Golden retriever: Her regerer Scoobi

1274

Hos Malene og Jan Kristensen i Odsherred bor golden retrieveren Scoobi, der fungerer som meget mere end blot en sød og rar familiehund. Scoobi er nemlig også kro- og besøgshund.

Højby i Nordvestsjælland er som de fleste andre små byer blottet for forretningsliv. Byen er godt nok rådhusby for Odsherred Kommune, den har en stor oplandsskole og 1.462 indbyggere, men for de fleste voksne findes arbejdspladserne fem kilometer væk i Nykøbing, i de gigantiske sommerhusområder ved Sejerøbugten og op mod Kattegat og Rørvig eller i hovedstaden, knap en times kørsel væk. Der er selvfølgelig en Brugs, men for et par år siden lukkede byens anden købmand, og sidste år lukkede Shell-tanken ned for at blive afløst af en selvbetjeningsstation.

Men én ting fungerer i bedste velgående. Den traditionsrige kro, Højby Kro. Og som et uomtvisteligt symptom på det fine spisesteds stabilitet, urokkelighed og indbydende atmosfære regerer Scoobi her. Kommer man forbi stationen, der har forbindelse til Nykøbing og Holbæk, og går hen mod togoverskæringen, kan man ikke undgå at se ham, nemlig Scoobi, en rigtig krohund. Han sidder der troligt, dag efter dag, sommer og vinter, og holder øje med, at alt går for sig, som det sig nu hør og bør. Og det har han gjort siden 2006.

Det er sådan, at de lokale er begyndt at tale om, hvordan det skal gå, når den nu 10-årige golden retriever ikke er der mere.

”Han er jo en del af vores bybillede. Vi må have en ny, når han ikke er der mere. Scoobi er en del af Højby nu,” siger Klavs Petersen, der er en af de lokale, som kroen er en daglig livsnerve for. ”Scoobi er jo et vartegn for vores lille by. Ham kan vi ikke undvære”, siger han.

For Malene og Jan Kristensen, der ejer Højby Kro, kunne ’vartegns’-betegnelsen ikke være mere kærkommen. For nok gør de sig umage for at servicere deres kro- og hotelgæster til en standard over den, der forventes af en traditionel landsbykro, men de oplever også gang på gang, hvordan deres golden retriever er samlingspunktet for deres gæster.

”Forleden blev jeg ringet op af en mand, der havde læst en artikel om kroen. Og han var da interesseret i at komme og spise her. Men sjovt nok var hans vigtigste krav, at den der vidunderlige hund, han havde set på billedet, ja, den skulle han altså møde. Så Scoobi er helt klart også med til at lokke folk til,” siger Malene Kristensen.

Hunde tilladt på kroen
Modsat mange andre spisesteder i landet er hunde tilladt på Højby Kro. Scoobi lunter troligt og roligt rundt inden døre og tillader, at andre hunde kommer ind på ’hans’ domæne, hvad enten de frekventerer kro-bodegaen Porten eller logerer sig ind i et af kroens værelser. Og når der holdes selskaber eller a la carte-gæsterne fylder stuerne, så ligger han og forøger krohyggen. Ikke mindst de mange selskabers børn, der bliver trætte af festsange og taler, har gennem årene nydt at få lov at klappe ham og lege med den godmodige basse, mens kedsommelighederne blev overstået.

”Han er jo god og social, som dagen er lang,” siger Malene og understreger dermed, at det at drive en kro ikke ligefrem giver masser af tid og overskud til at tage sig af hunden.

Scoobi passer da også sig selv meget af dagen. Selvfølgelig bliver han luftet både om morgenen og aftenen, men meget af dagen ligger han som sagt udenfor og tager imod gæsterne. Hvad enten det er de spisende eller dem, der frekventerer Porten – og de sidstnævnte ved han som regel har godbidder i lommerne med til ham.

”Vi havde jo slet ingen ide om, at han skulle være ’kro-hund’, da vi fik ham. Men da vi overtog stedet for snart seks år siden, blev det bare sådan. Han ’ejer’ og regerer jo omkring vores sted,” siger Malene.

Da Malene, Jan og datteren Kastanje fik ham, da han kun var ni uger gammel for ti år siden, boede familien på Gl. Kongevej på Frederiksberg i København. Jan, hvis jyske dialekt aldrig kommer til at forlade ham, er opvokset med hunde, og Kastanje plagede og plagede for, at de skulle have en hund. Jan Kristensen, der i sin tid var med til at starte den legendariske Café Victor op og siden havde drevet sin egen restaurant, var ’in-between-jobs’ og havde egentligt god tid til at tage sig af en hund.

”Jeg var egentlig ikke så vild med at skulle have hund. Som barn blev jeg angrebet af en schæfer, og jeg var faktisk bange for hunde. Men da Kastanje og Jan havde surfet på nettet og fundet den her hvalp hos en hobby-kennel ovre ved Vejle, så tænkte jeg: Ja, ja, lad os da tage over at se på ham, når de nu så gerne vil. Da vi kom derover, var jeg solgt. Jeg sad med ham i skødet hele vejen hjem i bilen, og tårerne rendte bare ned ad mine kinder af bar glæde og lykke. Fra den dag var jeg solgt,” fortæller Malene.

