En gang om ugen mødes en gruppe eks-soldater på Svanemølle Kaserne for at træne sammen med deres nye hundemakkere. Vi med Hund var med og blev en hel del klogere på, hvor stor forandring en hvalp kan skabe for mennesker med krigstraumer.
Af Berit Jarmin // Foto: Mark Trustrup
Hvalpene myldrer ind og ud mellem hinanden på deres bløde og usikre ben i skyggen af æbletræerne, der står i fuldt flor på Svanemølle Kaserne. Ejerne i den anden ende af snoren har deres hyr med at vikle snorene fra hinanden, mens de snakker med hinanden og med hundetræner Hanne Troensegaard om, hvordan det går med deres hvalpe. Det er torsdag eftermiddag, og de fem krigsveteraner og deres hundehvalpe mødes til den ugentlige træning. Hanne kigger med stolthed på sit ‘kuld’, der tæller to sorte labradorhanner, en fin lille labradortæve med lidt boxer i, en golden retriever og en ‘golden doodle’, der er en blanding af en golden retriever og en puddel. Hver enkelt hund er håndplukket fra avlere rundt om i Danmark, sådan at deres temperament passer til ejerens:
“Inden vi valgte hundene, har vi haft en lang snak med krigsveteranerne om, hvilken slags hund, de gerne vil have. Nogle ville helst have en ‘modig’ og ‘frembrusende’ type og andre en som er lidt mere tilbageholdende. Men fælles for hundene er, at de er meget glade for mennesker, og når de skal fungere som servicehunde, er det vigtigt, at de søger den menneskelige kontakt fremfor alt andet,” fortæller Hanne Troensegaard, som har uddannet førerhunde til blinde i 27 år og servicehunde i 10. Det er hende, som skal lære krigsveteranerne, hvordan de uddanner deres hunde til servicehunde igennem de næste to år.
Alternativ til medicin
Hunde og ejere bliver kaldt over til træningsarealet. Det er bare anden gang, de 10 uger gamle hvalpe er til træning, men det ser ud til, at de virkelig har flair for det. De er opmærksomme på deres ejere og kan slet ikke vente med at gøre det rigtige – godt hjulpet på vej af lækre godbidder. “Timingen er rigtig vigtig, når vi belønner,” forklarer Hanne:
“Hunden skal vide, hvad det er den har gjort rigtigt, og hvad det er for en adfærd, vi gerne vil se mere af.” Hvalpene begynder med ‘almindelig’ hvalpetræning, før træningen i løbet af det næste år bliver mere målrettet. Efter hver uges træning lægger Hanne Troensegaard en video op på den fælles Facebookgruppe, så krigsveteranerne har mulighed for at se øvelserne igen.
“Mange af os har problemer med hukommelsen, så det er rart, at vi lige kan se det igen,” siger Mikkel, som er en af veteranerne i projektet. Sif, hans lille sorte tævehvalp kigger interesseret op på ham, mens han taler. Mikkel har arbejdet som korporal i den Danske Internationale Brigade og været udsendt til Kosovo, Irak og Afghanistan. Han er mest plaget af sin PTSD om natten, hvor han bliver vækket af mareridt: “Det sidder i underbevidstheden hele tiden. Mange af os sover meget lidt, fordi vil altid er på vagt. Når vi er i terapi, skal vi prøve på at huske, hvad der er sket for at få det ud af systemet, og så prøver de også at se om medicin kan hjælpe,” forklarer han. Det var ønsket om at finde en et alternativ til medicinen, som fik Mikkel til at interessere sig for servicehunde.
“Jeg har haft hund i lange perioder af mit liv – både som barn og voksen, og jeg ved, hvilken positiv forskel det kan gøre. Det kræver meget, men man får endnu mere igen. Måske er det det puf, der skal til, for at det begynder at gå i den rigtige retning”, siger Mikkel, der til daglig er ejendomsteknisk medarbejder på en skole, og her er Sif allerede er blevet et kært medlem af medarbejderstaben.
