Hundeluftning i mørke

3274

Det stormer og blæser derude, og egentlig har man mest lyst til at blive hjemme i varmen, men hunden skal nu engang luftes ligegyldigt hvad …

Tekst og Foto: Rune Fich Weischer

En stor del af døgnet ligger i mørke på denne tid af året og således også en del af de daglige gåture. Man kan måske godt argumentere for, at en gåtur med hunden er en gåtur med hunden, ligegyldigt hvad årstiden er og om, hvorvidt det er lyst eller mørkt. Men der er dog himmelvid forskel på både de forholdsregler, man som hundelufter bør tage, og på den måde, en hund oplever sine omgivelser.

En på frakken

Når det handler om pels, er de fleste hunderacer udstyret med et pelslag, som fint klarer en gåtur i kulde og mørke. Der er naturligvis undtagelser, nok i særdeleshed, når det gælder de små selskabshunde, hvor avlsarbejdet gennem århundreder har bevæget sig et stykke væk fra, hvad der kan betegnes som ’praktisk,’ når vi snakker om pelslag.Der findes dog heldigvis ganske mange modeller af varmende dækkener, som kan afhjælpe problemet. Handler det om hunde med et mere almindeligt hårlag, så gør man dem mange gange en bjørnetjeneste ved at give dem dækken på under gåturen. De har bedst af at tilpasse sig selv og deres hårlag til årets gang og lider ingen overlast, så længe de holder sig i gang. Dog alting naturligvis med måde. Skal hunden stå meget stille, være ude en hel dag eller skiftevis arbejde og stå stille, som mange brugshunde fx gør, kan det betale sig at overveje et dækken. Ikke mindst når hundene forholder sig i ro og derfor let nedkøles.

Poteproblemer

Hundens poter kan være meget udsatte i vinterhalvåret. Vejsalt er én af de store syndere, da det udtørrer hundens poter og gør dem mere sårbare over for flænger. Desuden kan is og skorpet sne slide hul på poterne. Derfor er potepleje vigtigt i vinterhalvåret. Se poterne grundigt efter med jævne mellemrum, da hunden ikke altid selv afslører, at der er problemer på vej. Der findes flere former for plejende cremer tiltænkt udsatte poter, og det kan varmt anbefales at bruge dem i vinterhalvåret. I særdeleshed, hvis man bor i byen og primært lufter hunden på saltede veje og fortove. I perioder med særlig hård frost kan det være en fordel at trimme hårene mellem hundens trædepuder, da der ellers kan samle sig is, som vokser sig til store isklumper til stor gene for hunden.

Et lys i mørket

Det giver sig selv, at mørket også giver nogle fysiske udfordringer, simpelthen fordi en hundelufter, og ikke mindst hunden, kan være vanskelige at få øje på for de forbikørende biler, ikke mindst på mærke landeveje. I de senere år er der dog heldigvis kommet en hel del lysende hunde-dimser på markedet. Alt lige fra liner og halsbånd til seler, veste og blinkende vedhæng kan i dag købes for ganske beskedne penge, og der er ingen grund til ikke at gøre det. Både hunden og hundelufteren selv bør være klart markeret i mørket. Naturligvis er problemet ikke så udtalt i et villakvarter med gadebelysning som på en øde landevej, men hellere for meget sikkerhed end for lidt. Går man langs mørke veje uden et fortov, bør man således også altid gå i venstre side af vejen, da man derved kigger direkte på de biler, som kommer tættest på, og man således har en chance for at reagere og undgå en potentiel katastrofe, hvis en bilist skulle overse dig eller din hund i mørket.

Tålmodighed med hunden

De mørke vinteraftner påvirker også hundes adfærd og indtryk. Mange oplever, at deres hunde er langt mere forvirrede og urolige, når de luftes en mørk vinteraften i forhold til fx en lys eftermiddag i foråret. Årsagerne kan være mange og er som oftest flere på én gang. Hundes sanser udfordres. Fært fra andre hunde opfører sig anderledes i frostvejr end på en varm eftermiddag, og da det ofte også blæser mere på de mørke vinteraftener, bringes også mere fært med vinden end normalt. Dertil kommer, at underlaget, de går på, har ændret sig, og de ikke kan orientere sig ved hjælp af synet.

Således har hundene det samme problem i forhold til mørke som mennesker, og ligesom der er mennesker, som er bange for mørke, mens andre ikke er, så kan det også variere meget fra hund til hund, hvor stort problemet opleves. Den korrekte tilgang til den ’vinter-forvirrede’ hund er at udvise tålmodighed og give hunden tryghed. Det betyder ikke, at man skal pusle om hunden og trøste den hele vejen. Tværtimod. Det vil blot forstærke hundes formodning om, at noget er galt. Giv derimod indtryk af, at alt er, som det plejer, og giv så hunden tid til at vende sig til det og orientere sig undervejs. Så forsvinder problemet som regel hurtigt og helt af sig selv.