Blød med broholmere

1439

Det skulle have været en lille fransk bulldog, der for 12 år siden fuldendte familien Høybye, som på det tidspunkt havde tre små børn. I stedet blev det til en flok kæmpe broholmere og en periodisk soveafdeling på køkkengulvet. Sådan kan det gå, når man finder sit bløde punkt.

TEKST OG FOTO: GERTRUD BAUN

Klassiske toner fra et klaver flyder ud gennem det åbne køkkenvindue i villaen på Frederiksberg. Et øjebliks pause i musikken vidner om, at det ikke er lyden fra en radio eller musikafspiller. Sekundet efter omdanner min banken på døren de smukke toner til underlægningsmusik for et dybt kor af broholmer-basser. Men Lisbeth Høybye dukker nu op alene i døråbningen og har ladet hundene blive i stuen ved klaveret, til hun er sikker på, det er en hundeglad gæst, der er ved døren.

”Ellers kan det godt være voldsomt med to så store hunde, der gerne vil hilse,” forklarer hun og spørger, om jeg er klar. Om?! Jeg har glædet mig helt vildt til mit livs vist nok første ordentlige møde med den store, gamle, danske hunderace broholmer. Og selv om hundene er store, foregår det temmelig udramatisk. Men nu er det heller ikke ligefrem nødvendigt for så store hunde at hoppe op ad én eller gøre et nummer ud af at få opmærksomhed. Den får de uundgåeligt. Knud på fem og Karl på to, far og søn, er bare omkring mig, snuser lidt, logrer og modtager i al stilfærdighed mine hilsener og klap. Så lunter de med ud i haven, hvor Lisbeth har sat en bakke med kaffe og chokolade til os, og i løbet af fem minutter har vi en hund hver oven på sommersandalerne. Karl hviler samtidig sit hoved oven på sin fars bagparti.

Blodtryksnedsættende
”Det er så sådan nogenlunde en broholmers yndlingsposition, du her ser. De vil bare være, hvor vi er, og i løbet af et øjeblik har de installeret sig, når vi gør det. De er simpelt hen blodtryksnedsættende,” siger Lisbeth, der som sygeplejerske ved, hvad hun taler om.

Det sker ret ofte, at vi skriver i et raceportræt, ”det var egentlig slet ikke meningen, at vi skulle have sådan én” … og så videre. I tilfældet med Lisbeth Høybye og hendes mand, Claus, var det meningen, de ville have hund. Men en type i den helt anden ende af skalaen. De havde tre børn i alderen to, fire og seks år, og som dyrlægedatter havde Lisbeth et inderligt ønske om, at hendes børn også skulle vokse op med hunde omkring sig. Den sidste, hun selv havde i barndomshjemmet, var en fransk bulldog, så sådan én foreslog hun sin mand, de skulle have. Det syntes han, der var vokset op med golden retriever, ikke, der var så meget hund ved. Lisbeth trak ham med til en hundeudstilling, så han kunne se, hvor meget personlighed en fransk bulldog har.

”Lige ved siden af de franske bulldogs var broholmerne. Vi nåede kun lige derhen. Så SÅ vi på hinanden og sagde i kor: ”Det er da sådan én, vi skal have!” Der var den mest utrolige ro og skønhed i det hjørne af hallen, og det var som en magnet, vi begge blev draget af,” fortæller Lisbeth med lysende øjne.

Da parret i 2002 opdagede deres nye yndlingsrace, var den stadig i færd med at ’genopstå’ efter at have været næsten uddød to gange, så man kunne ikke bare købe en, men måtte skrive sig på venteliste. Allerede samme år fik de dog Holger, der gjorde så stor lykke, at de to år senere måtte omdøbe ham til Onkel Holger, fordi de købte hans nevø, Svend. I 2008 blev flokken udvidet med Knud, og i 2012 kom Karl, der er søn af Knud. Så det meste af tiden har der været to eller tre ad gangen.

