Hunden har fire poter og går på dem dag efter dag. Men hvordan er din hunds poter egentlig opbygget? Og er der forskel på poterne hos en yorkshire terrier og en grand danois? Din hund er ekstremt afhængig af sine poter hver eneste dag. Hunden går så at sige på tæer og fingre, hvis man sammenligner med os mennesker.
Hver pote består af en række tåknogler, fedt, bindevæv, muskler, sener, nerver, blodkar, hud og pels. Kløerne tæller også med i poterne.
Når du ser på din hunds pote nedefra, ser du fire tæer. Men hunden har i virkeligheden 5 tæer, den første tåknogle er blot ”rudimentær”. Det er den knogle, ulvekloen sidder på. De to midterste tæer bærer mest vægt og er de vigtigste for hundens bevægelsesmønster og balance.
Undersiden af poten består af hud, pels og ekstra forhornet hud, trædepuderne. Trædepuderne er en fantastisk opfindelse, hvor kombinationen af meget tyk og hård hud med fedtpuder neden under gør hunden i stand til at bevæge sig på alle typer underlag.
Kløerne – og ulvekløerne
Kløer har en helt klar funktion for hunden. I modsætning til katte kan hunde ikke trække deres kløer ind. De sidder altid fremme. Deres funktion er delvist at beskytte poten, men også at hjælpe hunden, hvis den eksempelvis skal grave, skrabe, stå fast på glat underlag, gribe med poten og meget mere. Ulvekloen er den lille klo, der sidder på indersiden af benet et stykke over poten. Ulvekloen har ikke længere nogen funktion. I nogle lande har det været almindeligt at fjerne ulvekløer rutinemæssigt. Det er ikke lovligt i Danmark, hvor den kun må fjernes, hvis den skaber problemer. Over 9 ud af 10 hunde får aldrig skader på ulvekloen, så hvorfor skulle man så udsætte hunden for et indgreb?
Skader og sygdomme
Poterne er en naturlig forlængelse af resten af kroppen. En lang række sygdomme i hele kroppen kan vise sig i poterne. Det kan være allergiske hudproblemer, sygdomme i immunforsvaret, cancer, ormeinfektioner i alvorlig grad, leversygdomme og meget mere.
Men poterne kan også få deres egne sygdomme og skader. Du bør jævnligt efterse din hunds poter systematisk. Du skal kigge på poterne, når hunden står på alle fire ben. En gennemgang vil bestå af at tjekke følgende: Er poterne symmetriske, og støtter hunden ligeligt på alle fire ben? Er der tæer, der har ændret retning eller stritter mere end før? Har kløerne den rigtige længde, eller trænger de til en klipning (se gennemgang af klolængde senere)? Er der nogen knuder i huden eller lignende på poterne? Er pelsen for lang? Er hunden øm, når du rører ved poterne? Løft derefter poterne en for en, og kig nøje på undersiden og mellem tæerne. Huden skal være fin og lyserød. Det skal ikke lugte, og huden på trædepuderne skal være fin og relativt glat. Der må ikke være revner og sprækker i trædepuderne.
Hudbetændelser – interdigital dermatitis
Huden på poterne er et udsat område. Den udsættes for både varme og kulde, fugt, salt fra veje om vinteren, irriterende planter, kemikalier og meget mere. Specielt fugt og varme giver grobund for overvækst af bakterier og svampe. Ofte, men ikke altid, ses hudbetændelse mellem tæerne hos hunde, der i forvejen har problemer med allergi.
Hvis der sker forrykkelse i hudens surhedsgrad, og huden er irriteret, har bakterier og svampe gode kår. Der bliver overvækst af kroppens egne, normale bakterier og svampe. Det irriterer huden og klør. Det kan klø helt vanvittigt, og hunden vil bide sig og slikke sine poter for at afhjælpe kløen. Huden er tydeligt rød, fugtig, varm og kan ofte have en helt karakteristisk lugt af ”sure tæer”. Det er specielt gærsvampene, der giver den lugt.
Behandlingen er oprensning af huden. Klip så meget pels af som muligt mellem tæerne, vask med medicinsk shampoo og eventuelt antibiotika. Kan du ikke holde det nede ved at holde huden tør og ren, bør du søge dyrlæge.
Det kan være en god ide at klippe de lange hår mellem tæerne og specielt om vinteren, hvor der er meget fugt. Det bevirker, at huden kan tørre hurtigere, og risikoen for irritation nedsættes. Du bør også være opmærksom på, at salt havvand og meget varmt strandsand om sommeren kan være hård kost for små hundepoter.
