Det tog årevis og mange hunde, før Pia Walmod fandt vej til en hunderace, der passer så perfekt til sådan én som hende, der er fuldkommen bidt af hundetræning. Den gamle labradorhund kunne hun ’køre træt’, men den går ikke med borderen Eddie. Han er frisk, hvis hun er. Men kan heldigvis også slappe af.
TEKST OG FOTO: GERTRUD BAUN OG PRIVAT
I barndommen havde de schæfere og new foundlændere i Pia Walmods hjem, og allerede dengang blev kimen lagt til en meget stor interesse for hundetræning. Det foregik bare hjemme i haven.
Det gør det sådan set stadig indimellem, kan jeg konstatere ved ankomsten til Skovlunde. I haven har Pia sat en lille agilitybane op, og jeg når lige at se Eddie i flyvende fart over et spring, inden han giver et mistænksomt bjæf fra sig over den fremmede gæst. Pia får den ivrige hund til at falde ned og komme hen og hilse, og så går der kedelig snak i foretagendet, så den superbløde sort-hvide border collie daffer lidt væk og lægger sig til at skule utålmodigt over til sin ejer.
”Da jeg flyttede hjemmefra, købte jeg en new foundlænder, for det var jo det, jeg kendte. Og dejlig var den, men den fik desværre kraftig hoftedysplasi og måtte aflives som fire-årig. Så købte jeg en schæfer og begyndte at træne. Det var en dejlig hund, der desværre også blev syg og måtte aflives som otte-årig.”
Forinden havde Pia fået sin søn Kasper, og det gik rigtig fint med hunden og ham. Det var til gengæld ikke nemt med den næste schæfer.
”Jeg stoppede ret hurtigt træningen. Jeg går nemlig ind for positiv anerkendelse. Men det var allerede for sent. Hunden blev aggressiv. Min søn kunne aldrig have kammerater med hjem, da den ikke længere tolererede fremmede i vores hjem. Den kunne heller ikke lide andre hunde. Da den var kryptokid, blev den kastreret, men så blev det bare endnu værre. Hverken han- eller hunhunde kunne han med. Da han var fire år gammel, måtte jeg lade ham aflive, fordi han fik nappet en dreng, der fik et blåt mærke af dens tandsæt,” fortæller Pia lidt trist.
Efter den oplevelse tænkte Pia sig lidt om. Hun kunne godt lide at træne, så det skulle stadig være en hund, der gerne vil bruges (det vil de fleste hunde selvfølgelig, men nogle er dog mere energisk end andre, red.) og samtidig være en børnefamiliehund. Valget faldt denne gang på en labrador, som Pia trænede med i DcH.
Labrador var perfekt med et lille barn
”Den kunne med alt og alle og var supergod at have sammen med min søn. Og så blev den heldigvis 11 år gammel,” fortæller Pia.
Da den var væk, var det også ved at være på de tider, hvor man ikke ser ret meget til sin søn. Kasper var 18 år, og nu gik Pia i tænkeboks for alvor. For pludselig var der mere tid til hendes interesser, og fremtiden på alskens hundebaner lå åben.
”Men jeg var i syv sind og tog et helt års tænkepause. Jeg kunne jo rigtig godt lide at træne med schæferen med dens ’hyrdehunde-drive’, men ville ikke risikere det ’skarpe’ igen. Jeg kiggede meget på border collie, der jo også er hyrdehund. Læste en masse og begyndte at tjekke kenneler. Men jeg opfattede også, at den ikke var nem at have med at gøre og var meget i tvivl. En dag faldt jeg i snak med kennelejer og hundetræner Lone Börger, og hun beroligede mig. En border SKAL aktiveres og ikke mindst mentalt, fortalte hun mig, men med min interesse for det, mente hun ikke, det ville blive det fjerneste problem.”
