Legesyge og livlige Basse

240

Det kan godt være, at øjnene får en basset til at se bedrøvet ud, men den syv måneder gamle Basse er med sine cirkuslignede krumspring og evige hyggetrang lige den glade og meget sociale hund, som Maria Kristoffersen ønskede sig.

Tekst & foto: Christina Mia Vinter

Der er nogle, som påstår, at en basset er en doven hund, og de korte ben og den forholdsvis lille krop kan også forlede en til at få den tanke. Men når man er en syv måneder gammel bassethvalp, er der energi nok til at grave hovedet ned i undertegnedes taske, hive en blå strik op og suse hen over gulvet med den i ren entusiasme. Det var sådan, bassethunden Basse bød velkommen i sit hjem, og det skabte kun grin og et ekstra kærligt klap til hunden med de venlige øjne.

En krumspringende sofakartoffel
Det er knap fem måneder siden, Basse begyndte at lege livligt hos Maria Kristoffersen og hendes kæreste, Emil Kilhof, i Ølstykke. Før den dag var der meget mere stille på adressen, men selvom der ikke huserede nogen hund inden Basse, er det ikke første gang, Maria har en hund i sit liv.

”Jeg var syv, da vi fik hund første gang, og jeg har altid været glad for hunde. Hvis andre folk havde hunde, sad jeg også altid ved dem. Jeg er et meget stort hundemenneske, og da jeg boede hjemme, havde jeg først en berner sennen og senere en newfoundlænder-blanding, og min kæreste har haft cockerspaniels.”

Maria og Emil syntes derfor, at de manglede noget, da de flyttede sammen i deres nuværende lejlighed i Ølstykke, og de begyndte således at overveje, om det ikke var på tide at få en hund. Men da de ønskede sig to meget forskellige typer hunde, gjorde de en stor indsats for at finde ud af, hvilken hund der ville passe bedst ind i deres liv.

”Vi overvejede mange forskellige hunderacer, for jeg kan godt lide store hunde som eksempelvis en grand danois eller en berner sennen, og min kæreste kan godt lide schæferhunde. Så vi skulle finde en eller anden mellemting. Vi vidste, at vi ikke ville gå til træning flere gange om ugen, og en schæfer kræver lidt mere træning end andre hunde. Desuden går vi begge i skole, så den skulle ikke kræve 10 kilometers gåtur om dagen. Det skulle være en stille og rolig hund. Derfor læste vi om forskellige racer, og da vi kom til bassetten, tænkte vi, at sådan en sofakartoffel måtte være lige os. Og vi må sige, at det har vist sig at være rigtigt. Basse elsker at hygge. Men han vil selvfølgelig også rigtig gerne lege og gå tur, men i bund og grund synes han, det er hyggeligt at ligge på sofaen.”

Og Basse viser da også tydeligt, at selv om han er en ”sofakartoffel”, er han også meget legesyg. Han tonser frem og tilbage i stuen og skifter hele tiden mellem at flytte rundt på sit legetøj eller med fuld galop at lave et krumspring op i den enorme Fatboy, der ligger foran sofaen. Nogle gange laver han et flot og næsten cirkuslignede spring, mens han andre gange glemmer at løfte de korte ben ordentligt og i stedet rammer med snuden først ned i det bløde underlag. Indimellem kommer han også forbi undertegnedes tæer, der får et nysgerigt nap med på vejen.

Sidder på skødet
Basse kan godt lide at have selskab, og det er ikke kun ham. Det er et generelt kendetegn for racen. Det er derfor også en af de ting, som Maria og Emil var meget opmærksomme på, da de skulle vælge, hvilken hund der passede bedst til dem.

”Man skal vide, at en basset er en meget social hund, så hvis man ikke gider have en hund, der hele tiden sidder på skødet eller render i hælene på en, skal man virkelig ikke have en basset. Så man skal gide at være meget sammen med sin hund, for det er hele tiden og konstant. Basse vil være med overalt. Han følger efter os ud på badeværelset, og når vi laver mad, sidder han på vores fødder. Han vil hele tiden være lige ved siden af, og han sidder også gerne i sofaen med os”, siger Maria og fortsætter:

”Vi havde faktisk bestemt, at Basse ikke skulle være i hverken sofaen eller sengen, men nu er han begge steder”, siger hun og smiler, mens hun kigger på Basse.

