Cairn terrier på stendyngen

209

Der er mange cairn terriere på gårdspladsen i Jystrup, syv i alt, og et er sikkert, når så mange cairn’er er sammen, er der en dynge med sten eller en forhøjning, så står der gerne en hund der.

Tekst og foto: Iben Danielsen

Der var fem, nej syv, og så hvalpene, tre plus to. Huset på Midtsjælland genlyder af små glade hundepoter og ivrig opmærksomhed. For det er sådan den er, cairn terrieren, opmærksom, kvik – ja nogle vil måske sige fræk, og så er den næsten altid i godt humør og deltager i, hvad der sker omkring den.

Familien Wolf/Kessler bor på tre adresser i nærheden af hinanden ved Jystrup på Midtsjælland, og de har alle cairn terrier-hunde, i alle farver og aldre. Anne-Lise Wolf og hendes voksne børn, svigerbørn og børnebørn er fælles om både hobbyopdrættet og om kærligheden til de kvikke terrierhunde. Når man har opdræt som hobby, er der gerne to kuld i gang, og sådan er det også her i foråret. Der er Claras tre store hvalpe, som snart skal flytte hjemmefra, og Lolly har fået to hvalpe ved en problematisk forløsning med kejsersnit. Efter et par uger med sutteflasker, hjælp og 24 timers vagt ved hvalpene, så har både Mini og Maxi, som de med rette kaldes, det godt, og moren også. Desuden har Tilde et nyt kuld på vej, og det er hendes første.

En jagt- og vagthund
Der er altid afsætning på hvalpene, for cairn terrieren er en populær hund, og den er sammen med den hvide west highland terrier den mest populære terrier herhjemme. Cairn terrieren er med og gerne tæt på sine mennesker, og den kan høres. Rider der en hest forbi, så fortæller hundene det gerne, og kommer der uventede fremmede, så giver de også lyd fra sig. Når de er indendørs, er de også snaksaglige med lyde og bjæf, hvis de vil have opmærksomhed.

”Vi ved skam også, hvornår postbuddet kommer. De løber alle posten i møde med fuld musik, og så bliver de helt stille, når posten er fremme, for de ved, at der vanker godbidder. Sådan er de ret kvikke hunde, der har regnet den ud,” fortæller Anne-Lise Wolf.

Den tilpasningsvillige hund
Anne-Lise Wolf er vokset op med schæferhunde og har som voksen også haf dværgpuddel og lhasa apso – dengang med børste og udstillinger og det hele.

”Men så fandt jeg cairn terrieren, og sådan har det været siden 1984,” siger hun: ”Cairn’en er fræk, sund, glad og opfindsom, og så er den helt usædvanlig tilpasningsparat. Den elsker at være med til alting, om du så skal køre i bil, sejle, løbe eller bare sidde i sofaen. Det er jo meget handy. De kan lege, men de kan også slappe af. Det er ligesom, de hviler rigtig godt i sig selv.” Anne-Lises datter, Jannie Wolf Kessler, giver hende helt ret:

”Det er det gode ved at have cairn terrier. Er der en familie, som gerne vil have en hvalp med gang i den, så passer den lige så godt til en langdistanceløber som til en ældre person, som har brug for lidt hygge med en vovse på skødet. Den tilpasser sig det hele. Og så har den kærlighed nok til flere mennesker. Der er nogle hunde som holder sig til en, men ikke Cairn’en, den elsker mange og meget. Selvfølgelig er der forskel på hvalpe, og vi går op i at matche hvalp og ny ejer efter behov og temperament,” fortæller Jannie Wolf Kessler.

”Det vi kigger efter, når vi får besøg af de familier, som gerne vil have en hvalp er, om de forstår, hvor social en hund de får. Hvor vigtigt det er at være sammen med hunden, hygge sig med den og give den plads. Det er en alsidig hund, det eneste den ikke kan lide er at være overset og isoleret,” fortæller Jannie Wolf Kessler. Men de kan godt være alene hjemme.

