Godmodig og beskyttende bernerbjørn

1008

Selv om familien Kaastrup desværre har haft nogle dramatiske oplevelser med deres berner sennen-hunde er det en risiko, de vælger at leve med. Selv om man aldrig skal sige aldrig, siger de det alligevel – de er nemlig ret sikre på ALDRIG at skulle have en anden race end den.

TEKST OG FOTO: GERTRUD BAUN

Det er lidt som at få lov at komme i bjørneburet i Zoologisk Have at træde ind i entreen hos familien Kaastrup i Måløv. Midt på entregulvet står en lille brun-sort-hvid ’bjørn’ og vipper frem og tilbage på for- og bagpoter, mens han frustreret småsynger lidt og forsøger at fremmane sit største mod til at komme helt hen og snuse til den nyankomne. Eller skrev jeg lille? Med tanke på, at der er tale om en knap fire måneder gammel hundehvalp, er den enorm. Det er berner sennen-hannen Canto og hans ejere Christa og Jan, vi har fået lov at besøge. Efter lidt tid og en håndfuld godbidder kigger han knap så mistænksomt på journalisten og alle hendes notesbøger og kameraer, og vi går ud i haven, hvor både mennesker og bernere ynder at opholde sig.

Det lå ikke i kortene, at Jan og Christa Kaastrup skulle blive lige så trofaste over for racen berner sennen, som hundene selv er. Deres første højt elskede hund var en labrador-golden-blanding, som Jan nærmest ’huggede’ fra sin søster, fordi han var så vild med den. Og det var tydeligvis gensidigt.

”Hver gang vi besøgte min søster, sagde jeg: ”Jeg tager den sgu med hjem.” På det tidspunkt havde vi bare en græsk landskildpadde, som Christa havde anskaffet,” fortæller Jan.

Christa havde som barn været ekspert i at ’slæbe’ dyr til huse, inklusive to hunde, som ellers skulle have været aflivet, fordi ejerne ikke kunne have dem længere. Den ene var også en golden retriever.

”Så da min søster en dag sagde ”okay, I må gerne få hende”, blev vi de lykkelige ejere af Sophy, der på det tidspunkt var ni år. Min søster havde nemlig også en schæfer, som hun trænede meget med, og hun ønskede sig brændende en grå schæfer, men ville ikke have tre hunde. Vi boede godt nok i lejlighed på Østerbro på det tidspunkt, men min søster sagde, at hvis vi bare havde tid og overskud til Sophy, ville hun være glad.”

Berner-kærlighed ved første blik
Og det må hun have været, for hun levede et godt liv, til hun var hele 15 år. Ture blev flittigt gået i Fælledparken, og her fandt et vigtigt møde sted.

”En dag mødte vi berner sennen-hunden Selma, en skøn hund, som vi begge faldt for ved første blik. Vi udspurgte ejeren om sind og pelspleje og motion, og det var helt klart hende, der satte tanker i gang hos os om at få en berner sennen efter Sophy,” siger Christa.

Sophy nåede med sin høje alder lige at flytte med ud i et rækkehus i Måløv. Da sønnen Magnus på nu 15 kom til, var der ingen hunde i familien, og med et lille barn kunne det fint vente lidt. Der gik også en del år, men som det typisk går i livet, skete der til gengæld flere store ting på én gang.

”Vi fik vores første berner Lunte den samme dag, som vi flyttede ind i det her hus, 1. juli 2005,” husker Jan. ”Magnus var blevet syv år, og vi havde gennem noget tid læst om de forskellige hunderacer. Og igen og igen landede vi på, at en berner med sit rolige, godmodige sind og ikke de store påkrævede cykelture eller ivrige træningsaktiviteter ville passe lige ind i vores familie. Lunte var dog faktisk temmelig livlig, men vi nåede desværre også kun at kende ham i hvalpestadiet.”

Kun et halvt år gammel blev Lunte pludselig uforklarligt dårlig og måtte ’babu’ til dyrlægen, hvor han blev lagt i drop, og de ville beholde ham natten over. Næste morgen var han død.

