Jagthunden fungerer rigtig godt i flok, behovet for at være i et ”pack” er stort hos porcelaine.

Porcelaine: Jagthund med lysende elegance

1692

Det er måske verdens ældste kendte
sporhundsrace, men i Danmark har vi kun haft porcelaine-hunde de seneste to år.

Tekst og fotos: Iben Danielsen

Engang hed den Chien de Franche-Comté, men den er mere kendt som porcelaine, en sjælden jagthund, som først de senere år avles og lever uden for oprindelseslandet Frankrig og nabolandet Italien. Porcelaine er en drivende jagthund, endda den ældst kendte sporhund med rødder helt tilbage til 1700-tallet, hvor den elegante og hurtige hund var en dygtig og samarbejdende løber ved adelens barske parforce-jagter.
Man ved, at den smukke, lyse jagthund var populær ved det franske hof, hvor den passede i stilen til godser og guld, krinoline og pudderparykker, og formodentlig havde franskmændene fremavlet den helt lysende hvide variant af andre racer som blodhund, støver og braque.

Porcelaine-hunde i Norden
Efter den franske revolution var porcelaine så godt som udryddet, og det var først 100 år senere, at franskmænd fandt et par eksemplarer i Schweiz og begyndte avlsarbejdet igen. Det har rigtig taget fart efter 2. verdenskrig, og det har medført en lettere og mere elegant jagthund end for 200 år siden og samtidig en kærlig og mild familiehund.
Den første porcelaine kom til Danmark for to år siden fra Sverige, og i dag er der kun tre af racen herhjemme. Der er lidt flere i Sverige, hvor hunden har været kendt siden 2012. Hjemme i Frankrig bruges porcelaine stadig til jagt på hare og rådyr. Det er den type jagter, som er forbudt i Danmark, hvor hundene arbejder sammen i ”packs”. Flere steder i Frankrig og Italien bruges porcelaine-hunde også til jagt på vild-svin. I Norden ynder de nye opdrættere i stedet at bruge de drivende jagthunde til spor og schweiss, for det er også her, porcelaine har sine særlige veludviklede egenskaber.

Levetid:
Porcelaine kan nemt blive 12-14 år gammel.

Temperament:
Porcelaine er energisk, og den er en dygtig jæger, men samtidig mild og god som familiehund og meget let at have med at gøre. Den har en veludviklet social sans og er velegnet til at gå med andre hunde, det er, som om den rigtig kommer til sin ret i grupper med racefæller eller andre hunde.

Aktivitet:
En jagthund trives med udfordringer, aktiviteter og motion, dog ikke nødvendigvis timevis af motion. Men den er også indendørs til hygge og kælen og har brug for socialisering med både to og firbenede.
Se mere på kjs.dk – Klubben for Jagthunde uden Specialklub.

Kina er to år og Danmarks første porcelaine-hund.

Sådan skal en porcelaine se ud:
Det helt specielle ved porcelaine er farven. Den er lysende hvidlig, uden at være helt hvid. Den fine pels virker nærmest reflekterende og gennemskinnet, og det er nok derfor, den har fået sit navn. Den korte pels er hvidlig med få runde pletter som changerer fra beige over lysebrun til orange. Under den lyse pels har hunden en mørk pigmentering, og det gør, at flere runde pletter anes under pelsen, og de træder varsomt frem i de rødlige nuancer, efterhånden som hunden bliver voksen.

Hovedet:
Porcelaine har et bredt forhoved og rundes mod snuden blødt indad. Det giver hunden det milde og lidt bedrøvede udseende.

Ører:
Racen har lange og store ører, som hænger tæt mod ansigtet og ofte er lidt mørkere pigmenteret end resten af hunden.

Snude:
Porcelaines effektive jagtsnude er bred og sort med åbne næsebor, klar til spor og jagt.

Øjne:
Den sjældne race har mørke og mandelformede øjne, og den har et mildt blik.

Halen:
Porcelaines hale er lang og smal og tynder ud ved spidsen – og så er det en livlig hale.

Pelsen:
Pelsen har givet hunden navnet porcelaine. Den er meget korthåret og lys hvidlig, nærmest gennemsigtig som porcelæn, med runde, lysebrune pletter i og under pelsen.

Højde og vægt:
Porcelaine er en mellemstørrelse jagthund. Hannerne kan være 55-58 cm over ryggen og tæverne mellem
53-56 cm. Hunden bør veje 25-28 kg.

Porcelaine er noget for dig, der
• synes om livlige og loyale hunde
• forstår hundens sociale behov for at være sammen med andre hunde
• giver hunden udfordringer i form af spor, schweiss eller jagt.

Porcelaine er ikke noget for dig, der
• kun vil have en hund
• taler hårdt og skælder ud, den er eftergivende og har brug for god tone
• ikke har tid til spor, schweiss eller andre udfordringer for jagthunden.

Porcelaine er en smuk og elegant hund med gode evner for spor og schweiss.

Kina, Fusser og Matiné – sammen og med snuden i sporet
Med de tre lyse porcelaine-hunde introduceres Danmark for en fin, gammel jagtracehund med et charmerende og mildt væsen.
Tekst: Iben Danielsen

Michael Allerup Nielsen er en pioner, en firstmover. Han har efter flere års forarbejde skaffet en ny racehund til Danmark, den franske jagthund porcelaine. Det skete, da han for to år siden rejste til Sverige og fik Kina med hjem, og da han for et halvt år siden rejste til Frankrig to gange for at hente hvalpene Fusser og Matiné. De tre udgør nu en ny linje og et første skridt mod et spændende avlsarbejde.