”Forstår man det, så er den nem at have med at gøre, kærlig og sjov, og den er endda nem at opdrage, hvis man håndterer det rigtigt. Vi har det sådan her i familien, at hundene skal være lydige og forstå, hvad de må og ikke må, men de har også lov til at have det lidt skægt. Det vidner haven vist meget godt om. Det er jo hunde med personlighed og karakter. Så kigger du ud over flokken her, så er Lolly ’top dog’, Emma er en torpedo, Tilde er vagthunden, som helst vil være udenfor, Musse er en kælegris, og sådan kan jeg blive ved. De har personlighed, og de har en plads i gruppen, som vi respekterer. Vi elsker at kigge på dem og se hvordan de har det sammen. ”

Dyrlægens ærgrelse
Selvom familen Wolf/Kessler har vi haft cairn terriere i mange år, har de stort set aldrig været hos dyrlængen. Hundene bliver selvfølgelig chippet, tjekket og vaccineret, men de er aldrig syge eller har dårligdomme.

”Jeg tror, at cairn terrieren er så sund, fordi den ikke er blevet avlet for meget og forkert. Den virker så gennemsund den her hund, og det er jo slet ikke usædvanligt, at de bliver gamle, ja 14-15 år, og det dejlige er, at de er legesyge lige til det sidste,” siger Anne-Lise Wolf. Et af kendetegnene ved cairn terrieren er dens pels. Den har en strid, lang men ikke krøllet overpels og en tæt og blødere underpels. Desuden er pelsen helt speciel vejrbeskyttende, og både Jannie og Anne-Lise fortæller, at der kun sjældent er behov for at give hundene et bad. Den type pels er selvrensende, men den skal trimmes, og det bliver hundene løbende. Det tager mellem to og tre timer at trimme en cairn’er. I huset ved Jystrup er der hunde i alle cairn terrierens farver. Der er grå og gråsorte, der er hvedefarvede og lysbeige, og der er rødlige og brunlige nuancer, og hver hund har gerne flere farver, og rigelig med pels.

Cirkelines gode temperament i arv
For Anne-Lise Wolf begyndte kærligheden til cairn terrieren med mødet med dyrlægens hund, som hun senere fik et barnebarn til. Det blev Cirkeline, og Cirkelines temperament og sind blev afsættet for Anne-Lises arbejde med de små cairn terriere, hun og familien vælger at lave opdræt på.

”Hun var den skønneste og klogeste hund. Fræk og modig. Hun kunne kravle over et hegn på 1,80, og hun var sjov og udspekuleret,” fortæller hun, og hendes datter fortsætter:

”Når man har hobbykennel, så tager man gerne med til opvisninger og udstillinger med andre cairn terriere for at vise dem frem og få andre til at bedømme sine hunde. Det er vigtigt for os at møde andre, som vi deler kærlighed til hundene med, og så naturligvis at spotte nye mulige hanner til at føre den gode, sunde linje af terrierhunde videre. Vi er medlem af DKK og avler efter deres etiske regler, og alle hvalpe har stambøger derfra. Vi støtter en sund race, og vi undgår de forkerte bid, ulvekløer og naturligvis kryptokichismen. Endnu vigtigere er det, at vi avler på hunde, der har et sundt og godt sind,” siger Jannie Wolf Kessler. Snart er det nye kuld med Levi, Lexi og Liam klar til at komme videre i verden. De tumler rundt i deres indelukke og nyder at have alle de voksne hunde omkring sig. Den ene hvalp skal faktisk uddannes til terapihund. Den første tid skal hvalpen derfor bo hos en hundeterapeut, og så skal han ellers følge og opmuntre en dreng med autisme. Hunden skal bo hos familien og være drengens nye pelsede kontakt og ven.

”Det er jeg sikker på, vil gå godt. Cairn terrieren er så interesseret i at lære nyt og være med i alle sociale sammenhænge. Så jeg kan godt forstå, de har valgt vores lille hvalp til opgaven,” siger Jannie Wolf Kessler.

Der er registreret 32 terrierracer i Danmark, og den mest populære af er cairn terrieren, som har stået øverst på popularitetsskamlen, eller måske snarere på stendyngen eller verden, i flere år. For det er faktisk fra jagtegenskaberne i stendynger, at hunden har sit oprindelige navn. Cairn kan oversættes med stendynge, og det er ikke usædvanligt at se den lille opvakte hund stå med forbenene oppe på en bakke eller stendynge for at få overblik. Herfra kan den jage byttedyr, som har fundet vej eller skjuler sig i menneskeskabte stendynger.

Ud over det, så hører cairn terrieren til de skotske terriere. Det siges, at skotsk terrier, west highland white terrier, skye terrier samt cairn terrieren nedstammer fra en skotsk jagtterrier. I tidligere tider var der nemlig brug for en lille kvik og hurtig hund, som kunne være med til jagt, fange de rotter og mus, der var mange af i husholdningerne, men også fange større dyr som oddere og ræve.

