I mere end 40 år uden afbrydelse har der været hunde i skuespiller og revyinstruktør Lisbet Dahls hjem. Altid små hunde. Men det er ikke noget, hun bevidst har opsøgt. ”Tingene har det bare med at ske i mit liv,” konstaterer hun. Hundeopdragelsen overlades til gengæld ikke til tilfældighederne i det levende hjem.
Der bjæffes højlydt inde fra den røde murstensvilla i Gentofte, døren går op, og skuespiller og revyinstruktør Lisbet Dahl beder os om at ignorere sin hund Filis. En sjælden indgang til et Vi med Hund-interview, men det virker. Den lille hund bliver usikker på foretagendet, bjæffer lidt rundt om os og vimser så væk. Da vi når ind i stuen, dukker hun frem fra hjørnet og gør igen.
”Bare sæt jer i sofaen,” siger Lisbet Dahl, ”jeg skal lige have styr på det der”. Pludselig dukker en mops op i stuedøren og kommer ind og hilser. ”Det er Herman, min datters hund, ham kan I bare hilse på.” Lisbet giver sin gøende hund ordre på at forlade stuen, men de er ikke helt enige om dagsordenen. Den smutter ud ad den ene dør og ind ad den næste, vedholdende som bare pokker, indtil Lisbet lukker begge døre og isolerer den i entreen.
”Typisk. Det sker én ud af 20 gange, det der. Jeg plejer at få hende under kontrol, inden folk kommer ind ad døren, men det er ikke altid, det lykkes. Men nu skal I se, lige om lidt er her stille, og så får hun lov at komme ind. Jeg havde en hundepsykolog herhjemme for nogle år siden for at lære mig nogle værktøjer til at lade Filis forstå, at det er mig, der bestemmer. Hun gøede af alt og alle og snappede folk i haserne, og hun snappede sågar af mig, når jeg ville have hende ned fra sofaen. Det var helt forfærdeligt. Det kan man jo ikke have i et hus, hvor der kommer mange mennesker. Det er blevet meget bedre, men jeg er nødt til at være konsekvent, for ellers tror hun, hun skal tage styringen, og det er anstrengende for os begge to.”
Købt i Grækenland, fabrikeret i Ungarn
Filis liv er også begyndt lidt turbulent. Lisbet købte hende i Grækenland, hvor hun gik for at være en ’ægte’ chihuahua.
”Jeg var på ferie med et par børn og børnebørn på Kreta. I en dyrehandel på et torv i Chania sad hun bitte lille i et bur. Jeg var overhovedet ikke på udkig efter en hund. Jeg havde en gammel gravhund derhjemme, men ungerne syntes, det ville være en rigtig god ide, jeg købte den. Den var jo også sød. Først fik vi at vide, det ikke kunne lade sig gøre at få den med hjem. Men så et par dage efter blev jeg ringet op med besked om, at jo, det kunne det sørme godt, men da var vi jo på vej i lufthavnen. Så endte det med, at rejsebureauets direktør Stig Elling selv ringede og sagde, at der var plads til mig på et fly to dage senere, hvis jeg havde lyst til at blive og få hunden med hjem. Det var jo skønt.”
Dagens hovedrolleindehaver har været tavs nogle minutter nu, så Lisbet går hen og åbner stuedørene. Ingen hund. Tilbage i sofaen kalder hun: ”Filis, kom så bare!” Et sekund efter kommer hunden luskende og lister lidt rundt og snuser til os. Efter god opførsel bliver den inviteret op i sofaen. Den tager fluks imod invitationen og lader sig villigt klø bag ørene.
Lisbet lurede ret hurtigt, at der ikke var tale om en ægte chihuahua. Som hun ligger der ved siden af datterens hund Herman, kunne man overveje en chihuahua-mops. ”Hun var godt nok lille, og de sagde, hun var 10 uger. Men det passede måske ikke. Da vi kom til lufthavnen, så vi i passet, at det tidligere var stemplet i Ungarn. Hun er altså produceret der med henblik på salg i Grækenland og måske taget alt for tidligt fra moren. Det var jeg ikke så stolt over. Og jeg anbefaler ikke andre at købe hund på den måde.”
