Peter og Linda Rahbek er hundemennesker. Det er der slet ingen tvivl om.
De har haft hund med på ferie, og da deres børn var små, producerede de en evig strøm af børnetegninger med bassethunde, som var den race, familien holdt af.
I 13 år havde de pragteksemplaret Buster på 42 kilo. Siden fik de endnu en basset, Louis – men de havde ham kun i nogle år. Så var de nødt til at skille sig af med den hængeørede hund.
”Det var det mest rædselsfulde at køre fra sin hund,” fortæller Linda Rahbek en blågrå søndag formiddag i parrets lejlighed tæt på Hellerup Strandvej.
Barnebarn med allergi
”Det var så stort et savn … at sige farvel til hund,” siger hun, og selv om det efterhånden er nogle år siden, de måtte aflevere deres Louis, er der stadig sorg i hendes stemme og øjne – endda selv om hun står med armene om familien nyeste højstelskede medlem, hundehvalpen Lucca.
Lucca er en softcoated wheaten terrier, for hele grunden til, at Peter og Linda modstræbende måtte aflevere deres hund, var, at deres ældste barnebarn, Storm, er meget allergisk over for hunde. Og Luccas race er kendt for at være allergivenlig, fordi den ikke fælder.
Storm, 10, og hans lillebror Sylvester, otte, er på besøg i dag, og de leger med den bamsede Lucca, der heldigvis lige har mistet sine skarpe hvalpetænder, så hendes overivrige legenap ikke gør alt for ondt.
Bedre end juleaften
Særligt Sylvester ønskede sig brændende en hund.
”Det har været Sylvesters store drøm,” fortæller Linda.
”Jeg kan godt lide hunde,” lyder det sødt fra den kønne dreng, der sidder med hovedet nede i Luccas pels.
”Dufter hun godt? Hun blev vasket i går,” spørger Linda.
”Hun dufter af skinke,” lyder det skægge svar fra Sylvester.
”Ej, det må du ikke sige! Jeg har købt sådan en god balsam til hende,” griner Linda, hvortil Sylvester med et smil svarer: ”Men hun lugter af nakkekotelet.”
Linda og Peter griner begge to, og Linda fortæller om den overraskelse, Lucca var for drengene.
De vidste ikke, at bedsteforældrene havde købt hvalp, og på en hjemmevideo kan man se de to drenge sidde i stuen med lukkede øjne. Ind kommer deres tante Natacha, parrets datter, og lægger den lillebitte Lucca-hvalp i skødet på dem – og det er ren glæde, man kan se i deres ansigter, da de åbner øjnene og ser hende.
”Den dag vi fik hunden, spurgte vi ham: ’Er det ligesom juleaften?’ Hvad var det så, du sagde, Sylvester?” spørger Linda og kigger på drengen.
”Det er endnu bedre,” lyder det lykkeligt fra ham, og han kaster sig ud i en leg med Lucca, hvor hun springer op på sin hundepude, så den glider hen over det glatte gulv, og så ellers fiser rundt i stuen til stor morskab for alle.
Glæder sig til tidlige morgenture
”Se den måde, hun hopper på,” lyder det beundrende fra Peter, der har overgivet sig helt til Lucca, der som en anden springloppe hopper flere meter lige op i luften under legen.
”Jeg glæder mig utrolig meget, til foråret kommer. Jeg vågner tidligt om morgenen, og jeg kan sagtens gå en tur, når klokken er 6. Ned til vandet, ned og mærke Øresund og se solopgangen … det glæder jeg mig til,” siger han.
Til at starte med var han ellers ikke så meget for at få hund, men det var mest af praktiske årsager.
”Vi arbejder stadig begge to. Vi vil også gerne kunne rejse uden dårlig samvittighed. Så faktisk var vores datter Natacha primus motor på det her.”
”Ja. Hun sagde, ’Det vil være godt for jer. I skal tænke på, at når I bliver ældre, så kommer I mere ud’, og jeg tænkte, ’Nå tak!’” griner Linda.
Ville have en ’rigtig’ hund
Parret kendte ikke til lige den allergivenlige race softcoated wheaten terrier, selv om de havde overvejet andre allergivenlige hunde.
”Vi havde snakket om bomuldshunde og alt muligt småtteri. Men Peter ville ikke gå med en lille hund,” fortæller Linda med glimt i øjet.