En ’pack’-hund
Mest fascineres Michael Allerup dog af hundene og deres væsen, temperament og samliv i hverdagen hjemme i Køge.
”Det er så spændende at følge hundene og se deres udvikling og samarbejde. For de fungerer så godt i en gruppe. Jeg tror faktisk, at den race er afhængig af andre hunde. Da jeg først havde fået Kina, så var hun meget glad for og forholdt sig til mine gravhunde. I dag er hun meget mere optaget af de to unge hunde. De fungerer så godt i flok. Og de enes – det eneste, jeg har hørt, er lidt brummen, så føjer de sig og finder ud af det. Sådan har det ikke været med gravhundene. De kan blive vrede og bide ud efter hinanden. Af de porcelaine-hundeejere, jeg har truffet, er der heller ikke en eneste, som kun har én hund. Det er en gruppehund, en ’pack-hund’,” understreger Michael Allerup.

Kommunikerende hunde
De tre hunde hygger sig indendøre og indtager møbler og senge. De elsker at hygge og ligge sammen. Og så går de i haven, hvor der er æbler at spise og gode ting at snuse til. De får mad samtidig, og der opstår ikke problemer, selv om de to unge lømler godt vil kigge lidt nærmere på Kinas skål, når de selv er færdige med at spise.
”Der lyder højst lidt brummen, så finder de ud af det. Jeg tror virkelig, de kommunikerer på et højere plan, som vi ikke kan forstå. De gør næsten ikke, og de reagerer meget på, hvad jeg siger. Jeg skal passe på med at hæve stemmen, som jeg har været vant til med gravhundene. Porcelaine-hunde virker følsomme og afslappede, og så alligevel, når vi er ude, og de har snuden i sporet, så ændrer de helt karakter og er dybt koncentrerede.”
Michael Allerup er dommer i Dansk Kennelklub, når det gælder gravhunde, basset hounds og andre franske basset-racer. Det var ved de mange udstillinger, som han har deltaget i over det meste af Europa, at han blev introduceret til porcelaine-hundene.
Kontakt til Frankrig
”Jeg synes, de er smukke med deres hvide pels, som nærmest lyser som porcelæn, og de er elegante og charmerende. De er også aktive, uden at kræve enorm meget motion. Jeg fik min første porcelaine, Kina, fra kennel Flushtimes i Sverige, som jeg kender. Og siden hentede jeg hanhunden Fusser, som officielt hedder Monpezat de Blanc, i Sydfrankrig, og fra en anden kennel i Frankrig har jeg fået Matiné. Hun er opkaldt efter en dressurhest, som jeg har beundret.”
I Frankrig er porcelaine-racen meget udbredt, og dér bruges hunden til jagt på hare, hjort og vildsvin. Michael Allerup deltog i sommer i et kæmpe stævne, hvor over 250 porcelaine-hunde var samlet, og i en generalforsamling for raceklubben. Så han kender efterhånden racen, historien og udfordringerne. Det nye for ham, som mangeårig gravhundeejer, er hundens rolige temperament.

Egnet til blodspor
”Da jeg kom hjem med hvalpene, først ham og så hende, var jeg spændt på, hvordan de tre ville fungere sammen, og sammen med mine gravhunde, men det er gået over al forventning. De savner hinanden, hvis jeg skiller dem ad, og de sover sammen.”
Michael Allerup har i mange år gået spor med sine gravhunde. Og natur-
oplevelsen, når du lægger schweiss- blodspor ud i en skov efter et koordinatsystem, lader sporene ligge nogle timer, og så tager turen med din hund, nyder han rigtig meget. Han er allerede godt i gang med Kina, som har vist stor dygtighed, når det gælder spor.

Det specielle ved porcelaine-hunden er dens fine korthårspels i hvidlige nuancer og den mørke pigmentering, som giver et lysende indtryk.

Første vildtspor-champion
”Faktisk var jeg forleden i Sverige og gå spor med hende, og det gik så godt, at Kina nu er den første porcelaine i Sverige, som er blevet vildtspor-champion. Det handler om at læse sin hund, at følge den og vejlede den, hvis der kommer nogen distraktioner. Det er en udfordring, jeg virkelig godt kan lide,” siger Michael Allerup, som normalt tager sine hunde med i den nærliggende skov ved Køge nogle gange om ugen.
”Det optager mig meget at være med til at åbne for en ny race i Danmark, og jeg har naturligvis bestemt mig for at starte opdræt. Planen er, at når Kina til foråret kommer i løbetid, så skal hun have hvalpe. Jeg har aftalt at tage til Frankrig for at finde en egnet han. Jeg har også sørget for, at de to unge hunde stammer fra forskellige linjer, så der også kan avles på dem, når de er fuldvoksne.”

Specialklub for jagthunde
Hundene har fået stor opmærksomhed både ved stævner og i hverdagen, hvor de venlige, langbenede og lyse hunde skaber nysgerrighed, for de ligner ikke rigtig andre racer med den tynde, hvide pels, hvor den mørke pigmentering i huden skinner igennem, de lange ører og det milde blik.
I dag sidder Michael Allerup Nielsen i bestyrelsen for KJS, Klubben for Jagthunde uden Specialklub, hvor porcelaine nu er tilføjet de andre sjældne jagthunderacer.