Cairn terrieren ligger i udseende tæt op af de oprindelige skotske terriere, og det handler om den stride, tykke og vejrbestandige pels med overpels og underpels. Nogle mener at have bevis for, at hunden har været en race siden 1400-tallet via malerier og andre minder, men oprindelsen kan med sikkerhed spores til forrige årtusinde, hvor cairn’en blev kaldt korthåret skye terrier, fordi den kom fra Isle of Skye, et område, der omtales Hebriderne i Nordvestskotland. I 1912 blev cairnen anerkendt som selvstændig race af de britiske kennel klubber, og i Danmark har den været kendt og elsket siden 1950’erne.

En cairn terrier har personlighed og er både intelligent, loyal og modig. Den har terrierens typiske stædighed og jagtinstinkt, men den er også en aktiv hund, som gerne vil gøre sit, og være med til alle aktiviteter.

Aktiv og social
Cairn Terrieren er glad og vågen, og den holder øje med alt omkring sig. Den har brug for motion og aktiviteter, og mest af alt har den brug for selskab. Den elsker at være familiens aktive centrum, lære og finde på. Cairn terrieren beskrives som meget tilpasningsegnet. Bor du ved skov og strand og er til lange ture, så er hunden det også. Er du en, der hygger hjemme og bare skal gå lidt i byen, så er hunden med på det. Bare den er sammen med sin ejer eller familie.

Pleje og levetid
En cairn terrier har en strid, men ikke grov, vejrbestandig overpels og en blød, tæt og dækkende underpels, og den skal trimmes regelmæssigt. Er du god til at få det gjort, er der til gengæld ikke grund til den store vask og pleje. Dens pels er beskyttende og selvrensende, og det er en klar fordel ved cairn terrieren. Cairn terrieren er en stabil og sund hund, og det er ikke usædvanligt, at den bliver 15-16 år.       

                         

En cairn terrier er til dig, der …
elsker samvær med en kvik og udfordrende hund, som gerne vil være med til at bestemme
ønsker en robust hund, som ikke har skavanker. Cairn’en er sund og naturlig
leder efter en hund, som kan elske mange og meget. Cairn’en er ikke nødvendigvis en enmandshund

En Cairn Terrier er ikke til dig, der …
er væk det meste af dagen. Cairn’en er meget social og vil gerne være med
ønsker stilhed. Cairn’en gør og holder vagt, og så snakker den også
der vil gå med hvide bukser uden hundepoter. Cairnen har behov for nærhed

Sådan skal en cairn terrier se ud
Hovedet: Cairn terrieren er en harmonisk hund, og hovedet sidder på en tæt bred hals og krop. Hovedet er behåret og rammer den brede sorte næse ind.

Øjne: Mørkebrune eller nøddebrune øjne, som virker dybtliggende under de buskede øjenbryn.

Hale: En kort hale som bæres højt uden at være bøjet mod ryggen. En glad hale.

Pels: Den grove overpels og den blødere underpels har ofte varierende farver. En cairn kan være creme- eller hvedefarvet, som går over i brun eller rød. Den kan også være i grå nuancer eller kombination af grå og sort. Hunden har ofte flere farver, og kan være brindlet i alle farver. Det er typisk, at der er mørkere farver ved ører og næseparti.

Ører: Små spidse opretstående ører med masser af pels, hvor det øverste trimmes. Ørerne giver indtryk af en energisk og munter hund.

Højde og vægt: Cairn’en vejer mellem 6 og 7,5 kilo, og den måler mellem 28 og 31 centimeter over skulderen.

To andre terriere:
West highland white terrier
Den mest almindelige terrier I Danmark udover cairn terrieren er den lille, hvide west highland white terrier, som har en anderledes, hvid og blødere pels. Den har terrierens charme og stædighed, og den har samme tyngde men er en lille smule mindre og mere kompakt end cairn terrieren. Westien stammer også fra det skotske højland, hvor jægerne brugte den til rævejagt.

Dandie dinmont terrier
En af de meget usædvanlige terriere er dandie dinmont terrier, som også stammer fra de skotske landskaber. Den bærer det særlige navn efter en Walter Scott-roman ’Guy Mannering’ om bonden Dandie Dinmont. Det er en ruhåret, kortbenet terrier i gråbrune farver og med en karakteristisk høj frisure. Den har en mere aflang krop end andre terrierhunde