Selv de mest forhærdede hundehadere må overgive sig, når de kommer i selskab med franske bulldogger. De er søde, charmerende, indladende, elskelige og kærlige. Bonnie Lund fra Odsherred har tre af slagsen, er opdrætter på hobbyplan og er sammen med dem alle døgnets 24 timer.
Af Michael Frank Møller
Foto: Marianne Diers
Min, altså undertegnedes, gode veninde Eva bekræftede mig fuldstændig i min fordom, da jeg fortalte, at jeg skulle ud at lave den her historie.
”Bulldogger … Franske bulldogger? Er der ikke mange, der tror, at de er ligesom de der kamphunde? Altså sådan aggressive, utilnærmelige, farlige og uregerlige nogle”.
Jo, det var lige præcis det billede, jeg i min fordomsfulde hunde-naivitet havde inde i mit hoved. Når man siger ’bulldog’, er det jo næsten ligesom at sige pitbull. Og jeg havde allerede skabt et billede af et menneske bag, der var overbroderet med tatoveringer, talte som en havneluder og truede enhver inden for et par meters afstand med enten sin kniv eller sine glubske pig- og nitte-halsbånds-armerede køtere. Aldrig i mit liv har jeg taget mere fejl.
Efter jeg har besøgt Bonnie Lund og hendes tre franske bulldogger, er jeg sikker på, at det er den race, der skal forsøde min alderdom. Når jeg altså en gang bliver voksen.
Livsbekræftende energi
Bonnie er en stor og dejlig kvinde, der bor lige derhenne, hvor vejen slår et bugt i det nordvestlige Sjælland. Hendes lille hus er stråtækt og som taget ud af et romantisk landskabsmaleri. Selv på en forblæst og iskold vinterdag er der en varme hos hende, når man sidder og kigger ud over det nærliggende gods’ frosne marker, som leder tankerne langt væk fra alverdens nedrighed. Og det er ikke kun, fordi der er tændt op i brændeovnen.
Omkring Bonnie er der en livsbekræftende energi. Arthur, Birdie og Disney grynter af glæde og får enhver i nærheden til at smile, men giver også min fordomsfulde sjæl noget at skamme sig over. For da jeg mødte de tre fladnæsede charmetrolde, var jeg solgt.
En bestemt dame
Først er der Disney, hvis officielle navn er Drosselholms Blueberry Hill. Drosselholm er også navnet på det hobby-opdræt, som Bonnie har gang i ved siden af sit arbejde.
Disney er karamel-lys og kun fire måneder gammel, og som alle hvalpe uimodståelig. Men med sit rynkede ansigt er der noget gammelklogt over hende, der understøtter den betingelsesløse tillid, hun viser en fremmed mand som mig. Hun er ikke meget større end tobak for en skilling, men sekundet efter jeg har sat mig i Bonnies hvide lædersofa, puffer hun til mit ben og forventer at blive taget op. Og sekundet efter sekundet ligger hun trygt i min favn og sover, som om jeg var garant for dens fremtidige og sikre liv.
”Disney er bare fire måneder gammel. Hun var den mindste i det kuld, jeg fik i efteråret, og hun var simpelt hen ikke til at stå for, derfor beholdt jeg hende. Det har jeg ikke fortrudt et sekund. Hun er supernem og har været med på job, siden hun var otte uger. Ud over at hun er supercharmerende, så er hun også en bestemt lille dame med gåpåmod som en elefant. Og så er hun utrolig kærlig. Hun sover gerne i arm, og hvis jeg ved en fejl skulle vende mig om i løbet af natten, så putter hun sig ved min hals i stedet for. Og det er jo ikke til at stå for,” siger Disneys mor, Bonnie Lund.
Præmie-drengen
Faderen til Disney er Arthur, der er halvandet år gammel. Han hedder i stambogen Callidora Alfons Aaberg og stammer fra England trods det svensk-klingende navn.
”Han har en helt speciel plads i mit hjerte. Jeg havde ønsket mig en hvalp efter hans far i mange år og fandt ham på Facebook, da han kun var to dage gammel. Det var en engelsk opdrætter og hendes første kuld nogen sinde, så ingen af hvalpene var solgt, da jeg fandt hende, og jeg kunne frit vælge. Arthur var den eneste brindle-han i kuldet, og det var derfor, jeg valgte ham. Arthur er den skønneste bamsedreng, man kan tænke sig. Han er utrolig blød af sind og er ikke en, man skælder ud på. Og kommer han til at lave ulykker, så nænner jeg næsten ikke at være efter ham, fordi han stepper sidelæns rundt og kigger på én med undskyldende store øjne,” fortæller Bonnie.
