Husky’erne Togo og Balto banede vejen for hunderacens popularitet i 1925 med en kraftpræstation i Alaska
Tekst: Iben Danielsen fotos: Claus Olsson og Iben Danielsen
Nogle hunderacer bliver berømte og eftertragtede efter bare én begivenhed. Sådan er det med siberian husky. Det var tilbage i 1925, hvor den lille guldgraverby Nome i Alaska led under en voldsom difteri-epidemi. Det serum der kunne standse epidemien befandt sig omkring 1.600 kilometer borte, og det eneste fly man havde til rådighed havde en frossen motor, og kunne ikke starte. Det var januar, minus 53 grader, stormfuldt, og alle veje var ufremkommelige. Kun en hundeslæde kunne transportere medicinen til Nome. Hele verden fulgte med i løbet, som senere kom til at hedde Serumløbet. Og førerhundene, det var Togo og Balto, blev helte.
Efter det vidste alle, hvad en siberian husky var, og hvad den kunne overkomme.
Verdensheltene Togo og Balto
Togo tog den første lange strækning, en fantastisk bedrift. Balto var en god førerhund, og hunden formåede at holde sig på sporet på tidspunkter, hvor dens norske fører Gunnar Kaasen var sneblind, og ikke kunne se en hånd for sig. Andre måtte give op, så Balto og Kaasen fortsatte slæden og var fremme efter 127 timers transport i den vilde natur. De kom til Nome med medicinen, og lægen fik styr på epidemien. Den sorte husky Balto fik sin egen statue i Central Park i New York, og en i Anchorage i Alaska. Balto viste sin smukke sorte pels frem for 20.000 tilskuere i Madison Square Garden, og blev senere filmskuespiller. Senest har instruktøren Steven Spielberg lavet animationsfilmen Balto om det hårde Serumløb. Også Togo blev berømt og fik en reklameplads for cigaretmærket Lucky Strike.
Fra kamchatka hund til husky
Historien om polarhunden siberian husky begynder langt tidligere. For altid, og dokumenteret fra 1600 tallet, har sibiriske folkestammer som kamchatkaer, Iukagier, koryaker, kosakker og chukchier brugt hunde, arbejdshunde, jagthunde, vagthunde og mest af alt trækhunde i det uvejsomme terræn. Og rejsende udefra var især optaget af den dygtige og seje Kamchatka-hund, som blev brugt til netop transport. De beskrev den halekuperede, hvide, sorte, sort-plettede eller grå hund, som havde en lighed med ulven. De fleste hunde gøede ikke, de hylede, fortalte de rejsende, og de beundrede hundene som trak slæder. Kamchatkaerne spændte dem for slæden to og to, som ved et hestespand, lød beretningerne fra nord.
Seppalas hunde
I 1920’erne blev de sibiriske hunde importeret til Nordamerika, og med det deres gode rygte og historierne om deres hurtighed og styrke. De gjorde sig også bemærket ved de årlige All Alaska Sweepstakes.
Leonhard Seppala er kendt for at avle og eksportere mange af hundene. Det var hans hunde som blev grundstammen i avlsarbejdet med den senere anerkendte race, siberian husky. Og det var selvfølgelig også herfra at lederhundene Togo og Balto stammede.
I dag diskuterer husky-folk stadig på tværs af landegrænser om huskyen stammer fra Koryak-, Kamchatka-, Lukagir eller Chukchi-området i Sibirien eller om den er et mix af det hele. Racen siberian husky blev registreret i AKC, den amerikanske kennelklub i 1930, og godkendt som amerikansk hunderace under F.C.I.
Den hurtige slædehund
Siberian husky har været i Danmark siden 1960’erne. Huskyen er stadig kendt som verdens hurtigste racerene slædehund til konkurrence og turkørsel og samtidig populær som familiehund. Mange som vælger huskyer i Danmark og det øvrige nordlige Europa gør det dog for at arbejde med hundenes potentiale og køre med hundespand foran cykel, vogn og slæde.
Det er en ekstrem sport, som trænes i danske skove og konkurreres om i de store skove i blandt andet Sverige.
Sådan skal en siberian husky se ud:
Det første man lægger mærke til ved en husky er øjnene – de ofte lysende øjne i et smukt masket ansigt som giver hunden et opmærksomt og gavtyveagtigt blik. Huskyen er en letfodet og hurtig hund, som er velegnet som brugshund. Den er som andre spidshunde godt pelset med opretstående ører og busket hale.
