Et hundeliv er pr. definition alt for kort. Vi ønsker alle, at vores firbenede ven skulle leve evigt, men det er desværre ikke tilfældet. Men fordi hunden får konstateret en kronisk sygdom, betyder det ikke nødvendigvis, at den skal dø. I denne artikel vil dyrlæge Hanne Friis Lund blandt andet forklare, hvordan man kan behandle kroniske sygdomme.
Hvad gør jeg, hvis min hund får konstateret en kronisk sygdom? Det kommer helt og aldeles an på, hvilken sygdom der er tale om og graden af eventuelt ubehag for hunden.
En kronisk sygdom eller lidelse defineres som en tilstand, hvor hunden ikke på noget tidspunkt kan forventes at blive fuldstændig helbredt. Det kan være alt fra gigt, sukkersyge, stofskifteproblemer til kræft. Allergi er også at betegne som en kronisk lidelse. At have en kronisk sygdom betyder ikke, at hunden hele tiden kommer til at føle sig syg og utilpas, for en hund med en kronisk sygdom kan godt holdes symptomfri. Den bliver bare aldrig 100 procent helbredt.
Det er ikke mange årtier siden, at sukkersyge hos en hund førte til aflivning, hvis man da overhovedet nåede til at opdage, at det var det, hunden fejlede. Nu behandler vi meget ofte hunde med sukkersyge med insulin – og som oftest med et rigtigt godt resultat. Indimellem har behandlingen ikke den ønskede effekt, men mange af disse hunde dør af andre årsager end sukkersygen.
Der er meget etik og moral i diskussionen om, hvordan man skal forholde sig til kroniske sygdomme. Danmark har som et af de eneste lande i Europa en filosof tilknyttet dyrlægeuddannelsen. Han hedder Peter Sandøe og er professor i bioetik. Hans fornemmeste opgave er at skelne dyrenes behov fra menneskets følelser og deltage i den offentlige debat om, hvad et godt dyreliv er. Det gælder vel at mærke både for kæledyr og produktionsdyr (køer, grise etc.).
Kroniske sygdomme, hunden kan leve med
Artiklens forfatter har den helt personlige holdning, at der er to scenarier ved kronisk sygdom hos hund. Det ene scenarie er en sygdom, hvor hunden med den rette medicinering kan holdes stort set symptomfri og leve et ’normalt’ hundeliv, som det gør sig gældende for den pågældende hund. Det andet scenarie udspiller sig, hvor hunden ikke kan leve normalt og dermed skal afstå fra en naturlig adfærd.
Et normalt hundeliv vil sige, at hunden ikke bare skal kunne komme ud af kurven og hen til madskålen om morgenen, men hvis der er tale om en brugshund med et naturligt, højt aktivitetsniveau, er det vigtigt, at dette kan opretholdes. Ellers er der meget stor risiko for, at hunden mistrives, bliver stresset og føler ubehag på grund af manglende aktivitet. Omvendt kan en lidt mere stille selskabshund bedre acceptere en nedgang i aktivitet. Det kommer helt og aldeles an på den enkelte hund. Og den enkelte sygdom. Jeg har i det efterfølgende beskrevet fire forskellige scenarier. Det ene er et eksempel fra min egen verden, de tre andre er tænkte eksempler.
Der findes nemlig ikke en fælles opskrift på, hvordan du bør agere, hvis din hund får konstateret en kronisk sygdom. Men måske det kan give stof til eftertanke.
Gordonsetter-tæve med KLOLØSNING
Da jeg, denne artikels forfatter, var ret nyuddannet, arbejdede jeg en periode i Nordnorge. Her mødte jeg en fantastisk hund, en skøn Gordonsetter-tæve, der desværre havde problemer med kloløsning.
Kloløsning er en immunmedieret sygdom, der dengang fandtes i stor grad hos de norske gordonsettere, og som betød, at kløerne faldt af med sår i klovolden og ubehag til følge. Hunden havde disse problemer og havde fået fjernet flere kløer ad flere omgange. Efter diagnosen var stillet præcist, blev vi enige om, at hunden skulle behandles med binyrebarkhormon (kortison). Behandlingen ville med al sandsynlighed være livslang i hvert fald på det tidspunkt, hvor de nyere medicinske behandlingsmuligheder som Ciclosporin endnu ikke var på markedet i Norge. Livslang behandling med binyrebarkhormon har en række bivirkninger og vil statistisk set forkorte hundens liv. Omvendt havde vi ikke noget valg – ubehandlet ville den dejlige hund gå et lidelsesfuldt liv i møde med gentagne smerter i poterne. Og sandsynligvis ende med at blive aflivet.
