At aktivere sin hund handler om at få dens hjerne til at arbejde og dermed blive stimuleret. Stimuleringen kan også komme i form af fysisk aktivitet.
Tekst og Foto: Rune Fich Weischer
Man kan som regel få et nogenlunde godt indtryk af, hvor godt en hund er stimuleret, ved at se på, hvor meget og hvor dybt den sover efterfølgende. Mindre hunderacer kan man relativt let gøre trætte rent fysisk med motion, men det kan være vanskeligt med de større hunde, og især brugshundene. Min egen ungarske vizsla kan let komme op på over 40 km løb på en dag, hvor vi er i skoven og arbejde under jagter, og det giver sig selv, at en hund med så meget løb i benene er meget svær at gøre træt alene ved at gå tur med den. Det skal i givet fald være en ualmindelig lang gåtur, og det ville jeg næppe selv orke. Få minutter efter hjemkomsten fra en almindelig gåtur er min vizsla som regel oppe i samme høje tempo og energiniveau som umiddelbart før afgang. Hvordan gør man så sådan en hund træt og tilfreds? En god og effektiv metode er at gøre hunden træt rent mentalt. Man kan lidt populært godt sige, at afstanden fra snude til hjerne er kortere end den fra poter til hjerne. Vil man gøre sin hund stimuleret mentalt, er det snuden, som skal udfordres og måske ikke så meget fysikken. Et godt eksempel er min egen hund, der som sagt ikke kan køres træt rent fysisk, men som efter 20 minutter med målrettet og udfordrende snude-aktivitet, sover som en baby.
Aktivering – ej træning!
Det er vigtigt at understrege, at aktivering af en hund via snuden ikke har noget med sporhundetræning at gøre, selv om man kan finde meget inspiration ved at kigge nærmere på de metoder, de benytter. Det har vi også gjort en del i de seneste udgaver af Vi med Hund. Dyrker man egentlig sportræning eller Nose Work, vil aktivering med snuden nok ikke være det mest oplagte at kaste sig ud i, da det kan ødelægge den målrettede træning, men for alle andre hunde end lige sporhunde er snude-arbejde noget af det bedste, man uforpligtende kan underholde sin hund med.
Tilgang til snude-aktivering
Det er så ’heldigt’, at stort set alt, som dufter godt og spændende for hunde, som regel gør det direkte modsatte for mennesker. Det er ikke mange hundeejere, jeg kender, som fx deler deres hundes begejstring ved at rulle sig i en død ræv, den finder i skoven. De fleste hunde vil uden forudgående introduktion øjeblikkelig begynde at følge et spor af bloddråber, men blod fra den lokale slagter kan være lidt bøvlet at have med i lommen på gåturen med hunden. Det samme gælder de mange både kunstige og naturlige duftstoffer, man kan købe i små flasker, tiltænkt sportræning. Men det behøver nu heller ikke være så blodigt det hele. Har man en jæger i netværket, har man god adgang til fx skind og klove fra råvildt eller fasanvinger. Alle tre ting indeholder stort set ikke blod eller andre væsker og kan enten tørres eller fryses og bruges flere gange. Andre ting kan dog også bruges, fx tøj fra en bekendt eller et ynglingslegetøj som en gennemgnasket tennisbold. Kort sagt kan alt med genkendelsesglæde benyttes, afhængig af hundens niveau. Tøj og legetøj kræver dog lidt mere introduktion, end skind og klove gør, da sidstnævnte automatisk påkalder sig hundes opmærksomhed af helt naturlige årsager.
