Dobermann: Muga elsker træning og leg

302

Familien Husher kan skrive under på, at man med en dobermann og en god portion træning får en fantastisk, tilstedeværende familiehund, som man aldrig bliver træt af. Deres Muga vinder priser og er snart klar til sit andet kuld hvalpe.

Tekst og fotos: Iben Danielsen

Egentlig hedder hun Brown Chief Amaya, men til daglig er hun familiens Muga ­- en kærlig og harmonisk dobermann opkaldt efter Michael Laudrups bedste rødvin. Hun er en prisvinder og har sat hvalpe i verden, som bedømmes og udstilles, og det er det, der gør Rikke og Rene Husher fra Græsted så glade og gør, at de igen er på vej til udstilling i Tyskland for at følge racen og alle de venner og dobermann-entusiaster, de kender.

Rene Husher har haft dobermann i 46 år og sværger til racen og engagerer sig rigtig meget i hundene, andre dobermann-ejere og deres arbejde med hundene.

Styrke og tilstedeværelse
”Jeg var 10 år, da vi fik den første dobermann. Den blev rigtig god og gammel. Og da jeg blev voksen, var jeg sikker på, at det skulle være den race igen. De har den der styrke og den tilstedeværelse, som jeg aldrig bliver træt af. De er en udfordring, men når man har lagt arbejde i dem, får man bare de bedste hunde ud af det. Den første hund, jeg anskaffede mig som voksen, var en skøn tæve. Hun døde desværre under en fødsel bare 2½ år gammel. Det var hårdt, men jeg havde dog fået blod på tanden, og den næste hund var en han. Med ham fik jeg min debut som aktiv i klubberne. Det var noget med udstillinger, stambøger, træning og ambition om at fremelske de allerbedste og flotteste eksemplarer af racen,” fortæller Rene Husher.

Mugas første hvalpe
Senere har der været glæder og dramaer, liv og død, prisvindere og grimrianer, hvalpe og gamle hunde, bisser og kæledægger. Det er blevet en livsstil med flere årlige rejser til Tyskland, Østrig, Polen, Slovakiet og andre dobermann-egne i Europa.

Da Rikke Husher kom ind i billedet, var hun med på ideen og faldt for de store, smukke hunde, men det var først, da Muga fik hvalpe i 2014, at Rikke virkelig tabte sit hjerte og forstod, hvad det hele gik ud på.

”Det var mine første hvalpe. Det var grænseoverskridende at se fødslen og hjælpe de små hvalpe til verden. Hun fødte 11 hvalpe på bare fire en halv time. De næste 10 uger var vores stue fyldt med hunde. Det hele var indrettet efter det med specialudgang til haven. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg ikke ville have undværet. Det er så stærkt at følge, og Muga var en god mor,” siger Rikke.

Myten om dobermann
Rene og Rikke ved godt, at mange mennesker frygter dobermann-racen. De har været kendt som en flok børster. Nogle af den slags, der bare bed og var aggressive. Ser du spændingsfilm fra 1950’erne og frem til årtusindskiftet, var det altid en dobermann, som frådende kastede sig over fjenderne og passede på sine ejere med livet som indsats. Mange af de myter holder stand, selv om det slet ikke er sådan fat med racen i dag.

”Racen har ændret sig. Før var der mange børster og bisser, indrømmer jeg, og de tiltrak også folk, som kun ønskede en stærk vagthund. Den så jo også stærk og fantastisk ud, dengang vi herhjemme også måtte kupere ører og hale på racen. I dag er det jo forbudt. Vi har i mange år arbejdet i racesammenhænge med at fremelske en omgængelig familiehund, og det er lykkedes. Du får ikke nogen bedre vagthund og beskytter end en dobermann,” siger Rene Husher.

De rigtige mennesker til dobermann
Der er heller ikke meget uro og usikkerhed over Muga. Hun står opvakt og stolt i sin have. Og i næste øjeblik stikker hun snuden frem for at få lidt kælen. Hun slikker solskin i sin kurv på terrassen, og hun er også en sofahund, der kan hygge indendøre og slet ikke er klar over, hvor stor hun er, når hun sætter sig på skødet. Når Rikke tager hundelegetøjet frem, er Muga opmærksom og ivrig, og hun er mere ivrig efter arbejdet og kampen om attrappen i sig selv end for de hundekiks, der vanker.

