Hvis journalist og tv-vært Anders Lund Madsen nogen sinde skulle have en hund, skulle den være ligesom Syra, den stolte færøske fårehund, han kendte engang. Krabat blev hentet hjem med færge sidste år.
Som en lille sort skygge smutter hun ud af den halvåbne hoveddør, smuk som bare, sætter sig prompte og lægger forsigtigt forpoterne i mine hænder, mens vi hilser helt stille og intenst. Efter længere tid i hundebranchen risikerer man af og til at blive kaldt ’hundehviskeren’ af drilagtige venner. Lige hér i mødet med tv-journalist Anders Lund Madsens 11 måneder gamle færøske fårehund Krabat føler jeg mig næsten som sådan én. Særligt da hans søde kæreste Karin titter frem i døren og siger: ”Nåårh, et hundemenneske, dét elsker hun!”
Det er nu nok mere hunden end hundejournalisten, der har en særlig sensitiv side. Hun er mild, har smuk, skinnende pels og blender diskret ind i selskabet. Faktisk på alle punkter lige modsat sin ejer, der øjeblikket efter kommer blæsende ind ad døren med strithår og flagrende jakke og snart er selskabets speedsnakkende centrum ved det lange bord i køkkenet. Kun i konkurrence med sønnen Modig på to år, der lige er vågnet af middagsluren i sin klapvogn og meget gerne vil finde sin kran.
Straks går jagten på kranen i gang, for selv om man er en garvet talkshow-vært, der er vant til at improvisere med producerstemmen i det ene øre og både publikum og gæster i det andet, er en ked toårig mere, end en far til fem kan bære. Modig er den ældste af Anders Lund Madsen og Karin Prehst Lund Madsens to små sønner. Den yngste er tre måneder. Hans navn er stadig til overvejelse. Anders har også Sofie My på 24, Bjørk på 17 og Storm på 13 år fra sit tidligere forhold.
Fascineret af Færø-hunde
Lidt forhåndsresearch afslører, at Anders’ kæreste Karin har været dyrepasserelev, så vi tænker, det nok er hende, der er til dyr og natur. Men ligesom Anders Lund Madsen på tv dukker op de mest utrolige steder, fra ironisk kommentator på OL i synkronsvømning og talkshow-vært til seriøs tv-journalist i en programrække om alvorlige sindslidelser, har han også været vidt omkring i sit civile liv.
”Jeg var et halvt år på Færøerne i 1985. Her boede jeg på Streymoy hos Hanus, som jeg hjalp med at passe køer og får. Jeg var meget fascineret af hans fårehunde, som var enormt disciplinerede, sad stolte ude i alt slags vejr, var vildt glade, når de arbejdede … og sindssygt beskidte. Især én bestemt hund, der hed Syra, beundrede jeg. Der besluttede jeg, at hvis jeg NOGEN SINDE skulle have hund, så skulle det være sådan én,” fortæller Anders Lund Madsen.
Derfor kom Karin heller ikke langt i sine overtalelsesforsøg med først pomeranian, siden cockerspaniel, som hun tænkte ville egne sig til et lille byhus på Østerbro.
”Altså ALLE hunde er jo søde,” lyver Anders høfligt med den mine, vi kender fra hans finurlige talkshowinterviews. ”Jeg er selv vokset op med en ruhåret gravhund, Rif, som blev 12 år og var vældig flink, men sådan en hund har jeg bare aldrig haft behov for at ha’. For nogle år siden var Karin og jeg så i Skotland. På et tidspunkt kører vi forbi et hus, hvor der sad en border collie med rank ryg i regnvejr. Præcis ligesom de færøske lidt brogede borderblandinger, jeg har kendt. ”Sådan én skal det være,” råbte jeg. Lige sådan var min forestilling om en hund,” fortæller Anders.
De skal ligge på éns grav
Da han og Karin på samme tur nåede til Edinburgh og så statuen af den sagnomspundne skye terrier Bobby (som vi skrev om i nr. 10/2013, red.), blev forestillingen om evig trofasthed for alvor mejslet ind i Anders’ drømmescenarie.
”Det skal være sådan, at når man dør, så ligger de på graven i flere år og sulter ihjel. Langsomt. Og intet og ingen kan få dem til at gå væk.”
Som så meget andet, Anders siger, mener han det ikke helt på den måde. Men en border collie skulle det i hvert fald være. Og allerhelst én, der var i familie med hans store færøske heltinde Syra. Og parret var enige om, at det kunne være fint at få en hvalp samtidig med små børn.
