Bubber om sin hund Balou: ”Jeg forstår ham ikke, men sød er han”

Vi med Hund kan afkræfte en del af de rygter, der går om tv-manden Bubber. For eksempel er han ikke det fjerneste bange for hunde. Men forstå sig på dem gør han heller ikke. Det gør hans kone Christina Ibsen Meyer til gengæld. Så nu har Bubber foreløbig undt hende at have hund i 17 af de år, de har været sammen.

Bubbers kone Christina – eller Ibsen, som hun bliver kaldt – har foreslået, at vi skulle mødes ved restaurant Orangeriet i Kongens Have, og bedst som den nærsynede journalist mener at have fået øje på en hund med to ejere i den anden ende af parken, brager døren til Orangeriet op bagved. Ud kommer en storsmilende Bubber med et ”Heeeeeeej”, et varmt kram og en speed-snakkende forklaring om, at ”jeg gik altså bare igennem restauranten, men der er vist ikke åbent endnu”. Et øjeblik efter kommer en smilende hustru og en højlydt hilsende lille krølpels ved navn Balou samme vej fra. På en fuldstændig fantastisk forårsdag bliver vi enige om, at det slet ikke gør noget, restauranten ikke er åben endnu, for vi må ud i solen og tage billeder og lave interview.

Når man skal mødes med en, der har været kendt i så mange år som Bubber, og som har været så meget omkring i tv-branchen som han, er der rigtig meget, man tror, man ved i forvejen. Man hører en del, og resten kan man jo se i fjernsynet. Han er jo for eksempel en superflink fyr. Og er der ikke noget med, han bor i Charlottenlund? Men blev han skilt? På redaktionen går der rygter om, at han ikke vil interviewes til hundebladet. At han i øvrigt slet ikke har hund. Han skulle faktisk være bange for hunde. Jeg skriver til ham, men seneste rygte lyder, at hunden er død, så jeg sender fluks en ny mail med en undskyldning … hvorpå Bubber svarer: ”Vores hund lever i bedste velgående, vi er flyttet til København, og vi vil gerne møde jer. Ring til min kone, og aftal det med hende!”

Økologisk bomuldstot med cirkustalenter
Så ukompliceret kan det være. Og lige så nemt er det at være i selskab med Bubber og Ibsen. Og Balou ikke at forglemme. En kæk lille herre, der ligner en tot ubleget, økologisk bomuld og er mindst lige så blød. Det kommer der af at blande cairn terrier med pudel. Han tuller logrende og energisk rundt i sin egen lille hundeverden under hele interviewet. Når der altså ikke lige vanker fint, fraskåret kød inde fra restauranten, så han kan vise sine cirkusnumre. Fotografering, som de fleste hunde kører op over i løbet af fem minutter, tager han fuldkommen oppefra og ned. Eller nedefra og længerede ned, må det hedde i hans størrelse.

”Han tror selv, han er en farlig karl,” siger Ibsen og kigger efter sin hund, der letter ben op ad et af kongens træer og skraber noget så eftertrykkeligt i græsset bagefter.

”Se, det er sådan noget hundesprog, jeg ikke forstår en pind af,” siger Bubber, der konfronteret med rygtet om skræk for hunde forklarer: ”Jeg har aldrig været bange for hunde, vi har altid haft hund, men jeg forstår dem bare ikke. Jeg forstår ikke deres sprog og signaler, og dyr har aldrig sagt mig så meget – prøv at se der for eksempel, jamen hvorfor gør han sådan?”, spørger Bubber ivrigt og kigger hovedrystende efter sin kække forårshund, der sprinter rundt og gør og graver.

”Han er jo glad, det kan jeg godt se, og fordi han er vores, kan jeg jo også rigtigt godt lide ham, men det var IKKE mig, der ville,” siger Bubber med eftertryk og kigger fast på sin kone.

Det var Ibsen, der ville ha’ hund
”Nej, det er rigtigt. Det var mig. Også da vi fik vores første hund. Da jeg blev gravid med vores ældste datter, Sofia, som nu er 22, syntes jeg, vi skulle have hund. Jeg er selv vokset op med hunde, og det ønskede jeg også for vores børn. Vi havde granddanois og sanktbernhardshunde, men at vi lige selv fik en kæmpe newfoundlænder, der hed Numse, er altså Bubbers værk,” siger Ibsen og smider bolden tilbage til sin mand.