Det er heller ikke kun derhjemme, Basse nyder selskabet med andre. Det er næsten alle steder, hvor han færdes.

”Han elsker eksempelvis børn, og tidligere i dag, da vi var ude at gå en tur, gik vi forbi en børnehave. Så blev han simpelthen så glad. Vi har også haft ham med til familiefødselsdage, og så får børnene lov til at gå en tur med ham. Han synes, at jo flere mennesker der er, jo bedre. Det var faktisk også en af grundene til, at vi fik ham. For når han ikke gider være så meget alene, skal han kunne komme med alle steder. Og det kan han også sagtens. Så vi har været meget opmærksomme på socialiseringen i forhold til mange ting. Både i forhold til mennesker og sådan noget som heste, tog, biler og busser, og han synes, det hele er så sjovt og spændende.”

Hylede og græd
Når en basset finder sig godt tilpas i selskab med andre, betyder det samtidig, at den ikke bryder sig om at være alene. Det vidste Maria og Emil godt, og de var derfor spændte på, hvordan det ville gå, når de begge skulle i skole.

”Vi frygtede det faktisk ret meget, men heldigvis har vi ikke oplevet de store problemer. Vi havde læst, at man skulle lave en lille ”gård” til hunden, som vi har gjort herinde i stuen, og så skulle han prøve at være i ”gården”, mens vi selv var hjemme. Men han hylede og græd og brød ud af den. Derfor prøvede vi at gå fra lejligheden et par minutter ad gangen, og så var der slet ikke nogen problemer. Her er meget lydt, og dem, der bor nedenunder, hører ham aldrig. For så længe han ikke kan se os, mens han er lukket inde, har han det fint, og så lægger han sig bare til at sove.”

Maria og Emil søgte dog allerede gode råd, hvis det nu viste sig, at Basse slet ikke kunne være alene.

”Da han i starten sad og hylede, snakkede vi med avleren, og han sagde, at vi muligvis blev nødt til at anskaffe en hund mere, og det har vi også snakket om efterfølgende, fordi vi er så glade for racen.”

Maria afbrydes af et ’vuf’ fra Basse, så man næsten skulle tro, at han er glad for, at hun synes godt om ham.

”Men han er heller ikke meget alene. Jeg har meget selvstudie,  så jeg er ofte hjemme. I går var han eksempelvis kun alene hjemme i fire timer. Jeg får helt dårlig samvittighed, når han er alene, men når jeg så kommer hjem og går hen til ham, ligger han bare og sover. Så han kan godt være alene, men han vil helst være i vores selskab”, fortæller Maria.

En tur i trækvogn
At Basse hele tiden er i hælene på Maria, kan give nogle farverige oplevelser.

 ”Basse er meget trofast og følger efter en hele tiden, og det oplever jeg blandt andet, når jeg farver hår. Det gør jeg ret ofte, og så kan man også altid se det på ham, fordi han er lyserød et eller andet sted på kroppen. Det er, fordi han har været lidt for nysgerrig. Flere gange har det set ud, som om han har haft læbestift på, fordi jeg har tabt en klat på gulvet, og så skal han lige undersøge, hvad det er. Det er sødt”, siger Maria.

Basse vil også gerne undersøge verden, når de er ude at gå tur, men han må ikke gå så langt endnu. Særligt i det første år skal man skåne benene på en basset, og af samme årsag må racen i den periode heller ikke gå på trapper. Maria sørger derfor for, at Basse kan være med og få stillet sin nysgerrighed på verden, samtidig med at hun passer på den lille hund.

”Vi var ude at gå tur ved Søndersø, men han må ikke gå hele vejen rundt endnu, så vi havde en trækvogn med til ham”, siger hun og griner.

”Jeg tror, han gik halvanden kilometer, og så sad han i vognen resten af tiden og hyggede sig.  Folk grinede lidt, da vi kom kørende med ham, og i starten syntes han, det var mere spændende at gå rundt nede på jorden selv, men så fandt han ud af, at det egentlig var meget hyggeligt at sidde deroppe og spise et griseøre.”

