Akita: Den smukke hund Akio er en stolt og klog herre

I ’kongens baghave’ regerer Akio, der er Anders og Charlotte Dahl Fosvalds første hund – men de håber, han bliver 100 år, for de kan ikke forestille sig et liv uden ham, og de tilstår med et glimt i øjet, at de taler mere om deres Akita-hund end om deres to drenge.

TEKST: IDA RUD // FOTO: IDA RUD OG A og C FOSVALD

Akitaen Akio gør højt, da han og hans ejer Anders tager imod mig. Med sin lysgyldne pels, sine ’stive’, lige ben og smukke sortrandede øjne ligner han næsten de hvide ulve, Vi med Hund besøgte i Knuthenborg Safaripark, hvis det da ikke lige var for proptrækkerhalen, der ligger stramt rullet ind over hans ryg.

Men hovedet er bredt og mildt, og der er ikke noget ondt i hans gøen, selv om det er en imponerende lyd fra den store hund. Han markerer bare, at der kommer nogen, han ikke kender – og det gør han så relativt ofte, for Akio er nemlig en vandrehjemshund!

Han bor sammen med Anders og Charlotte og deres to sønner på 18 og 20 år på Danhostel Fredensborg. Faktisk støder hans baghave op til Fredensborg Slot – derfor står der ’I kongens baghave’ på Anders’ og Charlottes trøjer – og det er et eller andet sted helt perfekt, når man ser på den stolte hund; han er næsten royal.

Japanerne bukker for Akio
Jeg må tilstå, at jeg har glædet mig særlig meget til at møde Akio. Da jeg var barn i 80’erne, elskede jeg nemlig tegnefilmene om ’Hundehvalpen Silver’. For de, der ikke kender den, handler den kort fortalt om en fantastisk hundehvalp, der er tvunget til at blive hurtigt ’voksen’, så han sammen med andre hunde kan kæmpe mod uhyggelige bjørne.

Silver fra tegnefilmen er en akita, en ældgammel japansk race, og lige siden jeg var seks år, har jeg derfor drømt om at møde lige netop sådan én. Endelig går det i opfyldelse! Og smukke Akio lever til fulde op til min drøm.

Det er ikke en race, man ser mange af i Danmark. Faktisk er der først for nylig kommet et par kenneler – der er dog flere af den amerikanske afart, amerikansk akita, der er lidt større og grovere end den japanske, der nogle gange kaldes akita inu.

Det er nok meget heldigt for japanske turister, at der ikke er flere akitaer i Danmark end som så.

”Engang, vi var oppe ved Kronborg, holdt der en bus fyldt med japanske turister. Da de kom ud af bussen og så Akio, bukkede de alle sammen for ham – i Japan er det en nærmest hellig hund,” fortæller Charlotte.

Det var da også på en rejse til Japan for fire år siden, at Charlotte og Anders første gang så racen. Og de var ikke et sekund i tvivl om, at det var sådan én, de skulle have.

Skjulte sig
De havde ellers ikke haft hund før. De havde fokuseret på at være forældre til deres to drenge, men de var på dette tidspunkt teenagere, så nu var der tid og plads til en hundehvalp.

Akitaen er ellers en race, man ikke anbefaler til førstegangshundeejere, og det siger Anders også selv meget hurtigt. Men de læste grundigt på hundelitteratur og tænkte, at akitaen ville passe til deres ønsker om hund.

Parret ville gerne have en han, og derfor kontaktede de en kennel i Sverige, der skulle have hvalpe – for dengang for bare få år siden var der ikke en dansk kennel med akita inuer. Der er også kun omkring 30 akitaer i Danmark i dag.

Umiddelbart var der dog en udfordring med de svenske hvalpe, for på en scanning viste det sig, at den drægtige tæve kun havde fire – og de var alle hunner.

”Men da hvalpene så blev født – så var der en han! Han havde bare skjult sig!” fortæller Anders.

Valgte Charlotte
Det var næsten et mirakel, så parret kørte over for at besøge kennelen.

”De var så dejlige alle hvalpene. Pludselig er der en, der kommer hen, som jeg tager op. Så spørger jeg kennelejeren Karin: ”Nå, hvilken én er så vores?” Den har valgt, svarer hun. Så kigger jeg og ser, det er hannen, jeg holder. Jeg var ved at dø!” fortæller Charlotte, og kigger på Anders.

”Han kravlede op på din sandal. Alle de andre lavede noget helt andet. Karin var helt: ’Sådan plejer det at være’,” fortæller Anders.

”De vælger selv den, de vil have,” siger Charlotte med et smil – for selv om Akio elsker dem begge, er der ingen tvivl om, at Charlotte er den, han elsker allerhøjest – og det er ikke, fordi hun er den, der fodrer ham eller går tur med ham. Men bare fordi der er en særlig tilknytning.