”Det er så ærgerligt med bybørn, der vokser op og bliver bange for hunde og ikke kender spor til naturen. Jeg er selv fra landet, og det er mit store ønske, at de får et naturligt forhold til dyr,” siger Karin, der har sat sig hen i sofaen for at amme lillebror på tre måneder, der pludselig gav lyd fra sin lille hængevugge i stuen.
En dag, Anders talte med Hanus i telefonen, nævnte han sit ønske om at få en hund, der var i familie med Syra. Kort efter ringede Hanus tilbage og sagde, at de kunne komme og hente en tæve, der var efterkommer af Syra. Sidste år i november rejste familien så med færge til Færøerne for at hente Krabat til Danmark.
”Jeg havde ellers ikke så gode erfaringer med at få transporteret dyr fra Færøerne. Dengang jeg boede der, fik jeg en killing, som jeg selvfølgelig skulle have med til Danmark. Jeg skulle selv flyve, men den blev sat om bord på en båd, der kom i uvejr og gik ned. Da båden blev trukket i land, fandt man killingen, som havde overlevet på en eller anden måde ved at gemme sig under dækket. Men da tænkte jeg, at det nok ikke var meningen, jeg skulle have den til Danmark. Det gik heldigvis uden problemer at rejse hjem med Krabat,” fortæller Anders.
Bekymret over border
Det har også – mod alle odds – været temmelig problemløst at få en border-hvalp fra et kuld af Hanus’ arbejdslinje i et lille hus midt i byen samtidig med to små børn.
”Jeg var bekymret over, at vi skulle have en border. Der er da krudt i dem, og jeg har set nogle, der hyrder cykler, hvilket jo ikke er så heldigt. Men Krabat er nok ikke en typisk border. Hun er ret rolig af sådan én at være. Når det er sagt, var der da lidt tilvænning. Alene det, at hun kom fra en gård langt ude i fjeldet, hvor hun bare løb og legede lidt med et enkelt får. Og så landede i en storby med biler alle vegne og en dreng på halvandet år, der rendte rundt og larmede. Så den første tid var hun altså lidt skræmt og turde ikke gå ud og tisse i haven,” fortæller Karin.
Lige det med hyrdningen tegnede et øjeblik også bekymrende.
”Hun begyndte at hyrde Modig, når han gyngede ude i haven. Så gøede hun og fik fråde om munden, som borderne gør, når det rigtigt går løs med hyrdning på en fåreflok. Hanus havde sagt, vi skulle slå hårdt ned på det – de må ikke begynde at hyrde det forkerte,” siger Anders.
”Der var du ret god, Anders. Du fik hende hurtigt til at holde op,” siger Karin, som dog mest er den, der står for hundeopdragelse og -træning.
”Jeg har gået på et par hvalpekurser med hende, og vi prøvede også agility. Hun var absurd dygtig, men hun kom helt op at køre. Igen gøede hun og fik fråde om munden. Jeg var højgravid og kunne ikke holde det ud. Og det virkede heller ikke smart at trigge hendes instinkter på den måde, når vi egentlig hellere vil fremelske hendes rolige sider,” fortæller Karin.
Man må gerne opdrage
Krabat fortsatte dog sin gøen derhjemme, når hun blev begejstret over noget, og Karin havde nærlæst hundeopdragelsesbøgerne om positiv træning uden held til at få det stoppet. Men så kom Anders hjem med bogen ”Collie Psychology – Inside the Border Collie Mind”.
”Den bog fik mig til at forstå hende meget bedre, og endelig fik jeg hende til at holde op. Den første bog beskrev, hvordan vi skulle ignorere negativ adfærd og belønne den positive. Det er ret svært med en sindssyg glad, men gøende hvalp, og intet virkede, når hun og Modig gav den gas rundt om spisebordet. Vi ønskede at løse problemet på en god måde, og det var jo egentlig også en glad gøen, så vi syntes, det var ret svært. I ”Inside the Border Collie Mind” stod ganske simpelt, at man gerne må opdrage sin hund. Man må gerne sige ”Ah-ah!”, når der er uønsket adfærd, og til at understrege kommandoen går man frem mod hunden, mens man siger sit ’nej-ord’, hvilket får den til at holde op med at gø eller springe op eller tigge osv. Idet den holder op, roser man den så. Det vigtige i øvelsen er, at man får hunden til at flytte sig fysisk, mens man siger ’nej-ordet’, i vores tilfælde ”Ah-ah!”. Det tog en halv dag. Nu sidder hun og brummer, når hun vil ud i haven. Og giver kun et kort bjæf, når hun vil ind,” fortæller Karin.
”Hun virker noget mindre forvirret end min barndoms gravhund,” indskyder Anders. ”På en eftermiddag lærte hun sit, dæk, bliv. Man kan også gå med hende uden snor og have fuld kontrol. Hun er sindssygt lærenem. Jeg arbejder stadig på at få hende til at sidde ude i regnen … det har bare ikke regnet så meget i sommer,” joker Anders.