Lækker og blød
Scoobis opvækst tæt på city i København var ikke altid helt nem. Familien boede i en lejlighed på anden sal, og når hunden skulle luftes, skete det langs søerne.

”Det var jo vigtigt for os, at han blev stueren med det samme. Første gang, Jan og Kastanje gik tur med ham, var de væk i tre timer. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, fordi jeg troede, at der var sket noget. Men Scoobi ville bare ikke tisse, så de blev ved med at gå, til han havde fundet ud af det,” siger Malene.

Mens Malene bekymrede sig meget og sagde: ”Scoobi var jo bare så lille, lækker og blød, og fra første øjeblik min darling,” så var Jan anderledes hård i filten.

”Han skulle jo lære det. Jeg havde tid til det, og når jeg tænker tilbage på det, så gik jeg med ham ’hele tiden’. Men det var jo omkring Søerne, vi gik. Og han er jo en hund. Der er jo ikke grænser for, hvad folk smider der. Pizzastykker, hotdog-rester eller værst af alt, når folk havde ’ofret’ deres branderter. Men Scoobi elskede det. Og han åd eller rullede sig i det. Det var faktisk ret ulækkert mange gange. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har stået og vasket ham, fordi han stank,” siger Jan.

Men familien havde også sommerhus i Lumsås. Og her var der et helt specielt fristed for Scoobi. Her fik han den specielle Odsherred-luft, og Malene, Jan og Kastanje nød at se deres lille uldtot udvikle sig til en rigtig hund.

”Jan gik alvorligt op i, at Scoobi skulle lære at opføre sig ordentligt. Han gik til hvalpetræning og lydighedstræning. Og Scoobi var nem og elskede det. Jo mere vi kom i sommerhuset, des mere blev det vigtigt, at han lærte, at han ikke måtte gå uden for grunden. Og Jan lærte ham det. Det har han, både Jan og Scoobi, taget med til kroen. Scoobi forlader aldrig matriklen,” fortæller Malene.

”Det skulle da lige være, når hans tæve-kæreste her i nærheden er i løbetid. Men det kan man vel ikke klandre en ’mand’ for,” som hun siger.

Besøgshund
Når man har en kro og en hund, så er det en stor logistisk opgave at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det vidste Jan og Malene også. Nok er Scoobi opdraget til aldrig at forlade kroens område uden at være i selskab med sine mennesker, men Jan og Malene render rundt så hurtigt inde på kroen for at få det hele til at fungere, at det er nødvendigt med hjælp. Og fordi Scoobi er så populær, så står hjælperne faktisk i kø for at yde deres bistand. Kokken Heidi er en af dem, der tit tager ham med hjem, så kroparret kan få lidt tid.

Men når det virkelig presser på i weekenderne, så tager Vagn Larsen over. Han bor et par kilometer væk, er pensionist og elsker mad. Så Scoobi elsker også ham. Her får de to gået op i de odsherredske bakker og snakket om livet og døden.

For et par år siden blev Vagns kone, Annelise, ramt af en blodprop, der har gjort, at hun blev lam i det meste af venstre side af kroppen. Hun er nu bundet til en rullestol og fik hurtigt en plads på plejecentret Solvognen, der ligger nede bag rådhuset, bare 500 meter fra stationen og kroen.

”Jeg mærkede med det samme, at Annelise livede gevaldigt op, når jeg havde Scoobi med ned på centret. Så nu tager jeg ham med derned mindst en gang om ugen, og jeg kan se, hvor meget det betyder for hende. Det giver et anderledes afbræk i ensformigheden, og hvis Scoobi kan gøre hende gladere, så bliver jeg også gladere,” siger Vagn.

Scoobis ugentlige gang på plejecentret Solvognen har også påvirket de andre beboere – og personalet. Højby Kro har i flere år sponsoreret en julekurv til centrets gavekalender. Også i 2012. Men da gaven skulle afleveres i år, foreslog Malene, at de måske kunne få etableret et større samarbejde, hvor Scoobi fremover kunne fungere som besøgshund. Så det blev aftalt. Fra begyndelsen af 2013 er Scoobi også besøgshund.

”Vi har jo set på Vagn og Annelise, og hvor glade de har været for at bruge Scoobi. Vi bliver ekstra stolte, når han også kan bruges til at gøre de andre på hjemmet glade,” siger Malene.

”Det understreger jo bare, hvad en ordentlig golden retriever er: verdens sødeste, mest loyale, smukkeste, mest sociale og tålmodige.

Besøgshunde
Scoobi er her i begyndelsen af det nye år blevet besøgshund. På plejecentret Solvognen har de gennem et par år haft besøg af ham, når han kommer sammen med Vagn Larsen, der dagligt besøger sin kone Annelise.

Ordningen med Scoobi er ikke underlagt det officielle besøgshunde-projekt, men er baseret på den personlige kontakt, som er opstået mellem Malene Kristensen og personalet på plejecentret.

Det officielle projekt er endnu meget ungt og underlagt det treårige forskningsprojekt, som TrygFonden lancerede i 2010. TrygFondens projekt skal dokumentere virkningen af brugen af hunde i ældreplejen. I starten var det Kerteminde, Næstved og Vejle Kommune, der deltog. Og i 2011 med Rebild, Randers og Gladsaxe Kommune.

”Projektet gennemføres i tæt samarbejde med de tre kommuner og førende forskere på området. Den dokumentation, som fremkommer, vil gøre os alle klogere på, hvilke fysiologiske, psykiske og sociale effekter de ældre opnår ved at omgås hunde, samt hvordan de ældre får mest gavn af kontakten med hundene,” som TrygFonden udtrykker det.

TrygFonden Besøgshunde er rolige og stabile familiehunde, der sammen med deres ejer har gennemgået et dyrlæge- og adfærdstjek. Hundene har kun adgang til plejecentrenes fællesarealer medmindre andet aftales.

Konkret skal forskningsprojektet undersøge, om besøgshunde ifølge med en person har en positiv effekt på det mentale helbred og livskvaliteten hos ældre og demente beboere på plejecentre, samt hvordan man bedst anvender hunde i arbejdet med ældre og demente.

En GOLDEN RETRIEVER er til dig, der …

  • Vil have en ’bamse’, der oven i købet elsker at lege og udforske
  • Vil have en ven for livet
  • Gider at arbejde med den, hvad enten det er på agilitybanen, på jagt eller bare, når den skal søge efter mus på gåturen

En GOLDEN RETRIEVER er ikke til dig, der …

  • Vil have en skødehund
  • Vil have en ’potensforlænger’
  • Er ligeglad med loyalitet og at få et nært ’familiemedlem’

 

Sådan skal en GOLDEN RETRIEVER se ud

HOVED: Hovedet skal være velproportioneret og solidt med en bred pande og et kraftigt snudeparti med kraftfulde kæber.

ØRER: Ørene må ikke være for store og bør være hængende.

HALEN: Halen går direkte i forlængelse af kroppen. Den skal nå ned til haserne og må ikke være bøjet i det yderste led.

KROP: En golden har en kraftfuld, velafbalanceret og langstrakt krop med en dyb og rummelig brystkasse samt en relativ kort, men kraftig ryg. Benene er muskuløse og stærke, og det samme gælder nakken.

PELS: Pelsen er glat eller let bølget med masser af hår. Underulden er tæt og vandafvisende.

FARVE: Farven er normalt gyldent gul (deraf navnet), men en golden ses også som nærmest skrigende hvid til dyb gylden tæt på det rødlige uden dog at blive decideret rød eller mahognifarvet.

MÅL: Hannerne skal have en højde over skuldrene på mellem 56 og 61 centimeter. Tæverne ligger mellem 51 og 56 centimeter. Hos hannerne skal vægten ligge mellem 30 og 35 kilo, mens tæverne bør være mellem 25 og 30 kilo.

 

Værd at vide om golden retrievere

Golden retrieveren er meget populær på grund af sit venlige sind og sin iver for at lære og behage.

Historie
I sidste halvdel af forrige århundrede blev golden retrieveren fremavlet i England og Skotland til brug som apportør af fuglevildt. I starten af 1960’erne kom golden retrieveren til Danmark, hvor den hurtigt blev en værdsat familie- og jagthund. Desværre blev der midt i 1970’erne masseproduceret golden-hvalpe, fordi nogle avlere tænkte mere på at tjene penge end på at fremavle hunde med de oprindelige jagtegenskaber. Udseendet blev radikalt ændret fra at være en udpræget mindre, gyldenbrun arbejdshund, som var god til en lang dags jagt, til at være en stor, hvidlig, vamset bamsehund med knap så stor udholdenhed.

Heldigvis blev der efterhånden luget ud i de brodne kar, så man i dag via de af Dansk Kennel Klub godkendte opdrættere kan være sikker på at få en golden retriever, der er venlig, intelligent, tillidsfuld og let at træne.

Aktivitet og arbejde
Flere nordiske opdrættere af golden retrievere har fået øjnene op for racens oprindelige mentale egenskaber. En golden retriever avlet med henblik på jagt er interesseret i at arbejde for sin fører – ikke for sig selv som så mange andre racer. Dens stærke vilje til samarbejde og dens gode nerver gør den til en styrbar jagtkammerat og en loyal partner.

Mange goldens bruges som narkohunde ved politiet og som redningshunde og sporhunde ved eftersøgninger og katastrofer.

Samtidig er en golden retriever en fremragende agilityhund, bare man husker, at den er sent moden og først parat til fysisk krævende arbejde, når den er helt udvokset i halvandetårsalderen.