Som med flødeboller
”Da vi fik Svend, tænkte vi bare, det måtte være rart at have en ven. Og så er det aldrig stoppet. Det er med broholmere som med flødeboller: De er så lækre, at man ikke kan nøjes med én – man vil have to. Eller tre. De nedbryder ens sunde fornuft. Eller som en anden broholmerejer, jeg talte med, sagde: ”De fleste har et blødt punkt – mit er broholmere.” Sådan har vi det også. Og det gælder hele familien. De er blevet vores omdrejningspunkt. I dag, hvor Agnes, Oskar og Simone er blevet henholdsvis 15, 17 og 19, sker det ofte, at vi alle sammen tager i skoven, fordi hundene skal luftes. Vi er nødt til at køre i to biler, og det er stadig sådan, at bilen med hundene først bliver fyldt op.”

Selv om hele familien er vilde med de to, er det Lisbeth, der står for den daglige drift med mad, ture, dyrlæge og den slags. Hun er så engageret, at hun endog er i ’hundemødregruppe’ med fire andre kvinder fra sit arbejde. De tager på ture med hundene og har frokost med. En gang om måneden er der desuden træf i ’kernefamilien’. Knud, kæresten Freja og sønnerne Karl og Ludvig samt ejerne Lisbeth og Bettina stikker snuderne sammen til stor fornøjelse for alle. Karl bliver ordnet og vasket efter alle kunstens regler af sin hundemor Freja, og Ludvig får lidt mandehørm med sin far Knud. Imens tager deres ejere sig af verdenssituationen.

”Men det er ikke kun mig her i familien, der er blevet lidt småtosset. Det skal lige siges, at min mand har sovet på en madras på køkkengulvet med hver af de fire hvalpe, da de var små. Vi ville bøde lidt på hvalpens savn af sin mor, og så var det også nemt lige at lukke dem ud i haven til morgentoilette. Ideen var, at han skulle sove der i en uge, men det endte hver gang med en måned på madras i køkkenet inklusive indtil flere børn også. Kan du forestille dig en broholmerhvalp, en voksen mand og et til to børn på madrasser i køkkenet? Det er råhygge, der er værd at gå efter,” smiler Lisbeth.

Vi bor praktisk
”Der er da også få andre ulemper ved broholmere. Jeg tror ikke, de fælder og savler mere end så mange andre hunderacer, men fra en stor krop og en stor mund bliver det da til noget, og et fint parketgulv får hurtigt en ridse, hvis de leger. Vi har sørget for at bo praktisk. For eksempel er sofabordet ikke fyldt med nips, der kan fejes lige på gulvet med en glad hale. Her i haven har vi også fået det lille træ derovre, som jeg er meget øm om, hegnet helt ind, som du kan se.” Lisbeth sender et blik ned for sine fødder, hvor broholmer-basserne snuer fredeligt, og fortsætter: ”Vores hunde fræser jo ikke haven rundt, men de skal altså bare gå gennem bedet samtidig med, de får øje på et egern, så er det slut med det bed. De vejer jo omkring 65 kilo.”

Fordi de er så store, er det også vigtigt at medvirke til et sundt avlsarbejde. Man har pligt til at få hvalpe røntgenfotograferet for at undgå hoftedysplasi, og alle unghunde kommer til mentalbeskrivelse, hvor et kyndigt hold bedømmer, om de har den ro og selvstændighed, der gerne skulle præge dem. Også på udseendet bliver de bedømt. Man går efter, at de skal ligne de hunde, Frederik VII havde. Det ligger Knud tæt op ad. Alt efter point bliver broholmerne så avlsgodkendt, og avlsudvalget bestemmer, hvem man parrer sin hund med, så det ikke bliver en indavlet ”fætter-kusine-fest”, som Lisbeth siger. Efterhånden kan der også hentes hunde fra Tyskland, Holland, Sverige og Polen, hvor avlen er ført videre.

”Man har ikke længere avlspligt, som da vi købte Holger. Men når man står med sådan en flot fyr som Knud, kan man simpelt hen ikke lade være. Og man følger med i hundenes søskende og forældre og bliver venner på kryds og tværs med andre passionerede broholmerejere. Derfor var det også helt naturligt og hyggeligt at besøge Knuds bror Balder, da vi var på ferie på Bornholm. På den måde har vi også et rigtig fint pasningsnetværk, hvor vi hjælper hinanden i ferier. Det er superhyggeligt og praktisk.”

Lisbeth synes også, det er rart, at der ikke er noget bestemt, man ’skal’ gøre med en broholmer.

