Grand Danois: Baronessen på Bryggen

Kan man have en granddanois i en lejlighed midt i byen? Ja da, når den får god opdragelse og solide snuseture. Baronesse Blixen på Bryggen i København er fuldt mandsopdækket. 

Det er et gran(d)-voksent VOV, der møder mig på trappeafsatsen til lejligheden på anden sal på Bryggen. Efterfulgt af flere. Det viser sig nemlig at være bagtrappen, jeg har fundet, og dér plejer folk altså ikke at komme fra, når de skal på besøg hos designer Jacob Lindblad og tekstforfatter Peter Strandby. Så deres halvandet år gamle granddanois Baronesse Blixen – i daglig tale Blixen – fortsætter sin gøen og nærmer sig skeptisk gæsten. Der skal snuses godt og grundigt, før jeg bliver godtaget, når jeg sådan kommer den forkerte vej, men pludselig puffer hun venskabeligt og legesygt til min hånd og falder så til ro. Hun er lige så smuk, som hun er stor med sin majestætiske kropsbygning, grå pels og hvidt på brystet, og snart står hun og troner ved den åbne franske altandør med udsigt til pladsen nedenfor. En sand baronesse.

Skulle ikke selv ha’ hund
Jacob og Peter havde ikke helt samme passion for hunde, da de mødtes for x år siden. For Jacob havde det siden barndommen været et fast og dedikeret mål at blive hundeejer, og da det ikke lykkedes som barn, skulle det være som voksen. I forvejen gik han og hilste på alle hunde på gaden. Peter derimod kunne da godt lide hunde, men havde aldrig nogen sinde forestillet sig selv at blive hundeejer. Det krævede en massiv ’kampagne’ fra Jacobs side.

”Det tog nogle år,” smiler Jacob. ”Men faktisk talte vi ikke ret meget om racer, for jeg har altid været vild med granddanois. Dens størrelse kombineret med den der cool, rolige udstråling virkede så fascinerende. Så det var mest granddanois-kenneler, jeg læste om og undersøgte, og så overdængede jeg Peter med artikler om granddanoisens gode sind og den slags.”

En dag lykkedes det Jacob at få Peter med på en tur ud til en kennel, som havde en drægtig granddanois-tæve. Det virkede. Peter behøvede ikke engang møde hvalpene først.

”Der var tre tæver i huset, og de var jo ret skønne, så vi blev skrevet op til en hvalp og begyndte at forberede os lidt på det nye. Det viste sig så, at det kan man ikke helt. For eksempel var det planen, at Jacob skulle tage sig mest af hende i dagtimerne, men det er endt med at være mig, der gør det,” fortæller Peter.

Clearede med chefen
Jacob gik ellers så meget all-in på projekt hund, at han ligefrem ved den årlige udviklingssamtale med chefen fortalte, at han havde planer om at anskaffe hund, og spurgte, om det ville være muligt at have den med på kontoret. Og så tog han også 14 dages ’barselsorlov’, da Blixen kom.

”Men hele den der hvalpetid var jo større, end vi var klar over. Også emotionelt, hvor vi pludselig stod med sådan en lille krabat, vi havde ansvaret for. Og da de 14 dage var gået, var Blixen jo ikke toprenlig, så jeg kunne ikke tage hende med på kontoret som planlagt,” fortæller Jacob.

Tilfældigvis var Peter netop blevet selvstændig med kontorfællesskab på etagen under deres lejlighed, og i stedet har den nye hundefamilie indrettet sig sådan, at Peter dagligt holder frokost med Blixen og en fast flok hundevenner på et stort, indhegnet græsareal lige på den anden siden af vejen.

”Det sker også, jeg tager hende med ned på kontoret, men hun har en størrelse, hvor det ikke er optimalt, at hun – selskabelig som hun er – lige kører hovedet hen over kollegernes skriveborde fulde af papir. Og hun skal ikke være til gene for nogen. Heller ikke mig selv, som godt kan få lidt koncentrationsbesvær, når hun tygger lidt i fotografernes udstyr. Og det er ikke, fordi hun laver meget ballade, men hun kan bare nå højere og tage større bidder, hvis hun lige finder på en lille spillop. Der forsvinder bare lidt mere tapet, når en granddanois bider i væggen, end når en fransk bulldog gør det,” siger Peter, mens han bokser lidt med Blixen, hvis enorme pote kommer op og spørger, hvorfor vi ikke går eftermiddagstur NU egentlig?