”Det var virkelig et chok og et hårdt slag, men vi ville ikke have ham obduceret. Det fik vi ham jo ikke tilbage af. Nogle dage efter ringede jeg og fortalte det til dem, vi havde købt ham hos. ”Du SKAL ha’ en ny hvalp!”, lød rådet derfra. ”Nej, jeg skal aldrig mere have hund,” svarede jeg. ”Jo, du skal, jeg ringer tilbage om lidt,” og så blev vi sat i kontakt med Linda og Kurt, som også opdrætter bernere og netop havde et kuld,” fortæller Christa.

Opdrætter Linda Martil i Hvidovre sagde de rette ord, der kun kan få det til at ’ende galt’: ”Der er ingen, der siger, I skal købe nogen. I kan jo bare komme og kigge.”

”Lille Anton i kuldet røg lige i armene på vores søn Magnus, der jo også var knust over tabet af Lunte. Vi havde ham i knap syv år, som jo er gennemsnitsalderen for bernere. Han var en fantastisk hund.”

Dramatisk død
Også ham mistede familien Kaastrup pludseligt og på dramatisk vis. ”Vi havde haft venner på besøg lørdag aften og talte om, at han stadig var sådan en frisk og rørig hund, så ham regnede vi bestemt med at have to år endnu. Dagen efter havde vi ham med ude og gå tur ved Bagsværd Sø. Vi kunne godt høre, han hev noget efter vejret, og efterhånden lød han som en søløve. Så lagde han sig ned. Christa hentede bilen tættere på og sørgede for vand. Han drak halvanden liter. På vej videre i bilen var den helt gal. På mobilen fandt vi nærmeste dyreklinik og ræsede dertil. Han havde så høj feber, at den ikke kunne måles. I løbet af en time blev hjertelyden så dårlig, at vi kiggede på hinanden og på dyrlægen, som derefter skyndte sig at lette hans lidelser,” siger Jan stille. Det var noget med Antons svælg, der var gået itu og lukkede af.

”Allerede dagen efter fløjtede jeg ind på Dyreværnets hjemmeside og tjekkede internathunde for at hente en i Rødovre med det samme. Men jeg var vist lidt i chok og endte med at slå koldt vand i blodet,” smiler Christa, som lige sundede sig lidt, før hun ringede til Linda og Kurt i Hvidovre. Anton var den fjerde hund fra samme kuld, som var død det år, så de gennemsnitlige syv år passede ret præcist. Til gengæld kunne hun afsløre, at de planlagde et nyt kuld snart.

”Så havde vi hundepause fra august sidste år til nu, hvor vi har haft ham bamsen her i to måneder. Det var nok godt lige at komme sig lidt, men nøj, hvor vi har savnet det,” siger Christa og nusser den lille bjørn, der nu har accepteret gæsten fuldt ud og ligger og snorker helt mast ind under en kurvestol.

Ham valgte familien på samme måde som Anton. Eller rettere – Canto valgte også Magnus. Familien besøgte kuldet hver søndag, fra de var fire uger gamle, og hver gang kom Canto tumlende over til dem.

Vores fælles ’familieprojekt’
”Det var fint, for han er vores fælles familieprojekt. Også lidt længere ude i familien, for vi kan godt lide at rejse om sommeren, så vi måtte lige spørge Christas forældre først, om de var med på at passe endnu en hund. Ellers havde vi ventet, til Magnus var så stor, at han ikke længere holdt ferie med os. Men vi havde helt sikkert fået en igen. De hører bare til vores familie nu. Og heldigvis var svigerforældrene med på den,” smiler Jan og peger over i hjørnet af haven, hvor der gemmer sig en hemmelig hundelåge ind til hans svigerforældre.

Selv om Jan og Christa sværger til berner sennen, synes de alligevel, der har været stor forskel på dem, de har haft. Lunte var der krudt i, Anton var rolig lige fra begyndelsen, og Canto er ret skeptisk over for fremmede og går og synger. Hvilket passer fint til hans navn, der betyder ”jeg synger” på italiensk.

”På vores årlige svampetur i Sverige med venner gik Anton altid bag de bageste for at sikre sig, at de kom med. Og han kunne også godt finde på at bide os lidt i haserne, hvilket ligger lidt i kvægdriver-generne. Og gårdhunden fornægtede sig ikke. Han ville være ude. Han boede nærmest ude i haven, elskede også at sove der. Vi savnede ham faktisk lidt herinde, men så kom han og daskede med poten til døren og var jævnligt inde og tjekke, om vi havde det godt, og at alt var, som det skulle være,” fortæller Christa.

”Canto derimod – han er der, hvor vi er. Han vil være sammen med sin familie. Særligt Magnus har han luret, det kan betale sig at være gode venner med. For hos ham må man ligge i sengen. Og Canto har da også fået tjansen som morgenvækker hos Magnus.

”Så står han og pjevser lidt, hvis Magnus har overnattet ude og ikke er på sit værelse,” siger Christa, der forklarer, at hundepligterne er jævnt fordelt på de tre tobenede familiemedlemmer. Sønnen skynder sig hjem fra skole og bliver så hjemme, til Christa kommer fra arbejde, så der kun er få alenetimer for den nye hund.

STORE hundeposer
Til august skal Canto i skole ligesom alle skolebørnene. Han og Christa begynder på hvalpetræning, ligesom hun har gjort med hans to forgængere. ”Men vi øver her i haven, så han kan godt sitte, dække, give ’high five’ og nogle gange komme, når vi kalder,” griner hun og kigger efter lillebjørnen, der nu har sat sig i skyggen af haveskuret og bestemt ikke har i sinde at komme frem til fotografering lige nu.

På spørgsmålet, om der da slet ikke er ulemper ved at have berner sennen, spekulerer parret længe, hvorefter Jan siger: ”Jo, én … man skal have STORE hundeposer, når man går tur!”

”Og en bil med stort bagagerum og råd til meget hundemad,” supplerer Christa.

De har kortvarigt overvejet mindre hunde. Christa er vild med amerikanske cockerspaniels, men det ville ikke fungere, når de låner hendes forældres hus i Sverige, for en spaniel ville gå i gang med at jage i skoven.

”Berner sennen strejfer jo ikke. Som de gårdhunde, de er, bliver de ved ’gården’ og deres mennesker. Vi har været omkring hele hunderaceregisteret, og det er selvfølgelig lidt hårdt, de ikke bliver så gamle, men hos os er der altså ikke tvivl – vi bliver ved berneren. Det er nu engang vores hundetype,” nikker parret enigt.

En berner sennen er til dig, der…
Vil have en meget loyal hund
Vil have en rigtig ”bamse-hund”
Vil have en hund, der både kan fungere som familie- og vagthund

En berner sennen er ikke til dig, der…
Vil have en hund, der typisk bliver over 10 år
Vil have en lejlighedsegnet hund
Ikke gider pelspleje

Sådan skal en berner sennen se ud:
Hoved
Hovedet er kraftigt, men har en størrelse, der harmonerer med resten af kroppen. Der er et tydeligt stop, men det er ikke alt for udpræget. Næsepartiet er kraftigt, middellangt og har en lige næseryg. Selve næsen er helt sort.

Øjne
Øjnene har en dyb mørkebrun farve. De er mandelformede med øjenrandene tæt sluttet til og er hverken dybtliggende eller udstående.

Pels
Pelsen er lang, blød og glansfuld. Den kan enten være glat eller bølget. Pelsen er trefarvet med sort grundfarve. Der er rødbrune aftegninger på benene, på kinderne og to prikker over øjnene. Den sidste farve er hvid og ligger som en blis, der frem mod næsen udvider sig til begge sider og danner næsepartiets hvide aftegning. Blissen må ikke nå ud til øjenpletterne, og det hvide på næsepartiet må højst nå til mundvigen. Der er også en hvid sammenhængende aftegning på strube og bryst. Desuden må den gerne have hvide poter og halespids.

Ører
Ørene er middelstore og trekantede, men afrundede. De sidder højt på hovedet, men hviler fladt ind til hovedet.

Hale
Halen er busket og skal gå mindst til haseleddet. Når hunden slapper af, bæres den hængende og under bevægelse i højde med ryglinjen eller en smule højere.

Mål og vægt
Hannerne bliver 64-70 cm i skulderhøjde og tæverne 58-66 cm. Idealhøjden for racen er for hannerne 66-68 cm og for tæverne 60-63 cm.

Værd at vide:
Historie
Berner sennen-hunden er en schweizisk bjerghund. Den kom til Schweiz for over 2.000 år siden, hvor romerne havde bragt de smukke hunde med sig på felttogter. Her blev nogle af hundene efterladt og blandede sig efterhånden med de lokale hyrdehunde. Denne blanding gav berner sennen egenskaber, der gjorde den perfekt som bjerggårdhund. Den kunne drive kvæg, trække læs og være vagthund for gården. I dag kan man stadig se berner sennen-hunde snappe deres ejere i haserne på samme måde, som de engang gjorde med kvæg. Den går også gerne bagest på ture og sørger for, at hele flokken er med. Dengang var berner sennen ikke en særskilt race, og den var næsten forsvundet i midten af 1800-tallet. Den nåede heldigvis at blive reddet, og i 1907 begyndte man at renavle racen.

Aktivitet og motion
De første to år af sit liv må en berner sennen-hund ikke få ret meget motion, og man må koncentrere dens hvalpeenergi om aktivitetslegetøj og andre opgaver. Derefter er det en hund med et moderat motionsbehov. Den er dog kendt for at indrette sig efter familiens aktivitetsniveau. Den går de ture, familien går. Men man skal være opmærksom på, at den elsker en lang tur i skoven, så det ville være synd at lade den sove sit liv væk. Det er en hund, der er meget glad for at være udenfor – gårdhunden fornægter sig ikke. Den egner sig derfor ikke så godt til at bo i lejlighed. Det er en god ide at lade den løbe frit, så snart der er mulighed for det. En berner kan blive meget dygtig til lydighed, hvis man træner den fra begyndelsen – den er intelligent, lærenem og ivrig. Men det er ikke en hund, der gider løbe mere end to gange efter en bold eller en pind.

Temperament
Det er en meget kærlig og rolig hund, der er god som familiehund, hvis den får en rolig, men konsekvent opdragelse. Det er også en hund med sin egen vilje og selvstændighed, og dens intelligente væsen gør, at den ikke lader sig bestikke med godbidder. Det er en god hund til børn, og hvis den er vokset op med andre husdyr, vil den også være god ved dem. Man skal dog være opmærksom på, at der kan opstå en dominerende adfærd over for andre hunde. Den knytter sig meget til sit territorium og kan derfor være en god vagthund. Man skal forvente, at den gør, når der kommer fremmede, og iagttager den fremmede, til den ser, at der ikke sker ejeren noget. Berner sennen er også meget kendt for sin unikke evne til at tilpasse sig.

Pleje
Da pelsen er forholdsvis lang og tyk – og fældende – kræver det, at man gennembørster pelsen en gang om ugen. Man er ikke i tvivl, når den fælder underuld, så man skal ikke være for ked af at støvsuge med en berner i huset.

Levealder
Gennemsnitslevealderen er syv år. Den hyppigste dødsårsag er kræft, og op mod 40 % af hundene dør af dette. Det skyldes blandt andet, at mange af dem er prædisponeret for nedarvet kræft.

Tre andre sennen-hunde

Appenzeller sennen-hund
Alle fire sennen-hunde stammer formentlig fra samme stamtype, men appenzeller sennen-hund har som den eneste af de fire en oprullet hale. Man antager derfor, at den på et tidspunkt er blevet blandet med en spidshundetype. Den har glat, kort hår og kræver derfor mindre pelspleje end berner sennen. Den er lidt mindre, og hannerne bliver omkring 52-56 cm i skulderhøjde og tæverne 50-54 cm.

Entlebucher sennen-hund
Entlebucher sennen-hund er den mindste af sennen-hundene med sine 44-50 cm for hannerne og 42-48 cm for hunnerne. Det er en livlig og temperamentsfuld hund, der kræver meget motion Den tilpasser sig ikke i forhold til motion, så hvis den kun får et par korte gåture hver dag, kan den blive lunefuld og usikker.

Grosser schweizer sennen-hund
Grosser schweizer sennen-hund er den største af de fire og har en stor styrke. Derfor blev den især brugt som trækhund før i tiden. Den har et stort pladsbehov, og det er derfor ikke en hund, der egner sig til lejlighed eller hus uden have. Til gengæld er den god til at tilpasse sig ejerens hverdag.