Hoved: Velproportioneret hoved som er typisk for spidshunde
Øjne: Mandelformede og en smule skråtstillede karakteristiske øjne. Mange huskyer har lyse og flerfarvede øjne. Men alt er tilladt, brune, blå og hvide, og ofte flerfarvede.
Hale: Pelsklædt hale som en ræv. Halen sidder under overliniens niveau og bæres i en seglformet bue. Pelsen på halen er ligesom på kroppen middellang.
Farver: Alle farver er tilladte hos en siberian husky. De findes fra sort til rent hvid. Der er mange variationer over hundens aftegninger, og flere har klare mønstre i pelsen.
Pels: Som andre hunde fra nord har huskyen dobbelt pels, som giver den ellers klart tegnede omrids et blødere udseende.
Ører: Hunden har trekantede opretstående ører godt beklædt med pels og med rundede spidser.
Højde og vægt: Hannerne må måle 53,5 til 60 cm over skulderen og veje mellem 20,5 og 28 kilo. Tæverne har en højde på 50,5 til 56 cm og vejer fra 15,5 til 23 kilo. Hundens vægt er meget proportionel med hundens højde.
Husky-land
Her bor 14 voksne siberian husky´er altid parat til at trække og løbe, og fire hvalpe – samt Jette og Claus Persson og deres voksne børn
Ved ankomsten retter der sig tolv par lysende hundeøjne mod os. De er lyse blå, hvidlige, brune, sorte og spættede hundeøjne, og de er smukt indrammede i mandelform, som giver hundene et opmærksomt og direkte blik. En enkel hund hyler let, og så følger de ellers opmærksomt men afslappet, og ofte siddende højt til vejrs på hundehusets tag, menneskenes ankomst. Vi er kommet til husky-land, Stolpehuse eller rettere sagt kennelen husky horizon, som i disse dage huser 14 hunde af racen siberian husky og fire hvalpe.
Slædehunde på Sjælland
De smukke lette spidshunde er sat på jorden for at arbejde. Det er slædehunde, brugshunde. Og flere gange om ugen bliver de spændt foran en vogn eller en slæde, og så går det over stok og sten over familiens egne marker for at træne muskulatur og samarbejde. I weekenderne er der ture i de sjællandske skove, og et par gange om året deltager hundene i løb på de store svenske vider.
Det er sådan familien Persson kan lide at have hunde.
”Som barn havde jeg hunde, men det var først da jeg besøgte Finland med mit arbejde og jeg prøvede at sidde i en hundeslæde med et spand af veloplagte huskyer, at jeg fik lyst til at gøre noget ved det som voksen,” fortæller Claus Persson. Familien boede i Kongens Lyngby da de skaffede sig de første hunde, og han blev bidt af sporten.
”Nogle gange trænede Claus i vores villa kvarter med et hundespand, og det blev lidt for snævert for os, så vi flyttede til Stolpehuse og en gård med jord til, som vi kan træne på,” fortæller Jette Persson og fortsætter:
”Det er hamrende skægt, og vi har noget sammen. Det er hele familiens hunde, men det er Claus’ ansvar.”
Med hundespand i Gribskov
Det er også Claus som spænder vognen bag hundespandet og træner op til tre gange om ugen på deres egne hektarer, og Claus som står op tidligt lørdag morgen for at køre til Gribskov, Tisvilde eller Hvalsø, og tage mange kilometer ind i skovene for at træne med hundene.
Familien har kennelen Husky-Horizon, og har avlet nogle af de bedste, og det betyder hurtigste – huskyer i landet med hjælp, samarbejde og nye kontakter fra andre avlere i Danmark, Tyskland, Holland og Sverige.
”Vi avler nok mest til eget brug. Først og fremmest fordi vi er meget opmærksomme på, hvem der kan have med huskyer at gøre. Det er ikke sådan at de absolut skal arbejde med slædehunde, men de skal være indstillet på aktiviteter på et højt niveau, jagt, spor eller andet. Desuden har vi selv brug for hunde i alle aldersgrupper for at sikre et godt koppel til løbene. Lige nu har vi hunde fra 1 års alderen og op til 11 år, og så har vi hvalpene, hvor vi selv beholder en enkel denne gang. Det er også vigtigt, at være opmærksom på nye leadhunde, der har den rette mentalitet. De skal have lysten til at trække og til at komme afsted,” siger Claus Persson, og beskriver samtidig huskyerne som hyggehunde, der kan lide at sidde på skødet.
