Desværre er vi midt i en uheldig udvikling. Flere og flere hunde bliver hvert år stjålet fra deres hjem. Udviklingen ser ikke umiddelbart ud til at aftage, tværtimod. En vigtig årsag er, at straffen for tyveri af en hund alene fastsættes ud fra hundens økonomiske værdi. Således er der ikke forskel på konsekvenserne, om man stjæler en cykel eller en hundehvalp, hvis genanskaffelsesværdien for dem begge er fx 7.000 kr.
Nu tør jeg godt røbe over for Danmarks lovgivende forsamling, at det forhold, jeg har til min hund, er noget tættere og mere personligt end det forhold, jeg har til min cykel … Min nuværende hund fik jeg nogenlunde samtidig med min søn, og dagligt ligger de to sammen på gulvet og hygger sig, som de har gjort hele deres liv, og de er næsten uadskillelige. Den ’værdi’, hunden har for min søn (og mig), kan man ikke sætte en kontant værdi på. At få sin hund stjålet er for mig at se langt værre end at blive udsat for røveri. Og netop straffen for røveri er hård og ser ikke meget på den kontante værdi af det, som er blevet stjålet, men på at et andet menneske har lidt psykisk eller fysisk overlast, og det er særdeles skærpende. Stjæler man fx en Apple-laptop ved et indbrud, er straframmen op til halvandet års fængsel, jf. § 276, for tyveri, men man idømmes typisk op til 40 dage. Stjæler man den samme computer ved at true sig til den på gaden eller ved disken i en computerbutik, er det røveri, og man dømmes efter § 288, stk. 1, som giver op til seks års fængsel, og ofte gives der maksimal straf.
Min påstand er, at hundetyveri er røveri. Det er et voldsomt psykisk overgreb på den hundeejer eller familie, som udsættes for det, og derfor bør de, som begår forbrydelsen, også straffes efter røveriparagraffen. Med udsigten til seks års fængsel og ikke bare 10-40 dage i et åbent fængsel eller med fodlænke på vil hundetyve formentlig tænke sig langt bedre om og kunne indse, at det ikke er en risiko, som er værd at løbe.
Det skal vi så bare have overbevist Danmarks lovgivende forsamling om!