Derfor har han måske også lidt længere line hos hende. Det lyder i hvert fald, som om han kan sno hende, ligesom han kan sno sin hale.

Han må for eksempel ikke ligge i sengen.

”Men når Anders står op om morgenen, så hopper han op til mig,” hvisker Charlotte til mig, mens Anders siger: ”Ja, ja, det anede mig,” med et glimt i øjet.

Akio er også så klog, at han holder nøje øje med Charlotte, når hun spiser.

”Når der er to-tre bidder tilbage, så kommer han med sit hoved, lægger det tungt ned på min arm, så jeg ikke kan løfte den op, så kigger han på mig,” fortæller Charlotte.

Anders kan ikke lade være med imponeret at sige: ”Udspekuleret!”

”Der er ikke mere for mig at gøre, ’Det der er til mig,’ fortæller Akio mig. Det er helt bevidst. Det er simpelt hen så morsomt,” griner Charlotte, der er stolt af sin flotte hund.

”Vi taler også mere om ham end om vores drenge,” lyder det ærligt fra hende.

”Vi mener, han bliver 100. Hvis vi er væk fra ham et par dage, så er vi helt dårlige,” fortæller hun.

Hvilket stemmer overens med det, Anders har hørt fra andre akita-ejere. Selv om de har haft andre racer før. Hvis man først har haft en akita, så får man ikke en anden race bagefter.

Tæt på familien
”Jeg synes, det er en rigtig god familiehund, hvis du har overskud til det. For den lever så meget af tryghed og nærhed med sin flok,” siger Anders.

Derfor sørgede de også for at komme hurtigt hjem til ham, inden de overtog vandrehjemmet, hvor han kan være sammen med sin familie hele tiden. Det passer ham bedst, og hvis det står til ham, ligger han under Charlottes skrivebord, oven på hendes fødder, når hun arbejder. Ellers ligger han og holder øje med alt, hvad der sker.

”Han er også helt bombet, når vi går ovenpå i lejligheden om aftenen,” siger Anders. Men det er også en hund, der skal stimuleres og udfordres. Selvfølgelig skal den have sine gåture – og den elsker naturen – men det er ikke én, der skal løbes træt i flere timer ad gangen.

”Han vender selv om, når han ikke gider gå mere,” griner Anders – og derfor får Akio som regel lov til selv at vælge, hvor turen skal hen. Men han har altid snor på, medmindre det er store vidder, hvor Anders kan se langt, som ved stranden.

”Det er det eneste minus ved racen, at du ikke kan slippe den løs på turen, for så løber han væk, hvis han ser et rådyr,” fortæller Anders.

Ser Akio et rådyr nu, med sele på, så vil han gerne hen til den – men han trækker ikke. Det har Anders lært den, og derfor kunne selv drengene gå med ham, da de var mindre.

’Lysende dreng’
Akio er meget elegant og nærmest lidt katteagtig i sin opførsel – han kommer også utrolig godt ud af det med parrets ene kat, som bor ovenpå. De to leger og putter til den store gulvmedalje, som Anders viser mig på en video. I det hele taget har parret mange videooptagelser af Akio og flotte fotos, som de selv har taget.

Akio selv er lidt katteagtig på den måde, at han ikke er sådan én, der gider løbe efter kastepinde eller lave de samme tricks hele tiden. Han keder sig for hurtigt.

Han gider heller ikke blive fotograferet, og han kigger høfligt, men småarrogant væk, når jeg hiver kameraet frem. Det er virkelig sjovt at se, så meget personlighed han har.

Akio er et lidt specielt navn, og det er da også japansk. Det betyder ’lysende dreng’, og det passer perfekt til den gyldne akita, der ligger med sine smukke stjerneøjne på det grønne gulvtæppe og bare er i ro, fordi hans familie er sammen med ham.

En akita er til dig, der …
1. Synes en selvstændig hund er det mest charmerende.
2. Er indstillet på at være konsekvent med opdragelsen.
3. Vil have en hund, der fylder meget i familien.

En akita er ikke til dig, der …
1. Gerne vil dyrke meget sport med hunden.
2. Vil have en hund, der adlyder selv den mindste kommando.
3. Ikke har mulighed for grundig socialisering.

 

Sådan skal en akita se ud:

Hoved:
Akitaen har en bred pande. Dens øjne er mørkebrune og ret små. Den yderste øjenkrog peger opad og giver hunden et ret yndigt udtryk. Sammen med den sorte næse virker ansigtet meget markeret.

Ører:
De relativt små, trekantede ører sidder bredt ansat. De er tykke og rundede i toppen.

Hale:
Akitaens karakteristiske hale sidder højt og er rullet stramt ind over ryggen.

Pels:
Selv om akitaens pels ser blød ud, så er den kraftige yderpels faktisk ret strid. Dens bløde underuld er tyk og tæt.