Huskyer i alle farver og former
”Når vi har hvalpe, så sker det oftest, at vi samarbejder tæt med nye ejere, og når de først er kommet i gang med huskyer, så skaffer de sig gerne to eller flere hunde. Den race fungerer bedst i flok. Og det er en oplevelse at følge deres liv og arbejde sammen”.
Der er flere typer huskyer, fortæller Claus Persson. Der er udstillingshundene, som er smukke og fint tegnede hunde, som fungerer godt i familier og med almindelig motion og udfordringer. Og så er der trækhundene, arbejdsdyrene som hans egne, der kommer udseendet i anden række.
”Der går vi ikke efter det ydre. De kan have alle farver og de kan være i mange variationer. Der kigger vi på deres styrke og deres muskulatur, og deres evner som trækdyr og samarbejdet med de andre. Det er en fascinerende verden at skabe en god slædehund, og opleve hundens evner.”
Topfart 40 kilometer
Og når det først kører der ud af hunde og vogn, så kan hundene skyde en gennemsnitsfart 20 kilometer i timen med en topfart målt til 40 kilometer i timen.
Hundene bor udendørs på grunden i Stolpehuse. De holder til i løbegårde med hundehuse og de har stor glæde af hinanden i det daglige. Når der er hvalpe, og netop nu er der fire store hvalpe, så arbejder familien meget på at socialisere dem.
”De er kærlige og opmærksomme, men det sjove er jo, at kun få af dem faktisk synes om at være inde i huset og væk fra flokken. Når der er hvalpe indrettes stuen til dem og deres mor i de første uger, så begynder en langsom tilnærmelse og socialisering med de voksne hunde udendørs”, siger Jette Persson.
Udfordrende hobby
Det er en dyr sport, det der begyndte med nogle skavler, en cykel og en trailer er i dag udvidet til en hel hundebil med kasser til alle hundene og plads til slæde og vogne. Men Claus Persson er blevet helt bidt af den livsform, som hundene har givet ham.
”Jeg kan lide at være i naturen, og være del af noget udfordrende og hurtigt. Det betyder også meget for mig, at hundene kan præstere og hvordan de kan arbejde sammen. Sidste gang jeg deltog i et stort svensk løb blev vi nummer fem, og det er jeg sgu ret stolt over.”
Jette Persson:
”Det er meget Claus’ hunde, men det er også en familiesport. Og jeg synes stadig at de ture vi tager til Sverige med hele familien er så meget værd. Det er en fantastisk måde at opleve naturen på. Vores store søn Magnus er gået all in, og han har netop skaffet sig sin egen hund. Vores datter Josephine er også med på ture med de 14 hunde og resten af familien.”
To andre spidshunde:
Grønlandshunden er huskyens tungere fætter og kaldes ofte verdens ældste hunderace. Qimmeq qimuttoq kaldte inuitterne deres slædehund. Den er robust og nøjsom, og fungerer som huskyen allerbedst i flok. Den har en mere bred og tæt rektangulær bygning og farvespillet er mere udvisket hos den grønlandske hund.
Samojedhunden stammer fra Rusland, højt mod nord ved Uralbjergene. Samojeden tilhørte nomadestammer, som brugte dem til at vogte rensdyr og trække slæder. Det karakteristiske ved samojeden er dens helt hvide pels, og nomaderne kaldte den da også Bjelkier, den hvide hund, der får hvide hvalpe, i vesten kalder vi den samojede efter distriktet af samme navn i Rusland.
Tre gode grunde til at du skal vælge husky:
- En aktiv og lærevillig hund, som du kan arbejde tæt sammen med
- Huskyen er stærk og nøjsom, og der er ikke brug for meget pelspleje
- En hund som kan trække cykel, vogn og slæde – med glæde
Tre gode grunde til, at du ikke skal vælge en husky
- En husky har brug for plads og udfoldelsesmuligheder
- En husky kommer sjældent alene – den trives bedst i flok
- Du skal være indstillet på aktiviteter og udfordringer, ellers bliver hunden stresset og trist
