Schæfer

1799

Schæferen var oprindeligt hyrdehund i Tyskland. De blev ofte avlet i forhold til deres evner i stedet for deres ydre. Det resulterede i en race, der var meget forskellige i både udseende og temperament. Da der i slutningen af 1800-tallet begyndte at blive etableret forskellige foreninger for de tyske hyrdehunde, var der derfor uenighed om, hvad standarden skulle være. Det lavede den pensionerede soldat Max von Stephanitz om på, da han dannede den endelige forening, Verein für Deutsche Schäferhund.

I 1891 begyndte han at udvælge de bedste hyrdehunde fra hele Tyskland til det avlsprogram, der skulle definere racen. Han fik gennemført, at en schæferhund først kunne bruges til avl, når den havde fået dokumenteret sin lyst og evne til at arbejde.

Hunden blev brugt til mange typer arbejde bl.a. som spor-, vagt- og lydighedshund. Den blev en fast del af politiet og også i militæret, da 1. verdenskrig kom. Den modige hund imponerede de amerikanske soldater, som vendte hjem med fortællinger om hunden i krig. Det gjorde hunden populær i de amerikanske hjem, og lige så stille bredte interessen for racen sig rundt omkring i verden.

Aktivitet
Det er vigtigt at aktivere schæferhunden både mentalt og fysisk for at fastholde dens afbalancerede sind. Man skal være opmærksom på, at den ikke fungerer som en rask følgesvend alene. Den vil gerne arbejde for sin ejer, og man kan derfor få meget ud af at gå til f.eks. agility eller lydighed med den.

Temperament
Schæferen er en selvstændig, lærevillig, intelligent og samarbejdsvillig race. Derfor egner den sig godt som både familie- og arbejdshund, hvis den får den rigtige træning. Den knytter sig meget til sin ejer og hjem, så den er en oplagt vagthund, da den vil beskytte sit territorium. Det gør også, at schæfere generelt ikke har tendens til at stikke af.

Pleje
Pelsen kræver kun lidt pleje, men det kan blive nødvendigt at fjerne døde og løse hår med en kam under fældningsperioder.

Levealder
En schæfer bliver cirka 13 år.

Hoved: Hovedets form er kileformet, men uden at være overdrevet langt eller groft. Hovedskallens længde svarer ca. til bredden. Næsen skal være lige og i et 50/50-forhold til skallen. Både over- og underbid er kraftigt udviklede og omkranset af nogle stramme læber.

Øjne: De middelstore øjne skal være mørke, mandelfarvede og en lille smule skråtstillede. Schæferen har ikke fremtrædende øjne.

Pels: Schæferens hårlag er stockhår med underpels. Pelsen er de fleste steder kort, men på halsen er den længere og kraftig. Pelsen bag på benene har også mere længde.

Schæferhunden kan være ensfarvet sort, grå, sort med rødbrune, brune, gule til lysegrå aftegninger. Den mest almindelige er den sorte i kombination med lysebrun, rødbrun, lysegrå eller gul. Her er det sorte altid formet som en sadel og hoved maske.

Ører: Ørene står fremadvendt og oprejst fra hovedet. De er middelstore og går op i en spids.

Hale: Halen er sat lavt og når mindst til midt på haseleddet – men ikke længere end til midt på mellemfoden. Når hunden går, må halen gerne være hævet, men aldrig over vandret. Pelsen på halen er busket og har en let fane.

Mål og vægt: Hannerne har en skulderhøjde på 60-65 cm og en vægt på 30-40 kg. Tævernes skulderhøjde er 55-60 cm og vægten 22-32 kg.

TO ANDRE SCHÆFERE

Hvid schweizisk schæfer
Den hvide schæfer bliver også kaldt hvid schweizisk hyrdehund. Den ligner schæferen til forveksling på nær den hvide farve og vinklingen på bagbenene. Den hvide schæfer stammer ligesom schæferhunden fra Tyskland, hvor den egnede sig særligt godt som hyrdehund, da de angribende dyr ikke kunne se forskel på fårene og den hvide hund. Racen har igennem tiden været udsat for mange fordomme, og i 1968 valgte den amerikanske schæferhundeklub at diskvalificere farven fra deres standard, hvilket skabte stor strid. Derfor ville opdrætterne af den hvide schæfer have godkendt den som selvstændig race. I 1999 blev racen registreret for første gang i USA. Racen kom først til Danmark midt i 1970’erne og har siden 2003 været godkendt i FCI. Navnet hvid schweizisk hyrdehund anvendes, hvis hunden er stambogført i DKK. I alle andre klubber i Danmark hedder racen hvid schæfer.

Altdeutscher schäferhund (langhåret schæfer)
Den langhårede schæfer har samme farve som den almindelige schæfer, men med en lang og blød dækpels. Den langhårede schæfer går ind under racestandarden for schæferhunden.

Den langhårede schæferhund har en lang ruhåret pels med underuld. Specielt ved ørekant, bag ørene, på bagsiden af forben og ved lændeområdet er hårene længere end på den almindelige schæfer. De danner faner fra albuen til mellemfod. Bukserne på lårbenene er lange og tætte.

Kilder: kfds.dk og dkk.dk