”Mange dedikerede hundemennesker blev nærmest stødt over, at vi havde kaldt vores hund for Numse, men det var, fordi man ikke kunne se forskel på for og bag, da han var helt babyhund. Og så fordi numse er et ret nuttet ord,” forklarer Bubber med hovedet lidt på sned, på den måde vi også kender ham fra skærmen, hvor han kan slippe af sted med hvad som helst.

I Bubbers barndom havde de skam også hund. I 24 timer. Ungerne havde plaget. Den kom en søndag eftermiddag, og da børnene kom fra skole næste eftermiddag, sad Bubbers mor og stirrede hjælpeløst på hunden. Hun anede ikke, hvad man gjorde med sådan en, så den blev leveret tilbage igen.

”Mit begreb om hunde har jeg sikkert med hjemmefra, men når Ibsen og jeg nu skulle have hund, så skulle det da være en ordentlig bamse. Og så blev den gudhjælpemig 12 år. Den var en god og skikkelig hund, men til sidst var den godt nok sløj, havde noget med nyrerne og kunne ikke holde sig eller dårligt gå. Og Ibsen ville ikke indse det. Så pludselig en fredag formiddag – vi skulle af sted på skiferie, og pasning var arrangeret – hører jeg hende sige: ”Bubber, du pakker resten, jeg kører til dyrlægen og får ham aflivet.” Bum, så var det det! Da var jeg godt nok fuld af respekt.”

”Jeg tudede hele den uge, vi var på skiferie, og min farmor døde oveni. Det var virkelig ikke sjovt,” siger Ibsen.

Alligevel tænkte Bubber, at nu havde de haft 12 år med hund, så nu skulle det være 12 uden. Og det mente han bestemt også, hans hustru var enig i. Det er jo besværligt at have hund. Alt skal planlægges og koordineres, hvis man skal noget, og de savler og fælder og lugter.

Hvem tror I går morgentur?
”Der gik kun tre-fire år, så begyndte vores yngste at plage. Laura var vel 11-12 år og gik nu selv hjem fra skole. Og Ibsen var ikke svær at overtale. Sofia syntes også, det kunne være sjovt, og jeg kunne da godt se argumenterne om ansvar og nogen at komme hjem til. Men vores søn Oscar og jeg betingede os, at vi ikke skulle have noget med det at gøre, den måtte hænge på de tre piger. Og se nu … hvem tror du, der går morgen- og aftentur?”, spørger Bubber og peger på sig selv med himmelvendte øjne.

”Men man kommer da ud i al slags vejr, og man får jo også et forhold til sådan et dyr, når man går de der ture, hvor jeg godt kan se, hunden er vildt glad.”

At der overhovedet blev sneget en hund ind i familien Meyer igen, skete, fordi de var ude og sejle en sommerdag. Der så de en lille hund på en anden båd.

”Vi kunne jo aldrig sejle med Numse, for han var alt for tung, båden ville være kæntret. Og den sommer så vi selvfølgelig bare hunde på alle både. Så kom jeg vist til at sige, at så skulle det også være en lille hund, man kunne sejle med. Men både Ibsen og jeg syntes, det var lidt kikset med små hunde,” siger Bubber.

Kort efter var Ibsen til en casting. Hun er både sygeplejerske og skuespiller og går stadig til en del castings. ”Så lå der den yndigste lille hund i et hjørne. Den var sort og krøllet og halvt cairn, halvt pudel. Jeg var helt solgt.”

I al hemmelighed kontaktede Ibsen opdrætteren ved Roskilde og fik at vide, der var hvalpe om fem uger. Da de var født, kørte hun derned uden at sige det til nogen. Hjemme igen overtalte hun Bubber, og så kuppede de den yngste datter og bildte hende ind, de bare skulle køre en tur og aflevere et manuskript et sted.

Balou valgte os
”Laura brød jo nærmest sammen af lykke. Der var fire hvalpe, og Balou valgte os. Han vraltede lige hen i armene på hende og blev siddende helt tæt ved hendes hals,” fortæller Bubber.

