Bichon Havanaiser: Harmoniske charmetrolde

1583

Anne Mette Christiansen ville egentlig bare have en familie-hyggehund, men nu har hun fire bichon havanaiser hjemme og kennelcertifikat, tager på udstillinger, dyrker agility og bruger al sin fritid sammen med sine hunde.

Af Michael Frank Møller
Foto: Hans Juhl

Vi er på besøg i en kennel. Kennel Miki Nanoq. Men at kalde det en kennel er måske en sandhed med modifikationer. I alle tilfælde er der bestemt ikke noget som helst ’fabrik’ over det. Her er ingen bure, løbegårde eller madskåle på række eller den umiskendelige odør, der normalt hænger over et sted, hvor der er mange og ikke mindst november-våde hunde samlet.

Huset er et ganske almindeligt og nydeligt parcelhus i udkanten af Skibby på Sjælland. Haven er velplejet, men efterårs-langhåret, og omkredset af en veltilgroet hæk og prydet med æbletræer, hvor frosten og blæsten endnu ikke har tvunget de røde frugter af grenene.

Hunde er her ellers nok af. Fire stykker, og de er ’damer’ alle sammen – Venice, Smilla, Erika og Laika. Men ud over det postyr, fotografen laver, når han krabber rundt på gulvet for at få de helt rigtige skud i kassen, og den naturlige nysgerrighed, det vækker, så er hele stemningen diametralt modsat et afsnit af ”Desperate Housewiwes”.

De eneste to ting, der indikerer, at der trods alt er visse restriktioner for de fire uldtotter, er et ’baby-hegn’, der er sat op mellem stuen og køkkenet, og et rigtigt hundetæppe, der dækker hele den store hjørnesofa, der fylder godt op i stuen. Hornsherred-hjemmet er indrettet til og for hundene. Ellers er her fred og ro, fordragelighed og harmoni. Det er næsten, som om ’damerne’ nyder den tryghed, der præger hele stemningen i huset.

Damernes menneske-mor, Anne Mette Christiansen, er helt klart årsagen. Hendes stemme er blød, hun er smilende og er fuldkommen afklaret og i kontrol. Plus at hendes valg af race til hendes lille ’stue-kennel’, som hun kalder det, kun kan afføde let omgængelige hunde. Anne Mette har valgt og elsker sine små bichon havanaiser. De er indbegrebet af det liv, hun og hendes mand, Henrik, fører.
”Da jeg skulle have min første hund for otte år siden, var jeg i vildrede over, hvad jeg skulle vælge, som de fleste er, når de skal have deres første hund. I mit barndomshjem havde vi pudel, så et eller andet sted var jeg jo indstillet på, at det ikke skulle være en stor hund. Men så fandt jeg en test på nettet, hvor man ud fra de spørgsmål, der blev stillet, fik nogle forslag til, hvad der ville være en passende hund for én. Og den pegede på bichon havanais som et godt valg for mig,” fortæller Anne Mette.
Der gik dog et halvt år, før Anne Mette fik Venice.
”Jeg var ikke i tvivl om racen, da jeg først havde været ude på en kennel at se den. Men det er jo et stort skridt at skulle have hund, og jeg ville være helt sikker.”

Grundig forberedelse
Da Anne Mette købte Venice, havde hun slet ikke tænkt på, at hun skulle have en kennel/stueopdræt. Hun købte Venice som en ganske almindelig klappe- og hyggehund, men hun kunne måske engang godt tænke sig at have et kuld hvalpe.
”Jeg begyndte at udstille hende for sjov skyld, og anden gang, jeg udstillede hende, blev hun ”bedste hvalp” i racen. Jeg syntes, Venice var en smuk, dejlig, klog og en super familiehund og ville gerne nu have et kuld hvalpe på hende, så andre mennesker kunne få glæde af denne fantastiske race. Inden jeg fik det første kuld hvalpe, havde jeg deltaget på forskellige hundekurser, havde fået kennelnavn og havde taget opdrætter-uddannelsen, så jeg var godt rustet til opgaven,” konkluderer hun.

Den første hund, der flyttede ind hos Anne Mette og manden, var altså Venice. Og det første kuld hvalpe, der kom til huse, var da også en succes. Der var bare det, at alle hvalpene var hanner, og Anne Mette var indstillet på, at hvis hun skulle udvide flokken derhjemme, så skulle det være med en tæve. Så de fem hvalpe blev afsat, og i stedet fandt hun sin hund nummer to, Erika, hos en anden opdrætter.

Erika er nu seks år og godmodigheden selv. En smule reserveret, men alligevel modig og nysgerrig nok til at ’prikke’ til både mig og fotografen, når hun stolt viser sit tøj-ben frem. Ikke, at vi får lov at lege med det – hun skal bare lige vise, hvor dygtig hun er, inden hun tillidsfuldt lægger sig i sin kurv og derfra dovent, men alligevel årvågent sikrer sig, at alt i køkkenet er, som det skal være.