Nysgerrigt badedyr
Når nu Basse oplever verden og særligt på den her årstid, er det mere eller mindre uundgåeligt, at skidt og snavs finder vej til både pels og de lange ører, og det kræver, at Maria plejer ham lidt mere, end hun har gjort med de tidligere hunde.

”Lad mig sige det sådan – jeg er ikke vant til at bade en hund så meget, men Basse bliver badet rigtig meget. Det er blandt andet, fordi vi har ham i sengen, men også fordi han ikke kun går på stien, hvis vi har ham med ude at gå i skoven. Han skal helt ind i krattet og snuse. Så han er altid smurt ind i skidt, når vi har været på tur. Det er derfor en god ide at have et håndklæde ved døren, når man kommer hjem, for det kan godt være, at hunde får våde poter, men Basse får jo også våde ører bare ved at gå i græsset. Ørerne bliver generelt nemt beskidte, fordi de er så lange, mens pelsen næsten plejer sig selv. Skidtet kan normalt bare rystes af, fordi pelsen er så kort og glat. Jeg bruger gerne renseservietter til ørerne, og så renser vi inde i øret cirka en gang om måneden”, fortæller Maria.
Nogle bassetter kan opleve problemer med øjnene, men det har Maria og kæresten ikke været udsat for endnu. Til gengæld fortæller Basses øjne meget tydeligt, hvornår han er træt.

”Han havde slet ikke hængeøjne, da vi fik ham, men når han er træt, bliver de røde, og når han er rigtig træt, kan man virkelig se det på ham, for så hænger øjnene rigtig meget.”

Det er også tydeligt, at Basse er blevet en lille smule træt nu. Ikke kun fordi øjnene er røde og hænger, men mere fordi han ikke længere laver krumspring, men i stedet bare brummer lidt, mens han bider i sit legetøj.

Én basset er ikke nok
Maria er meget glad for, at hun og Emil valgte at få en basset, og hun kan godt lide, at den fylder meget i hverdagen. Hun synes også, der er rart, at hun aldrig er alene hjemme, selvom Basse nogle gange kan finde på at ”svare igen”.

”Bassetter har en meget stor personlighed. Nu har jeg haft to andre slags hunde, men i modsætning til dem fylder Basse det hele, og så brokker han sig”, konstaterer Maria, mens der i samme øjeblik lyder en brummelyd fra Basse.

”Jeg kan snakke med ham, for hvis jeg skælder ham ud, så sidder han og svarer igen ved at brumme og snakke. Så brokker han sig lidt”, fortæller hun.

Og hvis Maria et kort øjeblik skulle glemme, at Basse er til stede, skal han nok selv minde hende om det.

”Hvis han ikke får opmærksomhed, skal han også nok sørge for at gøre sig bemærket. Tidligere i dag sad jeg og læste noget på computeren, og så skulle han op at stå på to ben, som om han sagde ’hallo, jeg er lige her’. Det er hele tiden, at han vil have opmærksomhed, og jeg synes, det er hyggeligt.

Basses store og opmærksomhedskrævende personlighed har bestemt ikke skræmt Maria. Tværtimod har det gjort hende lun på tanken om flere hunde.

”Jeg vil meget gerne have en basset mere. Jeg er blevet så glad for racen. De er så hyggelige, og så er man aldrig alene, når man har en hund. Så jeg vil have en basset til, men det bliver, når pengene er til det. Man kan ikke nøjes med en”, slutter Maria.

SÅDAN SKAL EN BASSETHUND SE UD

Hoved
Hovedet på en basset er stort og hvælvet, og den har en udpræget nakkeknude.

Hale
Halen er lang, og når en basset bevæger sig, bærer den halen i sabel-form.

Pels
Pelsen er kort og tæt. Bassetten ses oftest i farvekombinationen brun, sort og hvid, men nogle gange også i rød og hvid.

Øjne
Øjnene har tendens til at hænge en smule, og udtrykket er roligt og alvorligt. Farven kan være mørk eller mellembrun.

Ører
Bassetten har brede og meget lange ører i forhold til kroppen. Indimellem skraber de endda hen over jorden, men det har den praktiske effekt, at de hvirvler lugte op, som er nyttigt især ved jagt.

Højde og vægt
’Bas’ stammer fra fransk og betyder lav. Bassetten er nemlig ikke særlig høj i forhold til mange andre hunde og har en skulderhøjde på 33-38 cm. Dens proportioner er alligevel forholdsvis store, og den vejer 25-30 kg.