”Men vi begik den fejl at køre ned og hente hvalpen i Bubbers nye bil. Vi havde ikke kørt ret langt ad små landeveje, før Balou brækkede sig ud over hele bagsædet, og Laura og jeg sad og hviskede og prøvede at skjule det. Da vi kom hjem, for hunden ind i stuen og indtog huset med gøen, og Laura sov ikke hele den første nat, fordi der lå en klynkende, ansvarstyngende hvalp ved siden af hende i sin kurv.”

”Og det var jo det, jeg sagde: hvorfor påføre sig alle de besværligheder?”, sukker Bubber. Men parret er nu enige om, at derfra viste Balou sig som verdens nemmeste – og sjoveste – hund.

”Jeg har forsvoret hele mit liv, at jeg skulle blive sådan en hundemor, der ævler løs om sin hund … men han er bare SÅ skæg. Vores gamle hund var virkelig dejlig og skikkelig, men han var der ligesom bare. Balou har den største personlighed. Når vi kommer nogen steder, går han lige ind og tager en rulletur på tæppet, ligesom Lars Hjortshøj, der lavede rullefald i ”Mandrilaftalen”. Og han ’snakker’ meget. Der kommer de underligste lyde fra ham,” fortæller Christina.

”Og når Ibsen går, sætter han sig ned og hyler som en ulv lige op i loftet. Når vi så kommer hjem, så ’snakkehyler’ han. Han er bare ’alert’ på alting. Det meste kunne rage Numse en fjer, han lå bare i sin krog. Arh, indimellem gik han til slagteren. Han kunne komme gennem alle de hegn, vi satte op. Dengang boede vi i Charlottenlund. Så ringede de til os og sagde, at nu sad han der, og så hentede vi ham.” Parret griner.

”Når vi maler” … Ibsen og Bubber fortæller i munden på hinanden: ”… så følger han hvert et malerstrøg. Og da vi flyttede ind til byen, skulle han for eksempel have hele hovedet ind i skunken, når vi satte noget derind. Da vi boede i hus, opfandt han selv et system til at blive lukket ud i haven. Der sad sådan en lille kæde nederst på havedøren. Den daskede han én, så den klingede, og så sad han der og ventede, til vi lukkede op.”

Hunde gør mærkelige ting
Nu synes Bubber jo generelt, hunde gør mærkelige ting, men man er tilbøjelig til at give ham ret i, at hans egen har sine særheder. ”Hver aften lige omkring kl. 22.15 rejser han sig fra sin kurv eller sofaen og går demonstrativt langsomt ned ad vores lange gang. Måske ruller han sig li-i-ige lidt på løberen undervejs. Trisser videre til badeværelset, hvor han drikker en slurk vand. Ibsen mener ikke, han kan nøjes med at have vand i køkkenet,” afbryder Bubber sin egen fortælling og fortsætter: ”Og så går han laaaangsomt tilbage til sofaen eller kurven og sover videre. Det er da mærkeligt, ik’?”

Og Ibsen supplerer med at fortælle, at han leger struds. Han borer sit hoved ned i sofahynderne, og så skal man nærmest ligesom med børn sige: ”Hvor er Balou henne?”, før han titter frem igen.

En af Orangeriets ansatte kommer forbi med sin hund, og den vilde hunderomantik går i gang. Balou er vild med hende, og Alba, der har noget bulldog i sig, holder sig heller ikke tilbage.

”Sådan der er han både med mennesker og dyr. Han har et godt sind. Børn kan sætte sig oven på ham, han er virkelig sød og tillidsfuld. Og så er han trofast. Når vi går tur, tjekker han altid, om vi er med. Og stopper pænt ved kantstenen. Han er lydig, sjov og god til cirkuskunster,” siger Ibsen.

Bløde Bubber
”Meeeeen …”, kommer det fra Bubber, ”vi skulle jo have en hund, der IKKE gik i sofa og senge, og som IKKE tiggede. Det gjorde Numse aldrig. Balou gør det hele. Vi er jo ikke konsekvente, for pokker,” hvisker Bubber og fortsætter: ”Men han er snedig. Han sniger sig op i Ibsens side af sengen og ligger helt stille ved hendes ben. Og når hun er på nattevagt, går han aldrig op i sengen. Han ved godt, det er mig, der er den strenge. Når hele familien sidder i sofaen, sætter Balou sig og kigger. Så siger de andre: ”Sig det nu, far, sig det nu!” Så skal jeg sige ’kom’, så hopper han op,” fortæller Bubber og ryster på hovedet af sin egen blødhed.

