Det er vigtigt at aktivere din hund – det er en del af dens udvikling!
Vores dejlige hunde holder aldrig op med at synes, at det er smaddersjovt at lære noget nyt sammen med ejeren. Træningen skaber ikke bare et tættere bånd mellem hund og ejer, men giver også din hund en masse godt brændstof til hjernen. Her kan du lære, hvordan du træner din hund til at falde død om.
Trin 1. Første trin i øvelsen er at få hunden til at sidde pænt. En af måderne er at holde en godbid over hundens snude. Træk hånden lidt opad og bagud hen over hundens hoved, så den må løfte forbenene fra jorden. Beløn hunden. Hver gang man starter en øvelse ved at lokke med en godbid, skal den holdes max. fem cm. fra hundens snude. Godbidden skal fungere ligesom en magnet, og magneter virker som bekendt ikke, hvis de kommer for langt fra hinanden.
Trin 2. Fortsæt indtil hunden kan sidde og holde balancen. Hvis hunden skal sidde i længere tid, så gå langsomt frem. For det kræver, at hunden får trænet sine rygmuskler op, så den kan holde balancen. Du kan også lære din hund at sidde pænt ved at få den til at berøre dine hænder med poterne. Beløn og ros, når den sætter poterne på dine hænder. Ryk gradvist hænderne længere og længere op. Efterhånden skal hunden kun sigte på hænderne, men ikke røre dem. Denne metode kan være en hjælp for hunde, der ikke løfter poterne højt nok op.
Trin 3. Når hunden har lært at sidde med løftede poter, er det på tide at tilføje en kommando – f.eks. “Hands up” og lære hunden, at den skal reagere på et håndtegn, der ligner en pistol. Trap gradvist det gamle håndtegn ned til en lille bevægelse. Sig den nye kommando og vis det nye håndtegn, lige inden du viser det “gamle håndtegn”. Efterhånden begynder hunden at reagere på det nye håndtegn.
Trin 4. Næste trin er at få hunden til at dække og derefter rulle om på ryggen på kommandoen “Bang”. Vi bruger samme metode som før. Sig den nye kommando først, derefter den gamle kommando – i dette tilfælde “dæk”. Efter nogle gentagelser vil hunden begynde at reagere på den nye kommando. Gentag den nye kommando efterfulgt af den tidligere kommando, indtil hunden er sikker. Og ja, hvis du bliver ved med at sige dæk til hunden i andre sammenhænge, har du stadig din dækkommando i behold.
Trin 5+6. Sidste element er at få hunden til at rulle om på ryggen og få den til at blive liggende. Det trænes som et helt separat moment. Det hurtigste er at lokke hunden ned i dæk med en godbid i hånden. Hold hånden med godbidden på den ene side af hunden, så den kommer til at ligge på den ene side – det er første trin. Beløn hunden for at ligge på siden. Hunden skal have belønningen sådan, at den bliver liggende. Ha’ derfor godbidderne parat på et lettilgængeligt sted, så hunden kan få flere godbidder, mens den ligger på siden. Næste trin er, at dreje hunden rundt, så den kommer om på ryggen. Før langsomt din hånd hen mod hundens skulder og om mod ryggen. Husk magnetprincippet og hold godbidden tæt på hundens snude. Hvis man bevæger godbidden for hurtigt eller i en forkert vinkel, drejer hunden bare hovedet og ikke kroppen. Når hunden er kommet om på ryggen, belønner du med flere godbidder og roser den. Aftrap hurtigt godbidden og håndbevægelsen, så hunden kan rulle om på ryggen og blive liggende på et verbalt signal.
Trin 7. Sidste trin er at lave de enkelte, små elementer lige efter hinanden uden at hunden belønnes ind imellem. Så har du et færdigt trick, som du kan underholde venner og bekendte med. God fornøjelse!