Apportering som aktivering

1696

Apportering er jo dybest set en jagtlig øvelse, men er ikke desto mindre et formidabelt værktøj til at aktivere og motionere sin hund både fysisk og mentalt, uanset racer og formål. Samtidig er apportering en øvelse som falder langt de fleste hunde helt naturligt, hvorfor det er meget let at komme i gang.  

Tekst: Rune Fich Weischer Foto: Christina Hauschildt

At træne apportering er en helt grundlæggende egenskab for enhver jagthund, men selvom man ikke lige ejer en jagthund, er det dog en helt igennem fremragende metoder til at udfordre sin hund og den vil elske det! Langt de fleste hunde finder det helt naturligt at hente en apport og mange af de hunderacer vi i dag anser som almindelige familiehunde, er faktisk fremavlet til formålet. Newfoundlænder, pudlerne, mynderne, mange af terrierne

Start altid øvelsen med at skabe kontakt til hunden. Tal rosende til den og lad den snuse til apporten mens du giver den masser af klap og kontakt. Skab i det hele taget en positiv stemning og hunden vil kvittere ved at vise stor begejstring over den forstående aktivitet.

og spanielerne, samt naturligvis retrieverne, for blot at nævne nogle.

Mange hundeejere aktiverer sikkert ofte deres hunde med at lade løbe efter en tennisbold eller gummidyr, og det er også godt for at motionere hunden fysisk, men ved at sætte tingene lidt mere i system, kan man også begynde at udfordre dem på det mere mentale aspekt. Ligeledes kan man let varierer de fysiske udfordringer ved at sætte det hele lidt i system.

Hvis man træner apportering til jagt, eller måske ligefrem mod en apporteringsprøve, er der en række ting som man skal træne målrettet imod. Sådan er det langt fra når du bare vil bruge apporteringen til motion og aktivering. Her kan man gøre lige præcis hvad man har lyst til, og når først man er kommet i gang, bliver det mindst lige så sjovt for hundeejeren, som for selve hunden.

Godt i gang

Lær hunden at blive siddende, når apporten kastes og først løber efter den når den får kommandoen ”Apport”. En effektiv måde at opnår dette på, er simpelthen at stille sig i vejen for hunden, og hold kontakten med den ved hjælp af rosende snak og positiv øjenkontakt.

Langt de fleste hunde vil finde det helt naturligvis at løbe efter en tennisbold når den bliver kastet, og ved hjælp af opmuntrende tilråb og positiv attitude vil hunden også hurtig finde ud af at den skal samle den op og komme i din retning med den. Om den vil aflevere den til dig, eller bare lege videre med den, er så en helt anden sag, men det bliver så næste skridt i øvelsen at få styr på det. Hvis hunden har lidt svært ved at forstå at den skal samle apporten op, hvad enten det er en dummy eller en tennisbold, så en det en god fidus at vende hunden ryggen og langsomt gå væk fra den uden at se sig tilbage. Man må endelig ikke give udtryk af at man er ved at forlader hunden for at straffe den, men bare at man nu vil gå et andet sted hen og lege videre. Hunden vil automatisk løbe efter dig for at se hvad der nu skal ske, og vil i langt de fleste tilfælde samle apporten op og tage den med, uden at tænke over det. Når først den har gjort det et par gange, er koden knækket og hunde har ”downloadet” øvelsen, hvorefter opsamling bliver en ligeså naturlig reaktion, som det at løbe efter en dummy når den kastets.

I første omgang skal hunden forstår at det hele handler om sjov og ballade. Det kan både hvalpe og voksne hunde forstå, så man kan sagtens kaste sig ud i apportering selvom ens hund er lidt oppe i alderen.

Afleveringen

Afleveringen har det med at halte lidt når hunden kommer op af vandet, og ofte smider hunden apporten så snart den kommer på land for at ryste vandet af sig. Når man bare laver apportering for at aktiverer sin hund, er det såmænd også helt ok, men går ikke til en apporteringsprøve.

