Hundejalousi

704

Du har måske haft mistanke om det, men nu bekræfter ny forskning, at din hund faktisk bliver jaloux, hvis du bruger tid sammen med andre hunde.

På University of California i San Diego, USA, har nogle forskere sat sig for at undersøge, om mennesker er den eneste art, der føler jalousi.

”Mange folk antager, at jalousi er en ren menneskelig social konstruktion, eller at det er en følelse, der knytter sig specifikt til seksuelle og romantiske forhold,” siger forskeren Christine Harris.

”Vores resultat viser, at dyr udviser voldsom uro, når en rival tiltusker sig opmærksomhed fra én, man elsker.”

Tøjhund er rival

Til forskningen holdt man øje med 36 hunde, blandt andet gravhund, pomeranian, boston terrier, malteser og mops, og næsten halvdelen var gadekryds.

Hundene blev filmet, mens deres ejere legede med tre forskellige ting foran hundene.

En af tingene var en tøjhund, der gøede og logrede med halen, når man trykkede på en knap, og ejerne fik besked på, at de skulle lege med den, som om det var en rigtig hund.

Det samme skulle de gøre med en legetøjsspand og en pop-op-børnebog, der spillede musik.

Hundenes opførsel var meget mere voldsom, når deres ejere legede med tøjhunden. For eksempel kunne hundene finde på at småhapse og skubbe til deres ejere, skubbe til bamsen eller prøve at komme imellem deres ejer og hundebamsen. Det samme gjorde sig ikke gældende med det andet legetøj.

Beskytter deres forhold til ejer

Forskerne fortæller, at denne opdagelse understøtter tesen om, at jalousi er opstået som en måde at sikre ressourcer på.

”Vores forskning antyder ikke kun, at hunde er i stand til at udvise jalousi-lignende adfærd, men også at de ligefrem prøvede at bryde forbindelsen mellem ejer og den mulige rival,” siger Christine Harris.

”Vi kan selvfølgelig ikke udtale os om hundens personlige oplevelse, men det så ud som om, de blev motiverede til at beskytte et vigtigt, socialt forhold.”

Forskerne håber, at denne undersøgelse vil inspirere til fremtidige forsøg, der omhandler dyrs sociale følelser.

Læs mere om hundens adfærd

I hvert nummer af Vi med Hund har vi fokus på hundens adfærd. Vores adfærdsspecialist Merethe Børgart Olsen rådgiver omkring forskellige adfærdsproblemer i både lange, dybdegående artikler og i svar på vores læseres spørgsmål.

Prøv vores Online eller Premium abonnement nu og få adgang til alle magasinerne, samt det engelske hundemagasin ‘Bark’ og flere gode hundebøger, der ligger klar til dig i vores store hundeunivers. Første måned er gratis!

Foto: Colourbox