Sommeren er over os, og en ny badesæson begynder. Også for de firbenede. Nogle racer er avlet til at arbejde i vand og nyder selv den mindste vandpyt, de kan stikke poterne i, og så er der dem, der ikke engang kan lokkes med den bedste godbid. Her får du Vi med Hunds adfærdseksperts anbefalinger til en god badetur.
Uanset om du har en ægte vandhund, eller om du har én, der foretrækker at have sikker grund under fødderne, så må du respektere din hunds medfødte behov. Det kan f.eks. være et større arbejde at få indlært gode og sikre vaner hos hunde, som elsker vand, og som hjertens gerne vil bade uanset årstid. For det er bestemt ikke alt slags vand, der er fornuftigt at bade i, ligesom temperaturen heller ikke er ligegyldig, hvilket naturligvis også afhænger af, om hunden kan komme ind i varmen efterfølgende.
En tur på stranden
De fleste hunde starter deres vandkarriere ved vandet på stranden. Men det er meget forskelligt, hvor hurtigt og hvor ofte de nærmer sig vandkanten. Nogle løber straks i og leger med bølgerne, andre tripper lige så stille ud i bølgerne. De gode erfaringer er nemmere at få, hvis du vælger et tidspunkt på sæsonen, hvor du selv kan gå med i vandet, både for at skabe tryghed for hunden, hvis den har behov for det, men også for at være sikker på, at hunden ikke svømmer for langt ud i begyndelsen. Her anbefaler jeg, at man har snor på sin hund – og ikke en snor i halsbåndet, men i en sele, så der ikke er risiko for, at den strammer unødigt om halsen. Vælg også en let snor, så det ikke bliver en bomuldssnor, som kan blive meget tung for hunden at svømme med.
Desuden vil jeg anbefale, at hunden altid har en lang line på, når I er på stranden – medmindre hunden lystrer perfekt. Snoren er specielt vigtig til de hunde, som af natur gerne vil apportere, f.eks. retrievere, eller dem, der vil redde objekter i vand, som newfoundlændere, som kan have en tendens til at svømme langt efter noget, de har fået øje på. Det kan være en bøje, en robåd eller lignende, som de mener, der skal eftersættes, og det kan i teorien gå fint et stykke derudaf, hvor de er optaget af det, de gerne vil hente, men de kan muligvis ikke fokusere lige så godt, når de skal ind igen – eller i værste fald er kræfterne sluppet op. Hunde, som er født til at hente ting i vandet, kan nemlig have rigtigt svært ved at høre andre velkendte signaler, når først de er i ’deres drifter’. Derfor anbefaler jeg, at du ikke tager nogen chancer.
Det er tilmed vigtigt, at du undgår at ’smide’ hunden ud i vandet eller i det hele taget gøre noget, som hunden bliver forskrækket eller skræmt over. Det øger nemlig sjældent glæden for vand. Lad hunden gå i vandet i sit eget tempo, så den stille og roligt bliver tryg ved det.
Derudover kan det være godt, alt efter hvor varmt det er, og hvad turen ellers byder på, at have et håndklæde med, så hunden ikke skal være fugtig alt for længe ad gangen. Nogle hunde er nærmest vandafvisende i pelsen, mens andre suger mere til sig.
Husk at..
Efterhånden som hunden bliver mere tryg og glad for vandet, kan det sagtens være, at den hopper i fra badebroer m.m. Men husk at være opmærksom på de restriktioner, der er ved flere strande. Ofte er det nemlig forbudt at have hunde – sådan helt generelt – fra 1. april til 1. oktober på strandene, andre steder må du godt, så længe hunden er i snor, og sidst, men ikke mindst, findes der også strande, hvor hunde er velkomne hele året rundt.
Vær også opmærksom på, hvor tryg din hund er ved at bade, og vælg stederne med omhu. Nogle hunde synes, det er fint at soppe, mens andre gerne tager svømmeture. For dem, som sopper, skal du vælge steder, hvor det ikke pludseligt bliver dybt, og hvor hunden kan blive forskrækket over det. For dem, som svømmer, skal du være klar over, hvordan strømmen er, så de ikke pludselig bliver fanget i noget, de ikke kan komme ud af igen.
Tjek reglerne på de strande, der kunne være interessante, også hvis hunden er med på ferie i ind- eller udland, så du på forhånd ved, om det er noget, I kan og skal, eller der skal findes alternative steder, hvor I kan lufte og lege med hunden.
Det kan også være en god ide at tjekke op på evt. alger og lignende i vandet, der gør, at vandet ikke er egnet til badning. Her er reglerne jo skrappere, når det gælder mennesker, så hvis du ikke må bade, kan det alligevel godt tænkes, at hunden kan, men for en sikkerheds skyld ville jeg nok lade være, for alger og lignende kan være farlige for din hund.
Langt fra havet
Hvis du er langt fra vandet, og du har en vandhund, kan også hunde have stor glæde af et badebassin. Jeg har set mange labradorer ligge i børnenes badebassin i haven, hvor de nyder livet og sommeren i fulde drag. Hundesvømmehaller er også en god mulighed at aktivere din hund med. Her kan den både få styret sin lyst til vand og samtidig få motion ved at svømme. Ikke mindst er der godt styr på hunden her, fordi den jo ikke kan svømme længere væk, end bassinet er stort. Der er dog eksempler på hunde, som er så glade for svømmebassinerne, at de holder sig inde på midten, så ejeren ikke kan få ordentligt fat til at ’hjælpe’ hunden op, men selv må i vandet, når deres hund skal op.
Hunden på båden
Nogle hunde er med ude at sejle, og her er det naturligvis ikke hensigtsmæssigt, at de får alt for meget øvelse i selv at springe i vandet. Så man må gøre sig nogle tanker om, hvad du og din hund har for et liv nu – og i fremtiden – inden den møder vandet.
Ekspertens personlige erfaringer, Merethe Børgart Olesen fortæller..
Min første dalmatiner var fuldstændig vild med vand. Så da jeg flyttede til en lille landsby på Sydsjælland tæt på vandet, var den daglige gåtur at gå ned til badebroen og nyde udsigten. Han fandt hurtigt ud af, hvor sjovt det var at tage springet ud over kanten af badebroen, svømme ind, til han kunne bunde, finde en god pind og så ellers stå i vand til maven – så var han glad.
Det kunne være rigtig svært at få ham med op af vandet, selv om jeg kunne lokke med alverdens gode guffer, bolde eller andre pinde – vandet var nu det bedste. Men hvis jeg begyndte at gå hjemad, så kom han, om end modvilligt, men han kom.
Badebroen var væk om vinteren, så jeg havde ikke de store udfordringer med at holde ham væk, når vandet var for koldt. Gudskelov, for der er jo ikke meget pels til at isolere på en dalmatiner.
Min Amanda, som kom til, mens jeg boede ved badebroen, var noget mere forbeholden. Hun ville helst gå stille og roligt ud og langsomt mærke vandet stige omkring sig – og der skulle ikke være noget med at svømme. Men hun ville gerne dykke hovedet under for at fange muslinger. Der, hvor det var lavvandet nok, tog hun gerne løbeture, hvor hun nærmest ’gik’ på vandet.