Arthur er en rigtig præmiehund. I maj 2012 var han med på sin første udstilling, hvor han vandt. I løbet af året vandt han yderligere tre gange og blev kåret som Best Junior Male of the Year. Meget mere, end Bonnie havde turdet håbe på, før hun første gang stillede op med ham.
”Han er en rigtig lille perle, og jeg synes jo bare, at det er sjovt, at han vinder. Men det er vigtigt for mig at understrege, at kåringer er ren hobby for mig. Jeg har ingen udstillingskrav. Hverken til mine egne hunde eller til de mennesker, der aftager mine hvalpe. For mig er det meget vigtigere, at hundene har og får et godt hjem,” siger hun.
Den sidst tilkomne
Arthur er som nævnt far til Disney, mens den seneste tilkomne i den lille ’familie’ i Odsherred er Birdie. Hun hedder oprindelig Bullpumpkin’s Givenchy og er hentet i Frankrig. Bonnie har haft den 20 måneder gamle tæve i godt en måned, og planen er selvfølgelig at avle på hende.
”Hun er opvokset i en kennel, så da hun kom herop, var hun meget forsigtig og reserveret. Men i selskab med Arthur og Disney er hun tøet gevaldigt op, og allerede nu fungerer hun rigtigt fint i vores lille flok,” fortæller Bonnie.
Puttefrynser
Bonnies hengivenhed over for de tre hunde er ikke til at tage fejl af, og hun lever og ånder for, at de har et godt liv. Bonnie arbejder med unge og voksne med psykiske og sociale problemer på den selvejende institution Kammergave i Dianalund, der ligger knap 60 kilometer fra hendes hjem. Det sker med mange skiftende vagter, hvilket gør, at hun ofte er hjemmefra i mange timer ad gangen. Men det betyder ikke, at hendes tre hunde bliver forladt. De er alle tre med på arbejde.
”Jeg ville ikke kunne bære, at de skulle være alene så længe. Det ville da også være dybt uansvarligt. Så det var simpelt hen et krav, da jeg fik jobbet, at jeg skal kunne have mine hunde med. Og nu er alle så glade for mine tre ’puttefrynser’. Både mine kolleger og klienterne slås nærmest for at få lov til at passe dem, når jeg skal passe mine opgaver. For mange af klienterne har hundene også en god terapeutisk afsmitning, så alle er faktisk glade for, at jeg har dem med,” fortæller Bonnie.
Når Bonnie bruger sit hjemmelavede ord ’puttefrynser’, virker det på ingen måde hverken barnligt eller påtaget. Hun går nærmest op i en symbiotisk enhed, når hun tuller rundt i sit dejlige hus sammen med dem, og de fire virker uadskillelige. Men der er selvfølgelig også grænser for samhørigheden.
”Jeg bliver nødt til at indrømme, at når jeg er alene med hundene, så sover de med mig eller sidder i sofaen og ser fjernsyn med mig. Men der er selvfølgelig grænser. Jeg inviterer jo ikke hundene med op i sengen, når jeg har en kæreste og sådan. Men de fylder da meget i mit liv. Det kan jeg ikke løbe fra,” fortæller hun.
”Det er svært at forklare. Men jeg har jo nok en tendens til at menneskeliggøre mine hunde. Jeg snakker med dem, og de må lægge ører til alle mit livs store og små problemer. Og jeg bilder mig selv ind, at de forstår meget af det, jeg siger. Men når jeg skal være realistisk, så drejer det sig nok mere om kropssprog. Selv tror jeg på, at Disney, Birdie og Arthur er så harmoniske, fordi jeg hviler fint i mig selv og udstråler ro, ro og atter ro. Det smitter helt sikkert af på hundene,” konstaterer Bonnie.
En fransk bulldog er til dig, der…
- Elsker at grine med og af din hund
- Vil have en hund, der både kan sidde på skødet, og som samtidig elsker at lege
- Ikke kan stå for store mørke ’hundeøjne’
En fransk bulldog er IKKE til dig, der…
- Tror på kæft, trit og retning i opdragelsen
- Mener, at hunde er dumme
- Vil have en hund, der passer sig selv
Sådan skal en fransk bulldog se ud
Hoved: Skal være kraftigt, bredt og firskåret, og hovedets hud skal falde i nærmest symmetriske rynker og folder.
Næse: Bred, meget kort og opadvendt. Næseborene skal nærmest pege bagud, men dog ikke mere, end at den opadvendte næse tillader normal vejrtrækning gennem næsen.