”For mig og mit avlsarbejde er det vigtigste altid at finde de rigtige mennesker til de rigtige hunde. Vi har fra tid til anden sagt nej til travle børnefamilier, som ønskede en dobermann, og vi sælger heller ikke hvalpe til dem, der bare vil arbejde med aggressivitet og styrke.”

Kontrakt med hvalpekøberne
Faktisk laver Rene en kontrakt med sine hvalpekøbere. Den går blandt andet ud på, at de lover at gå til adfærds- og brugsprøve med den nye hund. Det er faktisk sådan, at hvis de går til adfærdsprøve, får de 500 kroner af købssummen tilbage, og hvis de går til brugsprøven, får de endnu 500 kroner tilbage, og endelig – hvis de engagerer sig ekstra og går til tysk avlsprøve, får de 1.000 kroner retur.

”Ja, man kan ikke sige, at jeg gør det her for pengenes skyld. Jeg ved bare, hvor vigtigt det er at opdrage sin hund og fortælle den, hvor skabet skal stå. Og giver man den det, den har behov for, får man også en fantastisk hund og en god kammerat og naturligvis den bedste beskytter og vagthund.”

”Det er også sådan, at jeg ser flere og flere gengangere. Når du først er vild med dobermann og med arbejdet med racen, holder du ved, og så får du venner for livet,” siger Rene, og det er også derfor, han tager på træningsbanen flere gange om ugen.

Nye hvalpe på vej
Rene var i en årrække avlsansvarlig i dobermann-klubben. Og når han skulle hjælpe andre med at finde de bedste hvalpe, var det en klar fornemmelse for hunden, han fik.

”Det er noget med harmoni og vinkler. Det er noget med at se hundens specialer og mærke, om den er tilpas fremme i poterne. Hvis benene er lige og ryggen ret, hvis den virker selvsikker og glad, er det den, du skal tage.”

Det var sådan, han fandt Muga. Hun er født i februar 2011, og snart skal hun parres med en god sort dobermann fra Tyskland, og så er Rikke og Rene og ikke mindst Muga klar til endnu en omgang hvalpe, hvor hjemmet bygges om og indrettes til hundene.

Værd at vide om Dobermann

Med en dobermann får du en intelligent og energisk hund, som gerne vil aktiveres. Racen har tyske rødder og har fået sit navn efter sin ”opfinder”, hr. Dobermann.

Tekst: Iben Danielsen // Fotos: Iben Danielsen og Dreamstime

Der var engang en mand, som hed Dobermann: Karl Friedrich Louis Dobermann fra Apolda i Tysklands Thüringen. Hr. Dobermann var født i 1834, og han arbejdede som skatteindkræver, og så havde han et bijob som nattevagt og hundefanger i den lille by. I hvert fald havde han brug for en stærk og handlekraftig hund. En hund, som kunne hjælpe og beskytte ham i de mange gøremål. Han interesserede sig for de helt nye tanker om at fremelske særlige hunderacer og begyndte at danne sin egen. Hvordan han egentlig fandt frem til den store, kvikke hund med de hurtige reaktioner, vides ikke. Han har ikke efterladt sig nogen notater. Nogle mener, at han brugte en lokal rottehund, en pinscher med et kraftigt bid, andre, at det var en såkaldt slagterhund, der meget ligner en rottweiler, som var udgangspunkt for avlsarbejdet. Farvespillet i de to hunderacer er dog meget forskelligt, så andre igen mener, at Dobermann har brugt beauceron, en fransk hyrdehund. Det var den hund, Napoleons hære havde med på togter for at passe på de kvægflokke, som sørgede for kød til soldaterne. Ligesom den franske hund var Dobermanns hunde gode til jagt, og endelig er der sikkert også blandet tysk hønsehund og måske schæfer med i racearbejdet. Den hund, som hr. Dobermann fandt frem til i slutningen af 1800-tallet, var en grov, tykpelset sag med lyse øjne, en langstrakt krop og bredt hoved. Den blev kaldt thüringen pinscher eller dobermann pinscher og blev anerkendt som race i 1895. Dobermann selv døde dog året før anerkendelsen, og arbejdet var lagt i hænderne på to andre Apolda-borgere. Den ene, Otto Göller, skrev en bog om racehunden, og han tog også initiativ til den første specialklub for racen og var dens formand i mange år.