Til gengæld var Lone Börger af den holdning, at hun bedst ville kunne matche sit hvalpekuld med dets nye ejere. Men da Pia og hendes søn to gange havde været ude og kigge på hvalpene, og de begge gange havde haft en helt fantastisk kontakt med Eddie (der dengang hed Working Border Energy), var Lone helt enig i det match.
”Jeg stod lige foran et jobskifte og kunne derfor tage en måneds ferie … nærmest barsel,” smiler Pia. I den tid trænede jeg renlighed og ’alene hjemme’, og allerede der stod det mig klart, hvor lærenem han er. Han nåede simpelt hen aldrig at komme til at tisse indenfor”.
Ud over den træning, Pia gik i gang med i det stille lige fra dag ét, fulgte der også et hvalpekursus med i købsprisen hos Lone Börger på Amager, så da Eddie var 10 uger gammel begyndte ’skolen’.
Han kan alt
”Jeg kan huske, jeg talte om, at jeg ville prøve mig lidt frem for at finde ud af, hvad der mon passede bedst til ham at træne – om det var spor, agility, hyrdning eller lydighed, og jeg husker også, at jeg var skeptisk, da Lone fortalte mig, at man kunne lave alt med bordere. Jeg var heller ikke helt overbevist … før for nylig. Han var nemlig god til både agility og lydighed, men spor gad han ikke. Godbidder havde han ikke tid til. Så lod jeg sportræningen ligge et års tid, men da jeg selv savnede den træningsform lidt, prøvede jeg igen her for nylig, da han nærmede sig to år. Og bum – han gik spor, som havde han aldrig lavet andet. Alt, hvad jeg havde vist ham som hvalp, kunne han bare. Grunden til, at han har større interesse for spor nu, kan være, at han er blevet lidt gladere for godbidder, og så lægger jeg også sjove ting og legetøj og handsker og den slags, så han skal finde noget undervejs.”
Pia fortæller, at hun for et par uger siden var særligt begejstret over sin hunds fatteevne.
”Jeg havde lagt spor med handske, lille pude, klods og guffer bestående af kød. Vi gik, og han var rigtig god. Da vi kom tilbage til bilen, var bilnøglerne væk. Og vi havde altså gået flere hundrede meter i 20 centimeter højt græs. Et øjeblik var jeg helt slået ud, og så pludselig sagde jeg til Eddie: ”Så makker, det er nu, du skal vise, hvad du duer til!”. Jeg satte ham på sporet igen, og han kiggede lidt undrende på mig indimellem, men adlød da. Cirka 100 meter henne markerede han, og der lå nøglerne. Og det var mig, der helt var ved at opgive, at vi nogensinde skulle gå spor sammen,” siger Pia med et kæmpe, glad smil.
”Så jeg må give Lone ret – han kan alt. Og vil det hele. Faktisk lidt for meget. I øjeblikket holder jeg lidt lav profil med at tage ham til lydighedshold, for han bliver næsten for tændt. Han bliver faktisk lidt stresset, og det ser lidt sjovt ud, fordi han af ren og skær iver fjedrer af sted med sådan nogle høje benløft. Konkurrencelydighed lader vi lige ligge lidt. Så vender vi tilbage til det, ligesom med spor. Der skal jo også være noget at træne, når han bliver lidt ældre. Vi skal jo forhåbentlig træne sammen 10 år endnu.”
Også agility vil Eddie dog så gerne, at det ser hylekomisk ud. Jeg møder Pia i Dragør nogle dage senere for at se Eddie i fuld vigør på det ene af deres to ugentlige agilityhold. Han slet og ret pløjer sig igennem slalompindene så hurtigt, at selv en dommers skarpe øje skal være på stilke for at se, om han overhovedet når uden om pindene. Vup-tjup, så er han igennem og hvirvler i raketfart videre over et spring, så han får væltet det hele ned. Man står og får den tanke, at et par bordere med Eddies energiniveau måske snildt kunne drive nogle kraftværker rundt omkring i landet og forsyne det halve Sjælland med strøm.