Farve:
Rød fawn, sesam, brindlet og hvid. På nær den hvide, så skal pelsen have ’urajiro’, som er hvidlig pels på næseparti, kinder, kæbe, hals, bryst, krop, hale og indersiden af benene.

Højde og vægt:
Hanner: 67 cm, +/- 3 cm
Tæver: 61 cm, +/- 3 cm

Kilde: ’Hvilken hund skal jeg vælge?’ Aschehougs Hundeleksikon, ’Hunde – Illustreret Opslagsværk’, Wikipedia.com.

Værd at vide

Historie:
Oprindelig hed racen akita inu, hvilket simpelt hen betyder stor hund på japansk. Akitaen er Japans nationalhund, og i 1931 blev racen officielt udnævnt til ’Japansk naturmonument’. Det er en urhund, og den stammer helt tilbage fra den yngste stenalder, 2000 år før vor tidsregning.

På et tidligt tidspunkt var racen forbeholdt kejseren og hans samuraier, der SKULLE have en akita. Siden besluttede en anden kejser, at racen skulle være en ’gave’ til hans folk ved, at de godt måtte eje hundene, og den blev brugt som familie-, vagt- og jagthund. Senere var den populær i hundekampe, som dog blev forbudt i 1908.

Under anden verdenskrig var racen tæt på at uddø, for hundens pels blev brugt i militærudstyr. For at sikre dens overlevelse blandede elskere af racen schæferhunde ind i den, fordi schæferhunde som den eneste hund blev brugt til militære formål og derfor ikke blev aflivet. Siden har avlere arbejdet på at få den rene akita tilbage. De amerikanske tropper under krigen blev så vilde med den smukke japanske hund, at flere af dem tog hunde med sig hjem til USA. Her har racen siden udviklet sig selvstændig til amerikansk akita, som er større og grovere end den japanske akita.

Den mest berømte akita er Hachiko (blandt andet filmatiseret i ’Hachi’ med Richard Gere i hovedrollen), en hund så loyal, at den ventede i ni år på en togstation på, at dens ejer skulle komme hjem, hvilket han ikke gjorde på grund af pludselig død. Der står et monument af hunden på togstationen i Shibuya.

Aktivitet og motion:
Akitaen skal have sine daglige ture, og den elsker naturen. Men det er næsten vigtigere, at man stimulerer den lærenemme hund mentalt. Den skal udfordres ofte og kræver meget af sine ejere, men den er for eksempel virkelig god til spor, hvilket man med fordel kan benytte sig af. Den vil helst være tæt med sin flok, og man kan ikke have den i en hundegård, medmindre man har flere akitaer.

Temperament:
Det er en stolt og loyal hund, men også en rigtig familiehund. Den er høfligt afvisende over for fremmede, for man skal vinde dens tillid. Den er god til børn og andre dyr, hvis man sørger for at lære den det fra hvalp af. Så afvisende den kan være ove rfor fremmede, så har den ofte større tålmodighed med børn eller folk, der har fysisk eller psykisk handicap.

Pleje:
Akitaen kan med fordel børstes regelmæssigt, da den fælder en del, særligt om sommeren. Men ellers kræver den kun lidt pleje. Blandt andet, fordi det er en hund, der er pertentlig og ikke bryder sig om at blive snavset. Man bør dog vaske den et par gange om året, hvis man kan slippe af sted med det, for den bryder sig ikke om det.

Levealder:
Det er generelt en sund race, der dog kan have tendens til hoftedysplasi. De bliver gennemsnitligt 10-12 år gamle.

 

To andre hunde, der minder om racen

Shiba
Shibaen – nogle gange kaldet shiba inu, fordi det betyder ’lille hund’ – minder af udseende om akitaen. Shiba kan dog også betyde busk efter de rødlige buske i det terræn, hvor racen oprindelig jagede. Den er betydelig mindre end akitaen, men blev oprindelig også brugt som jagthund i de bjergrige egne af Japan. Trods ligheden er den helt sin egen, og en ældgammel race. Man har fundet 7-8.000 år gamle skelletter, der minder om nutidens shiba.

Amerikansk akita
Den amerikanske akitas historie er den samme som den janapske akitas, indtil anden verdenskrig. Her blev de amerikanske soldater så begejstrede for hunden, at flere af dem tog dem med sig, da de vendte hjem til deres familier. På et tidspunkt har racen også gået under navnet great japanese dog, fordi japanerne ikke ville gå med til, at den blev kendt under akita-navnet. Det er dog siden blevet droppet. Den amerikanske akita oplevede på grund af en tragisk historie fornyet popularitet i midten af 90’erne, da sports- og filmstjernen O.J. Simpson myrdede sin kone – det var nemlig hendes hund, en amerikanske akita, der fandt hendes lig.

RELATEREDE ARTIKLER

Seneste

Populære

Airbnb for hunde

Hundeejere er sjældent glade, når de af den ene eller den anden grund er nødt til at forlade deres hunde i nogle dage. Hvis venner

Læs mere »