Broholmer

Raceportræt af en broholmer

Sådan skal en broholmer se ud
1.Hoved:
Broholmeren er en kraftigt bygget hund af mastiff-typen med et stort og tungt hoved.

1.Øjne:
Øjnene hos broholmeren er store og mørkebrune.

1.Ører:
Ørene er middelstore og sidder højt oppe på hovedet. De har et lille ’knæk’ og hænger så fladt ned ud for ansigtet.

1.Hale:
Halen er lang og bæres hængende. Ved leg og anden aktivitet stritter den en smule opad.

1.Pels:
Broholmeren har en kort glat og tætliggende pels, der fælder en del om foråret og efteråret. Derfor er det en god ide at børste hunden grundigt med jævne mellemrum, så får du færre hår liggende i hjemmet. Den har desuden en kraftig underuld.
Farven er gul med sort maske, rødgylden eller sort med hvidt på bryst, poter og halespids. Den sorte broholmer ses ikke tit i Danmark.

1.Højde og vægt:
Hannerne er ca. 75 cm over skulderen, og hunnerne er ca. 70 cm. Hannerne vejer 50-70 kg og hunnerne 40-60 kg.

Kilde: Politikens Hundebog, Aschehougs Hundeleksikon, Hunde – Illustreret Opslagsværk.

Værd at vide:
Historie:
Broholmerens historie går langt tilbage. Det berettes, at Kong James VI af Skotland i forbindelse med sit bryllup med Frederik II’s datter i 1589 forærede det danske hof nogle store prægtige hunde af mastiff-typen. Disse hunde blev parret med flere af datidens store hunderacer, og med tiden opstod en hund, som man kaldte ’Den gamle danske Hund’. Racen var på et tidspunkt tæt på at uddø, men i 1850 besluttede hofjægermester Sehested fra Broholm Slot at forsøge at redde den. Han avlede og forærede hundene væk til folk, der ville deltage i avlen. Racen skiftede navn til broholmshunden og blev igen en almindelig og værdsat race. Kong Frederik VII og Grevinde Danner havde flere broholmere ved hoffet i Jægerspris, hvorfor broholmere også er blevet kaldt jægersprishunden. De er afbildet med deres hunde ved adskillige lejligheder. Hundene blev blandt andet brugt til at jage spøgelser væk fra soveværelset inden kongens sengetid. Kongens hund hed altid Tyrk uanset køn, og grevindens hed Holger. En af disse ’Tyrk’-hunde er udstoppet og kan ses på Zoologisk Museum i København.

I begyndelsen af 1900-tallet førte hundesyge, epidemier og indavlsproblemer til, at racen stort set forsvandt. I 1974 blev racens anden redningsaktion påbegyndt. Efter en landsdækkende eftersøgning fandt man frem til nogle få broholmerlignende hunde, og ud fra dem blev racen rekonstrueret med hjælp fra blandt andet mastiff og sankt bernhards-hund. I dag er racen relativt almindelig igen.

Aktivitet og motion
Broholmeren er en stor hund, der kræver fysisk og en smule mental træning. Det er vigtigt, at du er en stærk leder, da hunden kræver lidt opdragelse på grund af sin størrelse. Hunden er ivrig for at lære, men træningen skal baseres på lyst og ikke tvang. Derfor skal du være venlig og tålmodig, når I træner, og vise hunden tillid. Så lærer den bedst.

Temperament
Broholmeren er en solid og rolig hund med et godt temperament. Den er en god familiehund og er vagtsom uden at være aggressiv. Til gengæld bryder den sig ikke selv om at blive skældt ud. Så bliver den meget ked af det. Broholmeren er harmonisk og nysgerrig og skal helst være selvsikker i sin optræden.

Pleje
Broholmerens korte pels fælder meget, og den skal derfor børstes jævnligt for at undgå for mange hår rundt omkring i hjemmet. Man kan bade sin broholmer alt efter behov, men det er ikke noget, den kræver ofte.

Levealder
Broholmeren bliver mellem 7 og 10 år.
To andre hunde, der minder om racen

Rottweiler
Rottweileren er ikke en hund for nybegyndere eller for folk, der ikke er indstillet på at bruge tid på at socialisere den. Har man det, kan man få en god hund, der er velegnet som både familiehund, vagthund og brugshund. Den er intelligent, kærlig, rolig og modig, og pelsen er nem at holde og kræver kun lidt pleje. Rottweilerens historie peger mange tusinde år tilbage i tiden til perioden, hvor romerne erobrede Europa. På et tidspunkt belejrede den romerske hær et tysk område, der senere kom til at hedde Rottweil, og her beskyttede hundene de store kvægflokke, som hæren havde med. Deraf kommer hundens navn.

Leonberger
Leonbergeren er en venlig, intelligent og glad hund, der er meget tålmodig over for børn. Den er aktiv, elsker vand og er en udmærket lydighedshund. Leonbergeren opstod, da en tysk hundeentusiast, Heinrich Essig, i midten af 1800-tallet ville skabe en hund, der skulle ligne løven i byvåbnet. Derfor krydsede han sankt bernhards-hunde med sort-hvide kontinentale landseere. Efterfølgende krydsede han afkommet med den hvide pyreneerhund. Resultatet blev den bamsede løveagtige leonberger. Hunden er stor og muskuløs, men samtidig elegant at se på. Pelsen kræver ingen særlig pleje, dog kræver hunden, at den bliver aktiveret og motioneret dagligt.

Broholmer
•Motion
•Størrelse
•Pleje
•Familie

En broholmer er til dig, der …
1.Vil have en solid og rolig hund
2.Vil have en hund med et godt temperament
3.Vil have en hund, der er en glimrende familiehund

En broholmer er ikke til dig, der …
1.Ikke vil have løse hår i huset
2.Ikke har mulighed for at socialisere hunden tidligt
3.Ikke har ret meget plads

Tekst: Kenneth Nielsen // Foto: Gertrud Baun

RELATEREDE ARTIKLER

Seneste

Populære

Airbnb for hunde

Hundeejere er sjældent glade, når de af den ene eller den anden grund er nødt til at forlade deres hunde i nogle dage. Hvis venner

Læs mere »