Da vi er færdige med det sidste billede på en bænk i parken, samler Bubber noget op fra jorden, og hans kone hvisler: ”Bubber, lad det dog ligge!” Hendes mand stikker en pakke knapper i frakkelommen og svarer: ”Næj, det er altså mine knapper, de er faldet ud,” hvorpå de bryder sammen i grin, fordi Ibsen troede, hendes mand gik og samlede andre folks knapper op. ”Jamen, han har det dér gen fra sin far, hvor man lige gemmer dit og dat, fordi man tror, det kan bruges til et eller andet. Og så står der lidt for meget i kælderen,” griner Ibsen og tjatter ud efter sin mand, der går og gør nar af hende.

Et øjeblik efter bliver vi også antastet af en sikkerhedsvagt, fordi Balou egentlig skal i snor, og nu er vi færdige med billeder, så det kommer han fluks. Så har vi også fortjent en kop kaffe fra restauranten, der har åbnet i mellemtiden. I det samme kommer 30-40 danske og etniske unge småløbende forbi, og nu lyder de første ti ”Hej Bubber”, ”er det din hund?”, og han svarer dem alle og råber: ”Hvad så, skal I ikke løbe – kom så!”

Skat, du vil da vel ikke ha’ …?
Balou ser fuldstændig ubekymret op fra sin snusen omkring. Han kunne ikke være mere upåvirket af fotosession, fremmede, der vil klappe, og en efterhånden myldrende forårspark. Fotografen vil lige have et allersidste billede helt tæt på. Han beder Bubber tage Balou på skødet. Den kække tv-vært joker lidt med, om det mon vil skade hans image at blive foreviget med skødehund. Men mon ikke Bubber efterhånden har vovet sig ud i så meget, at det billede ikke gør fra eller til?

Der var i hvert fald ikke mange af rygterne, der holdt stik. Bubber er ikke bange for hunde. Han bor ikke i Charlottenlund længere, men i midten af København. MED sin skønne kone, som han elsker højt – for ellers havde han overhovedet ikke hund!

”Det er besværligt og ulækkert og kræver planlægning at have hund, men jeg under Ibsen det. Men skat, du vil da ikke igen, når …?”, Bubber peger bare på Balou uden at gøre sætningen færdig. Hans kone smiler meget bredt til ham, men holder munden strategisk lukket. Indtil smilet brister, og hun udbryder: ”Jeg ELSKER den hund.”

Et af rygterne holder nu: En superflink fyr, det er han, ham Bubber … selv om han ikke forstår sig et bjæf på hunde.

BLÅ BOG
Den danske tv-vært Bubber med døbenavnet Niels Christian Meyer er født 11. december 1964. I offentligheden har han aldrig været kendt som andet end ”Bubber”. Han begyndte sin karriere som stik-i-rend-dreng på Nordisk Film og blev hurtigt vært på programmet ”Bubbers Badekar” på Kanal 2. I 1990 hentede han programmet med over på TV2 og er i dag en af Danmarks mest kendte tv-værter. Bedst kendes han nok fra børneprogrammerne ”Bubbers Badekar”, ”Snurre Snups Søndagsklub” og dokumentarprogrammerne ”Bubber og B.S.” samt ”Danmark ifølge Bubber”. Selv var han børne- og ungdomsredaktør på TV2 i årene 2001-2004. Også i cirkusverdenen har han slået sine folder, særligt som sprechstallmeister for Cirkus Arena gennem syv år. Bubbers kælenavn opstod umiddelbart efter fødslen. Da hans farfar så sit helt nyfødte barnebarn, udbrød han ”bubbele”, der betyder dukkebarn på det jødiske sprog jiddisch. Bubber har tre børn og hund nummer to med sin kone, Christina Ibsen Meyer, som han har været gift med siden 1991. Sofia, 22, og Oscar, 20, er flyttet hjemmefra, mens Laura på 18 stadig bor hjemme. Og så har han en Luffe 37-sejlbåd, der hedder SOL og er opkaldt efter de tre børns forbogstaver.

Tekst: Gertrud Baun // Foto: Per Arnesen

RELATEREDE ARTIKLER

Seneste

Populære

Airbnb for hunde

Hundeejere er sjældent glade, når de af den ene eller den anden grund er nødt til at forlade deres hunde i nogle dage. Hvis venner

Læs mere »