Skal vi på rejse til udlandet, så skal hunden vaccineres mod rabies – men tænker vi egentlig over, hvad den lille sprøjte skal beskytte imod? Det ved man på Bali, hvor man siden 2008 med forskellige tiltag har forsøgt at nedkæmpe et udbrud af den frygtede sygdom.
Tekst: Lene Topp // Foto: Lene Topp
Jeg er i bydelen Badung på Bali. I en af de smalle tværgader møder jeg dyrlægen med det fantastiske navn Suparman. Han og hans team bestående af den kvindelige dyrlæge Tyas og de fire hundefangere med store net, Putu, Wayan, Made og Suwedan, er ude for at gennemføre en af de statslige massevaccinationer mod den frygtelige sygdom rabies – også kendt som hundegalskab.
Med sit høje, ranglede og tynde look lever dr. Suparman bestemt ikke op til sit superheltenavn. Men ikke desto mindre er han faktisk en af hverdagens helte, for med sin lille sprøjte er han med til at forhindre, at både dyr og mennesker lider og dør. For rabies er bestemt ikke en sygdom, man skal spøge med.
Rabies brød ud på Bali i oktober 2008. Kilden menes at være en hund, der illegalt var bragt ind til Bali, og som nåede at bide både mennesker og andre hunde, inden man fik mistanke om, at det var rabies, der var tale om.
Øen har historisk været registeret som en rabiesfri zone, og myndighederne stod fuldstændig uforberedte over for den nye virkelighed. Man havde hverken vaccine eller funding til at håndtere situationen, og resultatet blev, at man satte gang i en omfattende masseaflivning af hunde. Aflivningerne foregik med stryknin, og det var på ingen måder kønt. Det menes, at man i denne første periode slog omkring 150.000 hunde ihjel.
Hunden er som en engel
Forskere har fremvist, at den oprindelige Bali-hund måske er verdens ældste hunderace og derfor unik. I århundreder var den unikke Bali-hund beskyttet mod blanding, da det var forbudt at indføre hunde til øen udefra. Men langsomt er det forbud gået i opløsning – og mere moderne hunderacer er blevet populære, såsom mops, pomeranian og sibirisk husky. Ulykken ved det er dobbelt, da det både har resulteret i en blanding af disse racer med den unikke Bali-hund – og så er der blevet åbnet op for rabies.
Hos BAWA (Bali Animal Welfare Association), der er en af Balis mest aktive dyrevelfærdsorganisationer, estimerer man, at over årene med rabies er bestanden af renracede Bali-hunde nedbragt fra 800.000 til omkring 100.000. Det er temmelig voldsomt, hvad der er foregået, og den oprindelige Bali-hund er reelt i fare for at uddø.
Adskillige balinesere fortæller desuden, at Bali-hunden har en dyb forankring i Balis hinduisme, hvor hunden indgår i myter og ritualer. Der fortælles blandt andet om kong Yudishinas rejse til himlen og om, hvordan han følges på vej af en hund. Hunden er som en slags ’engel’, der kan guide en på vej. Bagsiden af englerollen er, at hunde også bliver ofret i troen på, at de kan gøre bedre nytte ad den vej. Ifølge mine kilder foregår det stadig af og til.
Balineserne er meget overtroiske og overbeviste om, at hundene kan mærke, hvis der er ånder i nærheden, og dermed slå alarm. Folk fodrer derfor hunde, der færdes i nærheden af deres huse, i troen på, at de så til gengæld vil passe på. Så når man ser hunde på gaden på Bali, så lever de måske nok frit, men tilhører alligevel nogen – men på denne balinesiske måde. Tendensen er dog blevet, at folk holder hundene mere i kæde og bure af frygt for, at de skal blive aflivet.
Hundene regnes også for nyttedyr, da de rydder op omkring restauranter – ligesom køerne – og gør nytte ved at holde rotter og mus væk fra rismarkerne. Folk beretter, at man på Bali kunne mærke rotteplagen i markerne efter de mange masseaflivninger. Og har man tidligere været på Bali, så ser man også tydeligt i gadebilledet, at hundene er blevet langt færre.
’Herd immunisation’
Ikke overraskende kom der voldsomme reaktioner på de mange aflivninger fra dyrevelfærdsorganisationer både på Bali og internationalt. Men også sundhedseksperter kom på banen og anbefalede en anden og mere effektiv tilgang til at komme sygdommen til livs – nemlig massevaccination. Det gode er jo netop, at der findes en vaccine mod sygdommen, og at den dermed kan forebygges.
Min gode ven Gus Win er dyrlæge og tilknyttet Udayana Universitetet. Over middag ved et gadekøkken forklarer han, at målet med massevaccinationer er at sikre det, som man kalder for ’herd immunity’.
Det betyder, at man går efter at få vaccineret mindst 70 % af bestanden af hunde i et område. De vaccinerede hunde er ’vagthundene’, der forhindrer de andre hunde i at komme ind i området – og også sygdommen i at komme ind. Hvis man fjerner ’vagthundene’ ved aflivning, så er der straks hunde med ukendt vaccinationshistorie, der kommer til i stedet – måske med rabies, forklarer Gus, mens han med 10 små servietkugler illustrerer processen for mig.
Grundlæggeren af BAWA, Janice Girardi, påpeger, at de mange masseaflivninger snarere spreder end forhindrer spredning af sygdommen. Hun fortæller, at BAWA i 2009 derfor skaffede midler til igangsætning af et pilotprojekt i Gianyar-området.