I begyndelsen kunne Peter og Jacob godt være lidt bekymrede over, om noget blev ødelagt. Ikke at Blixen har været slem til at bide i ting, men lidt har der været.

”Dels er vi blevet lidt mindre materielle og bedre til at sige: ”Argh, det er bare en ting, vi køber en ny!”, dels har vi vænnet os til ikke at have noget, vi har kært, i nå-højde. Ligesom man med sådan en størrelse hund ikke har dims stående på sofa- eller andre borde,” siger Jacob.

Vi er blevet mere casual
”Og så har vi lært at være lidt casual. Vi køber tøj, der kan tåle savl og pletter. For det undgår man ikke. Sådan er det bare,” supplerer Peter.

Noget andet, som sådan en størrelse hund kræver, er træning og god opdragelse, er Peter og Jacob enige om.

”Blixen er i den grad en selskabs- og flokhund, så på længere ture på Amager eller i Bernstorffsparken er hun altid opmærksom på, hvor vi er, og kunne ikke drømme om at løbe væk, så der kan vi have hende løs. Men på de kortere daglige ture i lokalområdet eller andre dele af byen er det vigtigt, at vi har styr på hende og har hende i snor, så andre ikke bliver skræmt, og så man ikke selv står på snotten, fordi hun pludselig trækker i en anden retning,” siger Peter.

Parret har haft Blixen med til hvalpetræning, unghundetræning og senest enetimer med en god instruktør.

”Vi havde netop det problem, at hun trak i snoren, og så er det ikke sjovt at gå tur. Under træningen arbejdede vi så på at få en overordnet god kontakt med hende, for det var, som om vi slet ikke gik tur sammen. Så når vi for eksempel skal over vejen, stopper vi ved kantstenen og venter på, hun drejer hovedet og tager kontakt med os, før vi følges over. På samme måde øvede vi at gå pænt i snor ved bare at stoppe op, og når hun kiggede op, og snoren blev slap, fortsatte turen. I et par uger gav vi latterligt mange godbidder for en slap snor, men nøøj, det har virket,” fortæller Jacob.

Mange er bange
”Man er altid opmærksom på, om hun er i den anden ende af linen, og hvad hun har gang i, og kommer der en fugl eller en interessant hund, holder vi lige snoren lidt stramt, så hun ikke vælter os eller forskrækker andre,” siger Peter. ”I begyndelsen kunne vi godt komme hjem fra tur og sige: ”Så mødte jeg den her idiot, der råbte efter os …”, men vi lærte hurtigt at se skrækken i folks øjne. Nogle er vitterligt bange, og så er det bare at holde sin hund i kort snor og vise, man har styr på den. Vi er også lidt glade for at have fået en tæve, selv om vi ønskede en hanhund. Hannerne bliver jo endnu større og tisser op ad alt – det kunne godt ha’ været lidt besværligt her i byen. Og så møder man mange hunde, hvor folk råber på lang afstand, om det er en han.”

”Hun er ikke en mønsterhund, der kommer, når vi knipser, men når vi ser på andre hunde, er det tydeligt, at hun går pænt i snor. Og vi har gjort meget ud af socialisering. Vi har nærmest løbet efter folk på gaden og spurgt: ”Må vi hilse?”. Og det er heller aldrig Blixen, der lægger op til en konflikt med andre hunde. Hun er ikke udfarende. Men hun kan finde på at gø, hvis folk ignorerer hende. ”Kig på mig!”, siger hun så på sin skeptiske vis. Vi har fået hende lært det, vi syntes var vigtigst, og så får hun lidt lange tøjler på andre områder,” smiler Jacob.

Ikke en pleaser
Parret griner lidt. De har faktisk deres hyr med at få Blixen til at gå i seng om aftenen.

”Det er, som om hun har en meget klar fornemmelse af sin størrelse. De fleste andre hunde kan man bare tage og flytte fysisk, hvis de ikke følger med eller går ind i bilen. Eller også bliver de kede af det, når man skælder ud. Når vi kalder på Blixen, fordi hun skal ud og sove i gangen om aftenen, eller når vi skal gå om dagen, bliver hun bare liggende. Totalt ligeglad. Vi har prøvet med alle tænkelige tonefald. Der må man være smartere og prøve at gøre det sjovt,” smiler Jacob, der har sat sig på gulvet for at lege lidt med sin kæmpehund.

På den måde mener Peter ikke, at de har valgt den helt oplagte begynderhund.

