Skrevet af: Heidi Huus Petersen DTU Vet
Angiostrongylus vasorum også kendt som fransk hjerteorm, hjerte-/lungeorm eller bare hjerteorm, er en parasitisk orm, som kan forårsage sygdommen angiostrongylose hos bl.a. hunde og ræve. Navnet hjerteorm skyldes, at de voksne orm befinder sig i hundens hjerte – mere nøjagtigt i højre hjertekammer – hvor de opholder sig i det område, hvor de store blodårer går ud til lungerne. De voksne orm er 1,5-2,0 cm lange og kan forekomme i så talrige mængder, at de store blodårer kan være helt tilstoppede.
Parasitten blev første gang fundet i 1853 i en hund i Frankrig. Men der skulle gå ca. 130 år, før den fandt vej til Danmark, hvor den første gang blev påvist i 1983 i en fem år gammel cairn terrier fra Charlottenlund. Hunden havde flere gange været i Sydfrankrig og har sandsynligvis taget infektionen med sig hjem. Parasitten er siden hen blevet observeret i resten af Danmark. I første omgang i Nordsjælland og storkøbenhavnsområdet og senere hos hunde og ræve i resten af Danmark. Parasitten forekommer nu både i Europa og i resten af verden. Fransk hjerteorm kan ikke smitte mennesker og heller ikke katte.
Hvis du har mistanke om, at din hund er smittet med fransk hjerteorm, skal du ikke tøve med at kontakte din dyrlæge. Dyrlægen vil så enten selv stille diagnosen eller videresende prøven til et specialiseret laboratorie som f.eks. DTU Veterinærinstituttet. På DTU Veterinærinstituttet har vi mange års erfaring med at identificere de respektive lungeorm og kan derfor stille en korrekt diagnose.
Hvordan smittes hunden?
Hos hunde og ræve, som allerede er smittet, parrer de voksne orm sig i højre hjertekammer og de store blodårer, der udgår fra hjertet. Kort efter lægger hunormen sine æg her, og de føres med blodet til lungerne, hvor de klækker. Det er netop derfor, at de voksne orm bor i højre hjertekammer, da blodet herfra fører til lungerne, hvor de nyklækkede larver gerne vil være. De nyklækkede larver har brug for at komme ned i maven på hunden, og det gør de ved at trænge igennem væggen på blodkarrene i lungerne og ud til luftrøret. Når hunden så hoster, føres larverne op i svælget, hvorefter larverne synkes og kommer ned i maven. Fra maven føres de videre ned i tarmene for til sidst at passere ud med afføringen, hvilket er nødvendigt for at kunne smitte en ny hund (også kaldet en vært). Larverne er på dette stadie ca. 0,3 mm og kan derfor ikke ses med det blotte øje.
Larverne kan ikke smitte andre hunde direkte fra afføringen, de skal først igennem en snegl, også kaldet en mellemvært. Passerer en snegl forbi en hundelort, som indeholder larver, trænger larverne ind i sneglen, hvor de skifter hud to gange for at blive til smitsomme tredjestadie-larver. For at blive smittet skal hunden indtage det smitsomme larvestadie gennem munden, dvs. de skal bevidst eller ubevidst spise en smittet snegl. En lang række landsnegle, som forekommer almindeligt i haver, parker og skove, herunder vinbjergsnegle, små havesnegle og skovsnegle, kan være smittet.
Når hunden har spist en snegl, fordøjes denne i maven og tarmene, og larverne frigives i hundens tyndtarm. I tyndtarmen borer larverne sig igennem tarmvæggen og føres med lymfevæsken til højre hjertekammer, hvor de vokser og bliver til kønsmodne orm. Det tager ca. fem-syv uger, fra en snegl indtages, til de voksne orm begynder at udskille æg, og det kaldes præpatensperioden. De voksne orm kan leve i hunden i årevis og producere æg og larver, hvis altså ikke hunden bliver så syg, at den dør.
Hvem bliver smittet?
Hunde i alle aldre og alle racer kan blive smittet med fransk hjerteorm, også gentagne gange, dog ses angiostrongylose oftest hos relativt unge hunde under to år. Det vides ikke præcist, hvad denne aldersfordeling skyldes, men det kan være pga. forskelle i adfærd hos hvalpe og voksne; f.eks. er hvalpe mere nysgerrige og spiser ofte alt, hvad de kommer i nærheden af, også snegle. Det kan også være, at unge dyr er mere modtagelige for infektionen, hvorfor der ses denne overrepræsentation af unge dyr med sygdommen. Smitterisikoen er størst i løbet af foråret og sommeren, hvor sneglene er mest aktive. Ved at huske at samle hundens afføring hjælper du til at mindske risikoen for smitte med fransk hjerteorm til både ræve og andre hunde, hvorved smitterisikoen i et område reduceres.
Hvad skal du være opmærksom på?