Øjne: Med et opvakt udtryk, lavt placerede, ret langt fra næsen og især ørene. De er mørkfarvede, ganske store, godt runde og let fremtrædende, og det hvide i øjnene må ikke vises, når hunden ser lige fremefter.
Ører: Middelstore, brede ved basis og med afrundet spids. De er ansat højt på hovedet, men ikke for tæt sammen, og bæres opretstående. Øreåbningen vender fremad.
Ryg: Bred og muskuløs.
Hale: Kort, lavt ansat på krydset og ligger tæt til baglårene. Den er tyk ved basis, medfødt knudret eller med knæk og løber ud i en spids.
Farver: Fawn (brindlet eller ikke brindlet): Helfarvet eller med små hvide aftegninger. Brindlet: Brindlet fawn med middelstore eller store hvide aftegninger. Broget: Brindlet fawn med meget store hvide aftegninger. Alle nuancer af fawn er tilladt, fra rødlig til lys brun (cafe au lait).
Pels: Smuk, glathåret pels, tæt tilliggende, glansfuld og blød.
Værd at vide om franske bulldogger
Historie
Den franske bulldog, som vi kender den i dag, blev, som navnet antyder, første gang registreret som racehund i Frankrig i 1880, hvor den første raceklub blev etableret i Paris. Men dens historie går meget længere tilbage. Ved udgravninger har forskere fundet skeletter, mumier og keramikfigurer i det gamle Peru, der viser, at der har eksisteret en hund – chincha bulldoggen – der har mange lighedspunkter med vor tids franske bulldog.
Efter Amerikas opdagelse tog spanierne chincha bulldoggen med tilbage til deres hjemland, hvor der blev avlet videre på dem. Afkom herfra kan meget vel være havnet i Paris senere. Det er imidlertid udokumenteret. En anden teori om deres oprindelse tager sit udgangspunkt fra historien om udvandrende briter fra Nottingham, der kom til Frankrig for at arbejde i kniplingsindustrien i midten af det 19. århundrede. De medbragte små bulldogger med opretstående ører, der menes at stamme fra den engelske bulldog.
På grund af hundens størrelse blev den hurtigt anerkendt som selskabshund, og dens popularitet bredte sig snart fra arbejderklassen til det pænere borgerskab. I 1902 blev en fransk bulldog solgt til Amerika for en stor sum penge. Og allerede inden da var den blevet accepteret i England. Her dannes den første franske bulldog-klub uden for Frankrig i 1902. I 2002 kunne man afholde 100-års-jubilæum i England. Det menes, at den første blev indført i Danmark i 1905 eller 1906. Den Danske Bulldog Klub for Engelsk og Fransk Bulldog blev grundlagt i 1908.
Helhedsindtryk
Det er en kraftfuld hund af sin størrelse, kort og tætbygget, glathåret med kort, fladnæset ansigt, opretstående ører og medfødt kort hale. Den skal virke aktiv, intelligent og meget muskuløs.
Temperament
Omgængelig, kontaktsøgende, munter og meget glad for at lege. Den er dejlig aktiv og vågen, ligesom den er usædvanlig loyal og hengiven over for sin ejer og familiens børn.
Levealder, vægt og størrelse:
10 til 12 år. Vægten bør ikke være under 8 kg eller over 14 kg for en bulldog i god kondition. Højden skal være proportioneret efter vægten.
Tre andre bulldogger
Amerikansk bulldog
Den amerikanske bulldog er noget af en kraftkarl. Som navnet antyder, er den fremavlet i USA, og der skelnes mellem den klassiske, den, der kaldes scott, og den, der har tilnavnet bully – de sidstnævnte hanner kan veje op til 65 kilo. Den amerikanske bulldog er i modsætning til den franske en arbejdshund, der primært findes på gårde og rancher i Sydstaterne og Midtvesten i USA.
Engelsk bulldog
Den legendariske engelske premiereminister Winston Churchill elskede den engelske bulldog. Måske fordi han selv lignede den, men sikkert også, fordi den om nogen hund repræsenterer det ærkeengelske. Den er kendt helt tilbage til det 16. århundrede, og man mener, at den har fået sit navn, fordi den blev brugt i den for længst forbudte ”bull-baiting”, hvor hunde nærmest i blodrus meget aggressivt jagtede og dræbte opildnede tyre.
Australsk bulldog
Den australske bulldog er en relativt ung race, der første gang registreredes ’down under’ i 1990. Den er noget mindre end sin amerikanske race-bror og vejer mellem 25 og 35 kilo. Den australske bulldog er primært opdrættet til at være familiehund og er kendt for at være både meget rolig og stærkt loyal over for sin ejer.
