Under et arbejdsophold i Schweiz falder Claus Holm og hans kone, Anne, pladask for en stor og dejlig berner sennenhund. Nu har de deres fjerde af slagsen, og han hedder Carlo.
Tekst og foto: Lene Topp
Her er rigtig mange ting og lidt kaotisk, men lokalet er også fyldt med atmosfære og hygge, og jeg kan godt forstå, at Claus Holm elsker sit køkkenværksted i Svendborg. Det store og åbne lokale er en mellemting mellem et kontor, en restaurant og et mindre industrikøkken. Et par steder står computere og slynger hvidt lys ud i rummet. Her er en væg dækket af reoler med kogebøger og mapper ’med ideer’, som Claus udtrykker det. Her hænger tryk af de klassiske plakater med Kaffepigen, Tobakspigen og pigerne med Davregryn. Og i vinduet står kasser med Lykketrolde – en speciel udgave af Gjøl-trolden, der er lavet til salg i Kræftens Bekæmpelse, og som skal ligne Claus Holm.
Her er køleskabe og flere variationer af komfurer, og lige inden for døren står en gammel, grå Vespa side om side med en mandshøj figur af stedets ejer. I et hjørne er et enormt plankebord med bænke lavet af tømmer fra den nu nedlagte færgehavn i Nyborg. De er tørret lidt ud i deres nye og meget anderledes og mere tørre omgivelser, og da jeg sætter mig, vipper bænken voldsomt. Og ja, så er der jo også kokken Claus Holm med hat og briller og hans store og meget smukke berner sennenhund, Carlo. Carlo er en flabet teenager på blot 14 måneder.
Blå bog:
Claus Julius Holm, født i Vejle i 1970
Gift med Anne Holm, der også er kok
Udlært i Holstebro på Hotel Schaumburg
Adskillige inspirationsrejser til store dele af verden
Jobs i udlandet bl.a. som souschef på et femstjernet hotel i Cairo og souschef/chef saucier i Zurich
Selvstændig med Restaurant Gåsen i Svendborg
Forpagter på Valdemar Slot under Caroline Flemming
Foredragsholder og forfatter til 12 bøger, bl.a. med Christian Bitz
Produktudvikler til danske virksomheder, bl.a. Coop
Ejer og stifter af Claus Holm ApS
Kok på Go’ Morgen Danmark og Go’ appetit på TV2
Huskok og madmand i Coop
Hunde gennem livet
Claus stammer fra Vejle og har tre brødre. Som barn havde de en lille hund, vist en pekingeser, og den hed Pjuske. Men så en dag forsvandt den.
”Alle os drenge var dybt ulykkelige, og vi var ude for at lede efter den, men fandt den aldrig. Det gav så meget sorg i hjemmet, at jeg tror, at det var det, der gjorde, at vi i en årrække derefter ikke havde hund.”
Claus’ far dør, da han kun er 10 år gammel, men hans mor finder på et tidspunkt en ny mand, og en helt anden hundetype kommer ind i familien.
”Han havde en puddelhund, der hed Mickey, og dens bedste ven hed Bimmer. Den tilhørte den nye mands mor. De var klippede og barberede, og jeg forstod det ikke rigtigt. Men vi begyndte at gå ture med hundene, og det var jo rigtig hyggeligt. Og vi cyklede med Mickey – WOW – det gik bare derudad. Han var fyldt med energi.”
Claus er sikker på, at Mickey var en meget intelligent hund, og lige så sikker på, at puddelhunde ikke var hans type hund. Der skulle noget større til. Og da familien senere flyttede til Salling, så fik de endelig, hvad han betegner som ’en rigtig hund’.
”Det var en sort labrador, der hed Jack, og han var simpelt hen bare så flot. Et rigtigt pragteksemplar. Jeg var vel 14-15 år på det tidspunkt, og jeg elskede den hund.”
Men så sker der det, at Jack går hen og spiser rottegift, og Claus bliver rigtig sur på mor og manden over det og beslutter sig for at flytte hjemmefra. Han kommer snart efter i kokkelære i Holstebro og får sig en kæreste, Jeanette, en lejlighed og en ny hund – en lys labrador, der kom til at hedde Jackie.
”Men så skulle jeg på skole i Aalborg, og der møder jeg Anne og falder pladask for hende. Jeg var vildt forelsket. Så jeg måtte hjem til Holstebro og fortælle Jeanette, at det ikke var så godt med os. Og jeg flyttede og fik aldrig helt sagt farvel til Jackie.”
Berner sennen skal det være
Berner sennenhunden stammer oprindeligt fra Schweiz fra området omkring Bern. Det er en stor og stærk hund, som i forrige århundrede fandtes på mange gårde i området. Hunden kunne dels bruges til at trække en vogn med varer eller afgrøder, men den var også specielt god til at drive kvæg. Dens teknik var at gå bag kvæget og drive dem frem ved at bide dem i haserne. Noget, som en berner sennenhund godt kan finde på at gøre med sine mennesker.
Carlo er Claus’ fjerde berner. Den første hed Ludvig, og den købte Claus i 1993.
”Vi arbejdede i halvandet år på en restaurant i Schweiz, og restauranten havde også et hotel – og udenfor stod den her store, dejlige hund. Det var en berner sennen, og vi lovede os selv, at når vi en dag slog os ned i Danmark igen, så skulle vi have sådan en hund. Og det blev så Ludvig.”
Claus mindes, hvordan hjemmet var et kaos, for de var i gang med en ombygning, og de havde madrasser og alting på gulvet i stuen og boede nærmest der, mens andre rum blev lavet. Og så skulle nyerhvervelsen, Ludvig, lære at være alene hjemme.
