En jernhund logrer da med halen i regnvejr

1645

 

I det værste uvejr, som Sverige har oplevet i år deltog 79 tobenede og 79 firbenede i årets Iron Dog. Blandt deltagerne var to danske kvinder, Nina og Karen.

Tekst: Lene Topp Foto: Martin Wagenius & Private

En dag i august faldt jeg over et opslag på Facebook, som omhandlede et arrangement med titlen ’Iron Dog’. Det var blevet afholdt i Sverige, og jeg tænkte ’hvad er nu det for noget?’ Mine antenner er jo altid ude, når der er noget, der ligner noget som kunne involvere hunde.

Jeg slog derfor ’Iron Dog’ op på nettet og fandt et par sider, der beskrev ’Iron Dog’ som det længste og hårdeste off road snescooterløb som køres på tværs af – ja naturligvis – ALASKA. Der stod absolut intet om Sverige eller om hunde, men derimod en masse om hestekræfter. Så ved at kigge på nettet – der jo ellers har svar på alt – var jeg bare blevet forvirret på et højere plan. Jeg besluttede mig derfor til at gå direkte til Facebook-kilden for at høre nærmere.

Hundenes ’Iron Man’

Kilden var danske Nina Plesner Dannevall – og da hun lagde opslaget på Facebook havde hun og en anden dansk kvinde, Karen, netop deltaget i Iron Dog arrangementet. Hun kunne fortælle, at det jo selvfølgeligt er en event inspireret af ’Iron Man’. Så som deltager i Iron Dog skal du både løbe, svømme og cykle – i den nævnte rækkefølge – og så skal det foregå sammen med en hund.

Vi løb først 7,5 km i ujævnt og kuperet terræn gennem skov og mose. Derefter svømmede vi 200 meter i en sø, og til sidst kørte vi 2,5 km på cykel opad bakke, forklarer Nina.

Stedet for eventen var rigtignok i Sverige, nemlig i området omkring Norderåsen cirka 100 km nord for Østersund i Jämtland. Iron Dog arrangeres af Team Pettersson, som er Jimmy & Anna-Marie Pettersson. De er trækhundefolk, og deltager i Europæiske trækhundeløb på højt niveau. Og de sidste par år har de også fundet tid til at arrangere Iron Dog.

Nina påpeger, at Iron Dog ikke er en konkurrence, men derimod et arrangement eller event, hvor alle kan være med. Så tidstagning er frivillig, og hvor meget konkurrence man lægger i det er helt op til en selv.

To danske kvinder med jernhunde

Nina har boet i det nærliggende Krokom i en årrække. Her driver hun og hendes mand Kjell en kombineret hundepension og året rundt lodge, med navnet Camp Dannevall. Det er blandt andet et sted, hvor slædehundefolk kommer til om vinteren for at træne deres hunde på de kilometervis af præparerede spor der er rundt i det omkringliggende landskab. Nina har gennem mange år selv været slædehundekører og hun har 20 sibiriske huskies i det hun kalder for Kennel Petruschka. Hun har siden 1996 deltaget i slædehundeløb på elite niveau.

Karen-Emilie Nørnberg Buttenschøn er bare 19 år, og hun kom til Jämtland for knapt et halv år siden – sådan mest for at komme lidt på eventyr. Hun bor hos Nina og Kjell og hjælper til med at passe både pensionshunde og slædehunde og hvad der ellers skal gøres i Camp Dannevall. Og så kan hun slå en proper næve, for Karen dyrker nemlig boksning. Men samtidigt er hun også ’bidt af en gal hund’, som Nina udtrykker det. Så det passer Karen rigtig fint at arbejde med fysiske aktiviteter, der inkluderer hunde – altså aktiviteter som Iron Dog.

Jeg har løbet tre gange om ugen med pensionshundene, fortæller Karen, og hunden jeg havde med til Iron Dog var en Engelsk Setter, Gina, som jeg havde lånt af en af hundepensionens kunder. En stående jagthund, som på denne tid af året er i rigtig god form.

Nina forklarer også om sine forberedelser. Jeg har løbetrænet siden Skt Hans, og cyklet med pensionshunde hele sommeren og foråret. Til Iron Dog havde jeg lånt en Alaskan husky, Troja, som var trænet rigtig godt op hjemmefra. Jeg havde forventet at det i august ville have været varmere end det faktisk var, og at mine slædehunde, med tæt pels, derfor ikke kunne deltage. Og derfor var Troja udvalgt til at være min firbenede partner.

Der var et overtal af kvindelige deltagere til arrangementet. Hele 51 kvinder stillede op mod 28 mænd. Hvad hundene angår, så var der mange typer og racer til start. Typisk var det dog brugshunde og trækhunde og hønsehunde, men der var også en stor Leonberger og en lille Pomeranian blandt de firbenede deltagerne. Så eventen er, som Nina understreger, for alle.