Aflevering af apporten er en ting som nogle gange kan give lidt udfordringer, selv for veltrænede jagthunde. Ved en korrekt aflevering ifølge jagtlige standarter, skal apporten afleveres fra hundes mund til førerens hånd. Det gør dog mindre når man ikke har planer om at aflægge prøve. Personligt har jeg trænet min hund til at lægge den på jorden nogenlunde ved siden af min fod, hvilket virker bedst for mig. Man kan rolig forvente at afleveringen er noget man skal arbejde en hel del mere med, end selve apporteringen. At blive sendt efter en apport gøres altid med stor iver, da det betyder at legen begynder, men at aflevere den igen, gøres som regel med lidt mere afdæmpet entusiasme, da det er ensbetydende med at legen stopper. Ofte vil hunden heller lege med apporten, end at give denne til sin fører og her er det vigtig ikke at indgå i legen. Træk ALDRIG om kap med hunde i hver sin ende af apporten! Det vil blot lære hunden at den har alternative muligheder, til at aflevere som den skal. Begynder den at løbe omkring og ryste apporten og nægte at aflevere, kan man igen forsøge sig med at vende ryggen til hunden. Apporteringen er en leg mellem hund og ejer, og hvis den ene part (ejeren) trækker sig ud af legen, bliver legen kedelig. Derfor vil hunden komme til dig med apporten, for at genoptage legen. Byt dig til apporten for en godbid og planen er lykkedes, hvorefter øvelsen startes forfra. Begynder hunden at sjuske og lege for meget, så tag en pause.

Motivation og udfordring

Man får hurtigt opbygget en lille samling af forskellige apporter i forskellige former, farver, vægte og funktioner. Jo mere varierende samlingen er, jo mere udfordret bliver din hund.

1: apport 2: opsamling 3: aflevering. Det er de tre hjørnesten i apportering og når først ført de er nogenlunde på plads, kan man gå videre. Blot at lade hunde løbe frem og tilbage og lave apportering efter apportering, vil helt sikkert give den sjov og motion, men for også at udfordre den mentalt (-og endnu mere fysisk), skal man sørge for at hunden er udfordret med nye og varierende opgaver som den skal løse.

En apport kan være mange ting. En tennisbold, en sok, en Dummy mm. Man får hurtig opbygge en lille samling af forskellige effekter til formålet, hvilket også giver mulighed for at række forskellige kombinationsøvelser, hvor hunden udfordres både fysisk og mentalt. En vigtig ting for at hunden får hele det mentale spil i gang er at isolerer hver eneste del af øvelsen. Når hunden første gang skal lære at apporterer, skal den bare have lov til at løbe efter apporten, sprudlende af kådhed og energi. Begynd dog allerede når opsamlingen er ved at være på plads, at standse hunden når apporten kastes, således at den ikke sætter efter den før du giver den kommandoen ”Apport!”. En god måde at lære hunden det på, er simpelthen at stille sig i vejen for den, allerede inden man kaster og så ellers holde positiv øjenkontakt med den. Ikke med ”streng” attitude og kropsholdning, men ved en fastholdt kærlig kontakt mellem hund og fører. Til at begynde med vil hunden løbe alligevel og så skal den lige have et skarpt ”nej!” med på vejen, for at lade den vide at det har gjort noget forkert. Den vil dog ikke lære det alene ved at man råber efter den. Det er kontakten mellem hund og menneske som er afgørende. Mange gange føler man allerede på forhånd, om hunden vil løbe før kommando. Det skyldes at kontakten ikke sidder helt i skabet. Stop da øvelsen, og genopret kontakten ved at holde øjenkontakt med hunden og snak roligt og rosende til den. Du vil tydelig mærke at hunden falder til ro og begynder at arbejde med dig. Hele dens udstråling vil pege i retning af, at du er den absolut mest spændende i verden, i hvert fald i hundens verden…