Han får også lige fortsat lidt for langt og suser forbi en tunnel, han skulle have været igennem, men at dømme ud fra træner Lone Börgers instrukser og Pias ”iiiiiiih”, er det ikke Eddies fejl.
”Det er en ny sport for mig, så det er faktisk mest mig, der skal lære at guide ham rigtigt, så han tager banen i rette rækkefølge og ikke vælger springene – hvis jeg altså kan følge med,” pruster hun. ”Men det er da min plan på sigt at konkurrere, da han har rigtig meget potentiale til den her sport.”
Imens hun taler, sidder Eddie klinet op af hendes ben og stirrer ufravendt op på hende. Han er SÅ klar til næste øvelse og får sin bold som belønning.
Speciel race med indbyggede ’overraskelser’
Selv om Pia er stolt af sin kvikke hund, understreger hun, at han tilhører en meget speciel hunderace, som også har overrasket hende lidt af og til.
”De kan blive lidt halvskøre, hvis de ikke bliver aktiveret nok. Det kan godt blive sådan en hund, der ’går på væggene’. Racen, eller i hvert fald Eddie, skal have faste rammer, ellers løber han om hjørner med mig. Jeg bruger jo selv meget tid på aktivering, tre til fire timer hver dag. Min gamle labrador blev træt. Det gør Eddie ikke. Hvis jeg tog tre-fire timer mere, ville han være på. Men han kan altså godt slappe af. Han tilpasser sig, så når det er slut med træning, lægger han sig roligt indenfor. Og er en helt utroligt nusseglad familiehund. Men det er til gengæld meget bogstaveligt, når jeg siger ’familiehund’. Han er den mest kælne hund, vi har haft, men kun i selskab med min søn og mig. Andre mennesker er ham lidt ligegyldige. Han er forbeholden. Også over for andre hunde. Det går fint med dem, han kender, men han kan ikke håndtere dem, der kommer farende direkte hen i hovedet på ham for at hilse og er ikke glad for at lege med mange hunde på én gang. Jeg tror, der går ’fåreflok’ i den. Så kommer hyrdeinstinktet og forvirrer ham. Han vil hellere arbejde end lege med andre hunde. Han hilser bare og kigger så på mig med ’skal-vi-komme-videre-blikket’.”
Så det er da en anden måde at have hund på, end jeg har prøvet før. Men når man er så bidt af hundetræning, som jeg er, er racen helt perfekt. Man kunne jo træne 20 timer i døgnet,” siger Pia og ligner lidt sin hund i blikket, når den ser et agilityspring.
En anden ulempe ved en så kvik hund er, at den indimellem lærer lidt for hurtigt, fortæller Pia:
”Man siger, at hunde skal have 70 gentagelser, før indlæring sidder rigtigt fast, mens en border måske kan nøjes med nogle få. Og ups, det gælder altså også uvaner og fejlindlæring. Derfor kan det nogle gange være sværere at træne sådan en hund. Man skal være så opmærksom på sit kropssprog og sin timing. Jeg kom for eksempel til at gøre en bestemt bevægelse med min skulder, da vi skulle øve ’gå ved fod’ til lydighedstræning, og pludselig opdagede jeg, at han ikke ville gå på den rigtige måde, før jeg havde gjort den famøse skulderbevægelse. Det samme til agility – han er slem til at tyvstarte, og hvis han bare får lov nogle få gange, tror han, det er det, han skal”.
Han finder selv på underholdning
Men ud over det, man selv lærer bordere, fortæller Pia, at bordere også selv finder på ’tricks’.
”De kan være ligesom små børn, der bliver ved at smide ting på gulvet for at man skal samle op. Eddie lægger sig også i fodenden af min seng og bliver ved med at skubbe sin bold ud over kanten,” smiler hun.
Men den eneste seriøse ulempe, det er for Pia at have en border, er at den er lydsensibel og kan virke lidt nervøs ved høje eller pludselige lyde, og når der bliver talt højt.
