Jacob Haugaard betegner det som ’rigtig hygsomt’ at have hund – så er der også altid nogen at snakke med, som ikke svarer igen. Men gennem livet har han oplevet mennesker, som har haft hund af andre og mere alvorlige årsager.
Jeg er drejet op ad en lang grusvej på Vestfyn, og efter et par minutter parkerer jeg foran en stor rød mustensejendom, en tidligere inspektørbolig under Weddellsborg Gods. Næsten samtidig ankommer husets beboer, Jacob Haugaard, der har været i Århus for at lave et indslag til Café Hack på P4. Han er, som vanligt, iført et kulørt jakkesæt, som jeg snart erfarer er syet af gamle broderede klokkestrenge. Da ’klokkestreng’ måske nok et lidt bedaget fænomen, så lad os bare sige, at det ser vældig festligt ud.
Med sin lille mops, Frida, i hælene leder Jacob Haugaard mig igennem nogle af rummene på den 1600 m² store bolig og ned ad et par trappetrin til det, som han kalder ’mit rum’. Snart sidder vi på hver sin stol midt i en inspirationshule med højt til loftet og fyldt med alverdens ting og mystiske sager. Min fornemmelse er, at selv om jeg blev her i flere dage, så ville jeg kunne blive ved med at opdage nye ting. Her er skulpturer og julenisser omkring kugler med rindende vand og en opsætning med nogle fugle, der kvidrer lystigt, når man larmer lidt i nærheden. På væggene hænger platter med Paven, Ho Chi Minh og Jesus, og her er store malerier i forskellige genrer. Og så altså også en lille kinesisk tempelhund med halen rullet op over ryggen.
Fra to til en Frida springer omkring og gør så højt, som en lille mops kan. Da jeg har hilst på hende i noget tid, falder hun til ro og tager sig en lille lur i skødet på sin ejer. Frida er 11 år og faktisk den ældste hund, Jacob Haugaard nogensinde har haft. Indtil for få måneder siden havde han også mopsen Bodil, men så skete der noget tragisk.
”Bodil havde det med at løbe efter biler og snappe efter baghjulene. En dag bliver hun så kørt ned. Jeg finder hende selv herude på jorden. Jeg havde bare lige sendt hende ud for at tisse. Det var jeg sgu rigtig ked af,” siger Jacob Haugaard på sin karakteristiske, konstaterende måde og kigger ned. Huset ligger ellers et sted, hvor der kun kommer meget få biler. Det gør det kun mere tragisk. Og i haven bag huset er der nu to små gravsteder. Et for Bodil, og et for Carla, der var Bodils mor.
Jacob Haugaard spiller en sang på computeren. Den er oprindeligt indspillet tilbage i 1979-80, mener han, men her danner den baggrund for et lille billedshow med den nu afdøde Bodil: ”Min hund er død, og jeg elskede dig … Hun var så smuk og ren og pæn …” siger han henført, mens billederne passerer over skærmen.
Et kig i familiealbummet
Efter sangen kigger vi på hundebilleder på Jacob Haugaards laptop. Skærmen er fyldt op – der er rigtig mange hunde her. Der er Bobo, som var en golden retreiver, som familien fik, lige efter at de havde anskaffet den første mops, som var Lulu Mops. Retreiveren var nok mest fordi Jacobs kone, Ilse Wilmot, ikke lige syntes, at en mops var hund nok for hende. På det tidspunkt havde de også katten Bernie, husker Jacob. Alle dyrene havde den her gyldne farve, og som han udtrykker det, så var det ’et gevaldigt dyrehold’ de der havde. Men så døde de alle sådan ret tæt på hinanden, og der blev taget en fælles beslutning: de skulle ikke lige have hund igen.
”Men så sad vi alligevel der ved hver vores computer og ledte efter hunde på nettet. Jeg var en tur i Østblokken, og Ilse kiggede på nogle i Holland. Og vi holdt det længe hemmeligt for hinanden, for vi skulle jo ikke have hund,” fortæller Jacob Haugaard. Det endte med, at de anskaffede sig mopsen Carla fra Holland og mopsen Frida fra Slovakiet. Men Frida viste sig at være et lille skravl, da Jacob samlede hende op på en adresse i Tyskland.
”Hun var simpelthen blevet taget fra sin mor alt, alt for tidligt. Dengang vidste jeg ikke noget om de her hvalpefabrikker, hvor hvalpene bliver taget fra tidligt, så tæven hurtigst muligt kan komme i løbetid igen. Så jeg syede sådan en stor inderlomme i min jakke, og så kunne hun sidde der. Så følte hun sig tryg, og hun har simpelthen været en pragtfuld hund,” siger Jacob Haugaard og fører kærligt hånden hen over Fridas bløde pels.