Fransk hjerteorm er en lunefuld sygdom, der kan være svær at opdage, og den kan nemt forveksles med andre sygdomme, da der kan forekomme mange forskellige symptomer. I værste fald kan en infektion med fransk hjerteorm give hunde alvorlige hjerte- og lungeproblemer med døden til følge, hvis infektionen ikke opdages og behandles i tide. Det skal dog tilføjes, at de meget akutte forløb med pludselig død er sjældne. I nogle alvorlige tilfælde svækkes blodets evne til at størkne, og der kan forekomme blødninger, som ikke stopper naturligt, selv ved mindre sår eller skader. Hvis der sker blødning i hjernen eller rygmarven, ses dette ved nervøse forstyrrelser i form af nedsat balanceevne, lammelser eller halthed. De mest almindelige symptomer er dog luftvejsproblemer som hoste, åndedrætsbesvær, hurtig vejrtrækning og nedsat energiniveau. Andre symptomer, som jævnligt ses, er appetitløshed, påvirket almentilstand, nedstemthed og vægttab.
Generelt skal du være opmærksom og kontakte din dyrlæge, hvis din hund har hoste, rømmer sig ofte eller virker træt og bare ikke opfører sig, som den plejer.
Hunde kan ikke helbrede sig selv. For at komme af med parasitten skal den en tur forbi dyrlægen og have behandling. Symptomerne svinger dog meget fra hund til hund. Nogle hunde er såkaldt raske smittebærere, hvilket vil sige, at de er smittet med parasitten, men at de ikke har nogen nævneværdige sygdomssymptomer. Hundene bliver desværre ikke immune over for parasitten, hvilket betyder, at de kan blive smittet gentagne gange.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen kan stille diagnosen baseret på forskellige undersøgelser, som hver især har deres styrker og svagheder. Dyrlægen kan enten selv foretage disse undersøgelser, eller de kan videresende prøverne til specialiserede laboratorier som DTU Veterinærinstituttet.
En af de mest benyttede metoder hedder Baermann-metoden og er baseret på identifikation af larver i afføringen. Dette kan dog være vanskeligt og lumskt, da larver af fransk hjerteorm kan forveksles med kattens lungeorm (Aelurostrongulus abstrusus), rævens lungeorm (Cremasoma vulpis) og endda jordnematoder (orm der bor i jorden). Denne metode tager tid og kan fejlfortolkes, dog kan man potentielt diagnosticere fransk hjerteorm med god sikkerhed tidligere i forløbet end med de andre metoder, og man får samtidig et billede af, hvor omfangsrig infektionen er, da man kan tælle larverne. Det er vigtigt at undersøge prøver fra tre på hinanden følgende dage, da udskillelsen af larver kan svinge fra dag til dag.
Fransk hjerteorm kan ikke forebygges eller behandles med den traditionelle brug af ormepiller.
Bowie blev kun ni måneder gammel
På DTU Veterinærinstituttet modtager vi hunde til obduktion for at fastslå dødsårsagen, hvis denne ikke har været kendt på forhånd. I oktober 2016 modtog vi en granddanois-hvalp på ni måneder, som var død meget pludseligt. Det startede med, at Bowie blev sløv og ikke gad lege, den spiste heller ikke længere sin mad. Ejerne tog den med til dyrlægen, som kunne konstatere, at hunden udskilte larver i fæces og derfor måtte være smittet med hjerteorm. Desuden havde den lungebetændelse. Hunden modtog en enkelt omgang antibiotika, men ingen ormekur, da ejeren ikke ønskede dette. Få dage efter var hunden død. Ved obduktionen var det tydeligt, at hunden var voldsomt smittet med hjerteorm. I lungerne fandt man også mange orm, som rigtig nok havde forårsaget lungebetændelse. Infektionen var så slem, at der tilmed var dødt væv i milten og lungerne.
Molly spiser alt, hvilket kostede hende en lang sygdomsperiode
Molly er en ældre labrador på 10 år, som nu lever i bedste velgående hos to dyrlæger. I sommeren 2016 var Molly dog ikke helt på toppen. Det startede faktisk med en infektion med en anden parasit – tropisk hageorm. Hun havde mindre lyst til længere ture og blev mere forpustet ved leg end sædvanligt. Der opstod akut halthed på det ene forben med hævet og øm pote. Der blev påvist nedsat hæmoglobin i blodet (blodmangel). Ved undersøgelse af afføringsprøve fandtes massiv udskillelse af hageorm, hvilket kunne forklare blodmanglen og måske også den hævede pote, fordi hageormslarver kan trænge gennem huden mellem tæerne og give betændelsesreaktioner. Der blev efterfølgende undersøgt tre afføringsprøver for hjerteorm, hvoraf to var positive. Efter ormebehandling blev Molly helt frisk igen, og kontrolprøver tre uger efter behandlingen var negative for både hageorm og hjerteorm.