Hilser først, når Filis er rolig
Hun ser nu ellers sød ud, som hun ligger klinet op ad sin ejer i sofaen.
”Sød er hun sgu ikke. Hun er en værre én. Indimellem glemmer jeg jo at bruge mine hundepsykolog-tricks, men må så minde mig selv om det, så hun ikke ryger tilbage i den gamle gænge. Jeg venter for eksempel altid med at hilse på hende, til hun er faldet til ro. Først lægger jeg mine ting eller varer på plads, og når hun så har lagt sig roligt i en krog, kalder jeg på hende. For selvfølgelig skal vi sige dav til hinanden. Jeg lærte også, at med så dominerende en hund skulle jeg ikke lade den gå først gennem en dør eller ud ad bilen. Det drejer sig om at vise den, at man – også bogstaveligt – går foran. Når jeg gør madskålen klar, spiser jeg nogle gange en chips samtidig, for i ulveverdenen spiser lederen først. Kimm Howe, som var her, sagde til mig, at jeg ville opleve, at Filis begyndte at sove meget, når jeg tog styringen fra hende, for det er hårdt arbejde for sådan en lille hund at fare rundt og passe på det hele. Alt for hårdt. Så hvis man holder af sin – dominerende – hund, skal man lade være at behandle den som et lille barn og komme hjem fra arbejde og hvine: ”Nåååårh, mors lille pusser, kom heeer!” Jeg har i hvert fald ændret stilen, og det kan mærkes på Filis.”
Der har været mange forgængere til Filis, så hundeerfaringen har hobet sig op. Vi regner ud, at Lisbet har haft hunde i sit voksne liv konstant i 43 år, siden 1970. Gadekryds de fleste. Den ene har afløst den anden, nogle har været der to ad gangen, men selv om de alle er blevet omkring 15 år, drejer det sig om så mange, at hun ikke kan huske kongerækken helt nøjagtigt. Den første var et tilfælde. Ligesom det i øvrigt viser sig, de fleste andre også var.
Den første var den klogeste
”Det var en dag på Aalborg Teater. Belysningsmesteren stod med en hvalp på armen. Jeg spurgte: ”Hvis er det?”, og han svarede: ”Det er din!” Jeg gjorde mig ikke de store overvejelser. Den var bare sød, så den kom med hjem. Det hed sig, at Rudolf var en blanding mellem gravhund og schæfer, men det var vist en joke. Han var en af de klogeste hunde, jeg har haft. Eller også er det bare, fordi han var den første,” smiler Lisbet og fortæller, hvordan han lagde sig til rette ved døren til soveværelset, så hans hale bankede på døren, når han logrede. Sådan vækkede han sine ejere for at sige, at rengøringsdamen var kommet.
”Så flyttede vi på landet nogle år og boede på et gods, hvor de opdrættede cockerspaniels. Så fik vi én af dem, Sebastian … eller var det Sascha? … samtidig med Rudolf. Da vi flyttede tilbage til København, havde jeg en veninde, der ledede Dyreværnets internat i Rødovre. Hun spurgte mig, om vi ikke skulle have endnu en cocker, og så hentede vi Lady – hun lignede hende fra filmen.”
Imens Lisbet gransker hundehukommelsen, dukker en tredje hund op i stuen, en lille højbenet sort pjuskepels med skæg. Dens ejer er en af Lisbets gode venner, der bor her midlertidigt imellem to lejligheder. Gerda kommer springende, da hendes ejer forlader huset – lige op i sofaen. ”Kan DU komme ned!”, kommanderer husets ejer myndigt, og hunden lader sig slukøret dumpe ned på gulvet. Da den har sat sig på gulvet i stedet, kalder Lisbet: ”Kom så, Gerda!”, og hunden springer begejstret op på ny.
”Jeg kører samme faste linje over for vores hundegæster. Nogle gange har jeg også min venindes, så er der fire. De må godt blive aet, og de må gerne ligge i sofaen, men det er mig, der bestemmer hvornår, for ellers ender det i ragnarok,” siger Lisbet og griner lidt af de tre hunde, der nu har omringet hende og gerne vil klappes. Så rynker hun panden lidt for at komme i tanke om den næste i hunderækken.