Frida har siden fået mange hvalpe og har forsynet store dele af Jacobs familie med mops. Jacob Haugaard fortæller om perioder, hvor hans kone var på rejse, og han måtte tage Frida og hvalpene med ud til sine optrædener. Mod slutningen af showet hentede han så hundene, og der blev altid jubel og glæde ved at se de små mopser.
”Det var sådan en slags lille ekstraforestilling,” fortæller han og smiler ved mindet.
Et postyr med hvalpen
Mopsen Carla fik også et kuld hvalpe, men det tog så hårdt på hende, at hun kort efter døde. En af hendes hvalpe døde også, og Bodil, der var fra samme kuld var lige ved, men Jacob Haugaard tog hende til sig og passede og plejede hende, så hun overlevede.
”Men lige så snart jeg havde reddet hende, og hun var blevet rask, overfaldt de andre hende og rev hendes ene øje i stykker. Det var et værre postyr med den hvalp. Men hun blev simpelthen min yngling, selv om jeg altid har sagt, at hun var ordblind. Men uha – jeg var vild med hende,” fortæller Jacob Haugaard.
Jacob Haugaard optrådte sidste år med Bodil i tv-udsendelsen ’Hvem sagde VUF?’ hvor man kunne se ham kravle rundt på gulvet på alle fire for at hjælpe hende med at finde en frikadelle bag en låge. Den, der snusede mest til lågerne var Jacob – Bodil var helt og aldeles ligeglad, og Jacob Haugaard betegnede hende der som ”måske ikke den skarpeste kniv i skuffen”. Men ellers afholder han sig fra at tale om, at dyr er dummere end mennesker.
”Jeg tror ikke på, at dyr er mennesker underlegne. De kan noget andet og har nogle andre sanser. Hvis jeg hænger lidt med flødekanden, så fornemmer jeg, at Frida kredser lidt mere omkring mig. Hun ved, at jeg er ked af det. Og har jeg haft et skænderi med konen, så er hunden der – og den kan faktisk tillade sig at kunne lide begge parter. Så nuancerede kan vi mennesker slet ikke være. Hos os går der hele tiden fodboldkamp i det, og er der to hold, så holder vi med det ene,” siger Jacob Haugaard.
Barndommens vilde hunde
Dengang, Jacob Haugaard var barn i Risskov ved Århus, havde alle i området hund. De boede lige ved siden af Risskov Psykiatriske Hospital – eller ’sindssygehospitalet’, som det dengang blev kaldt.
”Det var jo sådan et sted, hvor man opbevarede pyromaner og alle mulige med mærkelige sygdomme. Og medicinering og behandling var jo ikke så effektiv som i dag,” siger han. Ifølge Jacob Haugaard var folk oprigtigt bange for patienterne, og det var årsagen til, at de havde hund. Hundene kunne blandt andet advare, hvis der var ildebrand et sted, og det var deres rolle at holde folk væk.
”Der var 1.100 patienter, og der var jo hele tiden nogen, som løb væk. Vi vidste alt om, hvad der foregik på det hospital, og min mor arbejdede der. Så hvis en pyroman var flygtet, så sad vi oppe hele natten og holdt vagt. Og så håbede vi bare på, at de tog helt ind til Århus og lod os i fred herude,” griner Jacob Haugaard. Men drengeudgaven af Jacob Haugaard gik også med aviser og bragte mælk ud i området, og ifølge ham var det her, han lærte at omgås hunde. De hunde, folk havde, skulle jo virke afskrækkende, så der var mange store hunde såsom dobermann, rotweiler, tysk ruhår og schæfer.
”De havde alle sammen hund – og den ene mere vanvittig end den anden. Det var rigtig vagthunde. Men som bud, så skulle man jo nogen gange ind i haverne – og helst ud igen. Eller på mælkeruten, så lå der sådan en i en kæde ved køkkentrappen. Og man kunne lige nå hen til trappen og sætte mælken. Der har jeg godt nok tit håbet på, at det halsbånd og den kæde nu ville holde. Og jeg lærte, at man ikke skal vise sine tænder og sådan,” fortæller Jacob Haugaard.
År senere boede Jacob Haugaard i en periode i Tunis – de var jo hippier og havde meldt sig ud af samfundet – som han forklarer, og var flyttet dertil. Og der havde man masser af hunde. Rundt om folks jordstykker havde de hegn af kaktus med 2-3 cm lange pigge, og inde bagved var vagthundene.