Men, hundene skal være socialt anlagt, understreger Nina, for der er jo tale om en massestart, ligesom ved et andet motionsløb – men her bare med hunde. Og så skal de naturligvis være i form til at klare distancen og udfordringerne.

En jernhund ruster ikke

Vejrguderne var bestemt ikke venligt stemt overfor årets Iron Dog. Den svenske udgave af DMI havde varslet rigtig dårligt vejr med masser af regn i Norderåsen. Og at det holdt stik, kan både Nina og Karen bekræfte. Men, jernhundene fortsatte rask derudaf.

Lige da vi skulle starte kl 15 begyndte regnen, og de næste fem timer faldt der 51 mm. Der var 110 tilmeldte, og af dem kom hele 79 kvinder og mænd til start i det voldsomme regnvejr. Det syntes jeg egentligt var flot, når man tænker på de vejrvarsler, der var sendt ud.

Midt på løberuten kom deltagerne til et område med fugtig mose og med masser af huller, og både hunde og førere sank ned i det våde ler og mudder.

Det var fantastisk at se hundene arbejde sig op igen og stadigt være fokuserede og glade. De rystede sig bare og logrede med halerne. Men, mennesker og hunde var sorte af mudder helt op til dels knæ og rygge, beretter Nina.

De to danske kvinder følte at den sidste halvdel af løbet var den største udfordring. Ingen af dem havde et løbeur, og de anede derfor ikke hvor langt der var tilbage. Derfor var det også en lettelse, da den sø, som de skulle svømme over kom til syne. Så kom kræfterne tilbage.

I denne Iron Dog er det frivilligt om hunden svømmer over søen. Har du en hund, der ikke kan lide vand, så kan du ’parkere’ den mens du selv svømmer ud til en bøje i vandet – og tilbage igen.

Men, har man hund med i vandet, så er svømmeturen over søen også mere en gåtur – for når man skal bruge den ene arm til at støtte hunden, så er det svært også at tage svømmetag, forklarer Nina, og man kunne lige nå bunden i søen.

Vandet var cirka 17 grader og stillestående søvand, og vores hunde sprang i søen, og de havde begge flydeveste på. Men vi måtte gå hen over den bløde lerbund og trække benene gennem. Det tog på kræfterne og syrede benene til. Så de efterfølgende 2,5 km på cykel – hvor vi havde tænkt, at det kan enhver jo da klare – ja, de blev faktisk lidt af en udfordring. Og så gik det udelukkende opad med en stigning på 8%. Det er altså ret stejlt. De deltagere, der havde hunde, som gerne vil trække i cyklen, de havde helt klart en fordel.

Det var et super arrangement

Begge kvinder er imponerede over Iron Dog arrangementet, hvor der var tænkt på alt. De er klar over, at det har krævet enorme mængder af frivillig arbejdskraft at få det store arrangement sat i søen, og der var tænkt på tilstedeværelse af både fysioterapeut, førstehjælp og dyrlæge.

Alle kom i mål, ikke mindst på grund af publikum, der også trodsede vejret og hjalp til med at klappe deltagerne i mål – og speakeren, Kristen Snyder, der sørgede for at holde en glad stemning og heppe og tage godt imod deltagerne, når de nærmede sig målområdet.

Over alt vinderen blev en svensk kvinde, Jessica Häggsqvist, der kom i mål efter bare 38,52 min. Nina og Karen blev nummer 40 og 41 ud af de 51 kvinder. Deres tid var 1 time og 13 min. Men de er godt tilfredse og glade for at have gennemført på trods af vejr og det faktum at de begge havde ligget syge med influenza og feber hele ugen inden arrangementet.

Vi var begge to godt snottede og energiløse og sad faktisk samme morgen og overvejede om vi skulle deltage – eller aflyse. Man skal lige huske på, at vi var intetanende om hvad det var vi havde meldt os til. Så, vi var godt trætte, men helt høje over at have gennemført på trods af alt. Og hundene, Gina og Troja, klarede det simpelthen så utrolig flot, specielt når man tænker på, at det jo ikke var vores egne hunde. Men, de var ivrige og glade og samarbejdsvillige lige til det sidste. De opførte sig som rigtige jernhunde og logrede med halerne på trods af vejret.

Og Nina nævner også den hygge, der var ved til slut at sidde bag i bilen og drikke kamillete med honning – og hvor godt den smagte, når nu det hele var overstået – specielt når regnen stod ned i lårtykke stråler udenfor.

Det var vores første Iron Dog, men absolut ikke det sidste. Vi tilmelder os igen uanset hvad vejrguderne siger – men det vil nok være en fordel, hvis vi er lidt mere raske til næste gang – og så ønsker jeg mig et løbeuri julegave, afslutter Nina grinende.