At vente er egentlig et simpelt signal at sende til hunden, og det er virkelig brugbart i mange forskellige situationer. Så en tidlig indlæring, der sidder fast, kan løse mange senere udfordringer.
I første omgang, når man skal lære hunden at vente, er det godt at have gjort sig klart, hvilket verbalt signal man vil knytte på kommandoen – om det blot skal være ordet ”vente”, eller om man ønsker et andet.
Dernæst skal du beslutte dig for, hvilket håndtegn/håndsignal der skal knyttes til øvelsen. Der kan nemlig være situationer, hvor stemmen måske ikke rækker, og hvor det bare er nemmere at give et signal med hånden. Samtidig skal vi også tænke på, at vores hundes tolkning af os mennesker er 95 % ud fra det, de ser, og blot ca. 5 % af det, vi siger. Hunde er jo meget mere visuelle end vi mennesker er. Så man kan lige så godt bruge de signaler, som falder mest naturligt for hunden at forstå, selv om det måske kræver lidt mere anstrengelse for os.
Start helt simpelt med at træne fodringen. Hvad enten du fodrer i en skål, eller det sker med en eller anden form for aktivering, så er det et godt sted at starte.
Bed hunden om at vente, inden den får ”værsgo” til at spise. I starten er det kun sekunder, der er tale om, og alt efter hvilket signal du vælger med hånden, kan det give sig selv, at hunden ikke lige overskrider det. Når du har sagt ”vente”, og hunden lige tøver og respekterer signalet, så siger du værsgo sekundet efter og viser med dit kropssprog, at nu er det tilladt. Det kan være ved at gå væk, vende siden til eller blot rykke lidt på dig. Det afhænger også meget af, hvordan din hund er, om det er en følsom en af slagsen, der kigger meget og skal være helt sikker, inden den gør noget. Eller måske er den mere pågående og får ikke lige set, hvad der ellers sker.
Udnyt succesen
Senere må du tænke signalet ”vente” ind i flere og flere forskellige situationer, hvor du kan se, at der vil være en succes, som du så stille og roligt bygger videre på. Det kan f.eks. være i døråbningen, hvis det er mest praktisk, at du går først ud ad døren, eller når der kommer gæster. Start træningen uden, at der skal ske en masse, og sørg for, at der i nogen situationer ikke altid er et ”værsgo” efterfølgende. De fleste gange vil der selvfølgelig være brug for et ”værsgo”, for når hunden har ventet, er det tilladt at gå ud, spise maden, komme ud af bilen, gå over vejen eller hvad det nu kunne være. Men det vigtige er også, at intervallerne, hvor hunden skal vente, er forskellige. Vores hunde kan være temmelig hurtige til at lure, hvad tidsintervallet normalt er, og så kodes de til at gøre det, de var ved, selv om vi ikke har sagt ja til det.
Jeg mener det ikke, som om vi skal have en kontrol eller magt over hunden. Men udelukkende i forhold til de situationer, hvor det hele glider lidt nemmere, når vi lige har overblikket, eller at hunden lige venter et øjeblik, inden den kommer brasende.
Den klassiske udfordring kan være, når hunden er med i bilen, og den hurtigt har lært sig, at køreture går til noget godt, som kun kan gå for ’langsomt’.
Det kan også være rent træningsmæssigt eller måske på en tur i skoven eller til stranden. Mens den er hvalp, gør det måske knapt så meget, hvis den ikke venter med at hoppe ud af bilen og slet ikke, hvis det er steder, hvor der ikke er andre, og der ingen fare er. Men står man pludselig ved en vejside, eller der blot er flere forstyrrelser, end der plejer at være, så er det altså rigtig dejligt, at man kan åbne bildøren eller bagklappen, uden at der kommer en 40 kg tung hund i fuld firspring ud af bagklappen. Så indlær et ventesignal, så du stille og roligt kan få monteret snoren eller blot orientere dig om, at der ingen fare er på færde.
Der er ingen tvivl om, at det går lettest, når man starter indlæringen i hvalpetiden. Her er hunden mere modtagelig for nye input, og den er sjældent større, end man kan stoppe den med en hånd. Jo flere gange hunden har lært, at den bare kan komme bragende ud, des mere skal der til for at indlære nye vaner. Her kan det være en god ide med noget spiseligt, som hunden gerne vil have, for at skabe et øjebliks kontakt, inden der bliver sagt ”fri” eller ”værsgo”.
At hunden skal kunne vente, kan også være gavnligt, når man skal tage imod gæster eller blot skal ud ad døren for et kort øjeblik.
Kommandoen er også super god i situationer, hvor folk gerne vil hilse på hunden på gåturen. Ingen tvivl om, at det er skønt, når andre synes, at ens hund er fantastisk! Det sker jo oftest i hvalpetiden, må vi erkende … men for ikke at indlære hunden, at alle skal hilses på, klappes af, måske have godbidder fra m.m., kan signalet om at vente også bruges her. Nogle gange kommer folk og hunde hen og hilser, hvis man synes, at det er o.k., og andre gange går de bare forbi.
Denne indlæring vil også gavne hunden senere, så den ikke tror, at alle på to ben er skabt for at kæle den. Der er jo enkelte mennesker, som ikke synes, at hunde er fantastiske. Derfor er det en rigtig god ting at tænke denne lille øvelse ind i dagligdagen og se, i hvor mange situationer du rent faktisk kan have gavn af den.
Min egen samojede
Da jeg i sin tid flyttede hjemmefra, var min første hund en samojede, Chivas. Dengang boede jeg på Vesterbro i København, og vi skulle passere flere fortove og veje, før vi var ude på de grønne områder til glæde og gavn for hunden og mig.
Jeg lærte ham at stoppe op ved kantstenen og vente på signal til at gå over vejen. Jeg havde en ide om, at hvis han pludselig skulle slippe væk fra mig, så kunne denne indlæring måske sidde så dybt i ham, at han ikke løb ud på vejen og derved undgik at komme til skade.
Det virkede også rigtig godt, for han stoppede konsekvent foran hver eneste kantsten, inden vi sammen gik over vejen. Og det var en god vane.
På et tidspunkt skulle jeg på ferie, og jeg fik en god veninde til at flytte ind hos mig og passe hunden, og jeg videregav alle de instrukser, jeg synes var nødvendige, inklusive at hunden skulle stoppe ved kantstenen.
Det havde min hundepasser imidlertid glemt en af de første gange, hvor hun skulle ud at gå med ham. Så hun gik i sine egne tanker og havde set, at der ikke kom nogen biler og var på vej over vejen. Men hun blev brat stoppet, da snoren blev strammet. For inde på fortovet stod den gode Chivas, og han gik altså ikke over kantstenen, før der var sagt ”ja”! Så hun huskede det resten af den uge, hvor hun passede ham, og deres gåture gik fint med det faste stop ved kantstenen.
AF MERETHE BØRGART OLESEN // FOTO: DREAMSTIME