”Nu har vi gjort det til en hyggestund, hvor der hører en lille snack med, når hun skal komme ud i gangen, men hun er da ikke supernem at opdrage. Det kan selvfølgelig være, det havde været anderledes, hvis hun var vores tredje hund.”

”Jeg synes, hun er nem, og jeg elsker den der ro, hun har, men man skal være opmærksom på, at en granddanois ikke er en pleaser. Den bliver ikke din ’slave’, som systematisk adlyder alt. Og alle de sjove tricks, min fars terriere kan – glem det! Jeg tror, det handler om, at hun selv ved, hvor stor hun er. Hvis hun ikke vil ind i bilen, kan det tage fem minutter. Man er mere ligeværdig med en granddanois, fordi man ikke kan bruge fysisk magt. Man må bruge lidt fantasi i stedet. Det kan jeg godt lide,” fastslår Jacob.

Nem og højt værdsat
Til gengæld er parret enige om, at pelspleje og motion er let med en granddanois.

”Vi købte løs af shampoo og børster, da vi fik hende, men det er aldrig blevet brugt. Hun fælder da, men ikke meget, og hårene er meget korte. Men en god støvsugning om ugen eller to er nødvendigt. Det er det vel med de fleste hunde,” mener Peter.

Motion er også i den lette afdeling med en granddanois. Og det er ikke noget problem at bo i lejlighed.

”Vi undersøgte temmelig grundigt, om de måtte gå på trapper, og fandt frem til, at hvis den enkelte hund ikke er disponeret for hoftedysplasi, gør trapper ikke fra eller til. Men i hvalpetiden bar vi hende op og ned, til hun vejede 40 kilo. Til gengæld skal man ikke prøve at tage en granddanois med på løbeture. Den er faktisk helt fint tilpas med lidt lunten rundt i eget tempo og en masse snuseri på de daglige ture. Når Blixen rigtigt har fået lov at snuse igennem, sover hun i fire timer bagefter,” siger Jacob, der meget apropos kæmper med en insisterende monsterpote fra sin hund, der stadig ikke kan forstå, hvorfor den sædvanlige fælles eftermiddagstur er udsat på ubestemt tid. Hun har flere gange pænt lagt sig hen, men denne gang giver hun ikke op så let, og vi skal heldigvis til at slutte.

Men … kan man finde på at anskaffe sig en granddanois to gange mon?

Jacob: ”KLART en granddanois igen!”

Peter: ”Hmmmm … ”

Jacob kigger spændt afventende på sin kæreste, der et øjeblik med sin tvivlende attitude og de realistiske udtalelser om det at have store hunde får os til at tro, at han næste gang vil have en westie eller en fransk bulldog: ” … måske en broholmer,” kommer det så, og Jacob ånder lettet op. ”Størrelsen er fin, man skal bare tage sine forbehold,” smiler Peter.

En granddanois er til dig, der …
Vil have en kærlig og selskabelig hund
Har overskud og lyst til at træne med din hund, fra den er helt lille
Vil have en hund, der er en god familiehund og god til børn.

En granddanois er ikke til dig, der …
Er væk i 10 timer om dagen eller mere
Ikke vil bruge tid på opdragelse og lydighedstræning
Ikke husker at fjerne madrester fra bordet. Den store hund kan komme vidt omkring i hjemmet.

Sådan skal granddanois se ud
Hoved:
Den store dansker er nærmest kvadratisk af bygning med kraftige og muskuløse skuldre. Den har et stort hoved med en veludviklet næse med store næsebor.

Øjne:
Øjnene er mellemstore, mandelformede og brune.

Ører:
Ørene er mellemstore og hænger ned langs siden af ansigtet. De rejses lidt, når hunden spidser ører og er opmærksom.

Hale:
Halen er højt ansat og bæres let bøjet i en blød sabelform, når hunden bevæger sig.

Pels:
Pelsen er kort, glat og tætsiddende og kræver et minimum af pleje.

Farve:
Racen ses i farverne gul, tigerstribet, sort-hvid-broget (harlekin), sort og ’blå’.

Højde og vægt:
Skulderhøjden for en granddanois er mellem 72 og 80 cm. Racen må veje mellem 56 og 80 kg.

 

RELATEREDE ARTIKLER

Seneste

Populære

Airbnb for hunde

Hundeejere er sjældent glade, når de af den ene eller den anden grund er nødt til at forlade deres hunde i nogle dage. Hvis venner

Læs mere »