Der blev arbejdet videre med racen i årtierne efter til det udseende, dobermann har i dag. Blandt andet blev hårlaget forbedret, og tegningerne blev mere præcise og mørkere, ligesom racen fik sine karakteristiske poter ved at krydse hunden med en engelsk manchester terrier. Endelig blev der arbejdet på hundens højde ved at krydse med sort greyhound. Siden 1910 er racen forbedret indefra til den store, harmoniske hund, vi kender i dag.

Dobermann er kendt som en temperamentsfuld hund med kraftigt bid. En vagthund, man tidligere ikke skulle komme for tæt på, og den er da også blevet brugt som vagt- og politihund i flere europæiske lande. I dag fremelskes et mere afdæmpet temperament, og racen bruges som brugshund og familiehund. Dobermann er ikke bare stærk, den er også intelligent og ligger nummer fem på listen over verdens klogeste hunderacer. Det er en hund, som elsker at arbejde og er nem at træne. Samtidig er den kærlig og venlig.

Aktivitet og motion
Enhver ejer af en dobermann ved, at den er et energibundt og en aktiv hund, som er klar til at lære og prøve kræfter hele tiden. Man skal tilbyde den et aktivt liv og stille opgaver, som den er rigtig god til at huske og ikke har noget imod at prøve igen og igen. For at blive udstillingshund skal hunden igennem en krævende brugsprøve, og i det meste af landet er der træningsbaner, hvor kun dobermann kan træne flere gange om ugen.

Pleje
Den tætte, korte pels kræver et minimum af pleje, men dobermann skal trænes og udfordres. En dobermann kan nemt ”køres op” i temperament, så aktive i dobermann-klubben fortæller, at det bedste sted at træne er sammen med andre hundeejere, der kender til racens temperament. Den har brug for en sikker, men kærlig opdragelse.

Levetid
Dobermann er en sund og stabil hund. Den kan blive 8-11 år. Som med andre racer er der stor opmærksomhed på kryptokisme og tandfejl i avlsarbejdet, som går på tværs af flere europæiske lande.

To andre racer:

Tysk pinscher, den lille
Tysk pinscher er en af de ældste racer. Der er billeder af pinschere helt tilbage i det 15. århundrede. Den står ikke tilbage for dobermann i aktivitet og vagtsomhed, og den er også lige så stædig og lærenem. Men den er en mindre hund, vejer mellem 13 og 20 kilo og måler højst 50 cm.

Rottweiler, den store
Rottweiler er endnu en tysk hunderace, men den kan spores helt tilbage til Romerriget som hyrdehund. Det er en stor hund på cirka 50 kilo og med en højde op til 68 cm. Den er langt kraftigere end dobermann, og den har en helt anden og kraftigere pels. Som de øvrige racer har den behov for konsekvent opdragelse.

En dobermann er til dig, der …

  • Gerne vil have en udfordrende og intelligent hund, som kræver tid og kærlig disciplin
  • Ønsker en solidarisk følgesvend og væbner
  • Godt vil bruge tid på at aktivere og træne den store hund

En dobermann er ikke til dig, der …

  • Ikke orker at sætte grænser og fortælle, hvor skabet skal stå
  • Ikke vil have en vagthund, som passer på dig
  • Tror, at dobermann blot er en vagthund – den har nemlig også brug for social kontakt og hygge

Sådan skal en dobermann se ud
Hoved: Kileformet hoved med god muskulatur og kraftig udviklet øjenbrynsbue. Bred og rund snude, og karakteristisk for racen er et saksebid med 42 tænder.

Øjne: Dobermann har mørke øjne i en harmonisk størrelse, ovale i deres form. Racen må ikke have lyse øjne.

Hale: Tidligere blev dobermann halekuperet, også i Danmark. Det må man ikke længere, og de fleste andre europæiske lande har også indført kuperingsforbud.

Pels: Hundens pels er ensartet kort og tæt over hele krop og hoved. En pels, der ikke kræver pleje. Dobermann findes i sort eller brun, og begge racer har klart afgrænsede rødbrune pletter ved blandt andet næse, kind, øjne, strube og poter.

Ører: Racens ører sidder højt, og i Danmark, hvor man ikke må kupere ørerne, ligger de i front glat mod kinderne.

Højde og vægt: Dobermann er slank og muskuløs og måler 68-72 cm for hanner og 63-68 cm for tæver. Der er stor forskel på hanner og tæver. Hannerne må veje mellem 40 og 45 kilo, mens tæverne vejer 32 til 35 kilo.