”Ja, der skulle være lidt gods på. Lucca er jo en lille hund, men jeg synes stadigvæk, der er nok hund i den,” bekræfter Peter.
”Vi fik så at vide af opdrætteren, at en wheaten er en hund, der kan klare selv de største hunde. De har nemlig en fantastisk psyke, og med deres måde at være på, så kan de få store hunde til at lægge sig,” siger Peter.
”Racen er så hurtig, de hvirvler rundt om de større hunde, så de bliver helt overvældede,” uddyber Linda.
Det har de heldigvis endnu ikke haft brug for, for Lucca er så glad og legesyg, at hun kaster sig jublende i hovedet på alle, hun møder. Hverken hunde eller mennesker kan andet end overgive sig til hende.
Mødte passionerede wheaten-ejere
Linda mødte rent tilfældigt en softcoated terrier på havnen i Rørvig, og efterfølgende gik hun i gang med at undersøge, hvad det var for en slags hund – for selv om den var allergivenlig, hvilket var udslagsgivende for, at de overhovedet kunne have hund, så måtte hun finde ud af, om den passede til deres personlighed og ønsker.
Den første opdrætter, hun kontaktede, ville ikke sælge hund til hende, fordi de boede i lejlighed. Linda blev helt ulykkelig og tænkte, om hun aldrig skulle have hund igen. Men heldigvis kom hun i kontakt med kennel Hopla i Jylland, og de anbefalede Linda og Peter at besøge forretningen Hot Hund i Hellerup, for ejeren havde nemlig to wheaten terriere.
”Han holdt foredrag for os i halvanden time,” fortæller Linda.
”Selv om der kom kunder,” smiler Peter.
”Han havde ikke tid til at betjene dem. Han skulle bare fortælle os om sine hunde! Hvordan man skal børste dem, og det og det og det. Han var meget hjælpsom, og vi har været der mange gange siden,” siger Linda.
Og så blev det besluttet. De købte Lucca.
Skøn og klog personlighed
Parret synes, der er meget stor forskel på bassethundens og softcoated wheaten terrierens personlighed.
”Vores bassethund var helt sin egen. Han lå i 13 år i hjørnet af sofaen, og når det var regnvejr, bar man den ned med paraply over. De er meget specielle, og de gider ikke lære så meget. Lucca er jo helt ’Øj!’, når der sker noget. Vi ville gerne have en hund med lidt gang i den – og dét har vi fået,” fortæller Peter.
”Vi har fået en udfordring, for hun har sin egen personlighed. Og hun er meget klog i forhold til de to bassethunde, vi har haft. Da hun var cirka to måneder gammel, kunne hun lægge sig.”
”Hun kan dække, hun kan vente,” siger Linda, og Sylvester tilføjer: ”Hun kan give pote.”
Skal udfordres
Linda går på hvalpeskole med hende og vil fortsætte, netop fordi hun er så klog. Når Lucca er halvandet og fuldt udvokset, vil Linda og datteren Natacha også gå til agility med hende. Man kan nemlig ikke trætte racen ved at gå og gå, så man skal sørge for at give den noget udfordring.
Det gør Linda og Peter allerede nu ved blandt andet at fryse hendes mad i hule knogler, hvor der har siddet marv. Så hygger hun sig i timevis med den, og hun får gerne sådan én, hvis hun skal være alene i længere tid.
”Jeg gemmer også nogle gange hendes mad i et viskestykke med knuder på, for hun gider ikke altid spise sin mad ude i skålen,” fortæller Linda.
”Og farmor, nogle gange kan hun også godt lide at spise fra en hånd,” fortæller Sylvester.
En rigtig skødehund
De er begejstrede for, hvor alsidig en familiehund Lucca er. Selv da hun var en lille hvalp, da det var jul, så sad hun i sofaen med Peters gangbesværede mor og lod sig nusse. Hun forstår at aflæse de mennesker, hun omgås, og tilpasse sig deres behov – hvilket også betyder, at der er fuld fart på, når Storm og Sylvester kommer på besøg.
Racen er oprindeligt en irsk fattigmandshund, så den affinder sig med, at der er mange mennesker og ikke så meget plads. Men derfor skal man også leve med, at det er en hund, der sidder klos op ad én i sofaen. Og så kræver dens bløde, lette pels en del pleje, for at den ikke ugler sammen i klumper.