Fødderne ryster mindre
Klassens største dreng, Store Delta eller bare Delta, som han hedder, når han ikke er til træning, bor hos Henrik og Hanne. Hanne prioriterer at tage med Henrik til træningen hver uge for at lære mere om hunde og for at støtte ham i hans arbejde med hunden.
“Jeg har altid været et kattemenneske, så det er helt nyt for mig”, siger Hanne, der tager notater fra træningen, så Henrik kan gennemgå dem bagefter.
“Det er jo det med hukommelsen”, siger hun og følger interesseret med fra sidelinjen. Det har været noget af en omvæltning for dem at få en hvalp. Men med en hotline til Hanne Troensegaard har de fået styr på det uden for meget stress.
“Henrik er virkelig gået all in, og det fylder meget på den gode måde,” fortæller Hanne.
Delta er med Henrik på arbejde på et lager hver dag, hvor den ligger og sover, mens han arbejder. Over middag kommer en kollegas datter og går en lille tur med ham, og det elsker både hunden og pigen.
“Jeg har kun haft positive reaktioner fra kollegaer over, at jeg pludselig kom med en hund på arbejde hver dag. Chefen har endda givet mig en ny firmabil, før end han skulle, så jeg kunne have plads til Delta,” fortæller Henrik. For ham er det, når hjernen ikke er beskæftiget, at PTSD’en er værst.
“Jeg har en film, der kører for øjnene 24/7 med brudstykker af krig og ødelæggelse, hvis jeg ikke laver noget eller prøver at slappe af,” forklarer han.
“Når det sker, begynder mine fødder at ryste, men det er faktisk blevet bedre, efter jeg har fået Delta. Når han er i nærheden, er det som om, jeg får mere ro på,” fortæller Henrik, som var udsendt til Balkan i flere omgange i midthalvfemserne.
En helt anden hverdag
Hvalpetræningen er ved at være slut for denne gang. Den sidste øvelse er indkald. En for en skal krigsveteranerne slippe deres hunde og prøve at kalde dem til sig. Øvelsen går rigtig fint. Det er tydeligt, at hvalpe og ejere allerede er blevet knyttet til hinanden. Bagefter får hundene vand, mens vi snakker. Når hundene er omkring et år gamle, skal de på kursus i to måneder hos Hanne Troensegaard, som skal stå for den specialiserede del af træningen.
“Så er det os, der kommer og besøger Hanne for at se, om vores hunde har det godt,” siger Jan med et smil. Hans liv er blevet vendt op og ned siden golden retrieveren Cezar er flyttet ind.
“Jeg har haft hunde flere gange før, men man glemmer jo helt, hvor meget en lille hvalp fylder”, siger han.
“Jeg stoppede med at tage sovemedicin den første nat, for jeg er jo nød til at kunne høre ham, når han skal ud og tisse,” siger han. “Men det går rigtig godt. Man bliver træt og afslappet på en hel anden måde, når man skal holde styr på sådan en lille gut og kommer ud og får frisk luft.” Jan er uddannet brandmand og bor på Soldaterhjemmet ved Høvelte Kaserne efter han fik en alvorlig nedtur for to år siden. Han har fløjet MedEvac (militær lægehelikopter, red.) i forsvaret on and off i 30 år – et arbejde der gik ud på at hente sårede soldater hjem fra krigszoner. I dag kan han ikke arbejde på grund af en kombination af PTSD og fysiske skader.
“Men det kom alligevel bag på mig, hvor mange ressourcer jeg egentlig havde, da jeg fik sådan en lille fyr ind af døren, og sådan tror jeg, der er flere af os, der har tænkt,” siger Jan. Mikkel giver ham ret: “Jeg kunne virkelig ønske, at der var flere krigsveteraner, som kunne få muligheden, men det er jo ikke helt billigt, så det kræver, at vi finder nogle flere sponsorer,” siger han, og løfter sin tilfredse og trætte hundehvalp op og siger farvel.
Eks-soldaterne fremstår kun med fornavne, da det er Forsvarets politik.