Når hunden er begyndt at blive siddende mens apporten kastes, kan man udfordre den yderligere ved at gå et par skidt væk fra den siddende hund og kaste apporten derfra. Jo længere man kommer væk fra den ventende hund, jo mere kræver det af den at blive siddende, simpelthen fordi kontakten mellem hund og fører svækkes af afstanden. Hver gang hunden løber efter apporten, stoppes øvelsen og man starter forfra. Dette skal ikke misforstås således at hunden skal føle at man forlader den, hvilket kun vil have negative resultater, men derimod skal den have følelsen af den får ansvar i samarbejdet. At hunden skal vente på kommando handler ikke bare om at have kontrol over hunden. Det handler også om at apporten skal nå at ”gemme sig”. Hvis hunden bare flintre efter apporten i samme øjeblik som den kastets, vil den være fremme ved den nogenlunde samtidig med at den rammer jorden. Således bruger den stort set kun synet til at finde apporten. Ved at vente bare 5-10 sekunder før man sender hunden, når apporten at ligge sig til rette i det høje græs, ude af syne, og hunden skal nu bruge sit naturlige søg og ikke mindst snude, for at finde den. En opgave hunde elsker!   Husk også at skifte mellem flere forskellige apporter under vejs. Forskellige udformninger, vægte, størrelser, og overflader. Det er alt sammen med til at udfordre hunden.

Vandgang

Når en voksen hund skal lære at apportere, er fx en ”wallet-Dummy” en vældig god apport at starte med. En Wallet-Dummy findes i mange udgaver og er groft sagt et penalhus i vandfast materiale, som kan fyldes med godbidder. Det gør det meget naturligt for enhver hund at søgen den og samle den op.

At lave apportering i vand er noget de fleste hunde gerne gør. Det kræver naturligvis at de er blevet introduceret til det. Svømning er en af de absolut bedste træningsformer for hundes bevægeapparat og kombineret med apporteringen, opnår man noget nært den optimale træning. De fleste hunde kan fint svømme som udgangspunkt og holder meget af det, men det at skulle hente noget som yder modstand i vandet, og hente det ind til bredden, kan godt virke lidt overvældende. Derfor skal man naturligvis gå frem med små skridt. Begyndt med små apporter med lav modstand i vandet, gerne indeholdende godbidder, og kast den først bare en meter ud i vandet. Afgiv kommandoen ”Apport!” og ros din hund i store opmuntrende vendinger uanset hvor hel- eller halvhjertet den forsøger. Nogle hunde vil øjeblikkeligt hente apporten, mens andre vil være mere forsigtige. Fælles for dem alle er dog, at de vil elske det så snart de har fået det lært. At træne i vand giver naturligvis en risiko for afkøling på de kolde tider af året og her kan en vest i neopren være en god hjælp. Den hæmmer ikke hundes bevægelser, holder kroppen nogenlunde varm og giver samtidig opdrift, hvilket gør vandarbejdet lettere for hunden.

Godbidder eller ej?


Der er mange holdninger om godbidder. Ikke bare om man skal bruge dem eller ej, men også om de skal være bløde eller hårde. Man ser især blandt brugshunde, at en godbid bliver erstattet af klap og leg. Der er flere årsager til det. En af de mest fremtrædende er, at man søger at hunden skal udføre en opgave af lyst og glæde, og ikke for en godbids skyld, da den så måske ikke lystre helt som den skal, den dag hvor man er løbet tør for godbidder. Jeg kan godt forstå argumentet og befinder mig personligt et sted midt imellem. Jeg bruger godbidder og er glad for det, men giver nok færre end de fleste i løbet af en øvelse. Jeg gør det også for at skåne hundes mave en smugle. Engang forsøgte jeg at få overblik over hvor mange godbidder jeg egentlig gav mine hunde, og forsøgte på en træning at ligge en godbid i min ene lomme, hver gang jeg gav hunden én. Efter endt træning kunne jeg forbavset konstatere, at lommen var halvt fyldt og hunden således havde fået omkring et halvt måltid i form af de ret fedtholdige godbidder i løbet af den time træningen havde taget. Vi mennesker kender fra os selv, hvor ubehageligt det er at lave fysisk aktivitet på fyldt mave, så derfor bruger jeg nu markant færre og i øvrigt også mindre godbidder. Jeg vælger også kun at bruge bløde godbidder, da disse optages hurtigere af kroppen.