”Den er jo hverken skabt til at jage, hente noget i vand, strejfe eller rulle sig i mudderpøle og døde dyr, og man behøver ikke spæne til agility eller spor. Som oftest går vi også uden line, for de kommer, når jeg kalder, og de omgås andre hunde på en rigtig rar måde. Det er deres natur at holde fokus og blive sammen med deres ejere. Men jeg vil så sige, at de kan skam godt lide motion og gode ture. Karl og Knud elsker en rask lille galop og at strække godt ud, når vi begynder gåturen. Men resten af vejen lunter de rundt og snuser, og når vi kommer hjem, er yderligere aktivering ikke noget, de har behov for. Det er fint, som det er. På den måde kunne de egentlig godt bo i lejlighed, hvis den ikke er alt for lille. Men det skal være i stuen, for de tåler ikke for mange trapper.”

Verdens nemmeste hund
En anden ting, man skal være opmærksom på med broholmere, er måden, man opdrager dem på.

”Man må ikke skælde ud. De er ret følsomme, og de bliver virkelig kede af det. Det går heller ikke at forsøge at tvinge dem til noget. De bliver bare stående, og så kan man ikke rokke dem. Man må gå ud fra lystprincippet og bløde metoder. Deres egen varebetegnelse er ’venlig’, og det skal gå begge veje. Men så har man også verdens nemmeste hund. De kommer selv med en harmoni, der gør, at man ikke kan komme op at skændes med en broholmer. Den lader sig ikke provokere.”

Knud har med sin ro været terapihund for en dalmatiner, som havde haft en svær opvækst og ikke kunne være sammen med andre hunde. Ejeren var blevet spurgt, om han kendte en rolig hund, der kunne vise, at man ikke behøver gø og blæse sig op hele tiden. Han tænkte straks på Knud, og Lisbeth og hendes nu ældste hund hjalp i kraft af nogle fællesture hunden med at falde til ro i selskab med Knud.

Lisbeth har dog en sidste ’advarsel’ til dem, der kunne overveje en broholmer.

”Man skal regne med aldrig at gå en hundetur uden at tiltrække sig opmærksomhed og falde i snak. ’Sikke nogle smukke hunde, du har! Hvad er det for en slags? Er det jægersprishunden, det dér? Hvor gamle er de? Hvorfor har du to?’ Forleden ville jeg have gået en tur på Langelinie, men blev stoppet for hver 50 meter af kinesere, japanere, franskmænd og andre turister. De syntes, mine broholmere og historien om, at kong Frederik VII har haft sådan nogle, var en meget spændende dansk seværdighed og glemte alt om Den Lille Havfrue. Og det er ikke kun turister. Hundene er dagligt et trækplaster for unge som gamle. Jeg ser det som en fin pædagogisk opgave at bruge lidt tid, når vi møder børn. Indimellem også børn, der er bange for hunde. Så siger jeg: ’Kom herover og se, og mærk de bløde ører’, og så vover de måske at klappe og er lykkelige bagefter. Det er dejligt at give sig tid til, når man nu går rundt med nogle hunde, der er blødheden og venligheden selv.”

En broholmer er til dig, der…
Vil have en solid og rolig hund
Vil have en hund med et godt temperament
Vil have en hund, der er en glimrende familiehund

En broholmer er ikke til dig, der …
Ikke vil have løse hår i huset
Ikke har mulighed for at socialisere hunden tidligt
Ikke har ret meget plads

Sådan skal en broholmer se ud
Hoved:
Broholmeren er en kraftigt bygget hund af mastiff-typen med et stort og tungt hoved.

Øjne:
Øjnene hos broholmeren er store og mørkebrune.

Ører:
Ørene er middelstore og sidder højt oppe på hovedet. De har et lille ’knæk’ og hænger så fladt ned ud for ansigtet.

Hale:
Halen er lang og bæres hængende. Ved leg og anden aktivitet stritter den en smule opad.

Pels:
Broholmeren har en kort glat og tætliggende pels, der fælder en del om foråret og efteråret. Derfor er det en god ide at børste hunden grundigt med jævne mellemrum, så får du færre hår liggende i hjemmet. Den har desuden en kraftig underuld.

Farve:
Farven er gul med sort maske, rødgylden eller sort med hvidt på bryst, poter og halespids. Den sorte broholmer ses ikke tit i Danmark.