Smilla smiler
De to sidst tilkomne i villaen er Smilla, der er fem år, og Laika, der er halvandet. Smilla er ”Dansk champion” og datter af Venice, imens Laika er ’barnebarn’ og datter af Smilla. Venice er flokkens model med en smuk og stolt attitude. Hun blev præmieret som ”Bedste babyhvalp” ved sin allerførste udstilling og har nydt rampelyset siden da. Da fotografen skal tage billeder af hende til vores forside, lægger hun da også scenevant hovedet på skrå og smiler nærmest, mens hun soler sig i opmærksomheden.

”Når jeg har besøg af hvalpekøbere, er det ikke altid, at mændene helt er til ’små hunde’. Mange har jo en drøm om en stor hund, der kan bruges til jagt eller som på anden måde kan stive dem af. Men når de ser Venice, er de solgte,” fortæller Anne Mette. Faktisk har hun fem hunde. Men den sidste, hannen Octavius, er ikke hjemme.

”Octavius er ’udstationeret’. Det går ikke rigtigt med en han sammen med fire tæver. Men han er min og bliver tilbudt til avl for avlsgodkendte tæver,” siger hun. Nok er bichon havanais puttet ind i kategorien ”Små selskabshunde” i DKK-regi, men uanset hvor vidunderlig blød dens pels er, hvor nuttet og godmodig den er, og hvor hyggeligt det er at sidde med den på skødet, så skal man ikke tage fejl af dens evner, og at der er meget mere hund i den end i det tøjdyr, den ligner.

”Jeg træner agility med mine hunde. Herhjemme træner jeg hver dag en eller anden form for hundetræning eller tricktræning. Det synes jeg er sjovt og en udfordring for hundene samt ikke mindst mig selv. Selv om bichon havanais er en selskabshund, så er det meget vigtigt, at hunden bliver stimuleret. Når man nu engang har sådan en lærevillig, kvik, klog og lærenem hunderace, er det da bare med at udnytte det. Men det skal selvfølgelig være en fornøjelse for alle parter,” som Anne Mette udtrykker det.

Alene hjemme
Anne Mette ser selv sit opdræt og fremavl af nye hvalpe som en hobby. Kennel Miki Nanoq, der betyder Lille Isbjørn på grønlandsk – man kan jo selv gætte sig til, hvorfor hun synes, det navn er så passende – er godkendt af DKK. Men den 42-årige opdrætter har et fuldtidsarbejde som kantineleder i København, og hun har ingen ambitioner om, at hundene skal være hendes levevej.

”Nej, de er først og fremmest min fritidsinteresse. Min mand er vild med at fotografere biler og racerløb, så han er tit væk i weekenderne. Jeg bruger det meste af min fritid på hundene. Men det er selvfølgelig ikke kun i weekenderne. Hver dag, når jeg kommer hjem og hundene har været alene en lang dag, har de naturligvis behov for at blive stimuleret. Og det gør jeg troligt og med stor glæde. De har ikke noget imod at være alene. Jeg tror mest, det går så fint, fordi de er fire og har fint selskab i hinanden.”

Anne Mette fortæller, at bichon havanaisen i det hele taget er rigtig god til at indordne sig. Den er meget loyal, en fantastisk familiehund og nem at tage med sig. Men hårdt presset for at nævne nogle knap så positive sider ved at have netop sådan en hund indrømmer hun, at de kræver meget arbejde.

”Jeg er jo af den opfattelse, at de skal være langhårede. Jeg ved godt, at der er nogle, der klipper dem, men jeg synes altså ikke, det er specielt pænt. Så deres pels skal passes og redes ofte, ellers filtrer den, og det er jo faktisk synd for hunden. Mine hunde kommer også i bad sådan cirka hver 14. dag. Ikke mindst på den her tid af året, hvor de mildest talt ikke er rene, når de har været til træning eller ude at gå i skoven eller på markerne. Men bare man er indstillet på, at det hører med, så er det jo ikke noget problem,” konstaterer Anne Mette. Når man går ind på Anne Mettes hjemmeside, www.mikinanoq.dk, kan man også se, at hun gør opmærksom på, at bichon havanaisen er allergivenlig. En egenskab, som mange førstegangs-hundeejere er meget opmærksomme på.

”Jeg ved godt, at ingen hunde kan siges at være helt uden gener for mennesker, der har allergi. Men bichon havanaisen har ikke særlig kraftig underuld, og derfor udvikler den meget lidt skæl, som jo oftest er det, der generer allergikere. Så den er ’venlig’. Når jeg har potentielle hvalpekøbere, der er i tvivl, så lader jeg dem gerne få en tot hår med hjem, så de ved selvsyn kan afprøve, om de bliver allergisk påvirket, og langt de fleste reagerer slet ikke,” konkluderer hun.

En bichon havanais er til dig, der…
Vil have en kærlig, loyal og harmonisk familiehund
Vil give sig tid til at stimulere dens intelligens
Ikke er bange for at bruge tid på at pleje dens pels

En bichon havanais er ikke til dig, der..
Vil have en potensforlænger
Vil have en hund, der passer sig selv
Mener, at hunde skal være på størrelse med en ulv

Sådan skal en bichon havanais se ud
Hoved:
Hovedet skal være fladt og bredt med ubetydeligt eller ingen stop. Bliver gradvis og kun ganske lidt smallere udefter mod næsen, men er hverken spidst eller brat afskåret.

Øjne:
Skal være store og mandelformede og helst meget mørke grænsende til sorte.

Ører:
Ørene skal være ansat relativt højt og hænger ned langs kinderne. De har pels med lange frynser.

Hale:
Halen bæres over ryggen, velbøjet, men ikke som en grisehale. Halepelsen skal være beklædt med lange frynser af silkeblød pels.

Pels:
Pelsen skal være meget lang – mellem 12 til 18 cm hos en voksen hund – blød, fladtliggende eller bølget og kan danne lukkede krøller.

Farve:
Alle farver er tilladte. Farven er sjældent fuldstændig rent hvid; fawn i alle afskygninger, sort, havannabrun, tobaksbrun og rødbrun.

Mål og vægt:
Over skulderen er den mellem 21 og 29 centimeter. Vægten ligger mellem fem og otte kilo.

Værd at vide om bichon havanais
Historie:

Som navnet på racen antyder, så er bichon havanaiserne nært knyttet til Cuba og hovedstaden Havana. Men den optræder i historien, længe før europæerne opdagede, at der var land på den anden side af Atlanterhavet. Helt tilbage i den græske oldtid og senere i middelalderen var den en yndet familiehund både i Italien og Spanien. Forbindelsen til Cuba skabte de mange søfolk, der søgte rigdom og indflydelse i den nye verden. De havde den søde og kærlige hund med på deres skibe som underholdning og selskab, og så blev hundene givet som gaver for at opnå forbindelser til den cubanske overklasse. Under den cubanske revolution i 1959 blev racen næsten udryddet i Cuba. Den velhavende befolkning flygtede til USA og Florida, hvor de tog deres hunde med sig.

I 1981 kom racen til Tyskland, og i 1985 importeredes den til Danmark.

Temperament:
Havanaisen er en altid glad, legesyg og meget sjov familiehund, som er yderst børnevenlig. Den elsker at være sammen med sin familie. Den er meget elskelig, har et mildt væsen og er en fantastisk charmerende hyggehund. Havanaisen er lille, men har en utrolig god kondition og kan sagtens klare store udfordringer.

Aktivitet og motion:
Kræver normal motion. Men det er karakteristisk, at den er uopslidelig, hvis den får mulighed for at lege og bruge sin lethed ved indlæring. Modsat er den meget rolig og nem at omgås inden døre, ligesom den ikke har problemer med at være alene hjemme.

Pleje:
Pelsen skal plejes kontinuerligt, medmindre man vælger at få den trimmet. Mindst to gange om ugen skal den redes igennem, så pelsen ikke filtrer. Og så kræver den langhårede pels også et bad i ny og næ.

Alder:
15-16 år

3 andre små selskabshunde
Bichon havanais er placeret i kategorien ”Små selskabshunde” i DKK-regi. Mops, yorkshire terrier og pekingeser er tre andre hunde, der er kategoriseret samme sted.

Mops
Mopsen er en glad, livlig, charmerende og meget intelligent lille hund. Den nyder at følge med på en god lang spadseretur og at opleve nye ting. Den kræver meget kontakt med sine mennesker, følger en i hælene, sidder gerne på skødet, elsker at sove et blødt sted, hvad den gør med små snorkende lyde. Den kan ligesom andre hunde være alene hjemme nogle timer.

Yorkshire terrier
Denne modige, elskværdige lille hund med sin udprægede personlighed er i dag lige så populær som for over 25 år siden. Den er en sund og robust lille hund, som er intelligent, livlig og meget hengiven. Den elsker at lege, gå lange ture og sidde i sofaen, for den er overbevist om, at den er et ligeberettiget familiemedlem.

Pekingeser
Pekingeseren stammer oprindeligt fra Kina (Peking) og kom derfra til England for godt 100 år siden. Derfra er den så udbredt over hele verden. I begyndelsen af dette århundrede var pekingeseren den mest populære skødehund. Det er en lille, løveformet og selvbevidst fyr med stor intelligens og god tilpasningsevne. Den egner sig som familiehund både hos unge og ældre. Det er en selvfølge, at den skal betragtes som et familiemedlem og have en kærlig opdragelse.