”Jeg har aldrig tidligere haft en hund, der er så bange for fyrværkeri. I to måneder efter nytår vil han ikke ud om aftenen. Men jeg ved nu ikke, om det har noget med racen at gøre. Jeg synes bare, der er lidt mere vildhund over border collier. De er ligesom lidt tættere på naturen, og de oprindelige instinkter er mere intakte end hos de andre hunde, jeg har haft.”
Pia synes også, det virker, som om bordere skal socialiseres hele livet.
”Igen, jeg ved ikke, om det gælder alle. Men indimellem tager jeg 14 dage, hvor jeg slæber ham med forbi børnehaver, i storcentre, busstationen og på tur langs Ballerup Boulevard. Det er selvfølgelig på hans præmisser og med masser af godbidder og hans elskede bolde. Og det hjælper at ’vaccinere’ ham på den måde. Han kan klare lidt mere og bliver ikke så nemt forskrækket, hvis der kommer noget bagfra eller pludselige lyde”.
Hunden holdt mig i gang, da jeg var syg
Alt i alt bruger Pia cirka fire timer på Eddie hver dag. Med tur, træning, øvelser, mental stimulering, holdkurser – og lidt forefaldende derhjemme.
”Så meget behøver man jo ikke gøre som border-ejer, jeg kan bare godt lide det. Man skal bare give den lidt hovedbrud hver dag. Men det kan jo sagtens være i hjemmet, som for eksempel når han hjælper mig med vasketøjet. Med klikkertræning har jeg lært ham at lægge en ordentlig bunke tøj i vaskemaskinen, så det hele behøver jo ikke kun at være agility eller hyrdning eller spor i timevis udenfor. Bare der sker noget”.
Selv da Pia i vinter var igennem operation og strålebehandling for en knude i brystet, holdt hun Eddie og ikke mindst sig selv i gang.
”Det var godt at have ham til at trække mig ud hver dag. Men blev man mere alvorligt syg og sengeliggende end det, ville det da være problematisk at have en border.”
Heldigvis er Pia rask, og ud over hundetræning cykler hun 15 kilometer til arbejde to gange om ugen, så før jeg vinker farvel til de to energibundter, der stæser utrætteligt rundt på en mark på Amager, bliver vi enige med Pia om at berolige andre, der overvejer at få en border – du skal ville bruge noget tid målrettet på din hund HVER dag, men mindre energiudladninger kan også gøre det!
Sådan aktiverer Pia sin border collie
Pia Walmod og Eddie går til agility 2-3 gange om ugen og træner også med egne redskaber hjemme i haven. De går til hyrdning cirka hver 14. dag, og Pia lægger spor 3-4 gange om ugen. På morgenturen indgår søge- og lydighedsøvelser, og om eftermiddagen går Pia og Eddie 4-5 kilometer, hvor cirka to gange 10 minutters øvelser bliver indlagt. Alt i alt bruger Pia cirka fire timer hver dag på aktivering af sin hund, og hun prøver jævnligt at finde på lidt nyt at udfordre ham og sig selv med. Det kan være helt almindelige tricks som ’rul rundt’ og ’ligge død’. Eddie har også spil og aktiveringslegetøj, han selv kan muntre sig med.
om Hyrdecamp
Da Pia Walmods hund Eddie var fem måneder gammel blev han hyrdetestet for at se, om det var noget, der interesserede ham. Det gjorde det, så indimellem giver Pia ham mulighed for at ’hyrde for sjov’. Blandt andet var hun og Eddie i sommer på hyrdecamp i fire dage i Jægerspris hos Gunnar og Anne Egede. Man kan bo i telt eller campingvogn eller i sommerhus i nærheden og deltage få dage eller en hel uge, hvor hundene skiftes til at hyrde får. Det foregår på alle niveauer fra hobby- til konkurrenceplan. Alle er velkomne. ”Men når man hyrder, er der andre boller på suppen end den sædvanlige ’positive’ med guf og legetøj,” fortæller Pia Walmod. ”Der skal råbes lidt, fordi hundene bliver meget tændte på fårene. Det at hyrde ligger så dybt i en borders instinkter, at lydighed er et must, for de må for alt i verden ikke skade fårene ved napperi eller jagt. Man kan glemme alt om ’klikkertræning’. Her gælder det som hund bare om at lystre sin ”lie down”.