Kilde: ”Aschehougs Hundeleksikon”, ”Hunde – Illustreret Opslagsværk”, bassetklubben.dk

VÆRD AT VIDE OM BASSETHUND
Historie
Bassetten, som vi kender den i dag, kan føres tilbage til 1874. Gravhundeopdrætteren Everett Millais regnes for bassettens fader. Han var på ferie i Frankrig og besøgte en gravhundeudstilling for at sammenligne de franske gravhunde med sine egne. På udstillingen var der også et par bassetter, og han endte med at tage en basset artesien normand med sig tilbage til England. Det fik stor betydning for udviklingen af bassetten, og snart gik et avlsarbejde i gang. Desværre var avlsmaterialet begrænset, og hundene begyndte at lide af indavl. For at komme det til livs blev der i 1892 krydset en blodhund ind i racen. Det resulterede i den basset, man kender i dag. I starten var det hovedsageligt en selskabs- og udstillingshund, men hurtigt blev der etableret jagtkobler til brug på grævling- og harejagt. I Danmark bruges bassetten hovedsageligt som familie- og udstillingshund.

Aktivitet og motion
Bassetten har ikke behov for meget motion. Den har det dog bedst med at komme ud tre gange om dagen og sætter pris på at have mulighed for at lege i haven.

Temperament
Bassetten er rolig og tålmodig, men den kan samtidig godt lide at lege, og så er den egenrådig. Den er god til børn og går som regel godt i spænd med andre hunde. Den er ikke så glad for at være alene.

Pleje
Pelsen kræver ikke meget pleje, og løse hår kan fjernes med en almindelig gummihandske. Ørerne skal gerne renses en gang om ugen, og kløerne skal klippes, så de er korte. Det er også en god ide at være opmærksom på at rense mellem hudfolderne. På grund af de hængende øjne kan øjendråber være nødvendige indimellem.

Levetid
Hvis du ejer en basset, kan du forvente, at den lever 10-12 år.

En basset er til dig, der …
1. har børn
2. vil have en meget social hund
3. vil have en legesyg og kærlig hund

En basset er ikke til dig, der …
1. har brug for en hund, som kan være meget alene
2. vil gå til træning eller agility
3. vil have en hund, som kan gå meget lange ture

TO ANDRE DRIVENDE HUNDE:
BLODHUND
Selvom man har svært ved at spore blodhundens oprindelse, ved man, at det er en meget gammel race. Man regner med, at hunden har været kendt i middelhavsområdet lang tid før vores kristne tidsregning, og racen gjorde sit indtog i Frankrig før korstogene, hvor det menes, at den er bragt med fra områderne mod øst. Nogle hævder, at William Erobreren havde blodhunden med til England i 1066, men den første skriftlige kilde, der nævner blodhunden, er et digt fra 1350. Blodhunden var i mange århundreder en vigtig del af jagten i England, hvor den kunne opsnuse selv de svageste og mest udvaskede spor. Men da vildsvinet blev udryddet, og rævejagten tog over for hjortejagten, mistede man interessen for blodhunden, og det blev en sjælden race. Interessen kom dog tilbage i forbindelse med hundeudstillingerne i slutningen af 1800-tallet.
Hunden har med sikkerhed ændret udseende op gennem tiden, men har dog bevaret sin fantastiske næse og sin beslutsomhed.

BEAGLE
Beaglen regnes for at være en af de allerældste hunderacer. Den nøjagtige oprindelse er ikke klarlagt, men sandsynligvis stammer beaglens forfædre fra tidlige engelske hunde og hunde, som romerne tog med fra det sydlige Europa. Allerede inden romernes invasion var der jagtkobler i England, og det er formentlig sådanne hunde, den moderne beagle stammer fra. Frem til begyndelsen af 1600-tallet var det hare- og kaninjagt, der var populært, men da man skiftede til rævejagt, fik beaglen en plads i jagten. Rævejagten foregår også i dag på heste og med blandt andre beagler løbende foran. I dag ses beaglen sjældent på jagt i Danmark, men her er den i stedet populær som selskabshund og udstillingshund.
Beaglens gode lugtesans og den praktiske størrelse gør den også velegnet som narko- og bombehund.