”Vi ville bevise, at massevaccination ikke bare var muligt, men også den eneste måde at komme sygdommen til livs på. Målet var netop at opnå ’herd immunity’,” forklarer Janice.
BAWA åbnede en klinik, hvor hunde, der var under mistanke for rabies, blev holdt i 10 dage for at sikre, om de var syge eller raske. Var de raske, så kom de tilbage til ejeren – og var de syge, så blev de aflivet på en human måde.
BAWA arbejdede også på Balis strande. De indfangede og vaccinerede strandhunde og gennemførte et program, hvor næsten 10.000 hunde blev steriliserede. Og så forsøger de løbende via oplysning at fortælle både voksne og børn om hundeadfærd og om, hvordan man undgår at blive bidt.
I 2010 var det også BAWA, der stod bag et stort seminar om rabies. Eksperter på området var inviteret, og det samme var regeringsfolk og lokale dyrlæger og læger. Senere samme år underskrev Balis guvernør en aftale med BAWA om et gennemgribende vaccinationsprogram, der også inkluderer træning af det personale, der skal føre det ud i livet. Over 275.000 hunde blev vaccineret, hvilket blev estimeret til at være omkring 78 % af hundebestanden på Bali.
Og det virkede. Antallet af rabies-tilfælde faldt. På højdepunktet i 2010 registreredes 82 tilfælde. I 2013 blev der kun registreret et enkelt tilfælde. ’Herd immunisation’ syntes altså at være opnået.
Regeringen overtager
I 2011 overtog regeringen vaccinationsprogrammet. Men desværre begyndte man også at aflive hunde igen. Havde der været et tilfælde af rabies hos en hund, så blev alle hunde, der kunne have været i kontakt med denne, aflivet – og det gjaldt altså også hunde, som var vaccinerede. I 2014 blev der registreret to tilfælde af rabies, men i 2015 var antallet steget til hele 15 tilfælde.
Janice fra BAWA er overbevist om, at man igen har mistet den ’herd immunity’, som man netop havde fået etableret – og så var der også lige det, at statens kasse var blevet drænet for midler til human anti-rabiesvaccine.
Folk på Bali ved, at de skal tage på hospitalet, hvis de bliver bidt af en hund, der måske har rabies. Men der var mange måneder sidste år, hvor der ikke var vaccine på hospitalerne, og folk kunne ikke få behandling. Og reaktionen på det øgede antal tilfælde var at genoptage aflivninger – på trods af modsatte råd fra verdens ledende sundhedsfolk. En fuldstændig meningsløs reaktion, konstaterer Janice.
Massevaccination er vejen
Et faktum er det, at rabies endnu ikke er nedkæmpet på Bali. Men en ting, som regeringen synes at have taget til sig, er massevaccinationerne, og så er det også hele året gratis at komme til dyrlægen for at få sin hund vaccineret mod rabies.
Tilbage i Badung går vi fra dør til dør. Målet er, at dr. Suparman skal få sin lille nål stukket i så mange hunde som overhovedet muligt. Bagefter udstyres de med et orange halsbånd med et gult årstalsskilt. Ikke til at overse.
Den kvindelige dyrlæge Tyas registrerer de hunde, der vaccineres, og uddeler efterfølgende vaccinationskort til ejerne. Hun fortæller mig, at hun har arbejdet med vaccinationerne i to år, men at hun ikke har tal på, hvor mange hunde de har vaccineret.
”Vi vaccinerer nok 150 om dagen fem dage om ugen i omkring tre måneder i en bydel som Badung,” anslår hun.
Med lidt hurtig hovedregning får jeg det til omkring 9.000 hunde på tre måneder, og Tyas mener godt, at det kan passe. Jeg kan se, at på den blok, som Tyas noterer på, har hun allerede denne morgen udfyldt adskillige sider.
Der er også mange af husene, der har mere end én hund, forklarer hun, og så bliver det hurtigt til mange.
Hvad der også viser sig, da vi går fra hus til hus, er, at det bestemt ikke er alle hunde, der er vant til at blive håndteret. En stor del af hundene kan man, uden overhovedet at overdrive, betegne som semi-vilde. Og i de tilfælde må hundefangerne med deres store net træde til. De kan godt se frygtindgydende ud, men jeg observerer, hvordan hundefangerne tydeligt forsøger at udføre deres arbejde stille og roligt. De taler sagte sammen. Der er ingen larm fra deres side.
Alligevel virker det utrolig voldsomt, når hundene fanges i nettene, for de piver og er forvirrede og naturligvis stressede. De mest vilde af slagsen får det orange halsbånd på, mens de stadig er i nettet, og hundefangerne har et godt tag på, hvordan man kan vikle det rundt om halsen med en stor saks-
pincet – ud og ind mellem maskerne i nettet.
Og bagefter hopper hundene da også stille og roligt ud af ’posen’ – og ser som regel lidt forvirrede ud, som om de ville sige: ’Hov, hvad skete der lige der?’
Det er voldsomt, og man er nødt til at have grunden til scenariet i tankerne – nemlig at ’massevaccinationer’ trods alt klinger bedre end ’masseaflivninger’.
Ifølge alle eksperter er massevaccination den eneste metode til at komme sygdommen til livs, og de skal ikke kompromitteres med efterfølgende masseaflivninger – der har den stik modsatte effekt. Lad os håbe, at den skønne ø og dens mennesker og dyr snart kommer denne frygtelige sygdom til livs. Og husk, at den rabiesvaccination, som din hund skal have, når du skal til udlandet – den er der faktisk rigtig god mening med.