”Jeg mener, det var Laurits, som var en gravhund. Nå ja, jeg har også altid haft kat samtidig, men bare ikke lige nu. Jeg er vild med de der lidt hundeagtige dovne british shorthair. Laurits blev senildement. Han kunne komme ind ad hoveddøren og gå den forkerte vej. Så stod han og gloede ind i et hjørne og var helt forvirret. Når de bliver gamle, lader jeg dem aflive. Orv, undtagen Pjuske, hende havde jeg helt glemt. Hun var en yorkshireterrier, som min mand foreslog, vi skulle forære til en dame, vi kendte, der blev 60. Det var en utrolig dårlig ide. Hun kunne slet ikke finde ud af at have hund. ”Nu spiser den ikke, den vil ikke dit og dat,” sagde hun, og så lovede vi at tage den ’i pleje’. Pjuske blev også gammel, men hun døde naturligt.”
Filis har bare at blive gammel
”Filis bliver nødt til at blive gammel. Jeg ofrede 13.000 kroner på en knæoperation til hende sidste år. Jamen, hvad gør man?”, siger Lisbet og løfter spørgende armene i vejret, mens øjnene kører en tur rundt i loftet. ”Hun havde sådan en knæskal, der smuttede til side, og jeg kunne se, hun fik flere og flere smerter. Efter operationen lå jeg hernede på sofaen hos hende i fem nætter. Hun måtte ikke selv hoppe op og var på morfin. Men hun havde ondt alligevel og peb og klagede. Det var ikke sjovt.”
Det siger måske noget om Lisbets forhold til alder, at hun ikke mener, hunden med sine 10 år er gammel nu. Selv springer hun – i en alder, hvor andre holder op med at arbejde – rundt i skikkelse af blandt andre Lars Løkke og ’en sexforskrækket jyde’ i Cirkusrevyen, som hun har spillet med i og instrueret 27 gange. Men hun ligner på ingen måde en pensionsramt, der har i sinde at smide sig blandt hundene på sofaen mere end de timer, man kan nå at hvile ud mellem de cirka 150 forestillinger, der spilles fra 16. maj til 9. september.
Så er det til gengæld tilgiveligt, at man ikke har fuldkommen styr på rækkefølgen af et helt livs hunde, selv om man er et stort hundemenneske. ”Jeg kan da også lide fugle og katte og aber,” indvender hun selv, alt imens hendes egen hund ligger klinet op ad hende på venstre side, datterens på højre og gæstehunden Gerda i nakken på hende, alle tre tungt sovende. Under dundertalen om hundeopdragelse for vanskelige hunde er de bare rykket endnu tættere på.
På spørgsmålet, om hun har gået til hundetræning med sine hunde, er svaret nej. ”Det burde jeg have gjort, men jeg har jo aldrig haft sådan nogle store hunde, der ikke var til at styre. Men jeg ser det her program ”Dog Whisperer” på National Geographic Channel, som har gjort mig me-e-e-get klog,” siger hun med en blanding af ironi og alvor.
”Det er jo ikke rendyrket mine metoder, men man kan jo tage lidt og blande med det, man ellers ved virker. Jeg har i hvert fald lært en del om, hvordan vi mistolker hundes tegn. Hvis jeg for eksempel som før siger til Filis, hun skal gå ud af stuen og hun så bare lægger sig lidt væk, kan man måske tænke: ”nå, hun er bare ligeglad”, men vel er hun ej – hun er i gang med en magtkamp om, hvem der bestemmer, så med hendes dominerende tendenser er jeg nødt til at blive ved, til hun rejser sig og går.”
Mange aflivninger kunne undgås
Lige for tiden prøver Lisbet at vejlede en veninde med to små hunde, der slås, så blodet flyder.
”Hun siger til mig, at så må hun jo aflive den ene, og det kan da godt være, det ender med det, men jeg har selv gode erfaringer med at ændre adfærd hos Filis, så jeg synes ikke, man skal tøve med at søge råd hos professionelle hundefolk. Jeg tror, mange aflivninger kunne undgås.”