”Dem skulle man ikke klappe. Det var bestemt ikke kæledyr. Og hvis vi var på flugt fra nogen, så nåede vi ikke længere end til de her kaktusser – uden invitation. Så, det er ikke fordi de ikke kender til hunde i den del af verden – de kan bare ikke lide hunde, fordi de er sådan nogen, der bider. Men hundene havde jo en rolle. Sådan lidt som i Risskov,” siger han.
At samtale med sin hund
Men hvorfor er det egentlig blevet til mops? Jacob Haugaard kan ikke helt svare på det, for som han siger, så begyndte det med en total misforståelse.
”Jeg havde set Lise Nørgård i fjernsynet med hendes franske bulldog, og jeg troede oprigtigt, at det var en mops. Sådan en ville jeg gerne have. Det var, da jeg var i Folketinget, og jeg bad derfor min sekretær om at finde ud af, hvor jeg kunne få sådan en,” fortæller han.
Sekretæren gav ham en adresse til en kennel ved Ringsted, og så drog han afsted. Først da han så hvalpene, gik det op for ham, at det slet ikke var, hvad han havde forventet. Det var ikke sådan en, han ville have: ”Men så er jeg jo også sådan en rigtig mandestolt type, så jeg ville simpelthen ikke indrømme, at det var forkert. Og hvalpene var jo søde, og så fik vi den første mops, Lulu Mops.”
Senere kom der så andre mops til, og nu er det altså Frida. Og hendes rolle er bestemt ikke at fungere som skrækindjagende vagthund. Jacob Haugaard mener, at hele hemmeligheden med hunde er, at man kan være sammen med nogen, samtidig med at vedkommende ikke kan udtale sig.
”Jeg lavede for nogle år siden nogle fjernsynsudsendelser, hvor jeg brugte den gamle hund som ’samtalepartner’. Vi tog et emne op, og så snakkede vi om det. Og jeg har også haft mange indholdsrige samtaler med Frida, selv om jeg da endnu ikke har hørt hende sige et eneste ord,” siger Jacob Haugaard efterfulgt af sin karakteristiske latter. Men det er svært at forklare, hvad det er hundene kan, mener han alligevel.
”Det, der regerer verden i dag, er jo ’økonomisme’ –”kan det nu betale sig” – så det, vi snakker om her, det har jo sådan set ikke nogen værdi, men er alligevel det, som gør livet værd at leve. Og lille Frida beriger mit liv!” konstaterer Jacob Haugaard. Men Frida er en dame godt op i årene nu – faktisk ældre end de fleste mops normalt bliver. Tænker Jacob Haugaard måske allerede på en efterfølger?
”Jeg vil godt nok blive ked af det den dag … Og vi siger jo hver gang, at nu skal vi ikke have hund, men så får man jo alligevel øje på … øhh, der er jo sådan en ’tøjpuddel’, sådan en lillebitte puddel. Det er altså også en sjov type hund. Og den og en mops kunne vel egentlig fint ….!? Nåh men jeg tænker jo ikke over det, så længe jeg har Frida,” siger Jacob Haugaard.
Blå bog:
Jacob Haugaard er født d. 12. maj 1952 i Tvøroyri på Færøerne.
Jacob Haugaards musikkarriere begyndte tilbage i 70’erne i bandet Sofamania. Fra 80’erne blev han populær som den ene halvdel af makkerparret Finn & Jacob sammen med Finn Nørbygaard. Sammen lavede de både de velkendte ’Jadak’-sketches som kontrollører på Århus Sporveje og de morsomme reklamefilm for Tuborg Squash. Både med Finn Nørbygaard og alene har Jacob Haugaard medvirket i en lang række shows, tv-underholdning og spillefilm. Han har desuden været fast konferencier på Grøn Koncert siden 1993.
Over årene har han fået mange etiketter på sig lige fra komiker, musiker, sanger, tekstforfatter og billedkunstner – og i 1994 også politiker, da han med 23.253 personlige stemmer blev valgt ind i Folketinget som løsgænger. Haugaard havde gennem en årrække – og mest som en joke eller provokation – stillet op til Folketinget for foreningen SABAE, der står for Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer. Hans valgløfter inkluderede de velkendte ’medvind på cykelstierne’ og ’Fregatten Jylland skal gøres kampklar’. Også etiketten ’ædru alkoholiker’ er en, som Jacob Haugaard er stolt af. Efter et kraftigt misbrug har han siden 1992 ikke rørt alkohol.
Jacob Haugaard er gift med Ilse Wilmot, og sammen har de ’været igennem fire børn’, som han udtrykker det. Deres søn Nicolai led af muskelsvind og døde i 2008, 37 år gammel. Jacob Haugaard har været meget aktiv i Muskelsvindfonden.
Tekst: Lene Topp Foto: Lene Topp og Jacob Haugaard
