den helt rigtige race for dem. De overvejer endda at udvide hundeflokken på et tidspunkt i fremtiden.

”Vi har snakket om at få en chihuahua mere på et tidspunkt, men det kommer helt an på, hvordan Gizmo tager det. Han er jo vant til at bestemme, så vi må se, hvordan han vil tackle en ny hund,” fortæller Jannie.

Gåtur i det grønne
Familien bor også i grønne omgivelser med skov og græsplæner lige uden for havedøren. Lige præcis skoven bruger de flittigt og går faste ture morgen og aften inden og efter arbejde. Hundenes yndlingssted er en grøn plet i skoven tæt ved en spejderhytte. Her kan der løbes efter pind og snuses efter høns og andre dyr. Så der er rigeligt med plads i nabolaget at boltre sig på.

Da vi er færdige med at snakke, bliver vi enige om at gå en tur i skoven, så de to hunde kan få rørt benene og komme af med lidt energi. Gizmo er overraskende stille på gåturen og for træt til at gø ad de mennesker, der går forbi. Vi passerer togskinnerne og når ind i skoven, hvor de to hunde bliver sluppet løs til fri leg.

Nu er Gizmo blevet lidt mere tryg ved mig og løber frivilligt hen til mig og snuser. Dog skal jeg ikke regne med det helt store kæleri, men fremskridt er der da sket.

Da vi er kommet tilbage fra skoven med to trætte hunde, er det på tide at sige farvel og tak for besøget. Det er en rolig Gizmo, der hilser farvel med et snus og et træt blink med øjet fra sin plads på luftmadrassen.

En chihuahua er til dig, der …
Vil have en stor hund i en lille hunds krop.
Vil have en glad og kærlig følgesvend.
Vil have en hund, hvis pels ikke kræver megen pleje.

En chihuahua er ikke til dig, der …
Gerne vil have en hund med en stor fysik.
Gerne vil have en stille hund.
Vil have en hund, der er velegnet til små børn, for chihuahuaen er lille, og børnene kan let komme til at skade hunden under leg.

Sådan skal en chihuahua se ud

Hoved:
Chihuahuaen har et lille hvælvet æblehoved med et tydeligt stop.

Øjne:
Øjnene er store i forhold til hovedet, runde og mørkebrune.

Ører:
Ørene er store og strittende.

Hale:
Halen er af moderat længde og stritter enten op i luften eller svinger ind over det nederste af ryggen.

Pels:
Chihuahuaen findes som kort- eller langhåret. Farven kan være sort, hvid, blå, rød eller hvedefarvet med eller uden mørke eller hvide aftegninger. Pelsen er glansfuld og silkeagtig.

Højde og vægt:
Chihuahuaen er verdens mindste hund. Den vejer mellem 500 g og tre kilo, men en vægt mellem et og to kilo foretrækkes dog. Den bliver ca. 15-26 cm lang.

Værd at vide:
Historie: Der har været uenighed om, hvorfra den lille hund har sin oprindelse, og nogle har sagt Mexico, andre Kina, men nogle argumenterer for det nordlige Afrika og Malta. Der er dog fund fra Mexico dateret til omkring år 800, der viser hunde, der bærer en del lighed med chihuahuaen. Hundene stammer fra den ældgamle race, techichien, der var toltecernes hellige hund. Den var mindre end chihuahuaen, men havde kraftigere knogler. Techichien er en gammel race og har sandsynligvis eksisteret før det fjerde århundrede. Aztekerne slog toltecerne og beholdt deres hunde. De blå eksempler blev anset som hellige, og ligesom i det gamle Ægypten spillede hundene en stor religiøs rolle for aztekerne. Da aztekerne blev besejret af spanierne i 1520, forsvandt techichien ud af billedet, men udviklede sig undervejs til vore dages chihuahua. Udviklingen til den moderne chihuahua går på, at der på et tidspunkt blev bragt små hårløse hunde fra Kina til Mexico, hvor de efterfølgende blandede sig med techichien og resulterede i en mindre hund med større ører og lettere knogler. Navnet chihuahua stammer fra den mexicanske stat Chihuahua, hvor de første hunde af den moderne type er fundet. Herefter tog amerikanerne racen til sig, og der gik ikke lang tid, før racen lå blandt de mest populære.

Aktivitet og motion
Da chihuahuaen er så lille, får den som regel nok motion inden døre. Den kan lære at bruge en kattebakke som toilet, men den er temmelig sart over for kulde, fugt og træk, og et lille dækken kan være nødvendigt, når det er koldt.

Temperament
Racen er intelligent og modig, selv om den ikke er så stor, og den kan risikere at kaste sig ud i mere, end den kan klare. Den er meget omgængelig, og der er derfor ingen problemer med den i forhold til katte og andre hunde. Dog skal man være opmærksom på, at den ikke bliver rendt over ende og kommer til skade, når den leger med andre kæledyr.

Pleje
Den langhårede type skal plejes normalt med børste og kam, mens den korthårede skal behandles med en gummibørste en gang imellem. De skal have øjendråber regelmæssigt for at forebygge ’tårepletter’, og tænderne skal jævnligt tjekkes for tandsten. Kløerne skal holdes klippede.

Levealder

Chihuahuaen bliver mellem 10 og 18 år.

To andre hunde, der minder om racen
Dværgpinscher
Dværgpinscheren er en munter, hårdfør og temperamentsfuld hund, der passer godt ind i en familie med fart på. Den er livlig og intelligent og er derfor velegnet til alle former for lydighedsarbejde. Pelsen kræver næsten ingen pleje. Den er en gammel tysk race, der stammer fra den noget større tyske pinscher. Den er derfor ikke, som mange går ud fra, en dværgform af dobermannen, der er en noget yngre race. Ligheden skyldes, at dobermannen også stammer fra den tyske pinscher.

King charles spaniel
King charles spaniel er lidt større end chihuahua med 23-30 centimeter i skulderhøjden og en vægt på fire-seks kilo. Racen næsten altid meget omgængelig og passer godt ind sammen med både andre hunde og husdyr. Den er loyal over for børn, som leger roligt med den. Den tilpasser sit motionsbehov efter den familie, den er medlem af. Den nyder at få opmærksomhed og er meget legelysten. Opdragelsen er uproblematisk, da den er intelligent og hurtigt lærer. Pelsen er lang og silkeblød og skal børstes to gange om ugen eller alt efter behov. Man skal være særlig omhyggelig med hårene på brystet, bag ørene og mellem benene for at undgå knuder. Folderne i ansigtet skal behandles med en speciallotion en gang imellem.

RELATEREDE ARTIKLER

Seneste

Populære

Airbnb for hunde

Hundeejere er sjældent glade, når de af den ene eller den anden grund er nødt til at forlade deres hunde i nogle dage. Hvis venner

Læs mere »