Heldigvis har Linda en fortid som frisør, så det generer hende ikke spor. Hun skal snart besøge kennel Hopla og lære at klippe Lucca, så hun fremover kan gøre det selv. Hun har allerede anskaffet sig et klippebord, der står på badeværelset.
Ellers er det en robust hund, der sjældent bliver syg eller har skavanker. Og så har den som en sjældenhed en femte klo på bagpoterne.
”Man siger, den kan klatre i træer. Den har også svømmehud mellem poterne,” fortæller Linda. De har dog endnu ikke fundet ud af, om hun er glad for at svømme, for selv om de bor et stenkast fra Øresund, så har det været vinter og ikke ligefrem badevejr, heller ikke for en lille hund.
Luccas sang
Natacha og drengene har fundet på navnet Lucca. Parrets søn Sebastian, der er drengenes far, mente ellers, at hvalpen skulle hedde Else, for så kunne de få en anden wheaten – som faktisk er en god idé, for hundene har stor glæde af hinanden – der hed Erik; ligesom det sære ægtepar i satireprogrammet ”Rytteriet”.
Vi med Hunds journalist troede ellers, at hunden var opkaldt efter Suzanne Vegas sang ”Luka”, for der lyder teksten: ”My name is Luka. I live on the second floor”. Oversat til dansk betyder det: ”Mit navn er Luka. Jeg bor på anden sal.”
Og det er lige det, lille Lucca gør – og fra sofaen ved vinduet står hun på armlænet og holder øje med, hvad der sker nede på vejen.
Sammenfaldet med sangen er dog et rent tilfælde. Peter kan dog ikke lade være med at finde sangen på sin telefon og afspille den for os.
”Jeg har aldrig tænkt på teksten, det med at hun bor på anden sal …” siger Peter og kigger på sin hund: ”Det her er din sang.”
Det lille hundemirakel
Linda indrømmer, at der har været stor nervøsitet med hensyn til, om Lucca nu var så allergivenlig, som de havde fået fortalt.
”Kan Storm nu tåle hende? tænkte jeg. Vi har haft drengene med to gange i sommerhus, hvor Storm reagerede lidt. Vi kunne bare ikke finde ud af, om det var hunden eller brændeovnen eller bøgeskoven. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, han reagerede lidt på Lucca i starten. Men det er ligesom, det er blevet mindre. Hvad synes du selv?” spørger Linda Storm.
”Der er altid en smule allergi, når jeg er sammen med hende, men jeg synes ikke, det er særlig meget,” fortæller han.
Det er i hvert fald tydeligt, at han har tænkt sig at leve med generne, for han er helt vild med Lucca og kalder sig selv ’hundemenneske’.
”Vi har snakket om, at hvis han reagerer for meget, så må han få noget allergimedicin,” siger Linda. De gange, han har overnattet hos dem, siden de fik Lucca, har der været lidt kløe i øjnene, men som Linda siger, så ville Storm normalt ikke være så tæt på en hund.
”Lucca har slikket ham i hovedet, og Storm kysser og krammer hende. Så vi synes, Lucca er et lille mirakel,” smiler hun.
Så den umiddelbart triste hundehistorie for Linda og Peter endte heldigvis godt.
En wheaten er til dig, der …
- Vil have en allergivenlig hund
- Er vild med en aktiv og klog hund
- Vil have en hund, der er meget hengiven over for sin familie
En wheaten er ikke til dig, der …
- Glemmer at børste og klippe hunden jævnligt
- Ikke har tid til at gå til aktiviteter med hunden
- Har brug for en vagthund
Sådan skal en soft-coated wheaten terrier se ud
Hoved:
Hovedet hos en wheaten er langt med mørke, nøddebrune øjne.
Ører:
Små til middelstore, fremadvendte ører og det eneste sted på hunden, hvor den godt må have underuld.
Hale:
Den er velbelagt, men ikke for tyk, og må ikke bæres over ryggen. I Danmark må den ikke kuperes, men i nogle lande tager man spidsen af halen.
Pels:
En wheaten har ikke nogen underuld. Pelsen er silkeblød – deraf navnet – og så kan man efter smag og behag klippe den tæt. Selv om man foretrækker en mere pjusket pels, så skal den stadig klippes indimellem.
Farve:
Den har en lys til rødgylden pels – igen ligesom navnet antyder.
Højde og vægt:
Hanner: 46-48 cm, 18-20,5 kg. Tæver er noget mindre.