Nå ja, det er måske en lille smule pinligt, når hunden løber i forvejen til pølsevognen og når at slå en handel af med pølsemanden, før ejeren når frem med pengepungen. Eller når den lige skal til at lette ben op ad blomsterspanden efter at have fået godbid af damen. Vi med Hund har besøgt skuespilleren Mette Horn og hendes kønne brune labrador, Stoffer.
Øverst oppe fra fjerde sals repos lyder pivelyde, og da vi forpustede får snoet os om sidste trappebue, mødes vi af et skønt syn. En køn brun labrador tager imod med munden mere end fuld af avis og et gyngende bagparti, der er en cubansk salsadanser værdig.
”Han har glædet sig sådan,” lyder det vittigt fra hans ejer, skuespilleren Mette Horn, der står i døren og venter på sidste etape af vores opstigning. Hun forsøgte ellers i flere omgange at undslå sig et interview. For bare fordi man dukker op i alle tænkelige tv-serier, voksenjulekalendere og snart skal i gang med indspilning af tredje og sidste skrupkomiske børnefilm ”Max Pinlig”, er det jo ikke sikkert, man er vild med den store tur i alle landets blade og aviser. Men vores veje krydses i anden anledning, og jeg plager Mette igen, og nogle dage senere kommer så en sms med ordene: ”Nu har jeg talt med Stoffer, og han vil gerne med i bladet.”
At dømme på Stoffers humør – RIGTIG gerne endda! Han er helt oppe at køre over besøget. Tilsyneladende har han glemt, at han kun selv spillede en birolle som naboens hund ’Pølse’ i den filmatiserede tv-serie ”Max Pinlig”, mens det var hans ejer, der klarede én af hovedrollerne som mor til drengen Max.
Skønt Mette Horn er så populær for tiden, at ikke bare journalistens datter, men gud hjælpe mig også hendes mor og adskillige veninder fandt på de mest vanvittige grunde til at prøve at komme med på arbejde i dag, er skuespilleren noget mere beskeden end sin hund. Hun lukker os stilfærdigt ind i sit hyggelige køkken og spørger, hvad vi vil have at drikke til de to croissanter, hun har været nede at købe til os.
Da vi er ved at falde i svime over lejlighedens dejlige balkon med udsigt over Holmens Kirkegård, bliver vi lige så gæstfrit vist rundt. I sin iver fræser Stoffer to gange med ud på balkonen, men kommer så tydeligvis i tanke om, at han har ”højdeskræk”, og bakker lige så hurtigt ind i køkkenet igen og giver hals som for at fortælle, at vi altså skal passe på derude. Måske det stammer fra dengang, han skulle reddes ned fra et tag i tv-serien ”Max Pinlig”.
Langhåret marsvine-ven
Tilbage i køkkenet falder øjnene på et bur med et behåret væsen. Ham synes Mette også, vi skal møde. Det er angoramarsvinet Buuit, opkaldt efter sin karakteristiske lyd.
”Han skulle have været død for mange år siden – ja altså, det sagde dyrlægen,” smiler Mette genert. ””Sådan én lever cirka tre år,” sagde han, og nu er den altså næsten otte. Det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg under en kælketur med dem, der havde Buuits dengang nybagte mor, bukkede under for presset. Men han er da sød.”
Mette tager den utroligt nuttede og meget langhårede skabning op i et lille håndklæde og sætter sig med den på maven, hvor den putter under hele interviewet.
”Han blev egentlig døbt Martin Buch, (navnet på én af Mettes skuespillerkolleger, red.), fordi han kom her en del, og så syntes vi jo, det var morsomt. Senere blev det til Elvis, men nu er det altså endt på Buuit.” Buuit bekræfter ved at sige som sit eget navn – det er sjældent at møde marsvin, der kan det!
Stoffer tager ikke anstød af, at vi taler lidt om Buuit. Spiser ham, gør han heller ikke. Faktisk viser det sig hurtigt, at Stoffer også kan være ret fredelig og tilbageholdende. Han smider sig i et hjørne af køkkenet og holder øje med os derfra. Her bliver helt stille. Bortset fra den hyggelige kværnen, der flyder frem og tilbage over bordet. Mette spørger interesseret til os, så man næsten glemmer, at dette er et interview, og snakken går begge veje om vores respektive hunde, dyrlægeregninger, påskeferieplaner og børn, der bliver store alt, alt for hurtigt.
”Min søn William er 17, snart 18.” Mette vender øjne og tilføjer: ”Det er altså ikke i orden! Solvej er 14 … det er heller ikke i orden. Jeg har prøvet at tale hende fra det der med efterskole, men det gik ikke så godt, så man må vist bare indse, at missionen er lykkedes – de er på vej til at kunne klare sig selv.”