BORDER COLLIE – værd at vide
HISTORIE
Border collien er en hyrdehund, der stammer fra grænselandet mellem England og Skotland – deraf navnet ’Border’. Terrænet er meget forskelligt i det område, så derfor har det været praktisk at udvælge hunde med både lang/medium og korthåret pels. De skulle selvstændigt finde og hente får på meget store områder og skulle kunne komme frem overalt.
Som hyrdehund anvendes den på kvæg, får, fjerkræ og sågar strudse. På grund af sin gode intelligens og lugtesans har den gode evner til at finde personer, ting, narkotika og bomber og fungere som hjælp for handicappede og i lavinesituationer. Faktisk regnes den for at være den klogeste hunderace. Border collien bruges også meget i lydighedskonkurrencer af samme årsag, og racen er stærkt repræsenteret på lydighedslandsholdet.
Border Collien er en gammel race, men forholdsvis ny i Danmark, hvor den kun har været registreret siden 1984. Der er sket en polarisering i avlen, så der nu findes udstillingslinjer og arbejdslinjer, der dog ofte blandes.
TEMPERAMENT
Border collien er en ekstremt energisk og opmærksomhedskrævende arbejdshund. Men den er en fantastisk familiehund, hvis dens ejere har forståelse for dens psyke og behov for at arbejde. Den er altid glad og klar til at lave noget og elsker sine mennesker. Det er en intelligent hund, som lærer hurtigt, også de dårlige manerer. Den kan udvikle uvaner eller neurotisk adfærd, hvis den ikke får meget motion og bliver stimuleret dagligt. I Storbritannien er der en sigende talemåde: ”No Sheep – No Collie”. Hunden skal slet og ret have krævende arbejdsopgaver. Det er ikke nok bare at gå en tur i snor hver dag eller lukke den ud i haven. Den skal stimuleres mentalt. Hvis ejeren ikke sørger for udfordringer og aktivitet, så klarer en border collie det på sin egen måde, og splitter den hjemmet ad, er det et vink med en vognstang om, at dens liv er for kedeligt. Til gengæld har border collien en lav stresstærskel og skal behandles roligt, hvis man ikke vil have en hund, ’der går på væggene’. Børn kan hurtigt få en border collie op at køre.
Hundes intelligens kan diskuteres, men spørgeskemaundersøgelser hos erfarne hundetrænere, har placeret denne hund som den mest begavede og lærevillige, (Stanley Corens ’Din intelligente Hund’ fra 1999).
AKTIVITET
Border collien elsker at arbejde både med fysiske og mentale udfordringer og har brug for det dagligt for ikke at blive nervøs og mistrives. Mange border collier omplaceres eller aflives, fordi deres ejere ikke har tid nok til dem. Det er en krævende hund tidsmæssigt. Der er en del hundesportsgrene, hvor border collien med sin hurtige opfattelsesevne, atletiske kropsbygning og store arbejdsiver er suveræn. Fx agility, hyrdekonkurrencer, ’hunde-frisbee’, spor, dog dancing og LP (lydighed). Border collien er ligeglad med, om den arbejder på lavt eller højt niveau – bare den får mulighed for at bruge sig selv.
PLEJE
Border colliens pels er selvrensende. Skidt ryger af, når den tørrer. Det er ikke nødvendigt at vaske sin border collie mere end en til to gange om året. De fælder en til to gange om året, hvor det er en god ide at børste hunden jævnligt.
LEVEALDER
Den forventede levetid er 13 til 16 år.