Vi behandlede, fik justeret medicindosen ind til lavest mulige niveau, og hunden fungerede rigtig godt på denne behandling. Jeg kender desværre ikke til hele dens livshistorie, men forventeligt har den levet et par år mindre, end hvis den ikke havde problemet. Den vil også have været oftere til dyrlægen, da selv den bedst kontrollerede kroniske sygdom vil blusse op i perioder, kræve medicinjustering eller blot kræve ’overvågning’.
Var det o.k. at behandle den hund frem for at aflive den? Personligt mener jeg ja. Den tolererede behandlingen godt, var ikke ked af at komme til dyrlægen (længe leve godbidder og madglade hunde) og kunne sågar begynde at jagte igen, som den egentlig var indkøbt og trænet til.
Ældre hund med GIGT
En gammel hund bliver tiltagende mere stivbenet og mindre aktiv. Det kniber med at hoppe op i bilen på den daglige tur, og den ligger mere uroligt derhjemme og flytter sig mere rundt i stuen end normalt.
Det er som om, hunden ikke kan finde ro. Den bliver enormt glad, når du viser snoren, og den vil rigtig gerne med ud på tur, men når I kommer hjem, og den har ligget et par minutter, har den faktisk svært ved at rejse sig igen. Du har måske lagt mærke til, at den halser indimellem uden nogen åbenbar grund. Den piver ikke og spiser glad sin mad.
Denne hund har også en kronisk sygdom. Den har med al sandsynlighed gigt og deraf følgende kroniske smerter. Mange vil slå det hen som, at ” hunden bare er ved at blive gammel”, og det er den ganske rigtigt også. Men den har også en kronisk og smertefuld lidelse, nemlig slidgigt. Det gør ondt – hunde halter ikke uden at have ondt, medmindre de har en påviselig lammelse. Og det er ekstremt sjældent.
”Skal jeg så aflive den?”, spørger du måske. Nej, ikke nødvendigvis, men du skylder din hund at tage en snak med din dyrlæge, overveje, om smertestillende medicin kan hjælpe din hund, og ikke mindst få taget snakken om, hvornår det ikke længere er rimeligt, at den går rundt og har ondt.
Den bliver ikke helbredt for sin gigt, det er slid på kroppen efter et langt og forhåbentlig godt liv. Du kan gøre noget for at mildne symptomerne, og så er det din ubehagelige pligt sammen med din dyrlæge at beslutte, hvad der skal gøres og hvornår.
Der findes som sådan ikke noget rigtigt eller forkert i behandling af kroniske sygdomme fra gigt til cancer. Det eneste endegyldigt vigtige er, at vi skylder vores hunde at udsætte dem for så lidt lidelse og smerte som overhovedet muligt.
Seniorhund med for LAVT STOFSKIFTE
En af de absolut hyppigste lidelser hos såkaldte seniorhunde er for lavt stofskifte. Stofskiftet styres overvejende af skjoldbruskkirtlen og mangelfuld produktion af stofskiftehormonet, T4, ses relativt hyppigt hos ældre hunde. Præcis hvorfor denne lidelse er så hyppig, ved man ikke, men den medfører en lang række gener for hunden, blandt andet træthed, vægtøgning, nedsat kønsdrift, hudproblemer, hjerteproblemer og i sidste instans organsvigt. Det kan gemme sig længe, fordi det ofte hænger sammen med, at hunden er blevet ældre, så man slår det måske hen som almen alderdomssløvhed.
Diagnosen er ret nem at stille, da det gøres på baggrund af en blodprøve. I visse tilfælde må man udelukke, at stofskifteproblemet skyldes andre kroniske sygdomme, men er det udelukket, lader lidelsen sig relativt let behandle med stofskiftehormon. Medicinen gives som tabletter, og hunden skal forventeligt have det resten af sit liv. Den har ingen mærkbare bivirkninger af tabletterne.