Stoffer skulle samle familien
Det var på grund af børnene, Stoffer kom ind i familien. Og på grund af børnene, at Mette strittede imod.
”Min nuværende mand, Steen, og jeg skulle flytte sammen for syv år siden med mine to børn og hans Pelle, der også er 17 nu. Jeg var dødnervøs for, hvordan det ville blive for de tre børn. Og så begyndte Steen at tale om at få hund. Den skulle sådan samle flokken på en eller anden måde. Det kunne jeg slet, slet ikke overskue.
Der var da rigeligt at tage sig af i forvejen, og nogle børn var her jo mere end andre, og ville hunden så mere blive nogens end andres?”, siger Mette med sit klassiske skæve smil og sammenknebne øjne.
Det viste sig, at Steen allerede havde ringet til en kennel, og midt i køen i Føtex fik parret så en sms om, at nu var en dejlig, lille chokoladebrun labradortrold kommet til verden. Dernæst blev Mette overlistet til det gode, gamle ”bare-lige-kigge”-trick.
”Det kan man jo ikke, vel? Der lå en mor med en masse hvalpe, og der var én, der var lidt mere mørkebrun end de andre. Han kravlede under de andre for at finde en pat, og så tillagde jeg ham, at det var kvikt. Det var det selvfølgelig ikke, for han var jo den eneste, der ikke havde fået tilkæmpet sig noget mad, så han var jo bare den lille, forsigtige. Men det var en dejlig kennel i Hedehusene, hvor hvalpene boede inde i stuen. Og indehaveren var meget bestemt og sagde: ”Det kan godt være, I synes om den mørkebrune, men jeg bestemmer, om den passer til jer.”
Buddhist og ambulancehund
Det bestemte hun heldigvis, og selv om det mest er Steens hund, synes Mette, at Stoffer passer så godt til hende.
”Det er fedt med en hund, der er så fredelig. Han er aldrig aggressiv over for andre hunde. Eller mennesker for den sags skyld. Der er rigtigt mange børn, der har haft succesoplevelser med ham. Man kan for eksempel lege gemmeleg med ham – holde ham for øjnene, mens nogen gemmer sig, og så kommer han og finder. Han er også min ”ambulancehund”. Der opstår jo kriser her i livet, og rammer det gode venner, tager jeg ham med ud til en snak. Han er en dejlig afledning i sådan en situation. Måske er han buddhist?”, foreslår Mette.
Hun synes endda, hun kender hans stemme, og går og taler som ham – taler om hans overvejelser.
”Men det er nok bare mig. Det er i hvert fald en lettelse med en hund, man gensidigt forstår. Jeg havde en barndomshund, der var småtosset. Lige før familien gik i opløsning, kørte min far en hund i stilling. Det var et gadekryds, men vi anede intet om hunde. Jeg gik rundt og tjattede til min hund med en pind, for det troede jeg, man skulle. Den bed postbuddet og angreb andre hunde, og man kunne slet ikke regne med den. Det var synd.”
En helt anderledes opvækst har Stoffer haft. Den nye familie fik ham om sommeren, og Mettes mand Steen tog ”barselsorlov” og boede oppe i sommerhuset med det nye familiemedlem i den første halvanden måned. Børnene var til Mettes lettelse enige om, at ”Steen og Stoffer” lød sjovt, og hvalpen blev straks døbt.
”Jeg ville jo have hegn omkring vores sommerhusgrund, men Steen mente ikke, det var nødvendigt, så Stoffer har rigtigt mange venner i sommerhuskvarteret. Han har sågar været helt nede ved fiskebilen alene og fået en fiskefrikadelle, så da bilen kom kørende næste gang, råbte fiskehandleren ”Davs do”, og så måtte vi pænt hen og stå i kø, og poterne op på disken og få sin delle. Og pludselig ringer genboen og siger, at Stoffer lige er hos dem lidt og hører klassisk musik i deres stue. Det synes de er hyggeligt.”
Ven med butiksejerne
Mette smiler og ryster opgivende på hovedet som for at illustrere, at hun har kapituleret, hvad angår hegn. I det hele taget har hun overladt meget med Stoffer til hans makker Steen. Han har nemlig haft labradorhunde før, så det er også ham, der har trænet med Stoffer. Det har han gjort godt. Da vi går en lille tur ned ad Østerbrogade for at finde et godt sted at tage billeder, har Mette ikke engang line med til ham. Og da hun lige slår et smut i Irma, sidder Stoffer bare udenfor og venter, mens han stirrer ufravendt mod indgangen. Til gengæld går han selv ind i blomsterbutikken, da vi går videre.