Herman snorker højt og rører lidt på sig. ”Han skulle have sådan en japansk skammel at lægge hovedet på, så vejrtrækningen glider nemmere,” spøger Lisbet. ”Han er så fredelig, men selv ham har jeg lært lidt. Hvis han hopper og danser, når han skal have snor på, siger jeg sådan en ”tsch”-lyd. Så stopper han. Når han så et øjeblik efter bider i snoren, siger jeg ”tsch” igen. Han har lynhurtigt lært at holde op, og det gør det hele lidt nemmere, når man har sådan et hundecirkus i huset. Indimellem kø-ø-ører vi jo selv vores hunde op. Vi kommer ind ad døren og farer lige hen til hundesnoren og fiser ud ad døren med hunden, der kommer helt stresset af sted, i stedet for at tage det roligt, lige sænke paraderne og så gå roligt ud sammen.”
”Jeg lærte også af hundedamen, at det er okay, hunden gør, når der kommer nogen. Men så skal man gå foran den og tilkendegive, at ”lad lige mig tjekke”, og så skal den holde op med at gø i overbevisning om, at ejeren selv har styringen herfra. På den måde skulle man få en roligere hund, som ikke har så travlt med at passe på sine mennesker.”
Hunde er så dejligt ukomplicerede
Når Lisbet tager på ferie, flytter der gerne nogen ind i huset og passer hund. Med fem børn og fem børnebørn er der som regel altid nogen til hjælp. Og bor der ikke andre i huset i sommersæsonen, hænder det, at Filis kommer med i Cirkusrevyen.
”De dage, vi spiller to forestillinger, er jeg jo væk fra 16.30 til 23.30. Hun kunne sikkert godt klare det, men jeg synes ikke, hunde skal være alene mere end fire-fem timer. Så er hun i garderoben, og i løbet af et par dage ved hun lige, hvornår der er pause. I år har vi en allergiker i balletten, så da tager jeg hende ikke med, men det gør ikke noget, når huset er fuldt af både hunde og mennesker derhjemme.”
Om Lisbet skal have en ny hund, når Filis bliver gammel, overlader hun lidt til skæbnen.
”Hun bliver vel 16. Og jeg planlægger ikke sådan noget. De andre er jo mere eller mindre kommet af sig selv, så jeg ser tiden an – tingene har det med bare at ske. Men det er jo rart at have hund. Det er så ukompliceret. De spørger aldrig, om man har brugt for mange penge,” siger revydronningen og smiler stort til fotografen, mens hun nusser Filis og kort efter udbryder: ”Ej, hvor hun fælder ad helvede til.”
Det er nu også ukompliceret med folk, der siger, hvad de mener. Til ære for dagens kontante interviewperson vil jeg undlade at skrive: ”Det synes hundene også at mene,” for hun ville selvfølgelig sige, at hunde ikke kan mene en pind. Men ingen tvivl om, at de har fattet, hvem der er instruktør i den hjemlige hundecirkusrevy – og holder sig trygt til hende.
FAKTA om Lisbet Dahl
Lisbet Dahl (født 9. april 1946 i København) er en dansk skuespillerinde og instruktør bosiddende i Gentofte. Hun er datter af teaterinspektør og skuespilleren Helge Dahl (1901-1981) og hustru revyskuespillerinde Toni Biering (1920-1986).
Hun læste hos Søren Weiss og blev i 1967 uddannet på Aalborg Teater og fik herefter flere roller på teatret. Sidenhen kom hun til Jomfru Ane Teatret i Aalborg, Rottefælden i Svendborg, Gladsaxe Teater og Folketeatret i København. Lisbet Dahl har medvirket i mere end 30 film og et hav af tv-serier, satireprogrammer og revyer. Siden 1974 har hun været skuespiller i, kunstnerisk leder af og instruktør for Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken i flere perioder. I år er 27. gang, hvor der spilles frem til 9. september.
Lisbet Dahl har tre døtre og to sønner, den ældste fra 1966, den yngste født i 1990. Hun har været gift og levet sammen med adskillige mænd, blandt andre skuespilleren Preben Kaas, og et ukendt antal hunde og katte.
Tekst:
