Dalmatiner: Ikke bare pynt og prikker

500

Hvis man hører, at dalmatinere er følsomme, skal man ikke tro, det betyder ’stilfærdig sofahund’. Eller jo, det kan en dalmatiner sagtens være, hvis den bare også bliver aktiveret, så prikkerne danser. Mød Vi med Hunds grafiker Linda Jørgensen til en dalmatinersnak – i sofaen.

TEKST OG FOTO: GERTRUD BAUN

Der lyder et enkelt bjæf bag rækkehusets hoveddør, men ellers fryder dalmatineren Mille på fire år sig lige så stille som en mus, da hun kommer ud og hilser. Hele hendes store krop slanger sig i begejstrede bølger rundt om gæsten, som hun kender fra sin ’mors’ arbejde, men det er på en helt forsigtig og lydløs måde. Kendte man ikke til hunde, kunne man dog godt blive forskrækket, for pludselig løfter hun forkroppen en anelse op imod mig med blottede tænder. Jeg bliver dog mere stolt end skrækslagen over at blive tildelt ét af de for racen så karakteristiske ’smil’. Jeg har aldrig før set en hund smile på den måde.

Hun gør det flere gange, da vi er kommet indendørs. Hendes ejer, Vi med Hunds grafiker Linda Jørgensen, kalder på hende, og hun kommer vimsende gennem stuen og sender flere gange sit hurtige, smittende ’tandsmil’. Det gentager sig, da den yngste datter, Astrid på 12 år, kommer hjem. Storesøster Freja på 14 er stadig i skole.

”Jeg plejer at skynde mig at fortælle besøgende, at hun smiler, for man kan godt tage fejl af det. Især børn, som vi tit har besøg af,” fortæller Linda.

Først småbørn, senere hund
Børn og hunde var til at begynde med ellers ikke noget, der blev blandet sammen hos Linda og hendes mand, Jan. De er begge vokset op med hunde, og de havde også en skøn schæfertæve, Blida, da de var helt ”nye” sammen, som Linda siger.

”Vi arvede hende fra min mor, der ikke helt magtede at aktivere hende. Hun var supervelafrettet og nem, og vi havde en skolepige til at lufte hende, når vi var på arbejde. Men da hun begyndte at skrante med nogle meget svage bagben, kunne vi ikke tage os sammen til at få hende aflivet. Så da Freja, vores første datter, var på vej, besluttede vi, at når hun kom, var det vores deadline. På den måde løb vi heller ikke nogen risiko i forhold til, hvad sådan en 12 år gammel hund ville sige til, at der kom småbørn i huset. Så da Freja var få dage gammel, tog vi simpelthen barnevogn og hund og gik den tunge, men beslutsomme vej til dyrlægen.”

Og da først huset genlød af babyskrål, valgte parret bevidst at tage en pause fra hunde i deres liv.

”Vi vidste, at vi en dag igen ville have hund, men da vores to piger var små, var der ikke ordentlig tid til at aktivere en hund, så vi ville vente til det rette tidspunkt.”

Hun og Jan begyndte så småt at blive klar til hund i smug for fem år siden. Da var døtrene blevet syv og ni år gamle. Pigerne ville også gerne, men de blev ikke inddraget i processen. Egentlig så de godt, at mor og far indimellem sad med næserne helt fordybet i hundebøger, men i et års tid blev de holdt hen med, at det ”bare var for sjov.”

”Vi var vidt omkring i hunderacer. I lang tid kiggede vi på west highland white terrier, men så blev vi bange for, om den var for terrier-selvstændig. Vores bedste venner havde bomuldshund, men den syntes vi var for lille. Så var der vizslaen, men da var vi bange for, det blev for meget jagthund. Det kunne vi ikke honorere.”

Følsom men aktiv
Linda havde altid været vild med dalmatinere, men man skulle jo ikke bare vælge hund efter det ydre. Først da hun fik læst, at det er en hund med et mildt og lidt følsomt sind, men samtidig et højt aktivitetsniveau, faldt alle brikkerne i det store puslespil endelig på plads.

”Vi ville godt have en hund med gang i, men det følsomme tiltalte os også. Vi var så også klar over, at pigerne var nødt til at hjælpe til, hvis vi fik en hund, der skulle aktiveres en del. Vi går jo begge på arbejde.”

Det satsede Linda og Jan på, at Freja og Astrid både ville og kunne, så en eftermiddag for fire år siden, lige op til efterårsferien, sagde de til pigerne, at hele familien skulle en tur i Drive in Bio. Den kennel, de havde kig på, lå nemlig lige i nærheden.

”Først da pigerne så kennel-skiltet lød et ’neeeeeeeeeej’ fra bagsædet. Der løb 10 hvalpe rundt, og de var skønne alle sammen. Vi ønskede os en tæve, og det skulle ikke være den mest ballade-agtige, men en mild, rolig og børnevenlig én, så vi spurgte indehaveren, Charlotte, som er dyrlæge, hvilken én, hun mente, passede til os. Hun valgte tre ud, og én af dem, havde vi godt lagt mærke til, kravlede rundt på Charlottes datter, som var jævnaldrende med vores. Så vidste vi, den var vant til børn. Vi kunne også rigtigt godt lide dens pletter og udtryk i ansigtet, så hende blev det, og hun kom med i bilen med det samme,” smiler Linda og skæver over til sofaen, hvor Milles hoved lige kan anes på armlænet.

Men det var en lidt hård start. Følsomme Mille hylede hele vejen hjem, så pigerne blev helt kede af, at de havde taget hende væk fra sin mor.

”Vi havde fået et tæppe med, som duftede af hendes mor, og hjemme faldt hun også hurtigt til ro, men det var da både hyggeligt og hårdt at have hvalp. Det havde Jan og jeg jo ikke prøvet før. Hun vågnede om natten og skulle lige beroliges. Til sidst gjorde vi ligesom, da børnene var små – vi satte hundesengen lige ved siden af vores egen, så vi nemt kunne række en arm ned og trøste.”

Også knald på damen
Og sådan har Mille det grundlæggende endnu. Hun vil meget gerne være lige der, hvor hendes familie er.

”Hun lever helt fint op til bøgernes beskrivelse. Inden i er hun en rolig familiehund, der gerne ligger på skødet, og uden på er der knald på damen. Vi aktiverer hende nok samlet to timer dagligt, og hun har brug for sin galop ud over engene, hvor vi går tur. Jan har morgentjansen, og indimellem cykler han med hende om eftermiddagen eller aftenen. Og det er lidt sjovt, for Mille gør meget, meget lidt. Men når vi tager cyklerne frem, SÅ giver hun hals. Det er sådan, at naboerne et par gange har været helt bekymrede, når de har hørt hende, men nu ved de, at det bare er fordi, vi skal ud og cykle. Hun elsker det!”

Om eftermiddagen går pigerne på skift luftetur, og om aftenen går Linda en lang tur, ofte sammen med Milles bedste hundeven, border-blandingen Oscar og dens ejer. Så bliver der leget igennem.

Linda har også gået til hvalpetræning med Mille det første år.

”Vi plejede at gå hele vejen fra Taastrup til Albertslund for at komme til træning, for så havde hun ’krudtet’ så meget af, at hun kunne koncentrere sig.”

Det er uendelig svært at forestille sig så meget krudt i den prikkede ’pyntepude’, der lige nu pryder sofaen i det hyggelige rækkehus. Og som sommetider sniger sig ind i soveværelset og henter en natbluse at putte med i sin hundekurv. Indimellem er Mille også med på redaktionen hos Vi med Hund, men der går altid lidt tid, inden man opdager, hun er der. Hun ligger pænt i sin seng eller går musestille omkring, og helst ikke i en radius længere væk end tre meter fra sin ’mor’. Én gang måtte Linda ud af huset til et møde, og de to timer, hun var væk, var der til gengæld ikke ro på Mille et øjeblik.

Fornærmet i tre dage
”Hun er sensitiv. Det lærte jeg på den hårde måde, da hun var lille. En dag, da hun var kommet i ’lømmelalderen’, gik hun igennem et hul i hækken tre gange på en time. Tredje gang havde jeg fået nok og fór ud og tog fat i nakken på hende og har sikkert sagt ’puuuuuha!’ eller sådan noget. Hun ignorerede mig i tre døgn – som i fuldkommen! Der blev jeg godt nok lidt overrasket og fortalte det til hundetræneren, som bare svarede, at jeg skulle huske, det ikke var en labrador, jeg havde fået, men en følsom dalmatiner,” fortæller Linda og trækker mundvige og skuldre nedad med lidt dårlig samvittighed. Siden dengang har hun aldrig råbt ad Mille.

”Det samme svarede han, da jeg en gang lidt utålmodigt spurgte, hvor mange gange jeg skulle øve ting med hende, før hun lærte det. ’Hun er ikke en labrador, men en dalmatiner.’ Til gengæld sagde han, at når hun først har lært, hvad hun skal, så kan hun det. I dag skal jeg f.eks. bare sige ’hov, cykler,’ så går hun til side,” fortæller Linda og klapper sin store, trofaste ven, der lige skal strække sig lidt.

”Hun fylder godt i landskabet, men hun er jo meget nem at have med. Vi har haft hende med på campingferie i Ungarn og Kroatien, men til sommer går turen til Sydfrankrig, og det skal hun ikke. Der er for varmt for hende. Det er lidt et minus ved sådan en som hende, når vi skal på ferie, hvor hun ikke kan komme med. Hun er for følsom til at bo på pension og for krævende i forhold til børnenes bedsteforældre og lange ture, hvis de skal passe hende i flere uger. Nogle gange flytter de ind her, og så finder vi en lufteløsning, mens vi er væk.”

”Jeg kan også se hendes følsomhed i omgang med andre hunde. Hun løber stærkt og leger vildt, men er der optræk til den mindste form for ballade, så er hun smuttet eller er at finde med alle fire ben i vejret prompte.”

Ikke bare en Disney-hund
Men hun har da også sin dominerende side, husets hund.

”Vi har haft en lang periode, hvor det var helt tydeligt, at når vores yngste datter, Astrid, gik tur, så adlød Mille ikke,” fortæller Linda, som konsulterede Vi med Hunds adfærdsbehandler, Merethe Børgart, for et godt råd. Hun oplyste, at hunde kender tydeligt forskel på børn og voksne i lederskabet. Og at problemet snart ville løse sig selv, for når børn bliver teenagere, kan hunden mærke det. Den kan faktisk lugte det og får så lidt mere respekt.

”Det er allerede blevet bedre,” fortæller Astrid ovre fra hundesengen, hvor hun lige tager et hvil med hovedet på sin hund. ”Før kunne jeg ikke slippe hende fri. Nu går jeg på en mark, hvor der ikke kommer andre. Så kommer hun, når vi skal hjem.”

”Mille har også så stort et tryghedsbehov, at hun aldrig ville løbe væk. Hun kommer altid med hjem – det kan bare godt være, Astrid skal kalde fire gange mere end os andre.”

Ellers har der aldrig været bøvl med Mille. Linda og Astrid fortæller, at hun har spist noget sofa, en hårbørste og en fjernbetjening, men det var alt sammen, da hun var lille.

”Jeg møder jævnligt andre hundeejere, der spørger, om racen ikke er lidt af en ’damp’-hund. Det synes jeg slet ikke. Men jeg kan da forestille mig, at de godt kunne være det, hvis de ikke blev aktiveret. Mille kommer da også rendende som det første med sit legetøj, når vi kommer fra arbejde. Så omvendt skal man heller ikke tro, hun bare er en pæn Disney-hund, man har ’for sjov’ – hun skal ha’ sine løbeture hver dag og lidt opgaver til hovedet.”

”Jeg leger gemmeleg med hende,” indskyder Astrid, stadig ovre fra hundesengen, og forklarer, at hun gemmer sig, når Mille er optaget af at snuse, og så kalder hun – ”så hun kan løbe lidt.”

Ville vælge det samme igen
”De kræver noget, men vi kan godt selv lide at komme ud, så jeg ville helt klart vælge dalmatiner igen. Og havde vi ikke fuldtidsjobs, ville jeg gerne have to. Det ville bare kræve for meget af pigerne, for de kan ikke gå alene med to store hunde. Så skulle de lufte hver eftermiddag i stedet for at skiftes som nu. Men de skal også nå fodbold og dans, så det går ikke. Det fungerer fint, som det er nu, så jeg må styre mig,” smiler en hundeskruk Linda.

Også Astrid og Freja er fuldt tilfredse med deres dalmatiner. ”Jeg er MEGET glad for hende. Det er rart, hun er helt glad, når man kommer hjem. Jeg synes, hun er for stor at have liggende i min seng, men min storesøster sover nogle gange sammen med hende,” afslører Astrid.

Så er det jo godt, der til gengæld er rigeligt plads i Milles hundeseng, og at hun gavmildt deler et hjørne med sin yngste leder i flokken.

En dalmatiner er til dig der …

  1. Vil have en meget alsidig hund
  2. Vil have en aktiv familiehund
  3. Vil have en hund, der elsker at være i centrum.

En dalmatiner er ikke til dig der …

  1. Ikke tror, at hunden er andet end en ’Disney-hund’
  2. Ikke vil have en følsom hund
  3. Ikke har tiden eller lysten til at gå, løbe eller cykle lange ture med hunden hver dag.

Sådan skal en dalmatiner se ud:

Hoved
Hovedet skal være i harmoni med resten af kroppen. Skallen er flad med svage rundinger i siden af hovedet og bredest mellem ørene. Huden på hovedet skal være helt fri for rynker. Kæbemusklen og kindbenene må ikke være for fremtrædende.

Øjne
Øjnene er ovale og i harmoni med pletternes farve. De er placeret næsten fremadrettet i en vinkel på 10-15 grader. Øjenrandene sidder tæt til øjenæblet.

Pels
Pelsen er kort og ligger tæt på hele kroppen. Dalmatinerne er meget kendt for deres hvide pels med sorte eller brune pletter. Størrelsen på pletterne skal ifølge racestandarden helst være ens med en diameter på to-tre cm. Hos den brune variant er pletterne lidt mindre, ca. to cm. Pletterne på hovedet og på benene skal være proportionalt mindre end på resten af kroppen.

Ører
Ørene har samme form som en ligebenet trekant, med en afrunding ved spidsen. De er placeret forholdsvist højt og bæres tæt ind til hovedet.

Hale
Halen er tyk ved roden og bliver tyndere ud mod spidsen som en kegle. Den når ca. ned til haseleddet, eller lidt længere, og bæres sabelformet.

Mål og vægt
Hannerne er typisk 56 til 62 cm og vejer 27-30 kg. Tæverne er 54 til 60 cm og vejer mellem 24 og 29 kg.

Værd at vide:

Historie
Der er ingen, der med sikkerhed ved, hvor dalmatineren stammer fra. Nogle hævder, at afbilleder af plettede hunde i de gamle egyptiske gravkamre er dalmatinere. Fra nyere tider holdt dalmatineren til i Dalmatien i Kroatien. Navnet stammer altså derfra. Her var det især sigøjnerne, der tog racen til sig og spredte den på deres rejser.

Dalmatinerens smukke udseende og mange egenskaber blev i 1700- og 1800-tallet meget populær i England, hvor den løb ved siden af hestevognene som pynt, og måske også som vagthund. Først da dalmatineren havde været populær i England, kom den prikkede skønhed til Danmark. Det var dog en sjælden race frem til 1980. I 1996 steg populariteten meget – det kan måske være fremprovokeret af spillefilmen ”101 Dalmatinere” med Glenn Close i hovedrollen som Cruella De Vil, der udkom samme år.

Aktivitet og motion
Det er en hund, der kræver en del motion. Tre korte lufteture om dagen ville være synd. Den har brug for at strække helt ud, på en løbetur, cykletur eller en god tur i skoven. Den har også brug for at blive mentalt stimuleret, men det er vigtigt, at det er spændende og afvekslende opgaver, så den ikke mister interessen. Derfor er træning, der kræver mange gentagelser, ikke nødvendigvis noget, dalmatineren vil sætte pris på.

Temperament
Dalmatinere er kendt for at smile, og man skal derfor ikke blive forskrækket, hvis de viser tænder i begejstring. Hold øje med resten af kropssproget, så der ikke sker nogen misforståelser mellem hunden og mennesker. Desuden er dalmatineren meget følsom, hvilket man specielt vil opleve ved tæver i løbetid. Man vil også kunne opleve det i opdragelsen. Det nytter absolut ikke at råbe og være hård ved denne race, da den blot vil blive ked af det og fornærmet.

Pleje
Der er næsten ingen pelspleje i dalmatineren, men den fælder, og derfor kan det være en fordel at børste dens pels fri for døde hår dagligt.

Levealder
En dalmatiner bliver gerne op til 12 år, men sunde og raske hunde kan ofte blive op til 14 år.

Tre andre hunde der minder om racen:

Vizsla
Vizslaen er ligesom dalmatineren meget energisk og kræver rigelig motion. Den er hengiven, trofast og intelligent, og hvis man er konsekvent, er den ikke svær at opdrage. Vizslaen er en fremragende jagthund, der elsker at svømme og apportere. Dens helt korte pels kræver kun en smule pleje, men det kan være en god ide at fjerne døde hår med en gummibørste. Man kan også få vizslaen som ruhåret, og den kræver lidt mere pelspleje.

Weimaraner
Weimaraneren er specielt kendt for sin smukke sølvfarvede pels, men fås også som rødgrå eller musegrå. Weimaraneren er venlig, energisk, men kan også være vagtsom og til tider dominerende. Den er dog ikke uvenlig over for fremmede, selv om den er beskyttende. Den har brug for meget motion og vil specielt trives som jagthund. Den er også egnet som familiehund, da den er god til børn og kan, hvis den har været vant til dem fra hvalp, også lære at omgås katte og andre dyr.

Whippet
En whippet er en god familiehund, der er hengiven og kærlig. Den er egnet som væddeløbshund, og det kan derfor være en god ide at melde sig ind i en væddeløbsforening. Ellers kan den få afløb for sin løbelyst ved at tage den med ud i hundeskoven og lade den løbe frit. Den må ikke bruges til jagt, da den ville være den sikre vinder hver gang.