Ulempen er, at der kræves nogle ekstra besøg hos dyrlægen i startfasen, hvor behandlingen sættes i gang, og effekten skal måles ved gentagne blodprøver. Men når først det fungerer, er der måske tale om kontrol hos dyrlægen en-to gange om året.
Langt de fleste hundeejere vælger forståeligt nok at behandle stofskifteproblemet. Hunden bliver ganske vist ikke helbredt, men den bliver symptomfri med en meget begrænset indsats hos både hund og ejer.
Hunde med CANCER
Den svære diskussion har vi gemt til sidst. Den omhandler hunde og kræft. Kræft i forskellige former er blevet en af de hyppigste dødsårsager hos hunde. Visse racer er mere disponerede for bestemte kræftformer end andre, men alle hunde uanset race og livsstil kan få kræft.
Kræftlidelser hos hund kan igen deles i to kategorier. Den ene med kræftformer, der lader sig fjerne kirurgisk, og hvor der ikke er erkendbare spredninger til andre organer. Det kan være en lokal knude i hud eller bindevæv, kræft i mælkekirtlerne eller andre såkaldte isolerede tumorer. Her kan man med en operation fjerne kræften, og medmindre der senere viser sig spredninger, er hunden helbredt.
Det er ingen garanti for, at der ikke kan komme nye kræfttilfælde hos den senere, men den pågældende kræft er i udgangspunktet fjernet. Den anden kategori er de kræftformer, der ikke lader sig fjerne kirurgisk. Enten fordi de ikke sidder som knuder, fordi de har spredt sig, eller fordi kræften sidder i blod- eller lymfesystemet.
Lymfekræft er en forholdsvis hyppig kræftform hos hunde. Ubehandlet lever hunden meget kort tid med denne type kræft. Behandlet kan man købe sig tid afhængigt af, hvilken type kræft der er tale om, men hunden bliver ikke helbredt. Det er udelukkende en livslang behandling med kemoterapi.
Kemoterapi og hunde
Er det forsvarligt at behandle en hund med kemoterapi? Når vi tænker kemoterapi, ser de fleste af os et billede af mennesker, der har tabt håret. Er syge, har kvalme, taber sig, har masser af bivirkninger og måske ovenikøbet må have en masse andre medicintyper for at holde bivirkningerne i ave.
Der er en helt fundamental forskel på kemoterapi til dyr og mennesker. Kemoterapi til dyr har ikke til hensigt at kurere dyret, det har til hensigt at forlænge livet. Det betyder, at de doser medicin, der gives, er langt lavere, og de bivirkninger, som vi kender fra mennesker i kemoterapi, dermed ikke optræder.
Moralsk ville det være helt forkasteligt at udsætte hunde for et opslidende kemo-forløb, for de ville ikke kunne forstå bevæggrunden for det – midlertidige – stærke ubehag. Derfor vil kemoterapi til hunde have to formål. For det første at forlænge hundens liv. For det andet at holde den symptomfri, hvilket også inkluderer, at der ikke må være nævneværdige bivirkninger.
For at måtte administrere kemoterapi skal dyrlæger have gennemgået et bestemt efteruddannelsesforløb. Det betyder også, at de dyrlæger, der kan behandle kræftsyge hunde med kemoterapi, har en særskilt viden om diagnostik og behandling af kræft hos hunde og katte.
Det personlige råd herfra omkring kemoterapi til dyr er ikke at afvise det 100 procent, førend du har sat dig ind i muligheder, omkostninger og mulige konsekvenser. Det, som er rigtigt for den ene hundeejer, føles måske helt forkert for den anden. Mange fravælger konsekvent kemoterapi ud fra begrundelsen, at hunden alligevel er dødeligt syg, og man ikke vil udsætte den for mere behandling, når det ”ikke nytter”. Andre vælger det til hos en hund, der måske har en kræftform, som responderer rigtig godt på kemoterapi, og får dermed måske et eller to år ekstra med deres hund.
Undersøg mulighederne, bed om at blive henvist til en dyrlæge med speciale i cancer, hvis du vil kende til de forskellige behandlingsmuligheder.
Tekst:
