Gravhunden er helt sin egen

172

Charmerende og selvstændig familiehund det ene øjeblik, aktiv og intelligent jagthund det næste øjeblik – sådan er gravhunden

Tekst og fotos: Iben Danielsen

I kennelklubbernes raceopdeling har gravhunden en helt klasse for sig selv, en FCI standard, og det er gruppe 4. Den populære gravhunds udseende skiller sig da også ud fra de øvrige racer, og det gør hundens evner i jagt og instinkt også. Den selvstændige og charmerende gravhund er en race kendt helt fra middelalderen, og speciel fremavlet til jagt over og under jorden.

Dachshund i middelalderen
I England og Tyskland kaldes den dachhund, grævlingehund. Kynologen Fritz Engelmann havde en tese om, at middelalderens tyskere fremavlede gravhunden fra dværgstøvere, og at de dermed fik den hurtigste og mest effektive lavbenede hund til jagt. Tyskland er gravhundens oprindelsesland, og her har hunden flere kaldenavne, dachs, dackel, bracken, teckel, alt sammen med henvisning til den lille kvikke hunds evner som jagthund. Allerede i 1888 fik racen sin første avlsklub med Deutscher Teckelklub.

Charmerende familiemedlem
Dog er jagtdelen i den lille charmerende hund aftaget de senere år til fordel for familiehunden, men hunden er stadig kendt for sine fantastiske instinkter, taktik og lugtesans og ikke mindst dens gåpåmod og stædighed. Som familiehund er den en aktiv del, god legekammerat, trofast og hengiven ven og opmærksom vagt.

Det er en hund der har brug for udfordringer og samvær, det være sig jagt, schweiss eller spor.

Tre størrelser – tre pelstyper
Gravhunden findes ikke alene i tre størrelser, nemlig standard, dværg og miniature gravhunde, de findes også i tre forskellige pelsudgaver, den korthårede, den ruhårede og den langhårede. Den ruhårede gravhund er den mest populære. Da man talte hunde i Danmark i 2015 kom den ruhårede gravhund ind på 13 pladsen.

Hvordan skal en gravhund se ud.
Det vigtigste og mest bemærkelsesværdige er hundens statur. Den er kortbenet og lavtstillet langstrakt, men den skal samtidig virke kompakt med en god muskulatur. Hovedet holdes højt og giver indtryk af hundens kvikke og selvstændige væremåde. Den virker også adræt, og slet ikke tung. Det er sjældent at møde en sky gravhund, den har et ligevægtigt temperament.

Hoved: Hovedet bæres højt og i forlængelse af den lange krop er hovedformen også lang og muskuløs.

Snude: Lang veludviklet snude med bredde. Mundens åbning er stor, så mundvigen er ofte på linje med øjnene.

Øjne: Gravhundens ovale og middelstore brune øjne har et energisk og klart blik.

Ører: Hunden har bevægelige og afrundede hængende ører, som ligger tæt til kinderne.

Krop: Ryggen er fast og har god muskulatur, og bugen er let optrukken. De korte ben har god knoglekraft og poterne vender direkte fremad.

Hale: Halen er behåret som kroppen og bæres i forlængelse af ryglinjen.

Poter: Gravhunden har store poter med tæt sluttede tæer, kraftige og robuste trædepuder med korte og stærke kløer.

Pels: Den ruhårede gravhund findes i mange farvevariationer fra rødlig tan til brunlig merle.

Størrelse og vægt: Miniature gravhunden måler op til 30 cm i brystomfang og vejer et par kilo. Dværg gravhunden måler mellem 30 og 35 cm i brystomfang og vejer 4 – 5 kilo. Standard størrelsen måler over 35 cm i brystomfang og vejer omkring 9 kilo.

3 gode grunde til at du skal vælge en gravhund

  • Du får en selvstændig og aktiv hund som del af familiens liv
  • Du får en intelligent hund, som både fungerer på jagt og i stuen
  • Du får en opmærksom legekammerat, som nok skal holde dig aktiv

3 grunde til at det ikke er en gravhund du skal vælge

  • Du ønsker ikke at få gravet huller i haven
  • Du ønsker en lydig hund, hvor du alene viser vejen
  • Du har ikke tid til aktiviteter i naturen og i skovene

 

To andre gravhunde:
Den langhårede: Den langhårede gravhund har glat og glansfuld pels med underuld, som ligger tæt til kroppen. Håret er længere under hals, kroppens underside og halens underside, som udgør en fane.

Den korthårede: Den korthårede gravhunds pels er kort og glansfuld. Den findes i ensfarvet, tofarvet, og der er det ofte en sort pels med brunt bryst og poter, og så findes den i variationer af merle eller tigerstribet.

Min hund skal stole på sig selv

Inger Lise og Poul Poulsen går op i at fremelske det helt særlige i hver af deres ruhårede gravhunde

Der er hyggesprederen Irma, Frauke med hyrdeegenskaberne, den røde graver Joseffa, rottefangeren Gunilla og selvsikre Laura, og så er der Carna, familiens mor. Det er ikke helt til at holde øje med hvor mange ruhårede gravhunde, som bor på Toftekæret i Roskilde.

Der ligger gravhunde i sofaen, der sidder nogle under bordet, på trappen, i haven, og i lænestolen. Når de ikke flader ud og sover trygt, så følger de opmærksomt med i hver en kaffekop der løftes fra bordet og hver en vaniljekrans som flyttes fra fadet.

Der er ren hundehygge hjemme hos Inger Lise og Poul Poulsen. Det er da heller ikke nemt at forestille sig de kælne vovser på jagt. Men sådan er det.

Fra hygge til jagt

Det har været Poul Poulsens store interesse i mange år at gå på jagt med sine ruhårede gravhunde, rævejagt, grævlingejagt, drev og spor. Da det  er blevet forbudt at træne på grav, har han lagt trænings aktiviteterne med sine hunde fra grav og drev til spor og schweiss.

-Jeg bliver aldrig træt af, at se hundene i deres rette element, når de arbejder. De har en særlig evne og intelligens når de er i skov og på mark, fortæller Poul Poulsen.

Ofte tager han bare en eller to hunde med på en tur. Og de udviser forskellige evner. Frauke, vil bare afsted, hun elsker jagtlivet. Carna, er trods hendes høje alder på 12 år, udholdende og dygtig.

-Det er noget de har i sig, men selvfølgelig skal jeg fremelske det, og vi skal lære at arbejde sammen og finde den rette måde at være med i jagten. Jeg tager kun hunde med på jagt, som jeg kan stole på. En gravhund må aldrig angribe sit bytte. Den skal holde sig på 20 til 30 meters afstand og give plads for jægeren.

Flere af hundene har taget brugs- og jagt-champion prøver i Danmark og Sverige.

12 kuld ruhårede
For Inger Lise og Pouls vedkommende begyndte det med en labrador. De havde en god jagthund og dejlig familiehund mens børnene boede hjemme. Men Poul mindedes ofte barndommens gravhunde, og han gik på biblioteket for at låne bøger. Det har resulteret i, at huset er fyldt med ruhårede gravhunde i alle størrelser og farver, og alligevel alle sammen ruhårede gravhunde af standard størrelsen.

De har haft gravhunde siden 2002. Det er blevet til 12 kuld, og en travl hverdag med hundene. De er begge aktive i gravhundeklubben. Poul er gravtræner og Inger Lise sørger for resultat- og hvalpelister. Hundene luftes et par stykker af gangen, og for at aktivere dem har Poul gravet et seks meter langt underjordisk hule til dem i haven, så de kan træne.

Find den enkeltes evne
Jeg synes det er vigtigt, at se hvad den enkelte hund har af evner og hvad den allerhelst skal bruges til. Nogle elsker at komme på udstilling, andre at lege med børnebørnene. En har evner som besøgshund på plejehjemmet, men de har alle sammen et grundliggende jagtinstinkt, som de skal have lov at bruge på den ene eller anden måde.

Det er stadigvæk sådan, at Carne på 12 år er kennelens grundmoder, og den yngste er Laura på 18 måneder. Det er planlagt, at Gunilla skal have hvalpe til foråret, og der er fundet en brasiliansk hanhund til hende.

Den lange ryg
Der er to overbevisninger om gravhunde, som folk ofte har, når de møder Inger Lise og Poul. Den ene handler om, at gravhunde er særlig stædige og selvstændige hunde. Den anden om, at hunden har tendens til dårlig ryg.

-Ja, det er en selvstændig hund, det er den avlet til, fortæller Poul.

-Den skal kunne tage en beslutning og handle derefter i en jagt situation. Jeg synes, at man skal lære sådan en hund at stole på sig selv, og så gå til lydighedstræning med den. Den vil gerne udfordres, men den er også nem at have med at gøre.

-Og ryggen ja. Det er vigtigt at holde hundens kondition i orden. De kommer ud på lange gåture og er fri hvor vi må, i naturen og hundeskovene. Et par stykker af dem går op på trapper, og ikke ned, mens andre af dem går op og ned. De skal ligesom kunne klare det selv, vi bærer ikke på dem. Kun ved at bruge kroppen får de styrket deres ryg. Vores hunde er alle rygundersøgt, øjenlyst og DNA testet fra PRA, tab af synet, fortæller Inger Lise Poulsen.