”Så havde han tynd mave en dag og havde gået rundt her, og så havde han skidt ud over mit musikanlæg, der også stod på gulvet. Det husker jeg ham for, men også, at han var den eneste af vores hunde, der dykkede. Hvis du kastede en sten i vandet, så dykkede han ned og hentede den – selv store sten. Det har ingen af de andre hunde gjort.”
Alt for tidlig afsked
Den næste hund hed Ferdinand. Modsat Ludvig hadede han vand. Og efter ham kom Silas. Alle hunde er døde af kræft. Claus mener at have hørt, at der på et tidspunkt har været en hund i avlen, der har spredt sygdom. Og læser man om berner sennenhunden og de sygdomme, den rammes af, så er det desværre en kendsgerning, at det er den hunderace, der hyppigst rammes af kræft, og specielt én form, Malign Histiocytose, kan spores til samme stamtræ. Gennemsnitsalderen for racen er derfor ret lav.
Claus Holms hunde er heller ikke blevet gamle. Ludvig blev otte år. Ferdinand døde af leukæmi som seksårig, og Silas blev kun fire år.
”Silas havde haltet, og vi havde aftalt, at han skulle på dyrehospitalet for at få taget et røntgenbillede, da vi troede, at han havde en diskusprolaps. Jeg løftede ham ind i bilen, han kiggede på mig, og så kom han til at tisse på mig. Det var underligt. Jeg sagde, at han bare skulle med mor ind … ja, det er tosset, men man kan jo snakke med dem.”
Claus tog på arbejde i København, men da han talte med Anne over telefonen kl. 12, så var Silas død.
”Han havde kræft i tekstiklerne, og det havde bredt sig op i ryggen og hen over brystet. Der blev jeg godt nok ked af det. Og så var der en journalist inde på tv, der sagde til mig, at det ’jo bare var en hund’. Hold op, jeg blev gal.”
En natlig tur på internettet
Men Claus måtte stramme sig op og gennemføre sin arbejdsdag i København med optagelse af tv-program og live tv, og om aftenen kørte han til Sønderjylland for at holde foredrag for 400 mennesker.
”Jeg var helt smadret indeni, og da jeg var færdig, sad jeg ude bagved og tudede. Og så kom der en stor, dejlig sønderjyde og snakkede med mig. Det var godt.”
Men da han kom hjem – og Anne også kom hjem fra job kl. 1 om natten – blev det tydeligt, at noget manglede. Claus banker rytmisk med hånden i de massive planker og forklarer, at den lyd jo ikke var der til at tage imod os – lyden af en hale, der logrer og slår i gulvet.
”Det kunne jeg slet ikke ha’ – så vi satte os midt om natten foran computeren for at se, om vi kunne finde en ny hund. Vi fandt to. Den ene var en hvalp på Sjælland, men det var en tæve, og det ville vi ikke have. Den anden var et sted ved Esbjerg, og det var en hanhund.”
Allerede næste dag aflyser Claus og Anne alt og drager mod det jyske. Han mindes, hvordan de kørte ad en masse små veje, og pludselig dukkede noget uventet op:
”Ved den vej, hvor vi skulle dreje ned, stod der 14 rener inde på marken. Smukke dyr, men jo ikke noget, man lige ser hver dag. Vi kører op ad vejen og kommer til en gård, og ud træder en mand med et hvidt skæg. Det er sgu da julemanden, tænker jeg. Og han var også lige så rar som julemanden,” konstaterer Claus.
Der bliver på god jysk maner budt på kaffe og kage og en lille snak, og til sidst kommer ’julemanden’ ind med den lille bamse, som det hele handler om.
”Hold da kæft, jeg var solgt. Vi fik ham med hjem med det samme. Og han passede bare ind og havde et godt temperament og var kærlig. Hold da kæft, jeg holder af den hund.”
Carlo hed oprindeligt Leroy, men det syntes Claus mindede ham for meget om den sorte danser i ungdommens tv-serie, Fame. Så i stedet blev det til Carlo. Claus fortæller også om Carlo, at han kommer fra en linje, hvor hundene er blevet 10-12 år gamle. Så håbet er, at de denne gang kan have fornøjelse af deres skønne hund lidt længere.
Stjerne på tv
Claus Holms liv er hektisk. Der bruges mange timer på landevejen, hvor han hen over en måned godt kan tilbagelægge omkring 6.000 km. Og der er lange arbejdsdage og masser af ture til København og til tv-studier.
Og selv om Carlo ikke længere hed Leroy som danseren fra Fame, var han kun otte måneder gammel med Claus i tv-studiet i København. Det var i forbindelse med Felix Smiths program ’Hvem sagde vuf?’, forklarer Claus. Han og Carlo var i hård konkurrence med Lykke Friis og hendes hund, Winston, og komikeren Christina Sederqvist med hundene Balto og Wilma.
”Det var godt nok en vild dag,” husker Claus.
”Først var der nogle spørgsmål, og det var vi ikke ret gode til. Og så skulle jeg fortælle Carlo, at han kun måtte tage hundekiks under én bestemt farve prikker på et bånd. Prikkerne havde pastelfarver, og jeg er farveblind og kunne ikke se forskel. Men det ville jeg jo ikke sige åbent på landsdækkende tv. Så det endte med, at Carlo åd det hele, og vi fik strafpoint. Det var vores første tv-optræden sammen – og også den sidste,” slutter Claus grinende.