Højde og vægt:
Hannerne er ca. 75 cm over skulderen, og hunnerne er ca. 70 cm. Hannerne vejer 50-70 kg og hunnerne 40-60 kg.

Værd at vide:
Historie:
Broholmerens historie går langt tilbage. Det berettes, at Kong James VI af Skotland i forbindelse med sit bryllup med Frederik II’s datter i 1589 forærede det danske hof nogle store prægtige hunde af mastiff-typen. Disse hunde blev parret med flere af datidens store hunderacer, og med tiden opstod en hund, som man kaldte ’Den gamle danske Hund’. Racen var på et tidspunkt tæt på at uddø, men i 1850 besluttede hofjægermester Sehested fra Broholm Slot at forsøge at redde den. Han avlede og forærede hundene væk til folk, der ville deltage i avlen. Racen skiftede navn til broholmshunden og blev igen en almindelig og værdsat race. Kong Frederik VII og Grevinde Danner havde flere broholmere ved hoffet i Jægerspris, hvorfor broholmere også er blevet kaldt jægersprishunden. De er afbildet med deres hunde ved adskillige lejligheder. Hundene blev blandt andet brugt til at jage spøgelser væk fra soveværelset inden kongens sengetid. Kongens hund hed altid Tyrk uanset køn, og grevindens hed Holger. En af disse ’Tyrk’-hunde er udstoppet og kan ses på Zoologisk Museum i København.

I begyndelsen af 1900-tallet førte hundesyge, epidemier og indavlsproblemer til, at racen stort set forsvandt. I 1974 blev racens anden redningsaktion påbegyndt. Efter en landsdækkende eftersøgning fandt man frem til nogle få broholmerlignende hunde, og ud fra dem blev racen rekonstrueret med hjælp fra blandt andet mastiff og sankt bernhards-hund. I dag er racen relativt almindelig igen.

Aktivitet og motion
Broholmeren er en stor hund, der kræver fysisk og en smule mental træning. Det er vigtigt, at du er en stærk leder, da hunden kræver lidt opdragelse på grund af sin størrelse. Hunden er ivrig for at lære, men træningen skal baseres på lyst og ikke tvang. Derfor skal du være venlig og tålmodig, når I træner, og vise hunden tillid. Så lærer den bedst.

Temperament
Broholmeren er en solid og rolig hund med et godt temperament. Den er en god familiehund og er vagtsom uden at være aggressiv. Til gengæld bryder den sig ikke selv om at blive skældt ud. Så bliver den meget ked af det. Broholmeren er harmonisk og nysgerrig og skal helst være selvsikker i sin optræden.

Pleje
Broholmerens korte pels fælder meget, og den skal derfor børstes jævnligt for at undgå for mange hår rundt omkring i hjemmet. Man kan bade sin broholmer alt efter behov, men det er ikke noget, den kræver ofte.

Levealder
Broholmeren bliver mellem 7 og 10 år.

To andre hunde, der minder om racen
Rottweiler
Rottweileren er ikke en hund for nybegyndere eller for folk, der ikke er indstillet på at bruge tid på at socialisere den. Har man det, kan man få en god hund, der er velegnet som både familiehund, vagthund og brugshund. Den er intelligent, kærlig, rolig og modig, og pelsen er nem at holde og kræver kun lidt pleje. Rottweilerens historie peger mange tusinde år tilbage i tiden til perioden, hvor romerne erobrede Europa. På et tidspunkt belejrede den romerske hær et tysk område, der senere kom til at hedde Rottweil, og her beskyttede hundene de store kvægflokke, som hæren havde med. Deraf kommer hundens navn.

Leonberger
Leonbergeren er en venlig, intelligent og glad hund, der er meget tålmodig over for børn. Den er aktiv, elsker vand og er en udmærket lydighedshund. Leonbergeren opstod, da en tysk hundeentusiast, Heinrich Essig, i midten af 1800-tallet ville skabe en hund, der skulle ligne løven i byvåbnet. Derfor krydsede han sankt bernhards-hunde med sort-hvide kontinentale landseere. Efterfølgende krydsede han afkommet med den hvide pyreneerhund. Resultatet blev den bamsede løveagtige leonberger. Hunden er stor og muskuløs, men samtidig elegant at se på. Pelsen kræver ingen særlig pleje, dog kræver hunden, at den bliver aktiveret og motioneret dagligt.