Kloproblemer – knækkede kløer og kloløsning
Knækkede kløer er meget almindeligt. Det kan se voldsomt ud og bløde en del, ligesom det gør ondt på hunden. Du kan ikke gardere dig 100 procent mod knækkede kløer, men det hjælper altid at holde din hunds kløer korte og velklippede, hvis den ikke selv kan slide dem. Kløerne bør have en længde, der svarer til at de må røre underlaget, når hunden står med vægt på foden, men der må ikke være vægt på kløerne.
Hvis din hund har knækket en klo, skal du så vidt muligt få klippet det knækkede stykke af, så det ikke hænger og dingler. Er det ikke muligt selv at klippe det af med en klosaks, må du en tur til dyrlægen og få det gjort. Oftest bedøver man hunden, fjerner stykket og renser, hvorefter der lægges en poteforbinding. Det kan være nødvendigt med antibiotikabehandling, hvis der er mistanke om infektion. Kloen vokser derefter ud igen over tid. Det kan tage ganske lang tid (læs: måneder), hvis kloen er knækket langt oppe. Hvis kloen er knækket meget langt oppe, og hunden er kraftigt halt, bør man også undersøge, om der kan være sket skade på den yderste tåknogle eller evt. leddet. Det ses indimellem, at der er brækket en af de små tåknogler også, og så kræver det yderligere behandling. Ofte vil det yderste tåled blive amputeret, hvis skaden er alvorlig.
Kloløsning er en helt anden sag. Her er der tale om en sygdom i immunforsvaret, hvor kroppen angriber sig selv, der hvor kloen hæfter på poten. Dette område kaldes også klovolden. Det giver grimme, dårlige og tørre kløer, der ikke er ordentligt forhornede. Ofte vil de knække uden grund, eller der ses infektion i klovolden. Lidelsen er arvelig og ses blandt andet hos gordon settere. Den kan dog forekomme hos alle racer og kræver langvarig medicinsk behandling.
Skader på trædepuderne
Trædepuderne er ekstra udsatte for skader. Det kan være både revner, sår, slitage og irritation. Større sår i trædepuderne bør altid tilses af en dyrlæge. Det er et svært område for et sår at hele i, fordi vævet konstant er i bevægelse. På samme måde er det langt mere krævende at sy sår i trædepuderne, end det er at sy andre steder på kroppen. Hver gang hunden sætter foden ned, trækkes sårkanterne fra hinanden.
Dyrlæge Hanne Friis Lund
Men det er vigtigt at handle, hvis din hund får sår og skader på poterne, for risikoen for infektion er ligeledes stor her. Tænk på, hvor meget forskelligt din hund sætter sine poter på i løbet af en dag og hvor mange bakterier, den kommer i kontakt med.
Der er heldigvis et stykke tid til vinter, men sne, sjap, salt og is er en hård cocktail for små hundepoter. Her kan det være en god ide at bruge såkaldt potevoks for at beskytte huden. Potevoks har til formål at lægge en beskyttende hinde over huden, så den ikke ødelægges af specielt salt på vejene. Sprækkede trædepuder gør bare ondt!
Brækkede tåknogler
Brækkede tåknogler ses desværre jævnligt. Der er forskellige behandlingsmuligheder afhængigt af, hvor bruddet sidder, hvor kompliceret det er, og hvad hunden efterfølgende skal bruges til.
Diagnosen ”brækket tå” bør aldrig stilles uden et røntgenbillede af foden i to plan. Her kan man se, hvilke knogler og led der er involveret. Det giver også et billede af bruddets type. Om det er et enkelt, ukompliceret brud, der hurtigt vil hele, eller om det er vanskeligt at få knogleenderne stabilt fikseret over for hinanden.
Dyrlægen kan vælge forskellige behandlinger alt efter brudtype, hundetype og hundens brug. Det kan være alt fra skinneforbinding/gips over kirurgisk behandling med knogleskinne eller såkaldt ekstern fixation til amputation af tåen. Det sidste kan blive nødvendigt, ikke mindst fordi blodforsyningen til tæerne kan blive ødelagt, og så heler det ikke.
Racemæssige forskelle
Helt grundlæggende er poterne helt ens opbygget hos alle hunde, uanset race og størrelse. Dog er der enkelte racer (som norsk buhund), der har en ekstra tå.
Det lyder måske mærkeligt, at det grundlæggende er det samme, uanset om man er en kinesisk hårløs eller en grønlandsk slædehund, der bor udenfor hele året rundt. Men det er det altså.
Forskellen mellem racerne består i poternes størrelse, samt hvor meget pels der er på dem. Der er også enkelte racer, der har decideret svømmehud mellem tæerne, men det er igen et fåtal. Og den grundlæggende opbygning af poten er stadig den samme.
Der kan til gengæld være meget stor forskel inden for de enkelte racer på, hvor solide og sunde poterne er. Den ene familie har aldrig problemer med poter – den anden kan have store problemer med ødelagte trædepuder, kloløsninger etc.
Tekst: D