Klog på hundemåden
Krabat har også vist, hun er klog sådan mere på hundemåden. Ikke bare lærenem. Mere den lidt sensitive side, hun viste, da vi hilste goddag. Man kan næsten se det på hendes årvågne, men bløde blik, nu hvor hun tuller rundt om bordet og holder øje med os allesammen.
”Da jeg fødte lillebror herhjemme, veg hun ikke fra badeværelsesdøren. Hun så så stålsat ud, at ingen så meget som prøvede på at flytte hende. Hun vidste, der var noget på færde, og har også været meget beskyttende over for babyen siden. Når han lå på tæppet ude i haven i sommer, gik hun ud og lagde sig ved siden af. Hun har også optrådt som familiens forsvarer en dag i Fælledparken, hvor det var storebror, hun passede på. Pludselig lød en høj lyd et eller andet sted fra, og så fór hun hen og stillede sig op foran Modig og begyndte at gø ud imod verden. I det hele taget har hun været fantastisk sammen med Modig. Vi må være dem, der sørger for at sætte grænser, når de to tumler og hygger, for hun gør det aldrig,” fortæller Karin og nusser sin hyrdehund, der lige nu gerne vil lege med bold.
Selv om hun ikke har stamtavle, er borderen tydelig at genkende i hende. Både af ydre og indre. Bolde og pivedyr er meget populære, og det er sjovt at lege. Til gengæld er Krabat ret selektiv med hundelegekammerater.
”Vi er jo kommet med i et helt nyt univers af hundevenner. Jeg har simpelt hen nogen, jeg sms’er med om at mødes med hundene i Bernstorffsparken eller Fælledparken. Men Krabat gider kun nogle bestemte. Hun enes fint med alle, men hun gider kun lege med dem, der kan løbe stærkt. Hun kan selv løbe ekstremt hurtigt, og hvis de andre hunde ikke følger med, så bliver det kedeligt, kan man se på hende. Hendes bedste venner er en eurasier, der hedder Sally, og en podengo, der hedder Frynse, og så en hel masse labradorvenner, der også gider spæne rundt. Principielt er byen jo ikke ret fed for en hund, men det er sjovt med alle de legekammerater og nogle hundevenlige parker, man kan slippe dem løs i,” siger Karin og tilføjer: ”Men der skulle være nogle flere cafeer, hvor man måtte have hunde med, når man har været på tur!”
En hund ruster ikke
”Nej,” indvender Anders, ”det synes jeg altså ikke. Sikke et ragnarok, hvis der væltede hunde rundt inde på en cafe. De skal da sidde udenfor i regnen og nikke lidt til hinanden.”
Selv om Krabat hidtil bare har lært at sidde ude og vente i tørvejr, giver Anders udtryk for, at han er RET glad for hende. Endda gladere end for sin højt elskede Ford Mustang cabriolet, som han ellers er citeret for kan gøre ham lykkelig på en sommerdag med børn på bagsædet og vinden ”lige i smasken”.
”Krabat gør mig meget mere lykkelig end cabrioleten. Hun gør alt, hvad jeg havde forventet. Hun er en god hund. Jeg har set mange søde hunde, siden jeg flyttede til København i 1984, men ikke rigtigt nogen, jeg ville ha’. Krabat har genskabt troen på hunde i mig … og så er der også det med en bil, at den jo ikke udvikler sig. Jeg bliver heller ikke rørt på samme måde, når den står ude i regnen. Og nå ja forresten – en hund ruster jo ikke,” slutter Anders Lund Madsen i sin vanligt skælmske stil, balancerende lige på kanten mellem seriøst og sjovt.
Blå Bog om Anders Lund Madsen:
Anders Lund Madsen (født 15. oktober 1963) er uddannet journalist og kendt for sin optræden i tv og underholdningsbranchen. Mange kender ham nok særligt fra radioprogrammet ”De sorte spejdere” med kollegaen Anders Breinholt 2005-2008, som reporter fra OL, fra tv-shows som ”Det nye talkshow” og ”Dårligt Nyt”, men også dokumentarprogrammer som ”Sindssygehospitalet” og ”Godt nyt fra Ghana”. Sammen med sin bror hjerneforsker Peter Lund Madsen har han to gange vundet en
million i ”Hvem vil være millionær” og doneret pengene til velgørenhed.
Privat bor han sammen med Karin Prehst Lund Madsen og har fem børn i alderen 0-24 år og den færøske border collie Krabat.
Tekst: Gertrud Baun // Foto: Per Arnesen