Sådan skal en border collie se ud
Hoved
Skallen er ganske bred, og nakkeknuden er ikke fremtrædende. Kinderne er hverken udfyldte eller rundede. Næsepartiet, der bliver smallere ud mod næsen, er moderat kort og kraftigt. Skalle og næseparti er omtrent lige lange. Stoppet er meget tydeligt. Næsen er sort, undtagen hos brune og chokoladefarvede hunde, hvor den kan være brun. Hos blå/blue hunde er næsen grå/skiferfarvet. Næseborene er veludviklede.
Øjne
Ansat langt fra hinanden, ovale og af moderat størrelse. De er brune, undtagen hos “blue merle”-hunde, hos hvem et eller begge øjne helt eller delvist kan være blå.
Pels
Da hunden er en arbejdshund, som er avlet på egenskaber frem for udseende, falder de temmeligt forskellige ud. Der er korthårede, medium og langhårede. Alle typer har yderpels af tæt mellemfin struktur, med en blød og tæt underuld, som beskytter godt mod vejret. Hos den langhårede variant danner den fyldige pels halskrave, bukser og halebusk. I ansigtet, på forben (som dog har faner) og på bagben fra haseled og nedefter er pelsen kort og glathåret. Racestandarden siger, at alle farver er tilladt, blot må hvid ikke være dominerende. De fem hovedtyper er: sort med hvide aftegninger, blue merle, tricolor, blå-hvid og zobel.
Ører
Middel af størrelse og tykkelse, ansat med god bredde. De bæres helt eller halvt opstående og er under brugen meget følsomme og bevægelige.
Hale
Moderat lang, således at halehvirvlerne når mindst til haseleddet. Den er lavt ansat, godt behåret og ender i en opadbøjet bue, som fuldender hundens graciøse omrids og harmoni. Halen må løftes, når hunden er i affekt, men må aldrig bæres ind over ryggen.
Mål og vægt
Da border collien betragtes som en arbejdshund, er der ingen udstillingskrav i forhold til at avle. Racestandarden er derfor ret bred i forhold til udseendet. Vægten er ca. 15 – 25 kg, og ifølge racestandarden bliver hanner omkring 53 centimeter, tæver lidt mindre.
3 andre hyrdehunde
Shetland sheepdog
Shetland sheepdog’en menes – som navnet siger – at stamme fra Shetlandsøerne. Den er en venlig, munter og intelligent hund, der er glad for børn og elsker at lege. Den er fremragende til lydighedstræning og agility og bør leve et aktivt liv. Den er knyttet til sin familie, men reserveret over for fremmede. Pelsen kræver ikke megen pleje. Idealhøjden ligger mellem cirka 33 og 40 cm, højst for hannerne.
Islandsk fårehund
Den hårdføre og arbejdsivrige islandske fårehund har spillet en stor rolle for det islandske samfund, idet den i mange år var uundværlig, når fårene eller hestene skulle hentes hjem fra de svært tilgængelige sommergræsgange. Den er glad og venlig og knytter sig tæt til sin familie. Den er samarbejdsvillig og lærenem og bør hyppigt aktiveres, men skal opdrages konsekvent. Racen var tæt på at uddø på grund af hundesyge i slutningen af 1800-tallet, men en målrettet avlsindsats reddede racen, der kom til Danmark første gang i 1973. Pelsen skal børstes en gang om ugen. De bliver mellem 42 og 46 cm høje, hannerne højest.
Langhåret collie
Collien stammer fra det barske nordengelske og skotske højland, hvor de arbejdede tæt sammen med fårehyrderne. Den er en yderst venlig, mild, glad og energisk hund, der knytter sig stærkt til sin familie. Den er lærenem, intelligent og let at opdrage. Det er en hund, der tilpasser sig, men det vil ikke være fair at nøjes med at lufte den i snor på gaden – den skal have lov at løbe frit. De fleste collier er glade for at lege med bold og hente ting og er gode til agility og lydighed. Pelsen kræver en del pleje, grundig børstning og kæmning for at undgå filtring, i fældeperioden dagligt. En collie bliver mellem 51 og 61 cm, hannerne højest.