”Jeg må hellere lige gå med ind,” undskylder Mette og iler efter sin smukke labrador. Fotografen er hurtig og suser med ind og trykker på knappen, da Stoffer får sit æble, en lille tradition, han har med indehaveren. Nok den helt rette godbid til en madglad lab, der har mange venner i kvarteret. Og som faktisk halter en smule indimellem.
”Han er den dyreste hund i kvarteret. Han havde to ben, der klikkede, og er blevet opereret utallige gange på Landbohøjskolen. Med skruer ind og ud igen, det var hårdt. Han så herrens ud, når han kom der med benene bundet ind og skruer alle vegne. Min datter var ikke så gammel på det tidspunkt og sagde: ”Jeg kan godt sige dig, mor, at hvis de andre hunde griner af ham, så tæsker jeg dem.” Og min søn bad om, at vi ikke gik helt med hen til skolen. Da var Stoffer altså for pinlig.”
Godbidsruten
Det er han også tæt ved at være uden for blomsterbutikken, hvor Mette lige når at puffe ham væk, inden han kvitterer for æblet op ad en blomsterspand. Hans ben ser ud til at være kommet sig fint, men man aner en halten indimellem. Dog ikke mere, end at han pludselig spæner det sidste stykke hen til pølsevognen på Trianglen og stirrer indgående på pølsemanden, der finder en kold pølse og serverer den for en lykkelig Stoffer. Mette løber derhen og tilbyder at betale, men det er på huset, svarer pølsemanden. Bagefter sætter Stoffer kurs direkte mod sandwichstedet i den gamle kioskbygning. Her kommer ejeren ud med et par stykker kylling til ham.
”Det er altså kun til ære for fotografen, at han både får pølse og kylling i dag, for han er på diæt, så han ikke overbelaster sine ben. Men alle hunde får kylling hér, så sandwichmanden er meget populær,” fortæller Mette og kalder på Stoffer, så vi kan komme væk fra fristelserne.
Max kærlighed
Midt i fotoseancen møder vi Mettes kønne datter Solvej med en veninde. Hun afslår at være med på et billede – og det er IKKE mor, der spørger! Måske man som kendt fra en vildt kikset mor-rolle gør sig ekstra umage for ikke at være det. Mette snupper en hurtig bid af sin datters sandwich og vinker kort til hende, så de to piger kan komme videre. Faktisk virker hun meget langt fra den bulldozer af en mor, der medvirker i ”Max Pinlig”-filmene. Når hun taler om sine børn, minder det højst om en af de sidste scener i ”Max Pinlig 2”, der ender med accept af og respekt for den efterhånden store søn.
Al tvivl om, hvorvidt en hund ville bringe konflikter i den sammenbragte familie, er i øvrigt gjort til skamme.
”Stoffer elsker jo dem alle sammen og er bare til enorm fælles glæde. I en mindre skala lærer ungerne da også lidt om omsorg og ansvar – og at sætte sig selv til side for at gå hjem og lufte nogle gange,” siger Mette og tjekker, at den lækkersultne og lydige hund er med på vej over lyskrydset.
Da vi skal til at sige farvel henne ved gadedøren, når vi lige at blive vidner til en hot hundedate mellem Stoffer og en laber labrador/border-pige. Ejeren har tidligere talt med Mettes mand om et kuld hvalpe, og nu er den kønne hunhund snart i løbetid. Mette synes, det kunne være sjovt, men agter ikke at beholde én af hvalpene, for: ”Stoffer er alt for blød og ville bare blive trynet,” siger hun med et mildt blik på sin brune ven. Ejerne udveksler telefonnumre, og vi vinker farvel til en MAX kærlig og langt fra kikset (hunde-)mor.
Blå bog
Skuespiller Mette Agnete Horn (født 11. januar 1965) er uddannet fra Aarhus Teater i 1991. Hun har medvirket i flere satiriske tv-programmer, bl.a. ”Er du skidt, skat?” (2003), adskillige danske film og er medlem af teatergruppen Emmas Dilemma. I tv er hun senest kendt fra rollen som moren Agnete i serien om drengen Max, voksenjulekalenderen ”Hjælp! Det er jul” samt som hustru til den håbløse kommunikationschef Flemming (Lars Brygmann) fra tv-serien ”Lykke”. Snart begynder indspilningen af tredje og sidste Max-film, hvor det bliver megapinligt, at MOR tager med på Roskilde Festival.
Privat er Mette gift med Steen, og tilsammen har de børnene Pelle og William på 17, Solvej på 14, angoramarsvinet Buuit på otte og labradoren Stoffer på syv.
Tekst: GERTRUD BAUN // FOTO: PER ARNESEN
